Turen går til Bondegården

i Børn & unge/Liv & Mennesker af

ESSAY – “Dyrenes individuelle væsen og personlighed, adfærd og sprog, er en evig kilde til inspiration, fascination og nysgerrighed for K. Hun søger længere ind bag ved den gængse opfattelse af den enkelte art og søger at skabe en kontakt, hvor hun ikke skal dominere dyret med magt og manipulation, men lader kontakten være skabt på en gensidig respekt og interesse. Derfor er det så indlysende, hvorfor K gerne vil bo på landet med dyr, når hun bliver voksen. Ikke bare husdyr, men alle slags dyr. Odile Poulsen skriver hver fredag om sin datter K på 14 år, som har fået stillet diagnosen Aspergers Syndrom. I dagens afsnit, som er nummer 41, fortæller Odile om sin datters forhold til dyr, der er båret af dyb respekt. Derfor har K også med glæde sagt ja til at deltage i hesteterapi på en bondegård.

’Hvordan kunne jeg overse det!’ udbryder jeg.

Det er tidlig aften, men på grund af vintermørket kunne det lige så vel være sen aften. Jeg føler mig også lige så træt som en sen vinteraften. Vinter og jeg har aldrig været bedste venner, men K har det bedre med kulde end varme. Helst foretrækker hun efterår, temperaturen og de mange farver er lige hende. Faktisk er det typisk for mange Aspies, at de ikke bryder sig om for høj varme.

Niels er hjemme efter sin lange arbejdsdag, han er knap kommet ind men ser indtrængende på mig, afventende og spørgende.

’Jeg vidste, der var noget galt! Det gik for let, uden krøller eller flimmer. Det undrede mig også, at hun ikke udviste nogen modstand – eller altså, du ved, hvad jeg mener, ingen uro eller angst”, udbryder jeg.

Niels nikker og lytter.

Det var i dag, K havde sin første aftale på Bondegården.

Jeg håber, hun får sig et godt langt liv, for der er mange dyr, hun drømmer om at leve sammen med

I dagene op til besøget havde vi en del forberedelser, der skulle nås som for det neuro-typiske menneske ikke ville være udmattende – måske blot stressende i værste fald. F.eks. skulle vi købe nyt tøj, noget mange elsker og for endnu flere bare er noget, man gør. Folk shopper tøj og fodtøj og vælger oftest mest efter, hvad de fleste andre går med og hvad der er mode.

Men for K er det anderledes.

Endnu et typisk træk for mange autister. For nu at være helt nøjeregnende og fokuseret på detaljen er det udpræget og typisk for mange feminine Aspies, at de netop ikke køber tøj og fodtøj efter mode eller mainstream. Ikke fordi tøj ikke er interessant, men fordi købet først og fremmest skal være funktionelt. Hvis tøjet f.eks. kun er flot, men også er  ubehageligt at have på, kommer K ikke til at gå med det.

Da alle de andre piger i alderen otte-ni år udskiftede farverigt tøj med sort, fortsatte K med farverne. For omverdenen er det et udtryk for umodenhed, men for K var det et udtryk for kærligheden til alt det liv, hun opfatter samt alle de detaljer og det kæmpe råderum af forskellighed, hun sanser.

Da den syvårige K ophørte med at spise kød ud fra et dyreetisk synspunkt, begyndte hun samtidig at undersøge alle produkter, bogstavelig talt alle, for animalske tilsætninger eller for om produkterne var lavet ved brug af dyreforsøg eller lignende; og når det var tilfældet, boykottede hun dem. Noget som er meget nær umuligt at være fuldt ud konsekvent med, men det er kår som imidlertid tynger hende.

For hende er dyreliv nemlig lige så værdifulde, som menneskeliv er. Og derfor skaber sorgen over hendes elskede kanins død stadig dønninger i hende.

Dyrenes individuelle væsen og personlighed, adfærd og sprog, er en evig kilde til inspiration, fascination og nysgerrighed for K. Hun søger længere ind bag ved den gængse opfattelse af den enkelte art og søger at skabe en kontakt, hvor hun ikke skal dominere dyret med magt og manipulation, men lader kontakten være skabt på en gensidig respekt og interesse.

Derfor er det så indlysende, hvorfor K gerne vil bo på landet med dyr, når hun bliver voksen. Ikke bare husdyr, men alle slags dyr. Jeg håber, hun får sig et godt langt liv, for der er mange dyr, hun drømmer om at leve sammen med.

K’s taktile sans er meget sensitiv, igen noget som er typisk for mange (feminine) Aspies

Derfor var det også indlysende rigtigt at sige ’ja tak, meget gerne’ til tilbuddet fra kommunen om, at K kan starte i hesteterapi.

I hvert fald efter jeg havde sikret mig, at et ja til at komme på Bondegården, ikke er et ja til at ride eller kun at være sammen med heste. K har intet imod heste eller at ride – hun red som lille – men for at ride kræver det, at stedet benytter sig af horsemanship; at ride med dyret med dens ønske og ikke mod det.

For at komme i gang på Bondegården behøvede K varmt tøj. Sidst hun havde vinterjakke var for to vintre siden, og hendes nuværende varme jakke var for lille.

Udover udfordringerne med, at tøjet skal være funkti0nelt, ikke være sort og falde i K’s smag, er det so and so med udvalget af varmt vintertøj.

Når jeg er ude på egen hånd har jeg fået for vane at tage fotos af alt muligt tøj, så derfor havde jeg allerede sendt de første tyve – femogtyve forskellige forslag i kategorien ’Vinterjakker 2018’ og fået lige så mange ’nej tak’ retur. Derfor skulle der findes en anden løsning.

Samtidig er K’s taktile sans meget sensitiv, igen noget som er typisk for mange (feminine) Aspies.

Som lille tog det hende mindst tre-fire gange så lang tid som hendes jævnaldrende at komme i tøjet, fordi det kløede, pressede, varmede, kradsede, klistrede, kvalte eller på anden vis irriterede hendes sanser.

Syninger og sømme, materialer og tekstiler, knapper og størrelser, lynlåse og snore, alt hvad et stykke beklædning eller fodtøj består af, var hele tiden betydningsfuldt. Alt skulle tages meget præcist på, for at sidde meget præcist, som i helt præcist, for at det ikke skulle genere.

Og hvis noget ved tøjet ændrede sig undervejs, rykkede på sig, drejede eller kravlede op eller ned, måtte alt ophøre, ligegyldigt hvad end hun foretog sig og hvor hun gjorde det, så hun kunne få rettet på tøjet. Helst ville hun tage det hele af og på igen.

Nu har hun lært sig at tolerere meget mere, og langt fra alt er distraherende længere.

Med pubertetens overfølsomme bevidsthed om sig selv er K blevet meget bange for at være iøjenfaldende – tøj må ikke være spektakulært.

Shopping er bare vanskeligt, særligt når det gælder overtøj og fodtøj.

Dagen for K’s og min første tur til Bondegården, står jeg op ved otte-tiden. På et af mine natterend i huset, havde jeg bemærket, at K havde været i bad og jeg havde glædet mig over, at hun forberedte sig til turen

Derfor kom det meget bag på mig, at vi helt atypisk i løbet af bare to dage, når frem til en liste over, hvad K behøver og ovenikøbet får tøjet bestilt online. Endnu mere overrasket var jeg, da den store pakke med tøj kommer hjem til os, og K viser sig villig til at åbne den med det samme, se tøjet og endda prøve det hele.

Hun er ovenikøbet helt tilfreds med, hvordan det sidder. Gummistøvlerne, som Niels købte et par dage efter, var også helt i orden. ’Bare det er gummistøvler og ikke vinterstøvler’, havde hun sagt. Det må være fordi hun er så motiveret for at komme på Bondegården, konkluderede jeg.

Dagen for K’s og min første tur til Bondegården, står jeg op ved otte-tiden. På et af mine natterend i huset, havde jeg bemærket, at K havde været i bad og jeg havde glædet mig over, at hun forberedte sig til turen.

Da jeg om morgenen kommer ned ad trappen oppefra, ser jeg, at der hænger et brev på K’s dør. Det er en beige konvolut, som er hængt op med et langt stykke gennemsigtig klisterbånd. ’Til Mor’, står der.

Jeg åbner det, inden, jeg er nået helt ned på stueetagen og læser det, inden jeg går i gang med at lave min kaffe.

Brevet består af fire A5 linjerede ark. Med K’s sirlige håndskrift, den skråskrift hun sådan har øvet for at perfektionere. Det er lykkedes, smiler jeg for mig selv, det rører mit hjerte at se hendes anstrengelser, med hvilken omhu hun udtrykker sig billedligt, uanset om det er skrift, tegning, farvelægning, origami, maling, syning eller hækling med mere.

K’s hjerne sprøjter ideer ud, der for det meste kommer til udtryk gennem det, hun laver med sine hænder og sit blik for præcision og detaljer.

’Mine tanker har kørt så hurtigt de sidste dage, og jeg har slet ikke nået at have mig selv med’, skriver hun

Inden jeg åbner brevet, aner jeg, at K sagde fra.

Over de fire sider forklarer hun sig, og jeg kan mærke, hvordan skylden driver hende, linje for linje. En skyld, jeg slet ikke forstår, hvor kommer fra, men må acceptere, findes i hende. Eller rettere – jeg ved jo, hvor den har sin rod, for den ligger i det fine sind, hendes feminine Aspergers, som rummer så stærk empati og medfølelse for alt levende væsen, ja for hele verden.

Mange tror, at autister ikke føler empati, men igen er det et klassisk træk ved de feminine Aspies, at de har stor empati og stærke følelser. Det er den samme empati, der så let tilter, vælter, drejes og rettes ind mod hende selv; hun tror, at hun er skylden, årsagen, grunden til, at andre har det svært og lider.

Som nu med Bondegården; K tror, vi forventer, hun bare klarer det. K forestiller sig, at Niels og jeg er skuffede, at vi håbede hun kunne, at Bondegården ville være det første, store træk hen imod, at hun ville komme ud af angstens fængsel. Mit stakkels barn, tænker jeg, min smukke datter, ved du slet ikke, at vi godt forstår?

At vi slet ikke forventer, du skal mere, end du kan?

’Mine tanker har kørt så hurtigt de sidste dage, og jeg har slet ikke nået at have mig selv med’, skriver hun.

Skat? Jeg kommer ikke for at prøve at overtale dig’, skynder jeg mig at sige. ’Jeg har læst dit brev og respekterer selvfølgelig, når du siger, du ikke kan. Men jeg synes du skal komme ned og få lidt morgenmad. Og Anna skal jo ud at gå

Da min kaffe er drukket, går jeg op og banker forsigtigt på hendes dør.

’Skat? Jeg kommer ikke for at prøve at overtale dig’, skynder jeg mig at sige. ’Jeg har læst dit brev og respekterer selvfølgelig, når du siger, du ikke kan. Men jeg synes du skal komme ned og få lidt morgenmad. Og Anna skal jo ud at gå.’

Lidt senere sidder vi sammen, overfor hinanden. Hun sidder på den mint-grønne slagbænk, Kærlighedsbænken. Jeg sidder overfor, som vi plejer. Hun med et stykke ristet toast med lidt smeltet smør, jeg med min kaffe. Som vi plejer. Anna ligger for hendes fødder i håb om, at der falder en bid brød ned. Som hun plejer.

Det er vigtigt, at vi gør, som vi plejer. Fordi angst er en så væsentlig del af det autistiske sind, er K’s hverdag nødt til at være fuld af ’det vi plejer’. ’Det vi plejer’ er livsnødvendigt, det er et af de allerstærkeste træk mod angsten.

Det var alt for angstprovokerende for K at skulle af sted til Bondegården. Det gik for hurtigt fra vi fik aftalen, til vi skulle af sted første gang. Alt for meget af det, vi ikke plejer.

’Næste gang, ikke, vi ser på det i næste uge. Men prøv lige at høre her, der er ingen krav om, at du skal gennemføre i ét hug! Det er en kæmpestor ting at skulle begynde på Bondegården.’

K kigger på mig, kigger væk, lytter. Tager et sip af sin appelsinjuice. I øjeblikket drikker hun kun appelsinjuice. Før det var det kakaomælk i cirka et halvt år.

Babysteps, okay? Vi tager det i det tempo, du nu engang har brug for. Om det så er at stå her med alt tøjet på og ikke komme ud af døren, så er det dét. Eller at vi kører af sted, men vender om igen. Vi har ikke travlt. Ingen får lov at presse dig i stykker igen. Vi tager den tid, du behøver.’


Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538. 

Topfoto: Maxpixels

Læs de 40  forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, her, afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her,  22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud,” her, afsnit 30, Magiske timeglas’ her Afsnit 31, “A Whiter Shade of Pale”, her. afsnit 32, “Diagnosens dag”, afsnit 33,” Asperger – og hvad så?” kan læses her,  afsnit 34, “Vi er alle meget bekymrede”, her, afsnit 35, “Jeg lukker øjnene”, her, afsnit 36, “Should I stay or should I go now”, her,  afsnit 37 ‘Er du også mor til en Aspie”? her, afsnit 38, Jeg henter bidder af verden hjem til min datter. afsnit 39, ‘Nu får i god hjælp’ og endelig afsnit 40, Vil du med på  bondegård?

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge

Som perler af lys

ESSAY – “Vores familier tager nogle lange brunch-stunder med god tid til