MISTROSSAMFUND // KOMMENTAR – Endnu engang er vi vidne til, hvordan en anmeldelse om seksuelle overgreb mod en kendt mand afføder en bølge af reaktioner på de sociale medier og i samfundet. De mange kommentarer, vi nu ser på opslag om Jonatan Spang-sagen – hvor den tidligere DR-vært er anklaget for seksuelle overgreb mod en på tidspunktet 15-årig – er mere end bare meninger. Det er et ekko af de normer, vi som samfund er med til at opretholde, skriver Sarah Liv Vangsgaard Winge.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tager du et kig på et billede af en folkeskoleklasse, vil op til tre af eleverne have været udsat for et eller flere seksuelle overgreb. Det vurderes nemlig, at 10 procent af danske børn og unge oplever det, inden de er voksne. Alligevel er der en masse fordomme og misinformation, der er med til at forhindre, at offeret får hjælp tidligt i livet.
Det har vi igen været vidne til det seneste stykke tid i forbindelse med anklager om et seksuelt overgreb mod Jonatan Spang. Det er ikke første gang at en kendt bliver beskyldt for at have begået overgreb, men miseren er den samme.
Når så mange mennesker på tværs af alder og køn reagerer med automatisk mistro til anmelderen, er det ikke et tilfælde
For vi ser igen kommentarer med anklager mod offeret og manglende viden omkring processer og konsekvenser af at have været udsat for seksuelle overgreb. Og det er med til at svigte ofre og fastholde normen om, at det kan have store konsekvenser at bryde med tavsheden.
Facebook-trådene er ikke bare meningsudvekslinger mellem privatpersoner. De er et spejl på de strukturer, der former vores fælles forestillinger om troværdighed, skyld og ansvar. Når så mange mennesker på tværs af alder og køn reagerer med automatisk mistro til anmelderen, er det ikke et tilfælde. Det er et udtryk for et samfundsmæssigt mønster. Et strukturelt problem.
Tiden som våben
En gennemgående reaktion på sagen mod Spang er forargelse over, at anmeldelsen kommer 16 år efter det påståede overgreb. “Hvorfor først nu?” bliver gentaget så ofte, at det næsten lyder som en juridisk indsigelse. Men spørgsmålet er ikke nyt – det dukker op hver gang, nogen står frem med en anklage, der rækker mange år tilbage. Og netop det bør få os til at stoppe op.
Vi ved fra forskning, at størstedelen af børn og unge, der udsættes for seksuelle overgreb, først fortæller om dem, når de er blevet voksne. Et norsk studie viser, at der i gennemsnit går 17,2 år, før ofre fortæller om overgreb, mens en dansk undersøgelse af Center for seksuelt misbrugtes klienter viser, at der går 20 år fra første overgreb til, at hemmeligheden bliver brudt.
Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at 60-80 procent af ofrene vil udvikle behandlingskrævende senfølger senere hen i livet, der blandt andet kan indebære PTSD, hjemløshed, gæld og somatiske sygdomme. For det koster på helbredet ikke at få den rettidige hjælp og i stedet gå med ubearbejdede traumereaktioner i flere år.
Når først nogen endelig vover at sætte ord på et traume, der måske har været fortrængt, bearbejdet eller i årevis tabuiseret, bliver de mødt med mistro og latterliggørelse
Vi burde som samfund vide, at mange ofre for seksuelle overgreb ikke anmelder deres overgreb med det samme – eller nogensinde. Ikke fordi de lyver. Ikke fordi de ønsker opmærksomhed. Men fordi de kan være bange, eller føle skam.
Der kan være mange årsager, men det kan for eksempel handle om, at barnet er blevet truet til tavshed, eller at det har fortrængt, hvad der er sket – dissocieret sig fra oplevelsen.
Og ironisk nok sker der en selvopfyldende profeti, når nogen så vover sig ud og sætter ord på frygtelige oplevelser. For når først nogen endelig vover at sætte ord på et traume, der måske har været fortrængt, bearbejdet eller i årevis tabuiseret, bliver de mødt med mistro og latterliggørelse.
Tiden, der for offeret har været nødvendig for at samle styrke, bliver i offentligheden brugt som våben imod dem. En ond cirkel af afmagt, man som offer ikke skal sættes i.
Den blinde vinkel
Det er vigtigt at se det her for, hvad det er: ikke et spørgsmål om én sag, men om en kultur. Når hundredvis – nogle gange tusindvis – af mennesker i kommentarfelter stiller de samme spørgsmål og udviser den samme mistænksomhed, er det ikke enkeltstående holdninger, men kollektivt internaliserede forestillinger.
Vi tror, vi diskuterer enkeltpersoner, men i virkeligheden diskuterer vi strukturer
Forestillinger om, at mænd er uskyldige, indtil det modsatte er bevist – hvilket de selvfølgelig skal være – men også at kvinder, især hvis de fortæller deres historie sent, per automatik er utroværdige og med uhumske bagtanker.
Det er her, den blinde vinkel opstår: Vi tror, vi diskuterer enkeltpersoner, men i virkeligheden diskuterer vi strukturer. Vi tror, vi er neutrale, når vi efterlyser beviser og motiver, men vi glemmer, at vores ‘neutralitet’ ofte er indlejret i et system, der historisk har været alt andet end netop det.
“Man kan jo ikke bare dømme nogen i medierne”
Et andet populært argument i Facebook-tråde – og i dele af den etablerede debat – er bekymringen for “folkedomstolen”. Vi må ikke dømme nogen på baggrund af rygter, siger man, og det er naturligvis rigtigt. Retssikkerhed er fundamentalt.
Men det er værd at spørge, hvem vi egentlig dømmer, når vi som samfund reagerer så ensidigt. For i praksis sker der netop en dom – blot i den modsatte retning. Ikke af den anklagede, men af den, der anklager.
Hvorfor virker det, som om offentligheden har lettere ved at identificere sig med den anklagede end med det potentielle offer?
Hun bliver dømt som opmærksomhedssøgende, som illoyal, udspekuleret, som en person med en skjult agenda. Hun bliver reduceret til sin timing. Alt dette sker, længe før nogen domstol har taget stilling til sagen. Og i virkeligheden længe før offentligheden overhovedet kender den.
Det, der foregår i kommentarfelterne, er ikke en retssag. Det er en kulturel respons. En refleks. Og den siger mere om os end om den konkrete sag.
Så i stedet for at spørge “Hvorfor sagde hun ikke noget dengang?”, burde vi spørge: “Hvad siger det om vores samfund, at det var så svært at sige noget dengang – og stadig er det nu? Hvorfor oplever så mange ofre, at det mest risikable, de kan gøre, er at stå frem med deres historie? Og hvorfor virker det, som om offentligheden har lettere ved at identificere sig med den anklagede end med det potentielle offer?”
Der findes ingen nemme svar. Men hvis vi bliver ved med at stille de forkerte spørgsmål, vil vi aldrig få de nødvendige svar. Og så vil de strukturelle problemer, der kommer til udtryk i sociale medie-trådene, blot fortsætte med at trives under dække af ‘sund fornuft’ og ‘kritisk tænkning’.
Det handler ikke om én sag
Det er vigtigt at understrege: Det her handler ikke om, hvorvidt Jonatan Spang er skyldig eller ej. Det ved vi ikke. Det er op til politiet og eventuelt domstolene at finde ud af. Det handler om, hvordan vi som samfund reagerer, hver gang nogen siger noget højt, som vi ikke bryder os om at høre.
Hvis vi virkelig ønsker at tage overgreb alvorligt – og her må jeg lige indskyde, at retssikkerheden gælder for alle, også ofre – så må vi også turde tage et kritisk blik på de samtaler, vi fører i det offentlige rum.
Ikke for at undertrykke ytringsfriheden, men for at skabe bevidsthed om, at vores ord er en del af noget større. At det, vi skriver i en kommentartråd, ikke bare er en mening, men et ekko af de normer, vi alle er med til at opretholde.
Ord har magt, og med magt kommer ansvar. Lad os have det med os, når vi går til tastaturet ved disse type sager og huske, at der er ofre og pårørende, der kan læse med også.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og