Jeg overvejede at slå ham ihjel – Amandas historie #35

i Børn & unge/Danmark/Liv & Mennesker af

KLUMMESERIE – “Tænk hvis folk fandt ud af, at der var mig, der havde brændt ham inde. Måske ville jeg blive afsløret, og hvis det skete, ville folk finde ud af, hvor beskidt, klamt og ulækkert et barn jeg var. Og var det, han udsatte mig for virkelig så voldsomt, at jeg kunne tillade mig at slå ham ihjel? Det var jo min skyld. Måske burde jeg dø i stedet?” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand, “Carl”, er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 35 og handler om en fantasi, Amanda havde som barn om at myrde Carl. 

Bragt på Amandas blog – 12. februar 2018

Som barn overvejede jeg at slå Carl ihjel. Første gang tanken kom til mig, var jeg en 7-8 år gammel.

Og jeg havde en plan udtænkt ned til mindste detalje:

Jeg ville brænde hans hus ned til grunden. Jeg vidste, hvor benzinen stod nede kælderen i mine forældes hus, og jeg havde en lighter.

Planen var at liste rundt om hans hus og hælde benzin helt nede ved jorde en aften, hvor mørket var faldet på.  Det skulle resultere i en ring af ild rundt om hans gamle bindingsværkshus med stråtag. Flammerne ville med garanti hurtigt tage fat i huset, gik jeg ud fra.

I sekundet inden jeg tændte for lighteren, ville jeg ringe på hans dør. Jeg ville være sikker på, at han var hjemme, og når han svarede i dørtelefonen ville jeg sige: “Farvel, du skal dø nu”

Jeg ville starte ved hans hoveddør og slutte der. Der skulle være ekstra meget benzin ved hoveddøren, der nemlig skulle brænde så meget, at det ville være umuligt at komme ud.

I sekundet inden jeg tændte for lighteren, ville jeg ringe på hans dør. Jeg ville være sikker på, at han var hjemme, og når han svarede i dørtelefonen ville jeg sige:

“Farvel, du skal dø nu.”

Jeg ville tænde benzinen, og så hurtigt træde nogle skridt tilbage og vente på, at han kiggede ud af vinduet på 1. sal, til højre for sin hoveddør. Jeg ville se ham i øjnene en sidste gang. Ubevidst har det nok handlet om at få kontrollen tilbage, fordi han styrede mig så meget med øjnene. Han gav mig skam med sine øjne, ved sit blik.

Jeg ville se frygten i hans øjne, når det gik op for ham, at han ville brænde inde. Jeg var et par gange, sent om aftenen, nede i kælderen og kigge til benzinen med lighteren i hånden. Men jeg turde ikke. Skammen stoppede mig ironisk nok.

Selvmordstanker var hyppige i mit barndomsunivers

Tænk hvis jeg blev opdaget. Tænk hvis folk fandt ud af, at der var mig, der havde brændt ham inde. Måske ville jeg blive afsløret, og hvis det skete, ville folk finde ud af, hvor beskidt, klamt og ulækkert et barn jeg var. Og var det, han udsatte mig for virkelig så voldsomt, at jeg kunne tillade mig at slå ham ihjel? Det var jo min skyld. Måske burde jeg dø i stedet?

Jo selvmordstanker var også hyppige i mit barndomsunivers.

Tankerne fór gennem mit lille hoved, mens jeg stod dér, nede i kælderen og kiggede på den alt for tunge orange dunk fyldt med benzin.

Også var der vreden. Ikke min vrede. Men Carls vrede. Tænk hvis han slap ud? Tænk hvis han hørte mig liste rundt om sit hus, og han fangede mig i mørket. Jeg vidste, at han var utilregnelig, og at han rummede en vrede beyond this world, og den ville være dum at vække. Vreden. Han kunne slå hårdt.

Fantasien forblev en fantasi. Jeg har tit tænkt, hvad der ville været sket med mig, hvis jeg havde slået han ihjel.

Jeg ville med garanti være blevet opdaget. Jeg var nok også blevet fjernet, nok ikke hen på det børnehjem, hvor jeg kom hen som 13-årig. Jeg var nok endt på et eller anden form for behandlingshjem, fordi jeg havde begået mord i en alder af 8 år. Min fremtid havde set helt anderledes ud. Måske.

Men selvom jeg måske havde været et andet sted i mit liv, er der en del af mig, der ville ønske, at jeg havde gjort det. Måske mest for at få den der sidste kontrol. For at se svagheden og angsten i hans øjne. Den havde været helende.

Og alligevel, måske havde han selv i dét øjeblik kigget på mig på en måde, der havde sagt “nu forfølger jeg dig resten af livet, du vinder aldrig”.

Frygten for at han i sit dødsøjeblik også ville kunne styre mig, lå også og ulmede.

Jeg mærker stadig alle følelser, trangen til at slå ham ihjel, men værst af alt, føler hvor lidt jeg var og er i kontakt med den vrede, som netop sådan en voldsom handling og forberedelse af handling er udryk for.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete”, 27. afsnit “Hun vil bare have opmærksomhed”, 28. afsnit “In vivo eksponering på Google Maps” , 29. afsnit “To dyner er bedre end en“ , 30. afsnit, “Når kommunen svigter“, 31. afsnit, ‘Tanker i  kaffebaren’ her, nummer 32, Når kroppen husker og hovedet glemmer’ og nummer 33, “En lugt fra fortiden og behovet for en meget tung dyne.”
og endelig afsnit 34Lidt om kulden og de erindringer, den bærer med sig


Topillustration: Flickr.

POINT of VIEW er et digitalt medie og en medarbejderejet publicistisk forening, der blev grundlagt 1. februar 2016.

Siden da har POV publiceret knap 4000 analyser, anmeldelser, essays og debatindlæg og i samme periode udviklet sig til et etableret og anerkendt mellemstort medie indenfor især debat-, kultur- og udlandsstof.

I en tid hvor vi diskuterer forbindelsen mellem medierne og mediebrugerne er POV som medarbejderejet publicistisk forening født lige mellem vores læsere. Kontakten er tæt, og publicismen foregår i et ægte kredsløb: Ikke så få af de pt. 67 POV-skribenter er rekrutteret blandt læserne, og er altid tilstede i kommentarsporene efter deres artikler.