Henrik Strube: Cirkusdepressionen

af i Kultur/Liv & Mennesker

BIVIRKNINGER – Jeg lå i soveværelset. Henfalden i dyb melankoli. I Sommerhuset. Midt om sommeren. Klokken var tolv. Jeg kunne ikke ta mig sammen til at stå op. Udenfor summede bierne over blomsterne, solsorten sang, et egern sprang fra gren til gren i trækronerne. Ingen var syge eller døde og børnene legede og lo nede ved gyngerne. Vi havde sommerferie.

Men under den svedtunge dyne ræsede bekymringer, pessimistiske scenarier og pinlig selvransagelse rundt i et kaotisk virvar i mit hoved. Sidst, jeg havde haft det sådan var i november. November, for helvede, Nordbrandt. Nej, ikke helt rigtigt. Det havde faktisk altid været sådan med mig i perioder. Nedtrykthed, melankoli, og nogle gange depression. Sådan: Der var ikke en skid ved noget, og alt, jeg havde foretaget mig, eller havde planer om at ville, var forkert. Jeg evnede ikke en skid, og hvis der var nogen, der syntes noget andet, var det fordi de ikke havde opdaget, hvad jeg i virkeligheden var: Ét stort bluffnummer.

Jeg havde været hos lægen, som gav mig en fin, cool diagnose: SAD. Seasonal Affective Disorder. Altså, det var vejret, der influerede. Det blev mørkere, man fik mindre lys og serotoninmangel, alt det der. Han ordinerede osse nogle piller. Her gjorde jeg igen noget forkert: Læste indlægssedlen under “bivirkninger”. Jeg skal da lige love for, at det var en lang liste! Jeg fejlede det meste af det. Undtagen japansk tuberkulose og uregelmæssig menstruation.

Hvad lavede den stakkels gamle mand med sit hjemmefarvede hentehår og sine mølædte hunde dér? Med et seniorhundeshow? I et cirkus i en Nordsjællandsk badeby? Var det sådan noget, hvad man havde at se frem til?

Men: Jeg var ikke alene. Mange mennesker led af SAD, når vintermørket faldt på, havde lægen fortalt. Men nu? Midt om sommeren? Langt fra vintermørke og Nordbrandts novemberdigt. Vi var i sommerhuset! Her var lyst til ud på natten, for helvede! Nå, tænkte jeg. Sæsonen er åbenbart udvidet. Det kender man jo godt. Fra Fårup Sommerland og Tivoli. Åbenbart osse i mit hoved. Tilbage til sommerhuset.

Oh, rædsel, rislende ned ad min ryg! Jeg kom i tanke om, at vi netop denne eftermiddag skulle i cirkus med naboerne og alle vores børn. Jeg havde selv stået for at købe billetterne til den årlige begivenhed.
Havde der været et mørkt sted bag panelerne blandt rottestore nullermænd, ville jeg langt have foretrukket at gemme mig der fremfor at skulle i cirkus med en flok glade voksne og børn. Hvad gør man? Man tar sig sammen. Først det ene ben og så det andet ben. Ét skridt ad gangen.

Det var et rigtig dejligt, lille familiecirkus. Jeg plejer at elske det, når vi én gang om året samledes, venner, naboer og børn for at følges ad derhen. Vi fik bænket os, alle atten ved siden af hinanden, voksne og børn, og forestillingen gik i gang. Første act var et hundenummer. En ældre, tynd og høj mand med mørkt, hjemmefarvet hentehår, der afslørede striber af en skinnende, dejhvid isse, stillede sig frem i midten af manegen, iført en lang, luvslidt frakke.

Akkompagneret af en trommehvirvel slog han det ene frakkeskøde op. Fra de tre inderlommer stak hovederne på nogle meget små og gamle hunde op. Den ene hunds øje var mælkehvidt, det så man i projektøren. “Grå stær”, tænkte jeg. De to andre hunde så desorienterede ud. Nu gik manden ned i knæ og gav tegn til dem om at springe ud. To af dem gjorde det. Når den tredje ikke sprang, tror jeg ikke, at det var af ulydighed. Den havde bare noget med hørelsen. I hvert fald sprang den, da han løftede dens øre op og råbte kommandoen direkte ind i hovedet på den.

Kan hunde få psoriasis? Det kløede på mit ben. Jeg syntes, der var kommet en plet med tør hud her på det sidste. Og så googler man selvfølgelig, når man kommer hjem

Nu sad de så der på en række og kiggede ud mod publikum. De to af dem. Den tredje sad med ryggen til. Den havde tydeligvis mistet orienteringen. Det kan jo ske for os allesammen, tænkte jeg. Før man ved af det. Man blir jo selv gammel lissom den lille hund dernede. Og snart skal man vel dø. Nu snerrede én af dem ad manden.

En anden havde nogle bare pletter på ryggen. Arp, tænkte jeg. Eller måske psoriasis. Kan hunde få psoriasis? Det kløede på mit ben. Jeg syntes, der var kommet en plet med tør hud her på det sidste. Og så googler man selvfølgelig, når man kommer hjem… ja, hvis der ellers var en ordentlig Wi-Fi-forbindelse, men det har man selvfølgelig heler ikke kunnet finde ud af at installere… nå, hvad sker der nu i manegen?

Den lange, tynde mand åbnede det andet frakkeskøde, hvor yderligere tre hunde sad og kiggede op fra hver sin lomme. Samme rutine gentog sig. De sprang ud og satte sig, bortset fra én, som styrtede ud mod garderoben med to cirkustjenere løbende efter sig. Det gik stærkt, selvom den haltede noget på det ene bagben. Nogle havde viklet det ind i gaffatape. Nu blev en springbuk på cirka 10 centimeters højde stillet op på manegegulvet, og næsten alle cirkushunde kunne springe over. Der var et enkelt styrt, men det så ikke alvorligt ud. Så fulgte der et nummer, hvor de allesammen kunne stå på to ben og dreje rundt. Og finalen: Én, der kunne spise en hel pølse uden at tygge. Jeg mærkede melankolien stige op i mig.

Hvad lavede den stakkels gamle mand med sit hjemmefarvede hentehår og sine mølædte hunde dér? Med et seniorhundeshow? I et cirkus i en Nordsjællandsk badeby? Var det sådan noget, hvad man havde at se frem til? Næste nummer indledtes af hidsige, afrikanske trommerytmer. En flot, atletisk bygget, brun mand indtog manegen. Klædt ud som en gammeldags høvding tegneserien om Lille Hiawatha. Han var malet i ansigtet, med en imponerende fjerbeklædning på hovedet, bastskørt om livet og ringlebjælder om anklerne. Han dansede vildt og æggende til den inciterende junglemusik i højttalerne, og fremviste et imponerende, blændende hvidt tandsæt.

Hvad gør man? Man tar sig sammen. Først det ene ben og så det andet ben. Ét skridt ad gangen

Det gik hurtigt op for publikum, at her var en vaskeægte tandartist. Han løftede ting i tænderne. Først en enkelt klapstol, så to, så tre. Bar dem rundt i tænderne. Videre, vildere, tempo, tempo, stadig større emner, som han bed fast i og bar rundt i manegen. Det kulminerede med et spisebord til seks personer. Vi ved jo alle, at der gemmer sig en melankolsk undertone bag de glade løjer i cirkus. Cirkus, når det er bedst, afspejler livet. Bag klovnens sminkede ansigt lurer mørket, sorgen, tragedien. Som modpol til prinsessens sarte graciøsitet i trapezen, højt over publikums tilbagelænede hoveder ligger klodsede støvletramp og grove råb.

Det er ikke noget man ser, får skåret ud i pap eller forklaret. Men det er der. Som en tone under det hele. Nogle gange hører man den, andre gange ikke. Netop den dag, i mit dystre humør, dominerede, ja overdøvede denne mørke tone fuldstændig den glade cirkusstemning. Hvor livet dog er hårdt og uretfærdigt! Tag nu tandartisten! Så ser man dette unge, flotte menneske, denne stolte indfødte fra det vidtstrakte, storslåede kontinent, den røde ørken, den tørre, gyldne safari, de store, sagnomspundne rovdyr. Hvad var skæbnens mening med, at han skulle tjene sine penge på at bære møbler rundt i tænderne for et ferierende publikum i en dansk badeby? Jeg måtte lukke øjnene. Kunne ikke holde ud at se på det.

Da jeg havde søgt ly bag øjenlågene, standsede musikken. Lyset fra et spotlight trængte igennem mine lukkede øjenlåg, og et øjeblik tænkte jeg, at det lyd var mit lys, mit eget, indre lys, mit livsmod, min glæde var vendt tilbage. Jeg mærkede min lille søn tage min hånd. Én ting var at musikken var standset. Et andet var, den trommehvirvel der var gået i gang?

Jeg rejste mig og kantede mig den tunge vej ned gennem publikum på bænkerækkerne, ned i manegen. Alt var ude og forbi. Jeg skulle dø

Jeg åbnede øjnene og så tandartisten stå og pege på mig nede fra manegen. “We need someone from the audience! Come down here mister!” Mine naboer havde lagt sig fladt ned på bænken i håb om at blive overset, da spotlyset gled søgende henover tilskuerne. Det spotlyst, jeg troede var livsmodets, glædens lys. Hvor kan store mennesker gøre sig små, når det gælder. Og der sad jeg, med hånden ufrivilligt løftet i vejret og alles øjne rettet mod mig.

Jeg rejste mig og kantede mig den tunge vej ned gennem publikum på bænkerækkerne, ned i manegen. Alt var ude og forbi. Jeg skulle dø. Jeg så hen på min kone, og syntes jeg fangede et sadistisk glimt i hendes øjne. Jeg nåede midten af manegen, hvor artisten tog imod mig. Jeg har aldrig set så stort et tandsæt. Det lignede de billeder, hvor folk holder et forstørrelsesglas op for munden. Jeg skulle klædes ud. Han satte en tyk, sort nylonparyk med fletninger på hovedet af mig. Det lignede det hår som Lille Hiawathas søster, Solsikke havde i tegneserierne. Det så ud som om, der havde været ild i den paryk.

Afroartisten bandt et bastskørt og klokkebånd om mine anklerne. Vilde afrorytmer i højttalerne. Nu skulle vi danse. Tandartisten svingede mig rundt. “Smile, smile!” hviskede han i øret på mig. Og nu. Trommehvirvler. Han trak et bredt læderbælte frem og spændte det om livet på mig. Da jeg drejede hovedet for at se det bagpå, opdagede jeg, at der sad en kraftig, læderomvunden bidering bag på bæltet. Så. Trommehvirvler igen. Han stod bag mig. Jeg mærkede det rykke i kroppen ved de første prøveløft. Så tog han for alvor fat og løftede mig op, til jeg hang vandret i luften. Jungletrommerne bragede løs, mens han bar mig rundt i manegen.

Jeg så ud mod publikum. De flød sammen for mit blik, i et sløret virvar som i en håndholdt dogmefilm. Indimellem stod et ansigt knivskarpt et øjeblik. Min kone, der slog sig på lårene. Mine venner, der lå i krampe hen over bænkene, min søn, som råbte noget ned til mig, en kendt journalist. Endelig satte han mig ned, befriede mig for paryk, bastskørt og bærebælte, og gav mig hånden. Han sagde, at jeg skulle vinke ud til publikum, så det gjorde jeg, og gik tilbage og fandt min plads på stolerækken.


Foto: Wikimedia Commons. 

Mads-Henrik Strube (Henrik Strube) er født 21. februar 1949 i Sorgenfri, Kgs. Lyngby. Han er musiker, (guitarist) sanger, sangskriver, forfatter, journalist og redaktør. Han har spillet og bidraget med materiale til No Name og Røde Mors Rockcirkus samt indspillet 15 albums med egne sange. Hans folkelige gennembrug kom med hittet 'Hold om Mig' efterfulgt af hits, samarbejde Eva Dahlgren, Mikael Wiehe, Björn Afzelius m.fl. Omfattende turnevirksomhed i ind- og udland.

Henrik Strube er også et politisk engageret menneske f.eks. i FN's 'Artist against Apartheid', og har også en turnevirksomhed i det sydlige Afrika.
Han har arrangeret "Storyentertainment" aftener gennem ti år i Pressen, Bremen, Park og Krudttønden, og har i den forbindelse præsenteret et hav af prominente gæstefortællere fra den kunstneriske og politiske verden.

Samtidig med sit virke som musiker er han optaget af at udvikle sin mundtlige og skriftlige fortælleform. Han har udgivet to skønlitterære romaner (L&R), "Hit" 1989 og "Violinbyggeren" 2010 samt to fagbøger om tinnitus, høreskader og behandling: "Pas på Ørerne - og dig selv".

Bag sig har han endvidere 25 års arbejde som ansv. chefred. og adm. dir. af MUSIKEREN, fagbladet for musikere og musikliv. Modtog tre journalistiske priser, Bording Plaketter, for etablering og udvikling af tidssvarende fagblad, kampagne mod høreskader og musikersundhed.

I dag optræder han med et soloshow.

Portrætfoto af Anette Tinghus.

Seneste artikler om Kultur