SHOW // ANMELDELSE – Udgangspunktet er Pernille Højmarks selvbiografiske Først nu forstår jeg intet, men for den sags skyld kan vi også bare se forestillingen med samme titel som en kammerversion af hendes musikoptrædener. Med nogle pointer set fra +60. Men der er i hvert fald ingen tvivl om, at hun er performer til fingerspidserne.
På Folketeatrets Snoreloftet føles det nærmest som at være inviteret til stuekoncert med Pernille Højmark. Scenografien, der består af persiske tæpper, leder i hvert fald tankerne den vej. Hun har ikke Sweethearts i ryggen, men Stine Findsen og Peter Michael Jensen som akkompagnement, kor og lejlighedsvis medspillere, så musikken, både nye og gamle numre, fylder en del.
Men Først nu forstår jeg intet er også en teaterforestilling i den forstand, at Pernille Højmark bruger sine personlige erindringer og sangene til at perspektivere almenmenneskelige erfaringer. Især hvis vi har passeret de 50 (og lidt til) og deler nogle af hendes referencer. Barndommens land ligger langt væk, og det var en anden tid. Der er løbet meget vand i åen siden da, men alle de strømme løber sammen i dem, vi er. Nu.
Det gøres med stor humor, en god portion selvironi, masser af kærlighed og naturligvis en musikalitet, der skøjter rundt mellem genrerne
Og så er det jo lidt, som om vi kender Pernille. Først og fremmest hendes roller i Taxa og siden Krøniken har gjort hende lidt som en del af familien. Men den folkekære skuespiller og den sprudlende forsanger i Sweethearts har også en mørk side. En start i livet, som kunne have ført et helt andet sted hen.
Først nu forstår jeg intet med soundtrack
Hele historien kan man læse i Først nu forstår jeg intet, eller man kan se den aktuelle forestilling som en Readers’ Digest-version. Med indlagt musik. Det gøres med stor humor, en god portion selvironi, masser af kærlighed og naturligvis en musikalitet, der skøjter rundt mellem genrerne. Nyt som gammelt.
Alle kan være med, når Pernille erindrer som 13-14-årig at sidde i Sofiekælderen og lytte til Gasolin. De færreste kan have undgået at stifte bekendtskab med Leonard Cohen. Men hun dykker også helt tilbage til sin barndom med Osvald Helmuth, som man nok skal have en vis alder for at huske. Hun lægger sjæl og kontekst i sange fra alle tre, så sangene er medfortællende i hendes historie.
I det omfang vi kender dem, er de også med til at forankre kapitlerne i Pernille Højmarks liv med tilsvarende kapitler i vores eget. Eller i hvert fald noget, vi har hørt om; ungdomsoprøret 1968, Thy-lejren 1970. Så kan vi ellers fylde forelskelser og skilsmisser på, ligesom hun gør i Først nu forstår jeg intet.
Pernille Højmark er vant til rampelyset og bruger sig selv til at komme med nogle pointer
I Pernille Højmarks tilfælde kan man konstatere, at selv om hun (ligesom alle os andre gamle røvhuller) prøver at forstå livet med alderens klarsyn, så erkender hun, at først nu forstår hun intet. Med en undtagelse. Gennem alle dumheder, fejltagelser, katastrofer, farer, fjollerier og eventyr er der kun en rettesnor. Vi bliver præget af de ting, vi kaster os ud i. Ikke det, vi undlader.
Dit liv, mit liv, vores liv
Vi kan altid spørge os selv, om denne eller hin kendis’ liv er mere interessant at høre om end vores eget. Men vi deler som regel ikke selv ud af det. Pernille Højmark er vant til rampelyset og bruger sig selv til at komme med nogle pointer. Som skuespiller dramatiserer hun teksten, og så er det egentlig ligegyldigt, om det er Shakespeare eller hendes egen historie.
Så hvem har lyst til at være normal
Hun er også god til at inddrage sit publikum. Vi må gerne klappe i takt. Vi må gerne svare, når hun stiller et spørgsmål. Aftenens absolutte topscorer er spørgsmålet, ”er der en normal til stede”?
I øjeblikket kalder det på latteren. Senere på aftenen måske på eftertanken. I Først nu forstår jeg intet sætter hun vores bogstav-diagnose-begejstring i perspektiv med spørgsmålet. Men som enhver psykoterapeut sikkert vil fortælle os, så er vi jo alle specielle. Særlige. Unikke. Så hvem har lyst til at være normal?
Pernille Højmark sætter nærmest en ære i ikke at være det. Hun er – som Piet Heins kat – sin egen. Det er heldigvis vanvittigt underholdende. Ikke på standup-måden. Ikke med den forcerede festivalstemning. Men næsten privat, som om vi er på besøg hjemme hos hende. Eller som nævnt som om hun gav en koncert hjemme hos os og fortalte sin historie hen over sofabordet. Og det siger ikke så lidt om hendes evner som performer.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og