PSYKIATRI I DANMARK // VIDNESBYRD – “Jeg er lige blevet indlagt på et lukket akutafsnit. Som altid er man overladt til sig selv. ”Du kommer bare, hvis der er noget,” får man at vide, men jeg kan ikke opsøge hjælpen. Det er jo derfor, jeg er der.” Sussi Malene Jacobsen har mødt flere overgreb i psykiatrien end det modsatte, som er, hvad hun efterlyser: mere tid, omsorg, håb og forståelse og en tro på, at den indlagte har flere ressourcer, end patienten selv tror.
De to mænd kommer mod mig, tager fat i mine arme og holder dem hårdt. En tredje person – en meget ubehagelig kvinde – åbner min BH, og i fællesskab hiver de tre BH’en af mig.
Jeg lægger mig ned på sengen og gemmer mit ansigt i afmagt, fortvivlelse og skam.
Jeg tager en strimmel stof, binder den om halsen og sengen og lægger mig ned. Med lidt held kan jeg stoppe for lufttilførslen på denne måde
De vender mig om på siden og trækker mine bukser og trusser ned – og giver mig 4 mg. Lorazepam med en sprøjte i ballen.
Tvang for din egen skyld …
Det overgreb, du netop har været vidne til, er nemlig ikke, hvad du måske forestillede dig. Det foregik i den almindelige danske psykiatri.
Tænk nu, hvis jeg havde været udsat for en voldtægt tidligere i mit liv? Var jeg så ikke blevet dybt re-traumatiseret? Jeg synes faktisk, at det var traumatisk nok, selvom jeg ikke er voldtægtsoffer.
Jeg har udeladt nogle vigtige detaljer. Men det er detaljer, som mange patienter ikke ville bemærke i al den angst og frygt, det overgreb ville forårsage for de fleste. Jeg er sådan indrettet, at jeg leder efter de gode ting, de gode mennesker, lyspunkterne. Fordi jeg har haft mange gode mennesker, oplevelser og lyspunkter i mit liv. Men det er ikke tilfældet for rigtig mange psykiatriske patienter.
Så nu vil jeg tillade mig at starte fra starten og få alle detaljer med:
Jeg er lige blevet indlagt på et lukket akutafsnit. Som altid er man overladt til sig selv. ”Du kommer bare, hvis der er noget,” får man at vide, men jeg kan ikke opsøge hjælpen. Det er jo derfor, jeg er der.
Hvis jeg kunne det, ville jeg opsøge mit gode netværk.
Lægen kommer. Hun siger, jeg skal tage min BH af, så jeg ikke kan strangulere mig i den. Jeg går altid med BH – dag og nat – jeg kan ikke fungere uden, så det vil jeg ikke
Da jeg er kommet af en grund – jeg har det dårligt – hjælper det ikke, at jeg skal gå og passe mig selv. Det kan godt være, at andre patienter ”lige skal lande”. Når jeg har det så dårligt, har jeg brug for, at der er nogen hos mig.
Men det har man ikke ressourcer til – og så kan personalet bedst lide at bruge tiden på ”procedurerne”, for i vores samfund er skemaer vigtigere end mennesker. Personalet skal afkrydse en masse skemaer, så man kan se, at de har gjort deres arbejde. Så de har ikke tid til deres arbejde – at drage omsorg for patienterne.
Jeg tager en strimmel stof, binder den om halsen og sengen og lægger mig ned. Med lidt held kan jeg stoppe for lufttilførslen på denne måde.
Men der går ikke længe, så kommer min kontaktperson – ikke for at spørge, hvordan jeg har det, men for at få mig til at udfylde en samtykkeerklæring. Han tilkalder andet personale, og de får klippet strimlen over.
Lægen kommer. Hun siger, jeg skal tage min BH af, så jeg ikke kan strangulere mig i den. Jeg går altid med BH – dag og nat – jeg kan ikke fungere uden, så det vil jeg ikke. Den ubehagelige kvinde bliver sat til at ”hjælpe mig”. Hun ser meget utilfreds ud og siger, at jeg skal gøre, som hun siger, for det er faktisk meget ubehageligt for hende. Det er altså hendes behov, vi skal tilgodese her. Ikke mine.
Man gør det for at passe på mig – men det ændrer ikke på, at det føles som et overgreb.
Hvorfor stopper de ansatte ikke op og siger fra?
Jeg ved godt, at disse mennesker ikke er monstre, og at de går på arbejde hver dag også for at gøre en forskel. Og det gør de nok også. Men hvor tit hører man ikke om folk, der skifter arbejdsplads, og så kommer alle deres ”traumer” over, hvad de har gjort eller overværet på deres gamle arbejdsplads? Hvorfor er der aldrig nogen, der stopper op, og siger: Det her kan jeg simpelthen ikke være vidne til eller deltage i?
Psykolog Jonas Vennike Ditlevsen har engang skrevet til mig: ”Da jeg arbejdede i psykiatrien, kunne jeg få overraskende mange kollegaer til at give mig ret bag lukkede døre, men i det åbne rum var det alt for farligt. Som én af psykologerne sagde: “Du har ret, men jeg har et huslån at tænke på …”
“Popularitet eller socialhierarkisk harmonisering fylder dog mindst lige så meget, det har du også ret i. Jeg var nødt til at blive selvstændig for at kunne sige de ting, jeg siger.”
Jeg ved godt, at der er masser af personale, der råber op om manglende ressourcer. Men jeg mangler, at de råber op om manglende omsorg og empati. Igen er det selvfølgelig ikke monstre, vi har med at gøre; måske nye arbejdsredskaber eller -metoder?
Jeg glemmer ikke hans omsorg, men det, der fylder mest, er overgrebet. Det er det, jeg tænker på hele tiden
Jeg har bare til gode at opleve nogle arbejdsmetoder, der hjælper patienterne omsorgsfuldt i disse krisesituationer. Nogle gange tror jeg, at de nye metoder, man opfinder, kun opleves som en god idé i personalegruppen – ikke hos patienterne.
Man har jo fx arbejdet på at nedbringe antallet af bæltefikseringer i mange år.
Jeg har været indlagt på et afsnit, der var en del af ”Projekt Bæltefri Afdeling”, og efter nogen tid gik det op for mig, at alternativet til bæltefiksering kunne være at smide en patient ud i haven i oktober måned uden jakke og sko for at rase ud.
Patienten fortalte mig, at så ville vedkommende hellere have været i bælte.
En anden gang lukkede de vedkommende ud af afsnittet – et lukket afsnit – uden lægesamtale eller nogen form for suicidal screening, og vedkommende var meget uligevægtig (det var under et af vedkommendes raseriudbrud).
Det samme skete for en patient, der var udviklingshæmmet. Jeg er ikke ekspert, men det er, hvad jeg vil vurdere personen som værende, og en ansat på afdelingen gav mig ret i, at vedkommende ikke hørte til på et psykiatrisk afsnit. De smed patienten ud i haven, trak gardinet for og spiste frokost. Så kunne vedkommende ellers stå derude og hamre på døren og ikke vide, hvad der var overgået ham/hende.
Da jeg klagede, fik jeg at vide, at de jo tænkte ud af boksen, og at det havde jeg også selv nydt godt af. Ja, men på det afsnit var det faktisk meget sjældent, at de mishandlede mig, som jeg følte, de to beskrevne patienter blev.
6 mg. Lorazepam på en time er en pænt stor dosis
Tilbage til min historie: Jeg nægter at tage min BH af frivilligt, så de tvinger den af mig. Den ene af mændene er meget hurtig til at hive blusen på plads, så jeg ikke skal være bar så længe.
Under dette scenario står der faktisk en medarbejder og prøver at fange min opmærksomhed – han ”rækker ud efter mig” med opmuntrende og beroligende ord, og det er rigtig godt. Da jeg blev overført til et andet afsnit, nåede jeg lige at sige til ham: “Tak for god behandling – du har det rigtige arbejde!”
De bedste mennesker, jeg har mødt i psykiatrien, var dem, der gav sig tid, drog omsorg for mig, gav mig håb, viste mig, at de ville mig og fortalte mig, hvor mange ressourcer jeg faktisk havde
Jeg glemmer ikke hans omsorg, men det, der fylder mest, er overgrebet. Det er det, jeg tænker på hele tiden.
Da jeg har lagt mig ned, er jeg også taknemmelig for, at de ikke lægger sig oven på mig – på mine arme og ben, som de plejer, men bare vender mig om på siden og giver mig sprøjten. Men noget, der kan undre mig, er til gengæld, at de ikke fjerner det bælte, jeg har i bukserne, når nu det var så vigtigt at tvinge min BH af mig.
Efterfølgende er jeg så frustreret, at jeg går direkte ud under bruseren, sætter mig på afløbet og lader vandet løbe, til afdelingen oversvømmes. Yderligere går jeg ind og skærer mig i benet med et barberblad, som jeg har smuglet ind. Så skal jeg have yderligere 2 mg. Lorazepam i pilleform, og dem tager jeg frivilligt, for lige så snart de kigger væk, spytter jeg dem ud.
Jeg synes faktisk, at 6 mg. Lorazepam inden for en time er en pænt stor dosis. Specielt når en læge senere i forløbet kun ville give mig 1 mg.
“Hvorfor ikke bare opføre sig normalt?”
Jeg delte denne oplevelse i et Facebook-forum, hvor en psykolog skrev følgende kommentar: ”Hvorfor ikke bare opføre sig normalt?”
Jeg tror, at det godt kan være en af problemstillingerne. At mange – også mennesker, der burde have en masse viden om psykisk sygdom – faktisk ikke forstår den opførsel, man har som psykisk lidende.
Men vi gør det ikke for at genere jer. Vi gør det, fordi vi faktisk har det så forfærdeligt. Det er meget sjældent, det hjælper at bebrejde os eller at minde os om, hvordan vi ødelægger vores ægtefælles (eller børns) liv – for det ved vi godt. Det hjælper heller ikke at irettesætte os, ”opdrage” os, anklage os, straffe os, eller hvad I ellers kan finde på.
Psykisk sygdom er ikke bare ”at have en dårlig dag” eller et spørgsmål om dårlig karakter – det er en kompleks størrelse, og det er et helvede at leve i
Vi profiterer til gengæld af omsorg, samvær, forståelse, imødekommenhed, samarbejde, at folk stoler på os, giver os ansvar, passer på os, når det er nødvendigt – og meget andet. Vi gør det heller ikke for at få opmærksomhed – faktisk er opmærksomhed nærmest det værste, jeg kan tænke mig. Ikke desto mindre tror jeg ikke, jeg har mødt et eneste menneske i psykiatrien, der ikke mente, at jeg gjorde det for opmærksomhed.
Hvad der er brug for i psykiatrien: tid, omsorg, håb og forståelse
De bedste mennesker, jeg har mødt i psykiatrien, var dem, der gav sig tid, drog omsorg for mig, gav mig håb, viste mig, at de ville mig, og fortalte mig, hvor mange ressourcer jeg faktisk havde. Dem, der ville samarbejde med mig, for det gjorde, at jeg også var villig til at samarbejde med dem, der stod op for mig og kunne rumme mig.
Jeg har været heldig at møde mange af den slags mennesker, men jeg ved også, at der er mange, der ikke er sådan. Det er ikke dårlige mennesker, men det er mennesker, der misforstår deres opgave og det er mennesker, der stadig arbejder med nogle metoder, man brugte i 1960’erne.
Vi skriver 2023, og vi burde nu være så oplyste, at vi kan behandle folk med forståelse for deres situation. Psykisk sygdom er ikke bare ”at have en dårlig dag” eller et spørgsmål om dårlig karakter – det er en kompleks størrelse, og det er et helvede at leve i.
Læs mere om psykiatrien i Danmark her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
