
SPONSORERET ARTIKEL // ANBRAGTE BØRN – I Danmark er én procent af alle børn anbragt uden for hjemmet, fordi de ikke trives i deres biologiske familie. Børn anbringes også i lande i Østafrika. Selvom der umiddelbart er en verden til forskel, har de anbragte børn meget til fælles. Deres myndigheder gør for eksempel ikke altid det, der er bedst for børnene. Det skriver Lotte Ladegaard om i en miniserie i to dele. Den første del handler om anbragte børn i Danmark.
LÆS OGSÅ: ‘Vi skal lytte til børn – også når det er besværligt‘
I Leikas biologiske familie var der ingen far. Hendes mor kom selv fra et kaotisk hjem og kunne ikke overskue sine egne børn. Hun kunne dog heller ikke give så meget slip på sin datter, at Leika kunne få en stabil og tryg base et andet sted.
”Jeg har været i otte plejefamilier, på et akuthjem og et behandlingshjem. Det var min mor, der ville have mig til at flytte plejefamilie. En af mine plejefamilier havde for eksempel inviteret mig med til Paris, og vi skulle til Disneyland som en overraskelse på min fødselsdag. Min mor havde ikke fået det at vide på forhånd, så hun mente, at det var tillidsbrud. Så måtte jeg flytte igen.”
Plejefamilierne havde intet at skulle have sagt, når Leikas mor pludselig ville have pigen flyttet et andet sted hen. Hver familie havde sine egne regler, som Leika skulle gennemskue. En del af tiden skulle Leika også være hos sin mor og finde ud af at navigere i kaos.
”Mor havde for meget ret til mig. Det hele handlede om hendes behov,” konstaterer Leika.
På akuthjem med dags varsel
Leika Fuglsang er i dag 27 år, og hun har brugt en del tid på at tale med sine tidligere plejefamilier og søge aktindsigt i sine journaler for at forstå, hvad der egentlig skete i barndommen.
”Jeg havde samme sagsbehandler i mange år, men sagsbehandleren var på min mors side. Det var først, da jeg var otte år og skolen underrettede myndighederne, at jeg fik en psykiatrisk udredning. Den viste, at jeg led at ekstrem angst, depression, følte magtesløshed og håbløshed og kun tænkte på død. Så kom jeg på akuthjem med dags varsel og derefter på behandlingshjem.”

Leika var på behandlingshjemmet, indtil hun fyldte 18 år, og det var fantastisk:
Pædagogerne var et spejl på det sunde liv
– Leika Fuglsang
”Der var pædagoger, der var på min side. De sagde nej, da mor ville have mig på en anden institution. Jeg var fagligt bagud, men fik masser af støtte og kom til sidst på en almindelig folkeskole. Jeg gik til gospelkor og basketball. Der var tid til at skabe tryghed. Pædagogerne var et spejl på det sunde liv.”
En snebold af ensomhed og isolation
Da Leika fyldte 18 år, flyttede hun næsten direkte fra efterskole ind i sin egen lejlighed. Det var sommerferie, og hun fik ikke sagt rigtigt farvel til pædagogerne og vennerne på behandlingshjemmet.
Hun startede på HF efter sommerferien, og så begyndte snebolden af ensomhed og isolation at trille.
Jeg havde ingen identitet, ingen at spejle mig i, og ingen til at sige, hvad jeg var god til
– Leika Fuglsang
”Jeg troede, at jeg kunne. Men vennerne var splittet alle mulige steder hen. Pædagogerne havde andre børn, og jeg havde brudt kontakten med min mor. Jeg tog en overdosis af piller, røg på kontanthjælp og droppede skolen. Jeg havde ingen identitet, ingen at spejle mig i, og ingen til at sige, hvad jeg var god til.”
Redningen blev en kontaktperson, som Leika fik via efterværnsordningen.
”Jeg fik job i Føtex, og det gav ro og stabilitet, fordi der var så meget disciplin. Jeg var god til jobbet. Bagefter har jeg uddannet mig til pædagog og arbejder nu i en SFO.”
Ingen tog Leika seriøst
Leika oplever, at systemet gjorde det svært for hende at få en stabil og tryg barndom.
”Jeg har ikke følt, at nogen i systemet har tænkt på mig i mine første leveår. Min mor beholdt forældremyndigheden, og ingen hørte min stemme. Hele min energi gik med at finde ud af, hvor jeg skulle være, og hvad jeg skulle gøre. Jeg var underudviklet og spiste kun slik. Jeg gik hjem fra skole i utide, og jeg var voldsom, men ingen tog det seriøst, indtil jeg fyldte ni år og kom på behandlingshjem.”
Leika mener, at det skyldes, at systemet – lærere, pædagoger, sagsbehandlere og andre voksne – er bange for at fortælle forældre, at de ikke er gode nok. Ingen ønsker at blande sig i, hvordan andre opdrager deres børn.
Man ser på, hvad der er galt med barnet frem for at se på, hvad der sker omkring barnet
– Leika Fuglsang
”De voksne konstaterer, at ’du smadrer det hele og slår de andre børn. Altså er det dig som barn, der er problemet.’ Man ser på, hvad der er galt med barnet frem for at se på, hvad der sker omkring barnet,” siger hun.
”Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gå hen, selvom jeg vidste, at alt var forkert. Jeg var på en øde ø.”
Naturlig reaktion på fucked-up-omgivelser
I dag er Leika med i bestyrelsen i organisationen De Anbragtes Vilkår. Her møder hun andre børn og unge, der er eller har været anbragt. En af dem er forperson David Adrian Pedersen.
”Leika, du har reageret naturligt på fucked-up-omgivelser,” konstaterer han.
Han tilføjer, ”at vi ved, at anbragte børn er dårligere stillet end andre børn i Danmark. Anbragte børn fra 1960’erne er nogle af de første årgange, der var overrepræsenterede i statistikkerne om manglende uddannelse, arbejdsløshed og kriminalitet.”
”Først nu er vi begyndt at se indsatsen gennem børnenes perspektiv og de livsbetingelser, vi tilbyder i anbringelsen. Nu er det tid til at se på kvaliteten af hverdagsliv, relationer og identitetsmuligheder, som er grundbetingelser i børneliv,” siger David.
Der er dog lang vej at gå. Anbragte og tidligere anbragte børn og unge står ved overgangen til voksenlivet dårligere end deres jævnaldrende. De trives dårligere, de har haft flere skoleskift, mere fravær og dårligere skoleresultater.
Sagsbehandlingen har svære vilkår. Der sker hyppige skift af sagsbehandlere, og der er for få hænder på grund af mangel på ressourcer
– David Adrian Pedersen
”Vores muligheder er forskellige fra andre børns. Det er de blandt andet, fordi sagsbehandlingen har svære vilkår. Der sker hyppige skift af sagsbehandlere, og der er for få hænder på grund af mangel på ressourcer,” forklarer David.
”Desuden har hver kommune forskellige faglige logikker om, hvad der er det rigtige at gøre for udsatte børn. En kommune har relativt få anbringelser i forhold til andre opgaver, og derfor får den ikke udviklet fagligheden. Samtidig er anbringelser kostbare, og kommunernes budgetter er pressede. Derfor kniber det med at føre de gode hensigter ud i livet, og det går for eksempel ud over de gode børnesamtaler,” siger han.
En illusion at vi kan undvære institutioner
Internationale trends påvirker også situationen i Danmark. Ifølge dem skal flere børn i plejefamilier frem for på institution. Blandt andet derfor er der i dag færre døgninstitutioner i Danmark.
Leika siger, at det dog er en illusion, at man bare kan anbringe alle børn i en plejefamilie. Det er ok, når man er helt lille. Når man når en vis alder, er det svært at komme ind i en ny familie og ”lege far, mor og børn.”
Det er også en illusion at tro, at plejefamilier med det nuværende uddannelsesniveau og vilkår kan støtte alle anbragte unge.

”Den politiske logik om, at flere anbragte unge skulle vokse op i et holistisk og familiebaseret opvækstmiljø, startede for 20-25 år siden. Men hvis et barn har levet mange år i en dysfunktionel familie, er det ikke sikkert, at en plejefamilie kan skabe de bedste rammer for barnet, selvom intentionen kan være god” forklarer David.
Gode anbringelser kræver under alle omstændigheder bedre retningslinjer og mere viden i plejefamilierne. Familien skal kunne støtte et barn, som har oplevet omsorgssvigt, og så skal der være bredere fokus på alle områder af barnets liv: Kontakten og hjælpen til barnets biologiske familie, anbringelseshjemmet og barnets skole og fritidsliv.
Ingen venner uden for skolen
”Halvdelen af alle anbragte børn og unge har ikke venner med hjemme eller er ikke sammen med venner uden for anbringelseshjemmet. I de tilfælde bliver anbringelsen en øde ø, og barnet bliver sat bagud i forhold til andre børn. De tager hjem, så snart skolen er ovre, men børnelivet udfolder sig også uden for undervisningstiden,” forklarer David.
Leika og David understreger, at det hele skal hænge sammen, og kvaliteten skal øges.
Vi er jo ikke et fattigt land, så vi burde have frie rammer til at give tryghed til alle børn i Danmark
– Leika Fuglsang
Den biologiske familie skal have støtte til at udvikle sig. Anbragte børn skal have samme rammer som andre børn for eksempel ved hjælp af fripladser og tid i SFO’er.
”Vi er jo ikke et fattigt land, så vi burde have frie rammer til at give tryghed til alle børn i Danmark,” siger Leika.
”Jeg håber, at vi kan begynde at snakke om det nu, hvor regeringen har fokus på anbringelser,” siger David.
Han understreger, at det ikke i sig selv er nok bare at fjerne flere børn tidligere, sådan som statsminister Mette Frederiksen (S) har foreslået.
Rammerne skal på plads
Først og fremmest skal rammerne på plads. Myndighederne kunne for eksempel systematisk begynde med at spørge tidligere og nuværende anbragte børn og unge i deres kommune om, hvad der fungerer og ikke fungerer. Det sker for sjældent i dag.
”Som samfund skal vi også blive bedre til at skabe trygge muligheder, når det brænder på i en familie. Familien skal kunne få hjælp til isolerede problemstillinger, uden at forældrene skal frygte, at deres børn fjernes. Anbringelser er bare et enkelt redskab i værktøjskassen,” siger David.
Han glæder sig over, at regeringen nu prøver at tage styring på området. ”Anbringelser har været et skib, der har sejlet uden styrmand i årevis,” konstaterer han.
_______________________________________________
Topfoto: Leika og David er fotograferet af Lotte Ladegaard
_______________________________________________
Artikel og fotos er kommet til verden med støtte fra SOS Børnebyerne, som også har fundet kilder, men organisationen har ikke haft artiklen til gennemsyn. David og Leika har af to omgange redigeret i artiklens ordlyd.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her