Det er som om, at den vold, mænd begår, ikke bare ødelægger ofrene, men spreder gift

Louise Juhl Dahslgaard debatindlæg om forfatteres rolle i Gaza-kritik — Foto: Kirsten Adler

Louise Juhl Dalsgaard 17.02.2026

OVERGREB // KOMMENTAR – Der er endnu en tragedie i tragedien om Gisèle Pelicot. Hendes datter, Caroline, har følt sig svigtet af sin mor, der har nægtet at tage hendes parti, i spørgsmålet om et muligt overgreb. “Det, vi aldrig må glemme, er, at uanset hvordan kvinderne i Pelicot-familien reagerer, så er og bliver det alt sammen Dominiques ansvar og skyld, og med ham alle de andre voldtægtsmænds”, skriver Louise Juhl Dalsgaard.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I denne uge kan man i det amerikanske magasin The New Yorker læse en … ja, hvad skal jeg kalde det: Gruopvækkende? Frygteligt modsætningsfyldt? Ubegribelig tragisk? En reportage i hvert fald, om Gisèle Pelicot og de årelange seksuelle overgreb begået af hendes mand, Dominique, og mere end 50 andre mænd. Mænd, der i retten undskyldte sig med, at “de ikke begik overgreb, eftersom det hele var instrueret af en anden” og “når en kvinde er våd, så betyder det, at hun er villig.”

De fleste af os kender udfaldet: Dominique, Gisèles tidligere mand og dirigenten bag det afskyelige misbrug, fik tyve års fængsel. De 50 andre anklagede fik mellem 3-15 års fængsel. Men bag den massive pressedækning og de mange artikler om bedøvelse, voldtægt og digitale misbrugsnetværk gemmer sig flere lag.

Der er nemlig også fundet fotos af Gisèles datter, Caroline, liggende på sin seng sovende, kun iført underbukser, og det rejser naturligvis spørgsmålet, om også datteren har været et offer.

Gisèle, der gennem hele retssagen har båret de mange beviser og modbydelige fakta med en værdighed, der næsten ikke er til at fatte, har forsøgt at mane datteren til besindighed. Et foto af en sovende kvinde, i dette tilfælde hendes datter, er ikke en voldtægt, har hun trøstet hende og opfordret hende til at holde fast og ikke fortabe sig i mulige traumer.

Jeg forstår udmærket Caroline, hendes skuffelse og følelsen af svigt. Men frygter også, at hans ugerninger fører til splid mellem mor og datter, mellem kvinder

Moderens reaktion har ført til uoverensstemmelser. Caroline har følt sig svigtet af sin mor, der har nægtet at tage hendes parti, ja, tværtimod har peget på det usandsynlige i, at Dominique, børnenes far, skulle have forgrebet sig på sin egen datter.

I artiklen i New Yorker undersøges de to kvinders, mor og datters, vidt forskellige tilgang til at bære traumer.

Gisèle, der har valgt værdigheden, eller i hvert fald den stoiske fremtrædelsesform, helt modsat datteren, der har følt sig overset, og hvis synlige vrede har været mindre “præsentabel” og således har modsagt den fortælling, hendes mor har bygget op. En fortælling om ikke at lade de mange mænds frygtelige overgreb ødelægge sig.

“Min mor knækker ikke,” har hendes søn, Florian, efter sigende sagt; “hun bøjer sig i vinden for så at rejse sig, når stormen er drevet over.”

Caroline har i højere grad følt sig knækket. Ødelagt, overset og ikke anerkendt i sin vrede, sin frygt, sine anklager. Og det har ført til, at mor og datter i årevis har holdt afstand til hinanden, mens de hver især har kæmpet for at udholde deres egen tragedie, og de har håndteret den på vidt forskellig vis.

Det er svært ikke at tænke på Alice Munro, der efter sin død blev mødt af anklager fra datterens side for ikke at have taget vare på det misbrug, Munros mand udøvede mod sit barn. Der er selvsagt den enorme forskel, at Munro var bevidst om misbruget og alligevel valgte at holde sin mund.

Gisèle Pelicot vidste intet, hverken om den mulige incest eller overgrebene mod hende selv, men konfronteret med dem synes hun, ikke ulig Munro, at bakke baglæns og beskytte sig ved at rejse tvivl, hvis ikke ligefrem ved at kalde beskyldningerne for usandsynlige.

En farlig form for victimblaming

Det er som om, at den vold, mænd begår, ikke bare ødelægger ofrene, men spreder gift. I familier, vennekredse, samfund. Som om tabuerne er mange og risikerer at skygge for hinanden. Gisèle Pelicot har muligvis haft så stort (og meget, meget forståeligt) et behov for at fremstå fattet, som en misbrugt, men aldrig knækket, kvinde, at hun har haft svært ved at rumme datterens mindre værdige, mere voldsomme reaktion.

Det er en splid, der alene tjener de misbrugende mænd og fjerner fokus

Det, vi aldrig må glemme, er, at uanset hvordan kvinderne i Pelicot-familien reagerer, uanset hvordan Gisèle Pelicot muligvis ikke har håndteret datterens frygt og sorg og traumer hensigtsmæssigt, så er og bliver det alt sammen Dominiques ansvar og skyld, og med ham de andre voldtægtsmænds.

Det er deres handlinger, der efterlader både mor og datter ødelagte. Det var Munros mand, der misbrugte sin steddatter. Det var Dominique, Gisèle Pelicots mand, der i ‘99 forsøgte at voldtage en kvindelig ejendomsmægler, det var Dominique, der i flere fora talte om sin datter og i den forbindelse sine lyster.

Det var Dominique, der havde en mappe på sin computer med billeder af den sovende Caroline, og det var samme Dominique, der bedøvede sin hustru, voldtog hende og inviterede mere end et halvt hundrede mænd til at gøre det samme.

Det er ikke sagt for at undskylde nogen eller forklejne hverken Munros eller Gisèle Pelicots datters følelse af svigt. Bestemt ikke. Jeg siger det alene for at fastholde fokus dér, hvor det hele har sit udspring: I de mænd, der tror, at kvinder er legetøj, at vi er redskaber for det mandlige begær, ligegyldige huller, de kan fylde ud efter behov, en pik er en pik er en gave. Nej!

Jeg forstår udmærket Caroline, hendes skuffelse og følelsen af svigt. Men frygter også, at hans ugerninger fører til splid mellem mor og datter, mellem kvinder, og at det forplanter sig til kvinder generelt. Skaber splittelse mellem dem, der føler størst forståelse for den ene eller den anden part.

For det er en splid, der alene tjener de misbrugende mænd og fjerner fokus. Flytter opmærksomheden fra den, der har begået handlingen til i stedet at fokusere på ofrenes mere eller mindre uhensigtsmæssige håndtering.

Det synes mig at være en særligt subtil og virkelig farlig form for victimblaming, der alene tjener til voldtægtsmændenes fordel.

Erratum

I første udgave af indlægget stod der fejlagtigt: “De 50 andre anklagede fik mellem et til tre års fængsel”.

Det var en fejllæsning, og det er rettet til “De 50 andre anklagede fik mellem 3-15 års fængsel”.

Louise Juhl Dalsgaard

Louise Juhl Dalsgaard er forfatter til ni bøger såvel digte, noveller som romaner. Hun er til daglig leder af Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi og arbejder desuden som projektmedarbejder ved Aarhus Litteraturcenter.