ALDRING & PLEJE // KRONIK – “Min mor er lige død, og jeg savner hende naturligvis. Men der knytter sig til dette store savn et andet, lille savn: den daglige tilstedeværelse af den hjemme- og sygepleje, der endte med at komme 3-4 gange dagligt og hhv. vaske og skifte hende. Da min mor pga. tiltagende demens i det hele taget fik behov for hjælp, flyttede jeg nemlig hjem til hende, og det gav mig mulighed for fra første parket at overvære den pleje, kommunen tilbød hende.” Det fortæller Lars Kiilerich Laustsen, der blev positivt overrasket over den enorme mængde varme og omsorg, som hans mor nød godt af.
Jeg er positivt overrasket over den kommunale hjemme- og sygepleje.
Den overraskelse stammer fra mit møde med de mange lærerige og muntre udvekslinger med nogle mennesker, som har dedikeret deres arbejdsliv til at pleje især ældre mennesker. Og i lyset af alle de negative historier, man tit hører om ældreplejen, synes jeg, det er værd at fremhæve. Der er efter min vurdering tale om mennesker, der hver især og hver på deres måde giver noget af sig selv.
Den første hjemmeplejer, der kom i huset, skulle man lige vænne sig til. Lige pludselig brød et fremmed menneske ind på ens domicil og tog sig af den mest intime pleje af min mor.
Jeg kan umuligt fortælle om dem alle sammen, men jeg vil gerne tegne et billede af et repræsentativt udsnit af dem, der plejede min mor over 3½ år frem til hendes død.
En hjemmeplejer med en etik
Den første hjemmeplejer, der kom i huset, skulle man lige vænne sig til. Lige pludselig brød et fremmed menneske ind på ens domicil og tog sig af den mest intime pleje af min mor. Og den lette pludren om stort og småt, der ledsagede plejen, var et nyt fremmedlegeme, og jeg fandt det også til en start overfladisk, at hjemmeplejeren hele tiden kaldte min mor ”søde”.
Men efterhånden som jeg lærte hjemmeplejeren bedre at kende, forstod jeg, at det var en del af hendes professionalisme.
Hun betroede mig, at hun, hver gang hun gik ind til en borger, ladede op for at udstråle alt det overskud, hun kunne, bl.a. ikke mindst give borgeren al den tid, denne havde brug for, uanset hvordan hun selv havde det, og uanset hvordan hendes dag ellers havde været.
Hjemmeplejeren fortalte mig også om de tilfælde, hvor de var to hjemmeplejere om én borger, og hun fortalte, at hun ikke kunne holde ud, at kolleger i den situation begyndte at tale om borgeren i tredje person. Borgeren var jo åbenlyst selv til stede, hvorfor denne havde krav på at blive inkluderet.
Respekten for det enkelte menneske stod i højsædet
Hjemmeplejeren havde noget så usædvanligt som en etik desangående. Respekten for den enkelte stod i højsædet.
Og jeg må indrømme, at jeg end ikke selv endte med at leve op til denne etik, når jeg fx lige skulle give en praktisk information om min tiltagende demente mor til andre hjemmeplejere eller assistenter.
Alligevel står hjemmeplejerens bud for mig som en vigtig illustration af, hvilken farlig glidebane man begiver sig ud på, når man først begynder at instrumentalisere den ældre. Det så man en særlig grel version af i TV2’s afslørende beretning om Else fra Aarhus, der mod sin vilje blev hejst op i en lift.
Studie i bagdele
Det er ikke pænt at mobbe, og alligevel mobber vi alle af og til, nemlig når vi i en relation bygger en særlig jargon op, hvor vi bevæger os uden for spektret af det umiddelbart passende og politisk korrekte. Det er som en frekvens, som kun et begrænset antal personer kan slå ind på.
Således byggede min mor og hjemmeplejerne også deres eget frisprog op og sagde ting til hinanden, som udenforstående ville rynke på næsen over.
Den episode, jeg her tænker på, fandt sted engang, da en hjemmeplejer var lige ved at gå, og mens hun var på vej ud af stuen, hvor min mor lå i sin hospitalsseng, spurgte min mor hende, om hun ville have nogle nektariner, hun havde stående. Det svarede hjemmeplejeren nej tak til og angav som årsag, at hun var på slankekur.
Det skulle hjemmeplejeren aldrig have sagt, for derpå kom det prompte fra min mor, at hun da ikke skulle regne med, at den store bagdel, hun havde, gik væk af den grund.
”TAK for det, TAK!” svarede hjemmeplejeren sarkastisk.
Engang en hjemmeplejer skulle lægge en ble på hende og have hende om på siden og ligge, sagde han opmuntrende til hende, at hun da havde en masse flotte malerier at kigge på imens, hvortil min mor svarede: ”Ja, og du kan kigge på min bare røv!”
Og en anden gang kort efter kom hjemmeplejeren hoppende ind i stuen næsten som en sylfide og sagde: ”Det er mmiiiiiiigggg!”
Hvortil min mor tørt svarede: ”Ja tak, den store bagdel tager man s’gu ikke fejl af!” Så var det slut med at være sylfide mere på det besøg.
Trods sin tiltagende demens blev der således i min mor fremmanet ekkoer af den person, hun havde været i sine velmagtsdage, og hun demonstrerede, at hun stadig havde sin slagfærdighed i behold.
Med denne kunne hun også indramme sin egen situation, og engang en anden hjemmeplejer skulle lægge en ble på hende og have hende om på siden og ligge, sagde han opmuntrende til hende, at hun da havde en masse flotte malerier at kigge på imens, hvortil min mor svarede: ”Ja, og du kan kigge på min bare røv!”
Det grinede hjemmeplejeren meget ad og bedyrede, at han kunne se meget mere end den. Men historien viser, at min mor var fuldt ud klar over, hvor eksponeret hun var, og i hvor høj grad hun var prisgivet andres hjælp. Så hendes reaktion udtrykker også en galgenhumoristisk kommentar til hendes egen situation.
Kunne ikke lægge en ble
Humoren var en god måde at bygge bro til hjemmeplejerne på, og hjemmeplejerne vidste på deres side også, at den var en god måde at bygge bro til borgerne på.
Jeg fik selv brug for humoren, da jeg oplevede en vikar, der tilsyneladende ikke kunne lægge en ny ble ordentligt. I stedet for kaldte han på mig, og sammen fik vi ved fælles hjælp – omsider – bakset bleen på min mor.
Jeg blev slet ikke sur over dette, tværtimod.
Hele optrinnet, hvor vi sammen trak bleen på min mor, gav mig associationer om at have indkaldt Woody Allen og Frank Hvam fra ”Klovn” til at udføre arbejdet
For jeg så mig selv i denne vikarierende hjemmeplejer og så mig selv komme til kort i al min potentielle ubehjælpsomhed. Derfor fik jeg helt sympati for ham.
Hele optrinnet, hvor vi sammen trak bleen på min mor, gav mig associationer om at have indkaldt Woody Allen og Frank Hvam fra ”Klovn” til at udføre arbejdet.
Bagefter snakkede jeg med hjemmeplejeren om, hvor han skulle hen oven på dette besøg, og det viste sig, at han skulle over i et helt andet hjørne af kommunen, nemlig til Tibirke. Jeg gjorde ham derfor opmærksom på, at han så skulle besøge Tofte Kilde ved Tibirke Kirke.
Hjemmeplejeren beklagede, at han desværre endnu ikke kendte så meget til lokalområdet og derfor heller ikke havde hørt om Tofte Kilde.
Til det bemærkede jeg, at det skulle han bestemt sætte sig ind i, og idet jeg ud af øjenkrogen observerede, at hjemmeplejeren – ligesom jeg – havde en lille ansats til mave, fortalte jeg ham, at den, der drak af Tofte Kilde, ifølge sagnet ville blive slank i løbet af nul komma fem.
Jeg oplevede en hjemmeplejer, der, efter at hun havde skiftet min mor og gjort hende parat til natten, gav min mor et godnatkys, og en hjemmeplejer, der havde fået sine børn til at lave nogle juledekorationer, et julelys og en adventskrans til hende
Den fangede hjemmeplejeren med det samme, og jeg tror, at vi netop i dette øjeblik definitivt blev gode venner. Hjemmeplejeren forsikrede mig, at han ville besøge Tofte Kilde, og at han også ville drikke af den.
Hvad der således startede som en akavet situation, endte i fryd og gammen. Jeg skal endvidere anstændigvis anføre, at hjemmeplejeren gennemførte bleskiftet til UG, da han dukkede op igen de kommende aftener.
Tid til kærtegn
Nogle gange forbløffedes jeg over, hvad hjemmeplejerne investerede af sig selv i deres gerning, og over, hvilke typer der overhovedet var hjemmeplejere.
Jeg oplevede en hjemmeplejer, der, efter at hun havde skiftet min mor og gjort hende parat til natten, gav min mor et godnatkys, og jeg oplevede også en hjemmeplejer, der havde fået sine børn til at lave nogle juledekorationer, et julelys og en adventskrans til min mor, noget, både min mor og jeg nød godt af hele julemåneden.
Endelig oplevede jeg en hjemmeplejer, der var som klippet ud af en modejournal, og havde jeg mødt ham på gaden, ville det sidste, jeg gættede, han lavede, være hjemmepleje. Jeg ville snarere have troet, at han var forretningsmand eller en meget sporty håndværker, der som bierhverv var fotomodel, så machoagtigt var hans udseende.
Ud fra et kvindeligt synspunkt ville man uvægerligt kalde ham en flot fyr, og jeg var ikke i tvivl om, at han kunne få alle sine kvindelige kolleger til at dåne.
Manden var således det direkte dementi af, at kvinder skulle have et særligt omsorgsgen. Han kunne sagtens vise omsorg og samtidig have sin maskulinitet i behold
Denne mand var dog noget af det sødeste og mest omsorgsfulde, man kunne forestille sig, og min mor elskede ham.
Han havde en meget behagelig måde at sludre med hende på, og engang, hvor han var ved at gå, og hvor min mor sad op i sin sygeseng, så jeg ham ligefrem bøje sig ned og knuge min mor ind til sig, mens han sagde: ”Kan du nu have det rigtig godt!”
Manden var således det direkte dementi af, at kvinder skulle have et særligt omsorgsgen. Han kunne sagtens vise omsorg og samtidig have sin maskulinitet i behold.
Alt var selvfølgelig ikke bare en dans på roser. Demente borgere kan godt være genstridige, og når min mor var det og råbte ”Dumme kælling!” (Det gik som regel ud over kvinderne!) til hjemmeplejeren, var jeg nødt til at løbe efter denne og sige undskyld.
Men også her viste hjemmeplejerne overskud og beroligede mig med at sige, at det skulle jeg ikke tænke på.
Praktiseret humanisme
Jeg hæftede mig alt i alt især ved de egenskaber hos hjemmeplejerne, der ikke lod sig indpasse i et regneark, dvs. den medmenneskelighed, der bestod i at finde borgeren dér, hvor borgeren var, bl.a. med forståelsen af, at den korteste vej mellem to mennesker var et smil – eller et grin.
De trodsede dermed tidens fordring om målbarhed, hvor enhver lille service, kommunen ydede, i økonomismens hellige navn skulle kunne rubriceres.
Jeg kalder min mors møde med hjemmeplejen en tilnærmelsesvis lykkelig aldring, for der er ikke i sig selv noget lykkeligt ved at blive dement og langsomt miste sine kognitive og motoriske færdigheder.
Spørgsmålet er, om vi såkaldte humanister nogensinde kommer op på siden af de hjemmeplejere, der praktiserer humanisme hver eneste dag
Tværtimod bliver man i realiteten stillet uden for samfundet og kommer til at befinde sig i et underligt limbo mellem liv og død, ja, man kunne endda med den italienske filosof Giorgio Agamben in mente kalde tilstanden ”det nøgne liv”. Men selv i denne udsatte position kunne hjemmeplejerne altså bibringe min mor livskvalitet, måske ligefrem lykkeoplevelser.
Jeg begynder på den baggrund at tro, at jeg har studeret det forkerte ved at have tilbragt alt for mange år på humaniora på universitetet. Her lærer man nemlig ikke noget om humanisme, højst at tale om det. Spørgsmålet er, om vi såkaldte humanister nogensinde kommer op på siden af de hjemmeplejere, der praktiserer humanisme hver eneste dag.
Når jeg ser tilbage på de hjemmeplejere, der frekventerede min mors hjem, ser jeg for mig en hel frise af personligheder, der – med én enkel, munter undtagelse med begyndervanskeligheder – gjorde en forskel for både den enkelte og samfundet, og jeg finder det beskæmmende engang at have betragtet jobbet som lavstatus og ”noget med at tørre gamle mennesker bagi”.
Hjemmeplejere er så meget mere, og samfundet kunne ikke fungere uden dem. Ud over at de selvfølgelig burde få noget mere i løn, forestiller jeg mig, at der også må være en skytsengel, der kommer og giver DEM et godnatkys, når de hver aften eller nat går til ro efter veludført arbejde.
Læs mere om alder og aldring i POV her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
