LIVETS REJSER // TAXAMANDENS KLUMME – Det lyder som den fede tilværelse: At kunne slippe arbejdslivets hamsterjul, sætte sig fri af kontorlandskabets åbne fængsel og gøre hele landet, ja, måske hele verden til sin arbejdsplads. TAXAMANDEN Jesper Grunwald fortæller om den mere upudsede side af medaljen for sælgeren, montøren – eller måske topchefen – der arbejder grænseløst i mere end én betydning.
Jeg er ligesom alle andre mænd, der kan sættes på arbejde i alle døgnets timer. Rammes jævnligt af selvmedlidenhed, selv om jeg selv har valgt det arbejdsliv, der i særlige øjeblikke er hårdt.
Det er sådan, jeg har det, når jeg skal hente en tilbagevendende kunde i det nordligste Sjælland. Der er godt nok fed profit på en tur til lufthavnen – men tidspunktet, for helvede! Jeg skal være hos ham ved parcelhuset tæt ved vandet kl. 5 om morgenen.
Det tager godt 30 minutter at køre derop. Kører hjemmefra tre kvarter før – for en sikkerheds skyld, hvis noget uventet skulle opstå. Jeg skal i bad, for Taxamanden skal fremstå frisk og veltrimmet for at fjerne dåbsattestens nådesløse etikette. Det er et princip.
Vækkeuret ringer kl. 03:50, og selvmedlidenheden fortager sig end ikke, selv om jeg ofte tager en powernap på 10 minutter i den sorte el-taxa med det hvide logo foran villaen i det nordsjællandske. Selv om tidsplanen for fremkørslen holdt, og jeg burde være et overskudsmenneske nu.
Kunden er derimod frisk og kampklar, selv om mange af hans arbejdsuger begynder med en lang taxatur til lufthavnen, og han ofte er hjemmefra i dagevis.
Jeg tænker på min gymnasielæsning – Arthur Millers berømte stykke ”Death of a Salesman” – ”En sælgers død” – når jeg møder mennesker, der jævnligt har passagerflyet som deres andet hjem. Dramaet om Willy Loman, sælgeren, der har rejst og jagtet succes hele sit liv, men ender det som en smadret fiasko og til slut tager sit eget, desillusionerede liv.
Nutidens arbejdsgivere er nødt til at tænke i nutidens betingelser
Det er dog slet ikke skæbnen for den nordsjællandske kunde, som arbejder med teknisk montering i hele verden. Han valgte at skifte spor, fordi mekanikertilværelsen var elendigt lønnet. Han har to børn og en kone, som selv jævnligt arbejder på skæve tidspunkter.
”Det skal bare virke. Og jeg vil ikke udelukkes af familielivet. Så vi må tilpasse vore arbejdsplaner, og jeg prøver at have fuld kontrol over, at det ikke er arbejdsgiveren alene, der styrer mit arbejdsliv. Jeg sætter grænser, for jeg vil leve et ordentligt liv. Det sagde jeg allerede ved min ansættelse. Og nutidens arbejdsgivere er nødt til at tænke i nutidens betingelser,” siger han.
Der er en helt anden tristesse over min åbenhjertige samtale med en kunde fra et af de andre nordiske lande. Han er senior ligesom Taxamanden, så vi har delt samtid og mange vilkår gennem vores ellers forskellige liv.
Han var sælger rundt i verden, men tager nu jævnligt turen til den danske hovedstad, fordi han elsker København. Jeg spørger ind til hans familiære situation. Han er single – fraskilt. Og fraskilt og fraskilt!
Han har faktisk sine ekskoner og fem børn boende i tre forskellige lande. Og ja, han mødte to af sine partnere på sine arbejdsrejser, og så fik det konsekvenser. Jeg MÅ spørge ind til mit eget livs bløde punkt – børnene.
”Jamen, jeg ser jo ikke så meget til dem. De har deres eget liv, og jeg var der ikke ret meget, da de var små og unge, så det kan ikke være anderledes. Ensomt? Hmmm…”
Den gamle mand her har valgt at gøre sit eget seniorliv så bekvemt som muligt. Ingen nye ægteskaber – men en kyssepartner af og til, når det passer dem og ham. Han smiler varmt, skælmsk, men også lidt selverkendende vemodigt og siger farvel på sit modersmål:
”Det är Köpenhamn som blir min sista fru.”
Stress og slitage
Jeg har i min 12-årige taxakarriere mødt de rejsende i alle aldre, fra alle klasser og forskellige erhverv. Også dem med Willy-Loman-syndromet, som jeg kalder det med respektfuld reference til Arthur Miller. Også verdensrejsende, hvor jeg kan læse slitagen i deres ansigter og mærke eftertanken med eller uden ord.
Mennesker, der har arbejdet helt ud til den grænse, hvor jobbet gennem deres liv har gjort dem til en slags luksuriøst ”hjemløse”. De fugede ansigter, hvor et par af dem øjensynligt har fået fjernet følgerne af livet på deres arbejdslivs motorvej.
Slidte – men uden de velfortjente rynker. Nogle gange bærer de en duft af den vin og de sjusser, der har været tid til på flyet eller hotellet. Eliksiren, der kan holde stress-niveauet nede.
I nogle tilfælde – hos de hårdest ramte – med et smadret familieliv og et reelt misbrug, som er pakket ind i tyndfede kroppe, der trimmes i fitness for at holde vægten nede på et æstetisk acceptabelt niveau – og i jakkesæt, der er erhvervet fra de dyreste mærkeforretninger.
Frihed fra tryghedens lænker – med indbygget sikkerhedsnet i form af lidt guld på kistebunden
Men inden jeg fortaber mig som moralist … Mange af os kender jo denne drøm om at arbejde i hele verden. Det taler jeg med sælgerne, montørerne, direktørerne om. Det begynder med ungdommens visualisering af et arbejdsliv uden for de småborgerlige rammer om villa, vovse og Volvo. Tænk, jævnligt at sætte sig i flyet.
På businessclass.
Verdens storbyer på middelstand-præmisser.
Hoteller med den gode udsigt.
Fed løn.
Frihed fra tryghedens lænker – med indbygget sikkerhedsnet i form af lidt guld på kistebunden.
Mange gange har jeg med mine kunder rystet på hovedet af denne noget infantile drøm om at have verden som sin arbejdsplads – som modsætningen til det impotente kontorliv. Og så kommer realiteterne på bordet.
Jeg mindes den asiatiske diabetesforsker, som talte åbent om sin paradoksale angst for selv at få sukkersyge på grund af egen livsform. Han nævnte det ikke med blot antydningen af ironi.
Angsten virkede ægte, sammenholdt med den kendsgerning, at han i sin sociale stræben fra fattige kår, via uddannelse på de bedste universiteter, verden kan tilbyde, havde bevæget sig op i den velplejede og materielt trygge, højere middelstand – men med alt, alt for lidt tid til sin datter.
Den rejsende karrieremager er jo ikke alene af hankøn. Kvinderne har deres egne kampe. Jeg erindrer en skandinav, på højere chef-niveau, som måtte dele sit liv mellem arbejdet i København og familien i et andet nordisk land.
Hun var både fyldt af vemod og hovedrystende irritation, når selv moderne mænd og kvinder i hendes omgangskreds kiggede på hende som et offer – et lidt kynisk offer for sine egne ambitioner.
De sagde det måske ikke direkte, men med et tydeligt samvittighedsspørgsmål. Indpakket beskedent, men med en helt klar kønspræmis: Hvordan er du dog i stand til hver uge at rejse fra din mand og dine teenagebørn og først vende hjem til familien flere dage efter?
For slet ikke at tale om omgivelsernes fordomsfulde omsorg for hendes mand: Hvor er det dog fantastisk, at han finder sig i og evner at passe hus og afkom, når konen rejser så meget.
Det var det mest stressende i hendes liv: den muligvis utilsigtede, men under alle omstændigheder utilslørede antændelse af hendes dårlige samvittighed som kvinde og mor. Fulgt af en slags kvalme over, at vi ikke er nået længere i vores kønssyn
Mine taxi-samtaler med de rejsende sælgere, montører og chefer på højt niveau ender som regel med erkendelsens lykkefølelse i mit eget liv. For det første har jeg selv i mine medie- og chef-år haft muligheden for at finde proportionerne mellem oplevelse og fravær. De lange rejser fandt blot sted 2-3 gange om året.
Og for det andet: I mit taxiunivers kan jeg tage på smuttur i verden via mine kunders arbejdsliv – og dog hver nat efter vagterne lægge mig trygt ved siden af min kone, som for længst har vænnet sig til, at jeg ikke altid følger døgnets almindelige inddeling i dag og nat.
HUN nyder friheden, er jeg ret sikker på.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
