”Godt at se dig! Hvad laver du så nu?”
”Jeg er ved at uddanne mig til (indsæt vilkårlig erhvervsuddannelse) og ved du hvad, jeg er faktisk rigtig glad for det”.
Det insisterende tryk på faktisk understreger problematikken; min folkeskoleven tror, at jeg tror, at hans beskæftigelse enten ikke er lige så fin som min egen akademiske, og/eller at ingen kan finde på at læse til tømrer, mekaniker, sosu-assistent etc. som førsteprioritet.
Det er et indstuderet skuespil hver gang, hvor jeg skal lade som om, jeg ikke fanger hentydningen, og hvor jeg nøje overvejer hvert et ord og tonefald i mit efterfølgende svar, så jeg ikke falder i arrogance-fælden, han har stillet foran mig.
I alle tilfælde taber vi begge.
Hvorfor tror mine gamle folkeskolekammerater, at jeg partout ser ned på dem, fordi de ikke også har valgt den boglige, akademiske vej?
Hver sensommer, når universiteternes adgangskvotienter frigives, tvinger medierne os ud i den evige debat om uddannelse. Her skilles fårene fra bukkene og de boglige brilleaber fra de praktiske arbejdsheste
Det tror jeg godt, jeg ved.
Hver sensommer, når universiteternes adgangskvotienter frigives, tvinger medierne os ud i den evige debat om uddannelse. Desværre føres den sjældent på højere plan end knap over naboens hæk.
I stedet for at skære al uddannelse over en bred kam, udsættes vi for unødvendige modsætningsforhold. Her skilles fårene fra bukkene og de boglige brilleaber fra de praktiske arbejdsheste.
I medierne reduceres diskussionen altid til noget med, at nu er der så og så mange, der skal læse noget fjollet på RUC, og wow et højt et snit CBS kræver, og se nu, hvor få der læser til landmænd, hvad skal vi dog leve af i fremtiden. Den insisterende og villede ensidige diskurs smitter af i virkelighedens ekkokamre.
Men der er ingen grund til at det skal være enten-eller.
Når vi opsætter modsætningsforhold mellem akademikere og faglærte, det private og det offentlige, jakkesæt og overalls, graver vi kløfter og taber forståelsen for den gensidige afhængighed mellem produktion og viden – og respekten for de andre.
Ignorance avler ignorance. Jeg selv studerer humaniora på Københavns Universitet og får formentlig aldrig et fysisk krævende arbejde. Jeg er født med ti tommelfingre, og dem har jeg så sandelig ikke tænkt mig at pege ad nogen med.
Alle taber, når vi står på hver sin side af den hjemmelavede kløft og spejder mistroisk mod hinanden. Det er svært at high-five hinanden med armene over kors
Vi er 5,7 millioner mennesker i landet. Vi kan nærmest råbe til hinanden. I stedet går vi stille med dørene og nøjes med at hviske i vores respektive kantiner; om dovne folkeskolelærere, der ”ikke laver en skid”, eller om kontornussere i København, som ”render rundt og spiller vigtige på dyre adresser, og som skulle prøve et rigtigt arbejde”.
Der er vrøvl at hente alle vegne og jeg har lagt øre til begge citater. Her er det er mit held, at det er retorik, jeg læser, for der skal stærke argumenter til at bryde så fastlåste holdninger som de nævnte op.
Jeg vil til enhver tid forsvare mit uddannelsesvalg, men jeg sætter det ikke over andres. Alle taber, når vi står på hver sin side af den hjemmelavede kløft og spejder mistroisk mod hinanden. Det er svært at high-five hinanden med armene over kors.
Topillustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her