REJSEBREV – Tekstforfatter Lene Rohde drømmer om at sætte paranteser om ‘tekst’ og er taget til Sri Lanka for at skrive på sin første roman. Hun har slået sig ned i et guesthouse hos en familie i den sydlige provins Tangalla, der har adopteret hende som datter af huset. Men Lene er et sludrechatol og overspringshandlinger lurer om hver en kokospalme…
Her i byen skal man helst kunne lidt af hvert, som Sheanal, for at sikre familiens dag og vej. Opstemt af jetlag og en enkelt øl, måtte jeg røre ved hans bløde silke på vej tilbage til hotellet efter rejsens første middag. Klokken var endnu ikke halv otte, men mørket lå tykt og fløjlsagtigt over gaden, svøbt i lygtelys fra tuk-tuks og de halvtomme restauranters neonlamper. Konkurrencen om lidt bundlinje er hård, når løse rygter om politisk uro holder turisterne væk.
Jeg lovede at kigge forbi den kommende dag, så han kunne sy mig en kjole i samme snit som den slidte sorte yndling i kufferten. Hans silke var grov i dagens lys og i de gale farver, men med en lille nødløgn om at kjolen var glemt derhjemme, var der ingen tabte ansigter eller brudte løfter da jeg tog imod hans kort og håndtryk, og lovede at kigge forbi en næste gang…
Srimali
“Skal I så giftes?”, spørger jeg Srimali, som har fået en kæreste siden vi mødtes første gang, sidste år. Hun er bare 21 år og mindst et hoved mindre end mine 168 pascentimeter. Men hendes meninger og vilje fremstår med en elefants styrke.
Beslutningen om en kommende forlovelse er dog uden for viljestyrkens rækkevidde. Det er hverken far eller mor der bestemmer, hvem hun skal giftes med, men derimod hvor sol og måne stod den dag, hun og den elskede blev født. Her er det astrologerne, der arrangerer ægteskaberne, og jeg håber ved Guds himmel at stjernerne finder det indlysende at det unge par skal have hinanden…
Pema
“Thank you my daughter”, siger Pema med sin bløde, næsten lydløse stemme da jeg lægger tæppet om hendes skuldre igen, og glimtet i hendes øjne er som syvstjernens på nattehimlen. Hun vil gerne tage sig ordentligt ud og vil ikke fotograferes med det gamle tæppe. Men hun fryser. Her er da også kun 27 grader nu hvor dagen går på hæld.
Jeg har fået en ny mor, 25 år efter den sidste forlod denne verden. Jeg er 36 år ældre end min nye lillesøster, som mor Pema fik da hun var knap 50 år gammel, men hvem tæller, når det gælder familie.
Morgenritualer
Dagens første hilsen kommer altid fra Siti, husets officielle herre, nyslået farfar og venligheden selv. “Good morning, madame”, siger han med en cerut af tørre blade mellem læberne når jeg kommer listende ned, mens solen står op, for at brygge min morgente.
“Ayabowan Siti”, svarer jeg med hovedet bøjet i ærbødig hilsen, og smilet stråler som et lille barns ud fra hele hans stolte krop. Han er i gang med sin kost på matriklen så snart lyset får ben at gå på og afbryder kun arbejdet for at jage de arrogante aber væk fra sin baghave.
Stolt faster
Børnene fødes med Beatles-hår og deres mødre får klippet deres egne lokker, når de bliver så lange at de snubler i dem. Jeg har endnu ikke mødt en skaldet Sri-lankaner. Milukas baby, Winudini, er bare seks uger ny og nakkehåret er allerede vokset ind under kanten på babys bluse. Der er bestilt tid hos frisøren til den lille i januar, så hun ikke river i de tykke totter og gør skade på sig selv.
Som den stolte faster, jeg nu er udnævnt til, får jeg lov at holde den lidt skræmte skønhed. Med mit nye medlemskab i familien følger også, at de der er yngre end jeg skal kysse mine fødder, både når de kommer og forlader huset. “May the three gems bless you” siger jeg så og kigger forlegent på mine fødder under den bøjede nakke.
Jeg må hellere se at få lakeret neglene…
Velsignet med en rød tommel i panden
I dag tog mama Pema mig med til Henakaduwa, det lokale tempel i byen. Klædt i vores hvideste puds fra top til tå tog vi af sted i en onkels tuk-tuk. Med os bragte vi gul kokosolie og blomster i alle farver som Srimali havde plukket i haven til Buddha og alle guderne. På bare fødder listede jeg bag mama af templets snørklede stier og hjalp med at fordele blomster, frisk vand, den brændende olie i små skåle af brændt ler og røgelsespinde efter omstændelige hellige forskrifter.
Indimellem gik snakken på det sprog, vi har selv har skabt af mit sparsomme sinhala og mamas lidt rigere engelsk. Hun er især god til det med tal. En banan og en drikkenød over en sludder med en lattermild kordegn for en donation på bare 100 rupee som mama betalte – jeg synes den femhundredemand, jeg havde, var lige i overkanten – blev det også til. Og fra bagsædet på vej tilbage tog vi selfies og lo over den gode dag.
Nu er jeg hjemme igen, velsignet af kordegnen med en rød tommel i panden og en hvid snor om min hånd, og det er tid til at tænde en myggespiral og nyde en enkelt rom, mens aberne på mit tag danser solen ned i sækken.
Alting har sin pris
Wasantha hænger med næbbet og har gjort det hele ugen. Væk er gavtyveglimtet i de sorte, lidt skelende øjne han har fra mama Pema, og han ligner nu de 39 år plus renters renter som han er. Pengene er alt for små, og tuk-tukken som far og mor har købt, så han kan få sig en indtægt og forsørge sin lille ny familie, står stadig under sit dækken på terrassen, og har gjort det siden i fjor.
For Wasantha har ikke mønt til forsikring og licens. Og som om det ikke er nok til at give panderynker, må han nu også sende sin kone og den bette baby hjem til svigerfamilien, der arbejder som teplukkere mange, mange mil og timer med bus herfra. Den billige bolig, som mama Pema også betaler lejen til, her i landsbyen, ligger klods op ad et tempel med sangglade munke, der gerne lader klokkerne ringe, hver gang baby lige er faldet i søvn.
Beliggenhed, beliggenhed, alting har sin pris. Og der er ingen kære mor, der byder ham velkommen tilbage i barndomshjemmet. Mama Pema vil ikke risikere at en skrigeunge skræmmer de få gæster hun har i sit guest house, væk.
Fotos: Skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
