Har du erfaring med store undersøgelser? Viger du ikke tilbage fra at høre tusindvis af hjerteskærende vidneudsagn fra mennesker, der har fået deres barndom smadret af seksuelle overgreb? Er du parat til at ofre mellem fem og ti år af dit liv. Og er du parat til at fortsætte, hvor andre gav op?
Så venter der måske et job i London. Et job som meget få mennesker i verden er kvalificerede til at bestride, og som endnu færre har lyst til at tage.
Den storstilede undersøgelse af seksuelle overgreb begået mod børn i Storbritannien, har netop mistet sin tredje undersøgelsesdommer inden undersøgelsen for alvor er gået i gang.
Denne gang er det den newzealandske dommer Lowell Goddard, der forlod posten lidt over et år efter, hun blev hyret som det store håb, der skulle forløse den betændelse af mistanker, fortielser og skandaler om sexovergreb mod børn, der har ligget latent i det britiske samfund i årtier.
Undersøgelsen blev sat i gang i 2014 af den nuværende konservative premierminister, Theresa May, mens hun stadig var indenrigsminister, og havde store ambitioner. Den skulle én gang for alle fortælle den fulde sandhed om det omfattende misbrug af børn, der så længe var blevet fortiet og gemt af vejen.
Èn gang for alle skulle den samle alle de gruopvækkende historiske sager, der kom frem lidt efter lidt og drypvis, og endelig få endevendt, hvad der var sket for alle disse år siden. Intentionerne var noble, og skal ses i sammenhæng med de afsløringer om tidligere BBC-vært Jimmy Savile, der rystede Storbritannien.
Efter Saviles død kom det frem, at han kynisk havde udnyttet sin berømmelse og position hos BBC til at misbruge hundredvis af børn i et omfang, der rystede selv garvede politifolk og chokerede Storbritannien.
Alene denne sags omfang er enormt og viste blandt andet svigt hos BBC, politi og andre myndigheder, der enten ikke hørte på de børn, der trods truslerne fandt modet til at anmelde Savile, eller forsøgte at feje de grimme beskyldninger ind under gulvtæppet.
Men da sagen først rullede, og flere af Saviles ofre turde stå frem og fortælle om, hvordan han havde misbrugt dem, begyndte andre pædofili-ofre at finde modet til at tale om de forfærdelige ting, der var overgået dem.
Andre sager begyndte at dryppe ind. Sager, der i årevis var gemt væk i faldefærdige arkivskabe, forlagte mapper og i de mørkeste afkroge af hjertet hos mange af ofrene.
Nogle af dem havde i årevis forsøgt at blive hørt, men var blevet ignoreret af politi og deres omgivelser. Andre talte for første gang som voksne om ting, de var blevet truet til at holde hemmelige som børn.
Sager, der involverede den katolske kirke, den anglikanske kirke, adskillige børnehjem og angiveligt også politikere med meget tætte forbindelser til Westminister og regeringen.
Den nu afdøde tidligere britiske indenrigsminister og EU-kommisær Leon Britton var blandt de navngivne personer, der var under anklage for at have misbrugt børn.
Det var på den baggrund, at Theresa May i 2014 nedsatte undersøgelseskommissionen med det officielle navn Independent Inquiry into Child Sexual Abuse (IICSA).
Sammenspist overklasse
Undersøgelsen kom fra en helt usædvanlig dårlig start, da baronesse Butler-Sloss blev udnævnt som leder af kulegravningen. Bare en uge efter, hun fik jobbet, måtte hun gå af igen efter protester fra gruppen af ofre, der mente baronessen måtte diskvalificeres fra jobbet på grund af sin bror, der var offentlig anklager i 1980’erne og dengang besluttede, hvorvidt anklager om misbrug af børn skulle retsforfølges eller ej.
På dette tidspunkt må Theresa May have været i en ret desperat situation. Problemet er, at den britiske overklasse, og da især den del af overklassen, der har juridisk og politisk pondus til at kunne løfte en sådan undersøgelse, meget ofte har bekendte og venner i Westminister. At finde en dommer med nok erfaring og uden politiske venner, så ud til at være ret umuligt.
Derfor endte briterne med at se langt ud over landets grænser og hente den næste undersøgelsesleder i New Zealand. Umiddelbart lignede det en rigtig god ide. Lowell Goddard var ganske vist ikke ekspert i britisk lovgivning, men hun havde tidligere gennemført undersøgelser af det newzealandske politis håndtering af sager om seksuelt misbrug af børn, og var vant til at se på sager af den følsomme karakter.
Hun tiltrådte sit job i april sidste år med en klækkelig løn og store håb både hos hende selv, den britiske regering og ikke mindst ofrene for misbrug om, at nu var der endelig en kvinde, der var parat til at komme til bunds i de mange sager.
Efter et år og fire måneder er håbene bristet, og Lowell Goddard har meddelt den nye britiske indenrigsminister, Amber Rudd, at hun ikke længere kan eller vil bestride posten som undersøgelsesleder.
13 undersøgelser i én
Konspirationsteoretikere vil formentlig have en række bud på, hvorfor hun opgav at undersøge sagerne nærmere, men i sin egen opsigelse skriver hun blandt andet, at undersøgelsen var ”problematisk fra begyndelsen”, og at man måske burde have begyndt på en frisk.
I de 16 måneder Goddard nåede at arbejde for kommissionen nåede hun at lave en slags infrastruktur og forsøge at danne sig et overblik over hvor omfattende undersøgelsen bliver. Og det kan være det, der har skræmt hende væk.
Den vil tage mindst fem år. Tusindvis af ofre ville skulle høres, og undersøgelsen vil skulle tage sig at både principielle spørgsmål som eksempelvis ”Har den katolske kirke i Storbritannien gjort nok for at sørge for, at børn i dens varetægt ikke blev udsat for misbrug”, og samtidig ville undersøgelsen gå ind i enkeltsager. Som eksempelvis sagen om Leon Britton.
I alt ville der være 13 sideløbende og separate undersøgelser, der skulle se på institutioner som BBC, flere lokale byråd, børnehjem, den katolske kirke, den anglikanske kirke, prominente politikere, hæren, politiet og velgørende institutioner.
Læg dertil, at der er tale om historiske sager, der går årtier tilbage, hvor vidneudsagn kan være mangelfulde og adskillige af de mennesker sagerne omhandler kan være døde eller på andre måder uden for rækkevidde.
Måske af den grund har Goddard først og fremmest koncentreret sig for at få en form for procedure på plads for, hvordan man modtager de mange vidneudsagn fra tusinder af ofre.
Frygt og frustrationer
Newzealænderens afgang har fået flere politikere og kommentatorer til at stille det svære spørgsmål: Er undersøgelsen ganske enkelt for vidtgående? Er det en helt umulig opgave, en evighedsopgave, der aldrig kan løses?
Bør man ganske enkelt nu se nærmere på selve undersøgelsen og trimme den ned til en mere håndterbar størrelse. Lægge en mere snæver ramme ned over hele projektet og dermed have en mulighed for succes? Og for at tiltrække en af de juridiske kapaciteter, der angiveligt går i en lang bue uden om et job, der trods alt giver mere i løn end den britiske premierminister kan hæve om måneden.
En kommentator i den britiske avis The Daily Telegraph vurderer jobbet som: “Ikke så meget et bæger med gift, som en decideret dødelig indsprøjtning for den juridiske karriere”.
Undersøgelsen er den største Storbritannien har set, og overgår bl.a. kulegravningen af Irak-kommissionen. Og der stilles nu også spørgsmål ved, hvor mange penge den vil ende med at koste den britiske stat.
Men selv om der kan være både juridiske og økonomiske argumenter for at indsnævre undersøgelsen, viger de fleste britiske politikere tilbage fra at gøre det. Ikke mindst fordi det vil give luft til nye anklager om, at det britiske establishment igen er i færd med at grave sine egne synder ned og glemme alt om fortidens forbrydelser.
I mellemtiden er de mange ofre for den omfattende og til tider systematiske udnyttelse af børn frustrerede over, at undersøgelsen endnu engang er sat på pause, mens der ledes efter dommer nummer fire. De havde set frem til endelig at blive hørt, og nu er der igen blevet trukket i håndbremsen. Indtil dommer nummer fire er parat til at påtage sig noget, der godt kunne ligne et af verdens sværeste job.
Topfoto: Lone Theils.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
