OVERGREB // DEBAT – Med jævne mellemrum afsløres nye sager om mænd, der bedøver og voldtager kvinder. Overgrebsvideoer, organiserede onlinefællesskaber, creepshots og deepfakes spredes fortsat. Alligevel bliver debatten gang på gang “afsporet til at handle om, at kvinder skal stoppe med at hade mænd”, skriver cand.jur. Zen Donen. Hvad er næste skridt – og hvordan vil politikere gribe ind over for de platforme og systemer, der forstærker problemet?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ikke alle mænd.
Men næsten hver uge står vi over for nye eksempler på, at vi har et problem med kvindehad. Det er ofte ikke selve det at have sex med eller seksualisere en kvinde, der er omdrejningspunktet i de sager, der skaber omtale verden over. Fællesnævneren er manglende samtykke og brugen af kvinders kroppe til udnyttelse og misbrug. Det er dehumanisering og objektgørelse – og det udspringer af en ringeagt for kvinders liv og helbred, hvad enten de mænd, der omtales i sagerne, vil indrømme det eller ej.
Uanset om de samtidig opfører sig kærligt over for nogle kvinder i deres liv – eller kun gør det i perioder. Kvinder står tilbage med en frygt, de ikke ved, hvor de skal gøre af. For det er fremmede mænd, men det er også de mænd, der burde være trygge.
Dokumenterede overgreb
CNN’s reportage i slutningen af marts afdækker et pornosite med 20.000 videoer med såkaldt ”søvnindhold”, der viser mænd, der bedøver og voldtager deres partnere. Indholdet er uploadet af brugerne selv, og nogle af videoerne har over 50.000 visninger. Videoerne har hashtags som #eyecheck, hvor de løfter øjenlåget på kvinderne for at bevise, at de er bevidstløse.
Den efterfølgende undersøgelse bragte CNN’s journalister ind i Telegram-grupper, hvor mænd delte indhold, fx videoer mod betaling. I videoerne bedøver de deres kone eller kæreste og nogle udfører overgreb efter anvisninger fra andre mænd. Der er chats, hvor mænd deler tips om, hvordan man kan ”drugge” og misbruge sin kone, uden hun opdager det, med beskeder som ”jeg har altid haft lyst til at gøre det her ved min kone” og salg af medicin til hele verden. Mændene bruger angiveligt forskellige metoder, herunder den udbredte sovemedicin zopiclone.
Et mønster, der går igen og igen
Dette er ikke nyt. I 2024 så vi den nu verdenskendte sag om Dominique Pelicot, der gennem flere årtier havde filmet sin kone, mens hun blev voldtaget af mindst 50 forskellige mænd, som han havde inviteret, mens hun lå bedøvet i sin seng. Mændene boede i nærområdet og havde helt almindelige jobs – og flere af dem havde kone og børn.
Samme år udgav den tyske radiokanal NDR-dokumentaren “Rape Tapes”, hvor de afdækkede flere Telegram-grupper, hvor mænd delte tips til at voldtage deres koner og andre kvindelige familiemedlemmer. En af grupperne havde 70.000 medlemmer. Mændene jokede med det: ”Min kone sværger, hun aldrig har haft noget i anus, men vi ved bedre, ikke (grinesmiley)?” og ”Det er ikke voldtægt, hvis hun ikke ved, det skete”. De efterspurgte og delte forslag til overgreb, fx med køkkenredskaber. De kommunikerede på engelsk. Angiveligt kom mændene fra hele verden og havde her fundet et uhyggeligt fællesskab.
Organiseret misbrug online
Året efter kom canadiske W5 med dokumentaren “Sleeping with the Enemy”, hvor journalisterne også gik undercover i nogle af disse grupper, der viste sig at være internationale. Efterfølgende blev der foretaget flere anholdelser i Canada af mænd, der havde drugget, voldtaget og filmet kvinder, herunder kærester, over mange år. Et af ofrene udtalte: “Jeg er stadig forvirret over, at det overhovedet er en realitet, at nogen kan gøre sådan noget mod sin partner og så vågne op dagen efter og give dem et kys og sige ‘godmorgen’ og ‘hav en god dag’.”
Også i 2025 blev en Facebookgruppe med 32.000 medlemmer, der havde eksisteret i knap seks år, kaldet ”Mia Moglie” (min kone), lukket, fordi de delte intime billeder af deres kærester og koner. Medlemmerne var jurister, læger, entreprenører, politikere osv., og alle brugte deres eget navn.
Samtidig ser vi et problem med websider, der deler såkaldte ”creepshots” – indhold, hvor kvinder filmes uden samtykke op under skørter eller ned i bluser, fx når de sidder og tisser. Det kan også være optagelser fra hotelværelser uden de afbildedes vidende.
Sidste år blev AI-botten Grok afsløret i at blive brugt til at afklæde kvinder og børn på X. Deepfake-porno bliver mere og mere udbredt, og det skønnes, at op mod 99 % af AI-genereret indhold er seksualiseret, og at 98 % af dette har kvinder som ofre.
En undersøgelse fra 2023 viste, at 48 % af amerikanske mænd har set dette indhold, og at 74 % ikke følte sig skamfulde over det, på trods af at deepfake-porno har vist sig at være ekstremt skadeligt for de kvinder (og børn), det går ud over.
Her i 2026 har en kendt tysk kvinde beskyldt sin eksmand for at stå bag en række deepfakes – nogle med over 270.000 visninger. De er blevet vist i årevis. Det har ødelagt hendes mentale helbred, siger kvinden.
Også i Danmark
I Danmark har vi indtil videre set to sager omtalt i medierne i 2022 og 2024, hvor en mand er dømt for at bedøve og voldtage sin kone. I udlandet findes adskillige lignende sager (se fx her, her, her og her) fra de senere år, der minder om Pelicot-sagen. I nogle tilfælde kan sagerne linkes til de før omtalte ”voldtægtsgrupper”.
En undersøgelse fra USA og Canada fra 2026, der omfatter ca. 2.600 seksuelt aktive mænd mellem 18 og 34 år, viste, at ca. 95 % af deltagerne havde brugt mindst én strategi for at få en kvinde, de ikke havde forudgående historik med, til at ”have sex”, selvom de vidste, at hun ikke ønskede det eller opførte sig, som om hun ikke gjorde (sex i citationstegn fordi det i mange af de beskrevne situationer var klart overgreb). Her var der altså ikke tale om disse mænds partnere, men kun spørgsmål til ”sex” med kvinder, de ikke kendte godt på forhånd. Det er, så vidt vides, en af de få undersøgelser af den størrelse, hvor deltagerne blev garanteret anonymitet, hvilket formentlig afspejler sig i svarene.
Blandt andet rapporterede 9,4 %, at de havde holdt kvinden nede eller bundet hendes hænder, mens 10,1 % havde overmandet hende fysisk fra starten. Ser vi på andelen, der kan sammenlignes med nogle af mændene i de ovennævnte ”voldtægtsgrupper”, rapporterede 20,6 %, at de havde fået kvinden til at blive fuld eller høj, hvor hun ikke var det i forvejen. 8,5 % angav, at de havde brugt stoffer som fx roofies (Rohypnol, ”voldtægtsstof”) eller GHB (også et sløvende stof), og 11 % at de havde udnyttet, at hun var søvnig eller sov.
Derfor er det et problem, der vedrører alle, for overgreb påvirker ens liv og relationer – også dem, der ikke kender til dem
Alle ovenstående eksempler viser kvindehadet. Dehumaniseringen og objektgørelsen af kvindekroppen. Det er ikke monstre. Det er, som vi har set utallige gange, mænd, som de fleste i deres omgivelser ikke har mistænkt – heller ikke deres nærmeste. Ikke engang de kvinder, de har delt seng med, og som de har begået overgreb mod. Det er mænd med job og familier – og mænd, der ved siden af producerer, deler og konsumerer grænseoverskridende indhold. Eller som har tætte relationer, de behandler ordentligt, samtidig med at de begår overgreb mod andre kvinder.
Når disse historier lægges oven i de erfaringer, de fleste kvinder allerede har, gør det ondt på alle kvinder. Vi mindes om, hvor udsatte vi selv, vores venner, familie og kolleger er.
Tættere på, end vi tror
En undersøgelse viser, at ca. 25 % af kvinder i Danmark har oplevet fysisk eller seksualiseret vold fra en partner, og at knap 29 % har oplevet seksualiseret vold fra en ikke-partner (herunder knap 9 % voldtægt) efter de fyldte 15 år. For piger under 15 år er tallet 12 %.
Justitsministeriets offerundersøgelser peger på, at antallet af kvinder, der udsættes for voldtægt eller forsøg, svarer til 41 kvinder hver dag året rundt. Jeg er selv én af dem, og det gælder også flere i min familie og vennekreds. Det er stadig tabu at tale åbent om, og ingen skal tvinges til at dele. Men statistikken viser, at de fleste kvinder enten selv har oplevet overgreb eller kender nogen, der har. Det betyder også, at næsten alle mænd på et tidspunkt i deres liv møder kvinder, der har været udsat for seksualiseret vold – både fra mænd, de kendte, og fra mænd, de ikke kendte. Derfor er det et problem, der vedrører alle, for overgreb påvirker ens liv og relationer – også dem, der ikke kender til dem.
Så hvis du til en sammenkomst diskuterer emnet og synes, det er på sin plads at sige ”jeg kender ikke nogen kvinder, der har været udsat”, så kan det være værd at overveje, om der er grunde til, at det ikke bliver fortalt til dig. Hvis emnet kommer op, og du siger ”ikke alle mænd”, så skal du vide, at det for en del kvinder rundt om bordet vil virke som et signal om, at du er mere optaget af at fortælle, at du i hvert fald er et godt menneske, end i at finde en løsning på problemet. Det er ikke ligefrem trygt.
Det stopper ikke af sig selv
Når samtalen afspores med udsagn om, at det ikke er alle mænd, eller at samtalen om vold mod kvinder dæmoniserer mænd, kommer vi ikke videre. Problemet opstår, når fokus flyttes fra løsninger til en diskussion om, hvorvidt alle mænd bliver mistænkeliggjort.
Vi ved godt, at det ikke er alle mænd. De fleste har mænd i deres nærmeste omgangskreds, som de værdsætter og stoler på. Mange af dem, der forsøger at tage diskussionen, er selv mænd, og de beskyldes ofte for at være kønsforrædere eller for at gøre det for egen vindings skyld. I Everyday Sexism Project Danmark, hvor jeg sidder i bestyrelsen, kender vi mange mænd, der aktivt arbejder for at mindske den sexisme, der ligger som en understrøm for det mere åbenlyse kvindehad. Mænd, der siger fra over for venner og kolleger, der taler nedladende om kvinder eller deler voldtægtsjokes. Mænd, der agerer, hvis de ser en kvinde, der tydeligt føler sig utryg. Mænd, der opdrager deres børn til at respektere andres grænser – uanset køn.
Hvis vi skal løse problemet med kvindehad, er vi nødt til at komme videre end at lukke samtalen med ”ikke alle mænd”
Vi ved, at det ikke er alle mænd. Det er stadig et problem, som de fleste kvinder alt for ofte oplever som kun deres eget.
Sagen er, at det også er et strukturelt problem. Når vi ikke kan holde platforme og virksomheder ansvarlige for at distribuere indhold, der skader en stor del af befolkningen globalt, bidrager det til en forstærkning og udbredelse af kvindehad. Samtalen bliver igen og igen afsporet til at handle om, at kvinder skal stoppe med at hade mænd, i stedet for hvorfor politikere – nationalt og internationalt – ikke i højere grad udfordrer de techgiganter, hosts, betalingssystemer og platforme, der forstærker problemet.
Hvis vi skal løse problemet med kvindehad, er vi nødt til at komme videre end at lukke samtalen med ”ikke alle mænd”. Omfanget er stort nok. Der er nok mænd, og der er nok kvinder, der har været udsat. Derfor bør vi alle have en interesse i at løse problemet – fra politikere til almindelige borgere. Vi har alle et ansvar, og vi løser det bedst sammen.
Læs også om Pelicot-sagen i POV.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og