Roskilde dag 3: Langt væk og helt tæt

Frederik Bojer Bové 01.07.2017

Hvorfor er Roskildes scener egentlig så høje? På en festival der dyrker orange feeling, fællesskab og frivillighed, så er der altid overraskende langt mellem performere og publikum. Og, helt enkelt, hvad betyder det, at forholdet mellem kunstner og publikum er, som det er? Jeg læste engang, at ved barokkens hofkoncerter i 1700-tallet var pointen med sceneopbygningen ikke de optrædende. Det var kongen, som sad i midten af rummet, og alting var organiseret rundt om ham. Hvordan er tingene organiseret i dag? Og hvad sker der, hvis man forsøger at gøre det om? Frederik Bojer Bové skriver om dag 3 på Roskilde 2017.

Copenhagen Phil/Tivolis Symfoniorkester

Copenhagen Phil/Tivolis Symfoniorkester gjorde meget for at bryde formularen, og deres erklærede intention om at gøre det, er grunden til jeg tænkte over den slags. De stillede op i en cirkel nede på pladsen, med højtalere der pegede indad. Derinde kunne man så vandre rundt, langt tættere på musikerne end normalt, og rigtig høre detaljerne i et klangbillede som kun et symfoniorkester kan lave. Eller, det var da vist i hvert fald teorien. I praksis var der alt for mange mennesker til, at man kunne bevæge sig, og eftersom regnen silede ned udenfor, var folk endnu mindre opsatte på at skulle opgive deres pladser til fordel for en usikker anden lyd. Reelt set fungerede det ikke. I hvert fald ikke som planlagt.

Jeg tror bare heller ikke, folk var kommet for at høre klangfarver. Stille stykker som Griegs Morgenstemning fra Peer Gynt eller Bachs Brandenburg Koncert gav ikke den store reaktion, selvom folk tydeligvis godt kunne genkende det. Og hvis man, som jeg, ikke engang kunne komme ind i indercirklen, så forsvandt selv Ligeti lidt ud i luften. Hvis jeg må komme med et forslag, så gav det måske mere mening at fokusere på de komplekse rytmer, der også hører med til det klassiske repertoire. For ikke bare var folk komplet med, da orkesteret spillede Bizets Carmen, de var også med de hakkende strygere i Holsts Mars, eller de skæve og tunge stræk i Dvoraks Slaviske Danse og Prokofjevs Romeo og Julie. Klassisk musik er ikke bare intellektuel og fordybende musik, det er også umanerligt medrivende.

Hvis jeg må komme med et forslag, så gav det måske mere mening at fokusere på de komplekse rytmer, der også hører med til det klassiske repertoire.

Som sidste reelle nummer fik vi slutningen af Stravinskijs Ildfuglen. Det medrivende klimaks, signalet til fuglens genfødsel, fik folk med, som blev vi selv født på ny efter dages Roskildehærgen. Måske man bare skulle have opført en Stravinskijballet? Plus ekstranumrene, naturligvis, for Imperie-marchen fra Star Wars og Champagnegaloppen, det vil man jo nødig være foruden. Herefter afsløredes så et nyt problem, for hvordan skulle musikerne komme væk fra det publikum, der havde omringet dem og ganske nødig ville lade dem gå? Så måtte de spille Champagnegaloppen igen, og Copenhagen Phil/Tivolis Symfoniorkester lød som det mest naturlige i hele verden: Et forlystelses- og festorkester. Champagne havde vi dog ikke, men det kunne vi jo gøre noget ved. Nu var klokken også blevet 14.

Seun Kuti

Seun Kuti skifter format mere, fordi han er nødt til det. Han har spillet på Roskilde tre gange, på større og større scener; først i 2007 på Cosmopol, så 2011 på Arena, og nu fik han muligheden på Orange. Og det giver vel også mening, for der er mange med i det store afrobeat-orkester han har overtaget efter sin legendariske far Fela, så nu blev der mest mulig plads til rytmegruppe, blæsere, dansere/sangerinder, og Seun selv – der som han svinger saxofonen og hans krop – fylder en del.

Men så alligevel gav det ikke helt mening. For der er mange, som spiller på samme tid i den overvældende polyrytmiske afrobeat, men det er som om, det ikke skal lyde stort. Det skal lyde som en mørk og svedig klub, som væltes fuldstændig omkuld og stinker af sved. Og vejret var ikke med os, så publikum blev mere gennemblødte af regn. Der var dog ikke mange, der stod stille – det er ret umuligt med de medrivende rytmer og den konstante call and response mellem blæsere, sangere, og såmænd også Yasiin Bey aka Mos Def en sjælden gang imellem.

I mit næste liv vil jeg også være lige så tryg ved min krop, som Seun Kuti er med sin. Og jeg vil kunne bære et rødt jakkesæt med røde sko til. Og så vil jeg kunne danse, som han gør. Og prædike, som han gør, når han synger parolerne om Expensive Shit og Last Revolutionary. Men sandheden er, at bandet kunne spille nede blandt publikum, og der ville stadig være afstand, den naturlige afstand der er mellem en superstjerne og os almindelige mennesker. Vi gav alt, hvad vi havde, gjorde, hvad vi kunne for at være med. Men det var hårdt, hårdere end det plejer.

Against Me!

Against Me! har ikke ændret noget som helst. Hvorfor skulle de da også det? Bare fordi deres to seneste albums har handlet relativt eksplicit om forsangerinde Laura Jane Grace og hendes transition. Men bliver da ikke et andet band af den grund, det er jo de samme mennesker. ‘This is about self-realization’ siger hun. ‘Finding out who you are, and actualizing yourself’.

Og der står de så, fire halvgamle punkere i midt-trediverne, de typiske sorte tshirts og stramme bukser og punkede hår, de banker de samme rytmer og hugger de samme riffs som så mange andre. Men det lyder på spændende vis, som om de stadig er i gang med at finde sig selv.

De to seneste albums, Shape Shift With Me fra sidste år og Transgender Dysphoria Blues fra 2014, er legitimt gode rock albums, der måske ikke opfinder den dybe tallerken, men lever af hooks, harmonier og Laura Jane Graces gode tekster om dysfori, depression og selvforandring. Det er politisk, som så meget diy-punk har været det, og så alligevel på en helt anden måde. Jeg sender en tanke til Joe Carducci, der var så notorisk homofob, at han kunne være idioten, Grace har i tankerne, når hun i Talking Transgender Dysphoria Blues synger ‘They just see a faggot/they hold their breath not to catch the sick’.

Men han ville have hadet kvartetten på forhånd, som ikke kommer fra et industrielt arbejderklasseområde men fra Gainesville, Florida, der først og fremmest er kendt for sit klima og gode uddannelsesinstitutioner, og hvor afsnittet om ‘kultur’ på wikipedia starter med ‘Marihuana Culture’. Det er aktivistisk, veluddannet, selverkendende. Lyden af at bo i et kollektiv i en gammel besat bygning, snarere end at arbejde i gruppe på en fabrik.

Det er ikke tilfældigt, at pop-punken altid har stået stærkt hos et teenagepublikum, og at denne verdens Carduccier ser det som kommercielt og apolitisk. Bulderrytmerne lyder og føles virkelig meget som hormoner. Og hos Against Me! buldrer de nu virkelig i alle retninger

På Arena lyder det dog mest af alt som bulder og brag. Bastonerne kan ikke skelnes fra hinanden, mens stortrommen til gengæld buldrer løs på alle slag i takten. Det er et rytmisk kaos, og guitarerne kan lige knap skelnes ud fra larmen. Men samtidig er det virkelig poppet på en paradoksal måde. Det lyder langt hen ad vejen som Green Day og Blink 182, bands som ingen ville anklage for at være for kantede. Jeg er i fare for at overfortolke, fordi vi nu står med et band med en transkvinde i front, der synger sange om meget stærke kræfter i hendes krop, der ikke passer sammen. Men det er ikke tilfældigt, at pop-punken altid har stået stærkt hos et teenagepublikum, og at denne verdens Carduccier ser det som kommercielt og apolitisk. Bulderrytmerne lyder og føles virkelig meget som hormoner. Og hos Against Me! buldrer de nu virkelig i alle retninger.

Og så står de der, tre på række, buldrer kaotisk derudaf, men så kommer deres insisterende linjer i omkvædet, sunget i kor alle tre, ikke som et slogan, snarere som et mantra: Rough surf on the coast I wish I could have spent the whole day alone with you. Rough surf on the coast I wish I could have spent the whole day alone with you. Rough surf on the coast I wish I could have spent the whole day alone with you. De skaber noget konstant, de holder fast, de hæver stemmen og bliver hørt. De aktualiserer sig selv, som individer, som sammentømret gruppe, mod ting de tydeligvis stadig ikke har kontrol over.

Og nede foran hopper deres fans rundt i en mosh pit. Ingen af dem kan heller styre, hvor de lander næste skridt. Men de messer med. Det skal nok gå.

Lorde

Der er øjeblikke, hvor publikum helt har magten. Som når Lorde sætter i gang med megahittet Royals, og publikum synger med. Hun kunne forsøge at gøre alt, hvad hun ville med den sang, men publikum ville synge med, i samme tempo, føles det som. Det er lige knap hendes sang længere. Så meget mere bemærkelsesværdigt er den komplette publikumssejr, når nu sangen er så mærkelig som den er. For hvad er Royals dog for noget?

Vi sætter i gang, så snart vi hører det første knips, i den hip-hop inspirerede-produktion, og synger gruppevis med på de mange korpartier. Det er trap-hop møder a capella-sang, møder dubstep-bas, møder nærmest børnesangsagtig melodi. Lordes musik er mange ting på en gang, og det er mærkeligt!

Måske derfor er den unge sangerinde også lidt fanget i et dilemma. Hendes sange på Roskilde spænder fra synthpop over teatralske ballader til… Ja, jeg ved stadig ikke hvad Royals er. Og på plade, især den suveræne nye Melodrama, fungerer det. Live er det et meget stort spænd at skulle dække. Og det gik ikke helt. Lorde selv er der ikke en finger at sætte på, med hendes bølgende kjole og Addidas-sko var hun lige så karismatisk dansende som Seun Kuti, omend med et helt andet udtryk. ‘I was worried about the rain, but then I remember that I’m a witch’, siger hun med et grin. Men bagved hende står tre musikere på ægte instrumenter og gør det hele mere jordbundent og autentisk. Og hvorfor nu det? Lidt for ofte får det koncerten til at virke som en normal synthpop-koncert, snarere end den hekseseance der måske også kunne være lagt op til. En dj og to korsangerinder, det havde måske gjort underværker.

Hun er tættere på os end kunstnerne plejer. Vi er mere med. Det er vores allesammens øjeblik, det går op i en højere enhed, sårbarhed i et hav af lys.

Blandt årets bedste sangtekster vil jeg slå på et par linjer fra Louvre: ‘We’re the greatest / they’ll hang us in the Louvre / Down the back, but who cares / It’s still the Louvre’ Lorde fortjener at blive set på som et kunstværk, som en danser, sangerinde, skulpturelt subjekt, der kan gøre lige så meget med sit udtryk, som hun tydeligvis kan med sit sangskrivningstalent.

Som intromusik fik vi lidt af Running Up That Hill med Kate Bush, og sammenligningen ligger lige for. Hvis Lorde en dag kan knække koden til at blande teater, seance, ind i sit sceneshow, så kan vi komme helt op i de samme højder som med Kate Bush. Eller op til Solange. Fredag aften var det en god popkoncert fra et stort talent.

Og så sætter hun sig på scenekanten, og publikum tænder lighterne. Og hun synger balladen Liability. ‘They say: You’re a little much for me / you’re a liability / you’re a little much for me. / So they pull back / make other plans / I understand…’ Hun er tættere på os end kunstnerne plejer. Vi er mere med. Det er vores allesammens øjeblik, det går op i en højere enhed, sårbarhed i et hav af lys. Ti sange mere af den kaliber – og med 20-årige Lordes talent er det om halvandet album og et par år – så sætter hun Orange på den anden ende.

Hovedillustration: Roskilde Festival Instagram.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.