Lise Nørgaard er aldrig kommet videre end til den hamitiske myte, der ellers endegyldigt er blevet smidt på den historiske mødding sammen med eugenik og social-darwinisme, skriver Mathias Søgaard i en kommentar. Hendes viden om Afrika er ringe og til tider racistisk og paternalistisk. I virkeligheden er problemet nærmere, at personer som Lise Nørgaard ikke har indset, at holdningen om, at Europa skulle have fortsat kolonialismen for at passe på de lokale, udgør en del af problemet. Både under kolonialismen og i 2017.
Lise Nørgaard kom forleden under et interview med Radio24syv med disse to udsagn:
“Det er jo en dråbe i havet, hvor vi alle sammen kan få lov til at føle os rigtig gode ved at give en skærv, men det hjælper ikke. Det, de skulle have, tænker jeg tit på, det var et helt vogntog med præservativer.” Og “Afrika har simpelthen været et problem, lige siden kolonisamfundene ophørte.”
Jeg vil her ganske kort og præcist forklare, hvorfor Lise Nørgaard tager fejl, og desuden er historieløs i sin argumentation.
Der er ikke behov for kondomer:
1) Afrika som kontinent har rigelig med ressourcer til at kunne brødføde sin befolkning, hvis landbrugssektoren bliver effektiviseret.
2) Flere afrikanske lande lider under landgrabbing: Storbritannien har haft marker i Afrika, hvor “maden” blev fragtet til det britiske og derpå brugt til biobrændsel. Kina, Indien og flere andre lande importerer fødevarer fra f.eks. Etiopien. Jord og fødevarer der kunne være brugt til at brødføde den lokale befolkning. I Senegal ender lokale fisk som fiskemel, der blandt andet sendes til Europa og bruges til dyrefoder.
3) Fra 1870-2010 har majoriteten af dødsfald i forbindelse med sult ikke fundet sted i Afrika, men i Østeuropa og Asien. Anslået 88 procent af alle dødsfald grundet hungersnød skete i disse to verdensdele. Afrika stod for 10 procent.
4) Sultkatastrofer skyldes som ofte ikke overbefolkning men dårligt lederskab, der ikke har fokus på de nødvendige investeringer. Der er oftere konflikt, og penge bruges på våben. Et eksempel på dette er Sydsudan. Når EU og andre støtter dårlige ledere, understøtter vi indirekte hungerkatastrofer ved at holde dem ved magten (eksempelvis i Etiopien og Eritrea).
5) Afrobarometer udgav i 2016 en rapport om forholdene i 35 afrikanske lande, hvor de blandt andet spurgte befolkningerne i disse lande, om de havde manglet mad inden for det seneste år. Gennemsnitligt gik næsten 70 procent aldrig eller meget sjældent sultne i seng.
6) Flere afrikanske lande døjer med to modsatrettede problemer: Sult og overvægt. Det gør, at flere afrikanske lande både skal forholde sig til moderne livsstilssygdomme som diabetes parallelt med underernæring og sult. Problemerne med mangel på mad (og de fleste afrikanere sulter ikke) er ikke overbefolkning, det er politiske problemer.
Løsningen er altså ikke at sende kondomer, men at få rettet op på de politiske systemer. Og det er Europa ikke den bedste til.
Årsagen, til at befolkningen i Afrika vil stige med ca. 100 procent inden 2050, er i øvrigt ikke, at afrikanere får flere børn end tidligere (tallet varierer kraftigt fra land til land og mellem land og by). Der fødes faktisk færre børn, men børnedødeligheden er faldet og flere overlever, samtidigt med at folk generelt bliver ældre.
Lise Nørgaards andet udsagn er ligeså forkert fordi:
Problemet var ikke kolonitidens ophør; problemet var kolonialismen.
Lise Nørgaard er aldrig kommet videre end til den hamitiske myte, der ellers endegyldigt er blevet smidt på den historiske mødding sammen med eugenik og social-darwinisme
Koloniseringen handlede aldrig om at redde afrikanerne (og fra hvad i øvrigt?). Kolonitiden repræsenterede en systematisk udplyndring af kontinentet. Kolonierne skulle give overskud til moderlande såsom Belgien, Frankrig, England og Portugal.
Med andre ord har Afrika været et problem, lige siden kolonialiseringen begyndte. Hvilket er noget radikalt andet end at mene, at ophøret af kolonialiseringen var problemet.
Men det er måske svært at sluge, at flere arkæologiske fund viser, at nogle byer i Afrika var moderne storbyer; Benin City havde gadebelysning, men alt blev ødelagt af briterne. Ashantiriget oplevede ligeså systematisk udplyndring, hvorfor dens pragt ikke er vel bevaret eller kendt af europæerne i dag.
For at fastholde myten om afrikanerne som primitive, måtte europæere endvidere opfinde bizarre fortællinger: Buganda-kongedømmets højtudviklede civilisation fik en europæisk forklaring, der påstod, at de hamitiske sprogstammer skulle nedstamme fra Noahs søn Ham – en slags ad hoc-forklaring, som blev brugt om de “primitive”, der var lidt for civiliserede.
Lise Nørgaard er aldrig kommet videre end til den hamitiske myte, der ellers endegyldigt er blevet smidt på den historiske mødding sammen med eugenik og social-darwinisme. Hendes viden om Afrika er ringe og til tider direkte racistisk og paternalistisk.
I virkeligheden er problemet nærmere, at personer som Lise Nørgaard ikke har indset, at holdningen om, at Europa skulle have fortsat kolonialismen for at passe på de lokale, udgør en del af problemet. Både under kolonialismen og i 2017.
Topfoto: Foto: Mogens Engelund CCA-licensed
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
