Dannelse er hvad der er tilbage, når man har glemt det, man har lært

af i Danmark/Featured/Kultur/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

Uddannelsesprocessen mangler et ideal. Med en læringsmålsstyret undervisning, der alene fokuserer på og resulterer i effektiv nytteværdi, risikerer uddannelsesprocessen mange steder at blive mekanisk. En proces som dybest set kun har til formål at fremme boglig lærdom, som igen skal fremme markedstænkning. Det skærper alene appetitten på at tjene penge og ignorerer fællesskabet, skriver Thomas Milsted.

Når hver femte elev i dag går i fri- eller privatskole, er der grund til bekymring. For selv om netop fri- og privatskoler ofte er bygget på stærke dannelsesidealer, kan vi ikke være sikre på det. Specielt ikke, hvis de idealer bliver til eksklusion frem for inklusion. Og når man udelukkende går op i at sikre sig sit eget afkoms faglige niveau, kan det føre til større ulighed og udstødelse af svage grupper. Hver gang nogen fortager et skoleskift for at komme væk fra socialt udfordrede børn, efterlader man dem tilbage, som ikke har det valg.

Jeg er ikke ude i en mekanisk overprisning af folkeskolen, men vil blot understrege, at hvordan vi end vender og drejer det, er den en af de vigtigste og smukkeste institutioner, vi har. Her har man ikke bare proppet lærdom og intellektuelle færdigheder ind i vores børns hoveder, men også begreber som tillid, selvstændig stillingtagen, omsorg over for fællesskabet, moral, nøjsomhed – og som det væsentligste, den demokratiske opdragelse. Med andre ord som jeg ser det: dannelse.

Det er blandt andet gennem folkeskolen, vi får opbygget en sund men også skeptisk tillid til autoriteter og andre mennesker. Skolen lærer os kunsten af afstemme vores forventninger med realiteterne, som igen er med til at gøre danskerne til et af verdens mest tilfredse folk. Denne almene dannelse har lært os at lægge vægt på at overholde aftaler. Den har lært os, at man kan regne med og stole på hinanden. Men vigtigst; vi har lært at lægge vægt på de demokratiske værdier, som ikke kun kan forklares ud fra økonomisk velstand, men også af det frie ord og retten til at samles i fælles værdier.

I tilgift har vi lært at anerkende og respektere andres ret til det samme. Det er den kvalitet ved livet, vi har lært. Det har mange glemt eller tager som den største selvfølge.

Folkeskolen bygger på dannelse

Hvis du ikke kender folkeskolens formålsparagraf, kommer den lige her;

Stk. 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

At sidde på et lille husmandssted hele sit liv med den overbevisning, at man er sig selv nærmest, gavner ingen

Som man tydeligt kan se, bygger især stykke 3 på et begreb om dannelse.

Overordnet er dannelsesbegrebet flerstrenget og rummer muligheden for alverdens fortolkninger og definitioner. Men mon ikke mange vil opfatte det som måden, vi opfører os på og hvor oplyste vi er? Altså opdragelse og lærdom. Det er i hvert fald det første, jeg vil beskæftige mig med i mit bud på dannelse. For hvor vi stort set kun taler om uddannelse, glemmer vi ofte de værdier, der dog også er væsentlige, hvis vi skal udvikle et samfund, hvor det er trygt og rart for alle. Dannelse er en vedvarende udvikling. Folkeskolen er et godt sted at begynde den proces.

Dannelse er, hvad der er tilbage, når man har glemt det, man har lært

Ovenstående skriver den svenske forfatter og pædagog Ellen Key. Sætningen indkredser rammende mit bud på POV’s tema denne weekend om dannelse. For i min verden er et menneske med Søren Kierkegaards ord ikke noget, man er, men noget man bliver.

Kierkegaard gik videre end det, for det man bliver, bliver man kun, hvis man forstår at træde i eksistens, altså at forholde sig til sig selv. Men at forholde sig til sig selv må ske med kærligheden i centrum, og for Kierkegaard hang dannelse og næstekærlighed derfor uløseligt sammen. Dannelse er altså at træne dømmekraften, så man ved, om man behandler et andet menneske skidt eller godt.

Vores undervisningsindhold må også have blik for at forme personligheden, så den er i overensstemmelse med det samfunds- og menneskesyn, der er forbundet med det danske dannelsesideal, åndsfrihed og ligeværd.

Det var ikke kun Kierkegaard, men også andre tunge, tænkende filosoffer, der påstod, at et menneske ikke bare lige sådan er sig selv, men konstant må drage ud i verden for at blive det. Vores identitet bliver nemlig først og fremmest skabt ved, at vi som individ socialiseres og hermed relaterer os til andre mennesker. At vi gennem historiske, kulturelle og livsvæsentlige tilfældige stier, hele tiden bliver formet og raffineret gennem de utal af erfaringer, vi udsættes for. Så at sidde på et lille husmandssted hele sit liv med den overbevisning, at man er sig selv nærmest, gavner ingen. Heller ikke sig selv. For dermed bliver man skræmt og ængstelig ved synet af alt, som ikke er genkendeligt. Man bliver bekymret ved det fremmede og de fremmede.

Når det kommer til fællesskabet har vi været en lorte-generation

Verden er i moralsk forstand i krise. Hvis ikke vores undervisningsinstitutioner formår at dæmme op for grådighed og egoisme, kan de ikke tillade sig at kalde deres elever for veluddannede. Vi må aldrig nedværdige os til, at det er den stærkeste, der overlever.

Vores undervisningsindhold må også have blik for at forme personligheden. Danmark er et fællesskabets land, hvor ingen overlades til sig selv. Uden dette ideal risikerer den enkelte at gå i hundene. Formålet med den pædagogiske dannelsestænkning må være at få bekræftet sin egen eksistens og også aktivt påvirke, ikke bare sin egen, men også andres sociale virkelighed. Dannelse må være at skabe kraft i sin samtid og ikke konstant bekymre sig om eller retfærdiggøre sin fremtid. Dannelse er ikke kun at løfte sig selv, men at være med til at løfte menneskeheden. Ikke kun til velstand, men også i ånd.

Måske er det os gamle, der skal slå nogle flere prutter. Give plads til det upassende og forstyrende. Vores ungdom kan sagtens udvikle nye idealer på baggrund af de nogle af de dårlige erfaringer, vi har efterladt dem med. Jeg kunne kun alt for godt forestille mig, at de unge vil træde ud af vores trædemøller og leve et mindre stressfuldt liv. Jeg kunne også forestille mig, at de unge ikke ser vækst som den hellige gral.

Men, for der er et men. Vi skal samtidig også overlade en stor del af dannelsesbegrebet til den kommende generation selv. Det er ikke os, de gamle, der har patent på de gode manerer eller den rette omgang med verden. Ingen kan i dag se på klodens tilstand og påstå, at vi kun har gjort det godt.

Vores ungdom kan sagtens udvikle nye idealer på baggrund af de nogle af de dårlige erfaringer, vi har efterladt dem med. Jeg kunne kun alt for godt forestille mig, at de unge vil træde ud af vores trædemøller og leve et mindre stressfuldt liv. Jeg kunne også forestille mig, at de unge ikke ser vækst som den hellige gral.

Dannelse er også at afvise de normer og regler, man er vokset op under. At kunne sætte sig ud over det samfund, man lever i og bryde med det, som er forældet og ikke længere fungerer. Dannelse er også at gå op i mod dem, som af blevet lidt for afhængige af deres magtposition og har glemt, hvad det vil sige at tjene for det fælles bedste.

Måske er det os gamle, der skal slå nogle flere prutter. Give plads til det upassende og forstyrrende. Måske de unge vil definere dannelse som noget, vi gør for fællesskabet.

Foto: Pixabay

Hvis du kan lide min artikel kan du sende penge via MobilePay. Jeg har valgt ikke at modtage pengene selv, men at donere dem til Kirkens Korshærs arbejde. Deres MobilePay på tlf. 40 16 87 88

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Seneste artikler om Danmark