Der sidder en 15-årig pige fuldt påklædt på gulvet i et baderum, hun har bare fødder og hendes blå jeans er trukket næsten op til knæene. Stedet er Tvind Efterskole, der ligger ude på en stor klumpet mark i Ulfborg i Vestjylland. Året er 1977. Det er formiddag, pigen har undskyldt sig med et eller andet i sin erhvervsgruppe, så hun kunne gå et øjeblik. Der er helt stille. På hendes venstre side står der en dampende kedel, som hun lige har taget af gasblusset ude i køkkenet.
Pigen er mig. Jeg løfter kedlen og begynder at hælde det kogende vand over min højre fod. Jeg siger ingenting.
Foden bliver med det samme højrød, så begynder huden at boble voldsomt. Blæren er enorm og både kridhvid i overfladen, men ellers blåligt gennemsigtig. Den er spændt af væske og strammer, mens den stadig vokser. Det gør ondt helt ind i knoglerne, men jeg græder ikke, faktisk er jeg glad på en måde. Lettet. Jeg vil blive sendt ned til Knud, Tvinds læge, der har konsultation nede i Børnehuset, det bliver de nødt til, jeg har planlagt, at det skal være alvorligt, og det kan jeg se, at det er.
Knud bliver nødt til at sende mig hjem til den ene eller den anden, hvad der også vil være en udfordring uanset hvem af dem, der ta’r mig denne gang, allerhelst vil jeg over til min mormor på Bornholm, men det er nok lidt for meget at drømme om. Men hjem bliver Knud nødt til at sende mig, jeg kan ikke gå i sko, og det er november. Man går meget på Tvind, og der er noget vej mellem de mange bygninger blandt andet sportshallerne, til Seminariet og til Centralen, hvor man skal hente post til sin erhvervsgruppe.
Jeg løfter kedlen og begynder at hælde det kogende vand over min højre fod. Jeg siger ingenting. Foden bliver med det samme højrød, så begynder huden at boble voldsomt. Blæren er enorm og både kridhvid i overfladen, men ellers blåligt gennemsigtig. Den er spændt af væske og strammer, mens den stadig vokser. Det gør ondt helt ind i knoglerne, men jeg græder ikke, faktisk er jeg glad på en måde
Jeg er i journalistgruppen. Hver tredje måned skifter man gruppe. Jeg har været i mekanikergruppen og landbrugsgruppen, hadede begge dele, praktisk arbejde er ikke noget for mig. Særligt som mekanikere arbejdede vi meget længe på de gamle busser, der skulle ud i verden, ofte til 10-11 om aftenen, og det var hylende koldt, og vi lå direkte på betongulvet, der var sort af olie, og rodede inde under busserne og skiftede olie og bremsebelægninger og udstødningsrør.
Vi havde intet sikkerhedsudstyr, ikke en gang træsko, men unbrakonøgler og twist var der masser af. Jeg stak af fra Tvind, mens jeg var mekaniker. Der var langt at gå ind til Ulfborg, og det var mørkt. Hvor jeg fik pengene fra til togbilletten, der gik hjem til Hadsten, aner jeg ikke, måske havde mormor sendt et par sedler?
Fællesmøder i timevis
Næste dag, tidligt om morgenen, blev jeg kørt tilbage til Tvind, og så vidste jeg, hvad der ventede mig. Det store fællesmøde, hvor jeg blev kaldt forræder og råbt og skreget af. I timevis. Der var 120 mennesker. Jeg husker det tal. Det føltes som ekstremt mange, især når de alle sammen råbte ”HØRT” i kor og meget højt. Så var det ligesom vedtaget, hvor frygteligt et menneske jeg var. Jeg stak af to gange det år, jeg var på Tvind Efterskole.
Da der ikke var mere vand i kedlen rejste jeg mig besværet og humpede ud i køkkenet på et ben og satte kedlen på plads på gaskomfuret, så humpede jeg ind på det meget lille værelse, som jeg delte med tre andre. En køjeseng og to skumgummimadrasser lå på gulvet. Mine værelseskammerater var der ikke, og jeg blev nødt til at gå over i erhvervsgruppen, ellers ville en af lærerne komme og hente mig, de var altid på vagt, og jeg havde været for længe væk nu.
Jeg humpede i det dybe grus. Blæren på min fod var nu så fyldt, at det føltes som om den faldt fra side til side for hvert hop. Jeg kunne ikke holde smerten ud, men jeg elskede den også i forventningen om at blive sendt hjem.
Selv da Amdi brækkede ryggen, hvad han gjorde to gange, mens jeg var på skolen, fik han ikke noget smertestillende, han gik i træsko, det var nok noget Formand Mao havde skrevet i ”Den lille røde”. I hvert fald fortalte Amdi mig det selv, at det var noget de gjorde i Kina, gik med træsko, når ryggen var brækket
Men det blev jeg ikke. Læge Knud klippede den brede og høje blære op, først en gang, så en gang til og måske igen, det husker jeg ikke, men, hvad jeg husker, er, at efter få dage, så var der igen en masse væske under den hvide hud. Jeg husker også, at han hældte noget på fra en grå plasticflaske, der hed Lidokain, det skulle bedøve smerten lidt og sved af helvede til, men det var pænt af Knud, for smertestillende, så om kodymagnyler, når man havde ondt i hovedet, det var ikke tilladt på Tvind. Heller ikke for de voksne – det skulle arbejdes væk.
“I Kina går man i træsko”
Selv da Amdi brækkede ryggen, hvad han gjorde to gange, mens jeg var på skolen, fik han ikke noget smertestillende, han gik i træsko, det var nok noget Formand Mao havde skrevet i ”Den lille røde”. I hvert fald fortalte Amdi mig det selv, at det var noget, de gjorde i Kina, gik med træsko, når ryggen var brækket. Træsko, mon det var sandt, har jeg siden tænkt, har de træsko i Kina? Amdi – ingen kaldte ham andet, og navnet, selv for de voksne, havde en lige så uhyggelig klang, som hvis han havde heddet Katla, ligesom den frygtindgydende drage i Brødrene Løvehjerte.
Jeg så Amdi mindst en gang om ugen, de tre måneder jeg var i journalistgruppen på efterskolen. Alt vi skrev, skulle Amdi se. Og det var meget. For eksempel skulle vi besvare post fra mennesker, der ville vide mere om Tvind eller som gerne ville på rundvisninger. Tvind var meget hipt i 1976-77, da jeg var der; det var heller ikke kun børn, der var anbragt, der var også rige hippiers børn. Centralen hvor vi hentede posten blev kaldt “Banegården.”
Vi måtte ikke selv skrive breve hjem fra efterskolen, så kunne de jo ikke styre, hvad der blev skrevet, men der blev sendt et fælles brev til vores forældre hver 14. dag.
Jeg var blevet udvalgt til at gå ned til Amdis hus, der lå på vejen op til Det Nødvendige Seminarium. Jeg blev altid hentet af to kvinder, de er begge to stadig tæt på ”den store leder”. Amdis hus, det jeg så af det, gangen og stuen, var beklædt med nye, meget lyse, smalle fyrretræsbrædder, ligesom i en sauna, og varmt var der, og der lugtede stærkt af armsved og fedtede briller og uvaskede uldsweatre, og så det der nye fyrretræ.
Det var en svimmel blanding. Den ene kvinde, jo I kan tro, jeg stadig kan hendes navn, men jeg vil ikke skrive det, nå, men hun gik med ind til Amdi, mens den anden kvinde stod lige ude for døren. Det var kun Amdi, der talte. Han stod op, mens han læste forældrebrevet, faktisk har jeg aldrig set ham sidde ned, han gik eller stod, og jeg så ham mange gange, også efter jeg ikke var i journalistgruppen.
Amdi knaldede helt ud. Han råbte og han skreg, på fynsk, gosh hvor var han vred, og jeg fik læst og påskrevet, at så mange rotter havde der ikke været, hvis nogen overhovedet, og det var i øvrigt ikke noget, der interesserede vores forældre, og så blev jeg sendt hjem til gruppen med besked om at komme tilbage næste dag med et andet og mere sandt emne
Han hilste aldrig, når jeg kom med brevet, som jeg nervøst rakte frem mod ham. Jeg var altid nervøs, ikke bare sådan i tankerne – uha, hvad ville han sige? – nej, fysisk nervøs. Rystede, havde det underligt i maven og en stor klump i halsen, på nippet til at tude. Man kunne aldrig vide, hvilket humør han var i. Nogle gange grinede han over noget, vi havde skrevet i brevet, mærkeligt grin, læberne legede, som to streger, men åbne – grinet kom lidt stikkende fra brystet, men det var nemt at høre, at han morede sig.
De fleste gange var han småhidsig. Især da han gik i træskoene for den brækkede ryg, der var det let at se og mærke, at han havde meget ondt. Når han var rigtig hidsig, råbte og skreg han. Særlig husker jeg en gang, hvor Landmandsgruppen – vi skrev jo nyt fra alle erhvervsgrupperne, og det var lange breve, 5-6-7 sider – havde skrevet, at der var blevet slået over hundrede rotter ihjel hos hønsene i det kæmpestore hønsehus. Da blev Amdi fuldstændig hidsig, fordi vi havde talt dem, og vi havde lavet en overskrift, der hed noget med: Blodbad hos hønsene – over hundrede rotter dræbt i succesfuldt angreb.
Jeg kunne ikke bære at se udsendelsen ”Find Amdi”, der blev sendt på DR3 i onsdags som første del af en serie i fem dele. Jeg har rigeligt af Amdi indeni; selv her 40 år efter mit ophold på efterskolen i Ulfborg.
Amdi knaldede helt ud. Han råbte og han skreg, på fynsk, gosh hvor var han vred, og jeg fik læst og påskrevet, at så mange rotter havde der ikke været, hvis nogen overhovedet, og det var i øvrigt ikke noget, der interesserede vores forældre, og så blev jeg sendt hjem til gruppen med besked om at komme tilbage næste dag med et andet og mere sandt emne.
Amdi havde ikke en gang læst resten af brevet, rotterne var jo vores tophistorie. De to kvinder fulgte mig tilbage til efterskolen gennem mudrede stier. Vi nåede gruset foran døren ind til min erhvervsgruppe. De havde ikke sagt noget hele vejen, det gjorde de aldrig, men nu sagde den ene, en firkantet kvinde med kort kommunefarvet hår og strittænder. ”Vi henter dig i morgen. Vær parat.”
Amdi i det rette element
17. februar 2002 og næsten otte måneder frem til 7. oktober samme år var Amdi i helvede. Og mig? Jeg var i himlen. Amdi blev anholdt i Los Angeles International Airport, som han brugte som transit fra Afrika til Mexico. FBI smækkede håndjern og fodlænker om Amdis håndled og ankler, og det må jeg sige, jeg er ellers temmelig ligeglad med tøj og mode, men åhh, min Gud hvor så Amdi dog fantastisk ud i det orange fængselstøj, det kunne enhver, der har været på Tvind, se. Han var, for mig, i det rette tøj og i sit rette element, i fængsel og så endda et hardcore et af slagsen i Guds eget land. YES!
Jeg kunne ikke bære at se udsendelsen ”Find Amdi”, der blev sendt på DR3 i onsdags, om første del af en serie i fem dele. Jeg har rigeligt af Amdi indeni; selv her 40 år efter mit ophold på efterskolen i Ulfborg, men jeg vil ønske tv-værten, Anders Stegger, og hans crew et stort tillykke med at have fået billeder af ”Katla” – Danmarks mest eftersøgte mand – udenfor hans palads i Mexico med, ifølge Ekstra Bladet, 144 værelser, fem restauranter, koncertsal og alt det andet ufattelige luksus, der ligger under tag på de i alt 28.000 kvadratmeter, som danske Jan Utzon har tegnet. Jeg går ud fra som givet, at arkitekten ikke har været elev på Tvind Efterskole, så tror jeg ikke han havde taget jobbet.
Jeg satte som sagt kedlen tilbage på gasblusset, da jeg havde tømt den for kogende vand ud over min fod den formiddag i 1977. Jeg ville bare væk, flygte fra Tvind, men mine ben var ikke lange nok
Før programmet i onsdags, så jeg på BT og Ekstra Bladets netudgaver et par fotos af Amdi iført et par bukser, der var næsten orange, synd at farven ikke helt spillede, men det kan den forhåbentlig komme til endnu en gang.
Da jeg så billederne af Amdi, så jeg en detalje, jeg aldrig har lagt mærke til før. Jeg var jo kun 14 år, da jeg kom på Tvind og fyldte 15 et par måneder senere, høj var jeg ikke, men det husker jeg, at Amdi var, i hvert fald i forhold til mig, men han var jo også voksen. Pludselig slår det mig, da jeg på DR3’s billeder, der er gengivet, der på netaviserne, hvor lange ben Amdi i grunden har.
Lange ben rimer i Amdis tilfælde ikke på topmodel, men på flugtguru. Selvfølgelig vil han ikke hjem, hjernevaskeren, og selvfølgelig vil han heller ikke tage et stop-over i LA, selv om de igen tilbyder Amdi det tøj, der klæder ham allerbedst.
Jeg satte som sagt kedlen tilbage på gasblusset da jeg havde tømt den for kogende vand ud over min fod den formiddag i 1977. Jeg ville bare væk, flygte fra Tvind, men mine ben var ikke lange nok.
Topfoto: Wikipedia.de – Wikimedia Commons.
Hvis du vil donere et beløb til Synnøve Søe for arbejdet med denne blogpost kan du bruge hendes Mobile Pay: 28 68 98 30
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
