Syge

Forfatter: Jeg længes efter en værdig og menneskelig behandling af sygemeldte i jobcentersystemet

i Liv & Mennesker/Arbejdsmarked af
BESKÆFTIGELSESPOLITIK // DEBAT – Beskæftigelsespolitisk bød 2020 på Arne-pension og små lempelser af lovgivningen om ressourceforløb, men lod meget tilbage at ønske i forhold til hele lovgivningen om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp. Det var også en kamp for de sociale modstandsbevægelser at sikre sygemeldte fritagelse for jobcenterforløb som værn imod covid19 i perioder med højt smittetryk. Jeg længes efter politiske ledere, der indretter samfundet, så syge mennesker ikke skal underkues og traumatiseres af et jobcentersystem, men hvor der er respekt for dem, deres sygdomme og lægelige attester, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


2020 blev et, for de fleste mennesker, ekstraordinært år. Coronakrisen gjorde sit indhug i vores dagligdag og ændrede meget for os alle. Men derudover er der også sket mange andre væsentlige politiske begivenheder, som tåler omtale, ligesom det tåler omtale at fortælle, hvad der ikke skete. Her er mit resumé af de vigtigste begivenheder i beskæftigelsespolitikken.

Arne-pension

I oktober måned fik Mette Frederiksens socialdemokratiske regering sine ønsker om en aftale om tidlig folkepension til Arne gennemført, endda med stemmer fra Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti.  Lovforslaget herom blev vedtaget 21. december 2020.

Hovedprincippet er anciennitet på arbejdsmarkedet. I de første år opgøres ancienniteten ved 61 års-alderen og betyder, at 44 år på arbejdsmarkedet giver ret til tre år med tidlig pension, 43 år på arbejdsmarkedet giver ret til to år med tidlig pension, og 42 år på arbejdsmarkedet giver ret til et år med tidlig pension. Når folkepensionsalderen løbende ændres, følger opgørelsesalderen med.

Jeg synes ikke, det er solidarisk at begynde med at sikre dem, der har de relativt set færreste lidelser, men lade de dødssyge og de mest invalide blive ved med at vente

Som en del af aftalen blev seniorpensionsordningen også forbedret med en lempelse af kravet til en persons arbejdsevne i denne ordning fra 15 til 18 timer. Og det er godt. Men ellers var der ingen  forbedringer til de sygemeldte mennesker, som stadig er alvorligt klemt efter Mette Frederiksens forringelser af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp som tidligere beskæftigelsesminister og Jørn Neergaard Larsens ditto af kontanthjælpen som tidligere beskæftigelsesminister.

Hvorfor lod forligspartierne sig købe så let? Hvorfor krævede ingen af dem lempelser for alle de mest syge?

Jeg synes ikke, det er solidarisk at begynde med at sikre dem, der har de relativt set færreste lidelser, men lade de dødssyge og de mest invalide blive ved med at vente. Det er ikke solidarisk at fokusere på anciennitet frem for på de mest syge og funktionsnedsatte ud fra objektive helbredskriterier. Desuden er det ikke rimeligt, at en del af finansieringen bag aftalen skal hentes fra jobcentrene, som skal spare 1,1 milliarder kroner om året på deres indsats for at få arbejdsløse og syge danskere i job.

Selvom megen aktivering i sandhed er meningsløs og med fordel kan sløjfes, mener jeg stadigvæk, at de aftalte besparelser vil skade behandlingen af sygemeldte på jobcentrene. For de vil også sætte sig på antallet af ansatte sagsbehandlere med videre – det anslås at ville kræve fyring af op til 40 procent af de ansatte på jobcentrene – hvilket næppe vil øge retssikkerheden for de syge i jobcenterforløb.

Derudover er det bemærkelsesværdigt, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard under forhandlingerne tilbød at afskaffe ægtefælle- og samleverafhængigheden på folkepensionen og førtidspensionen – den såkaldte gensidige forsørgerpligt, senere afgrænset til, at han kun ville afskaffe den gensidige forsørgerpligt for førtidspensionisterne.

Det er godt, at de ældste nu fritages for disse uværdige forløb. Men det er stadig relativt små lempelser, for så vidt angår de øvrige aldersgrupper, og disse er stadig hensat til meget lange ressourceforløb

Men i slutspillet foreslog Dansk Folkeparti et kompromis, hvor der kun stod et krav om, at regeringen skulle opgive at hæve skatten på aktieindkomster. Således blev den første reelle mulighed i denne regeringsperiode for at få afskaffet den uværdige regel om gensidig forsørgerpligt for førtidspensionister – som tidligere på året havde fået over 70.000 stemmer i et borgerforslag herom – på én gang hældt af brættet. Det var vel nok ærgerligt!

Bemærkes skal også, at regeringen parallelt hermed ændrede på folkepensionsalderen. Den pensionsalder, som i 2020 var 66 år, og som ved seneste velfærdsaftale i 2015 aftaltes at stige løbende til 68 år med virkning fra 2030, vedtog Folketinget på regeringens forslag 21. december 2020 at lade stige til 69 år med virkning fra 2035.

Dermed bliver den reelle effekt af aftalen om tidlig pension ikke særligt stor, men i bedste fald udligner den stigningen af folkepension for de udvalgte arbejder- og vælgersegmenter.

Små lempelser af ressourceforløbet

I december måned, “kun” otte år efter reformen af førtidspension og fleksjob, blev beskæftigelsesministeren og forligspartierne (Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance) enige om små lempelser af ressourceforløbet:

Sygemeldte under 40 år kan fortsat henvises til flere ressourceforløb. Med den nye aftale har det enkelte ressourceforløb en varighed på tre år i stedet for fem år, men kan altså stadig blive ved, frem til borgeren når 40 års-alderen.

Sygemeldte i alderen 40-50 år kan også fremover henvises til flere ressourceforløb på hvert tre år. Men med den nye aftale begrænses den samlede varighed af ressourceforløb til ikke at måtte overstige fem år.

Sygemeldte over 50 år kan fremover kun henvises til ét ressourceforløb, og da det nu kun må være på tre år, svarer det til en afklaringsgaranti på tre år.

Derudover fritages alle sygemeldte med under seks år til folkepensionsalderen nu for ressourceforløb. Lovforslaget om disse lempelser skal behandles i Folketinget i januar måned i år.

Det er godt, at de ældste nu fritages for disse uværdige forløb. Men det er stadig relativt små lempelser, for så vidt angår de øvrige aldersgrupper, og disse er stadig hensat til meget lange ressourceforløb.

Ritzau skrev, at ressourceforløbet er noget, borgere “kan” blive tilkendt. Det er noget af en underdrivelse, for ressourceforløb er jo ikke en frivillig beskæftigelsesindsats, men som udgangspunkt obligatorisk.

Desuden er det en voldsom underdrivelse, når de skriver: “Dusinvis af mere eller mindre groteske forløb har været beskrevet i pressen.”

Nej, det må mindst være i hundredvis, der har nået pressens spalter. Men det er i titusindvis af borgere, der er blevet presset af lovgivningen. Og med allerede gamle tal fra 2019 ved vi, at mindst 330 personer nåede at dø, mens de var i ressourceforløb eller senest fem uger efter det, og at knap 2000 personer døde senest seks måneder efter, at de blev tilkendt førtidspension.

Det viser noget om, hvor dårlig helbredstilstand de borgere, som har været i Mette Frederiksens målgruppe for ressourceforløb og førtidspension, har stået med. Jeg synes ikke, det er en værdig måde at behandle så syge mennesker på. Men det rører tilsyneladende ikke beskæftigelsesministeren eller hans statsminister.

Endelig er det tvivlsomt, når Peter Hummelgaard i Ritzaus pressemeddelelse siger, at “det er jo ikke meningen”, at ressourceforløb skal blive brugt til at parkere mennesker på en lavere ydelse.

Jo – det var lige netop dét, der var meningen med Mette Frederiksens reform af førtidspension og fleksjob. Den skulle give statskassen et provenu på 1,9 milliarder kroner årligt fra 2020 og godt 3,5 milliarder kroner fra 2032.

Cirka én ud af ti deltagere i undersøgelsen havde haft selvmordstanker – og dét burde være en så alvorlig oplysning for beskæftigelsesministeren og forligskredsen, at den gav anledning til langt større lempelser af tidsperspektivet i ressourceforløb

Hvorfor har regeringen og forligspartierne ikke afskaffet ressourceforløbet helt, og hvorfor har de ikke givet syge en reel afklaringsgaranti på maks. ét år?

At blive bragt i total uvished, kan sammenlignes med psykisk tortur

Det nye ressourceforløb er stadig som udgangspunkt en absurditet; og det er uværdigt, at sygemeldte borgere stadig skal vente så længe på en afklaring af deres liv.

”At blive bragt i en sådan situation af total uvished og udmattelse, kan sammenlignes med elementer i avanceret psykisk tortur og vil kunne bringe enhver i tvivl om retten til at være til,” har praktiserende læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich, skrevet i Politiken.

Også professor i socialret, Kirsten Ketscher, har beskrevet det som udtryk for tortur eller nedværdigende behandling, når kommuner trækker borgeres sociale sager ud i årevis og behandler dem på en måde, så der ikke er sammenhæng mellem kommunernes krav til arbejdsprøvning og borgernes reelle mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet:

”De ressourceforløb, som svage og udsatte borgere udsættes for, er på kollisionskurs med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod nedværdigende og ydmygende behandling”.

Psykiatrifondens og SINDS jobcenterundersøgelse fra maj 2019 havde det også som en af sine alvorlige hovedpointer, at alene længden af jobcenterforløb afgør graden af folks psykiske mistrivsel i disse forløb.

Jo længere forløbene og uvisheden varer, jo større er risikoen for mistrivsel med for eksempel konsekvenser som PTSD og selvmordstanker. Allerede efter et halvt til et helt år i jobcentrets vold går det den forkerte vej med den psykiske trivsel, og ressourceforløb bliver kontraindiceret, altså direkte skadelige for borgernes helbred.

Så ud over lovgivning med mangelfulde rettigheder til sociale ydelser og ud over manglende retssikkerhed skulle nogle af de sygemeldte altså også kæmpe mod en potentielt livsfarlig virus

Cirka én ud af ti deltagere i undersøgelsen havde haft selvmordstanker – og dét burde være en så alvorlig oplysning for beskæftigelsesministeren og forligskredsen, at den gav anledning til langt større lempelser af tidsperspektivet i ressourceforløb end det, vi nu har set.

Det er simpelthen altafgørende at forkorte den samlede tid i systemets vold meget mere, end regeringen har lagt op til at gøre. Et enkelt år alt i alt er rigelig med tid, hvis systemet ikke skal blive direkte skadeforvoldende på den sygemeldte. Det burde da være et minimumsmål for en beskæftigelsesminister og de indblandede forligspartiers beskæftigelsesordførere at sikre, at beskæftigelsespolitikken i det mindste ikke ligefrem skader nogle af de berørte borgere.

Sygemeldte under coronakrisen

Selv i et coronaår, hvor regeringen Mette Frederiksen i sin politiske markedsføring har foregivet at have det som en prioritet at ville værne de svageste imod corona, er det ikke det, jeg har set i eksempelvis behandlingen af de titusindvis af sygemeldte borgere i jobcentersystemet.

Mens beskæftigelsesministeren både i foråret og i efteråret/før jul 2020 hurtigt sikrede mange raske arbejdstagere særlige ordninger til beskyttelse af dem i deres job eller virksomhed, har sygemeldte borgere i jobcenterforløb begge gange skullet kæmpe for at blive værnet imod covid19, som det ellers burde have været en selvfølge, at beskæftigelsesministeren ville sikre af sig selv.

Så ud over lovgivning med mangelfulde rettigheder til sociale ydelser og ud over manglende retssikkerhed skulle nogle af de sygemeldte altså også kæmpe mod en potentielt livsfarlig virus, alene fordi beskæftigelsesministeren tøvede med at beslutte sig for at værne sygemeldte, sådan som det var muligt.

Den slags adfærd fra magtens tinde gør mig ked af det og sorgfuld over tilstandene for mange syge mennesker her i landet

Således var sygemeldte i jobcenterforløb både i foråret og i efteråret/før jul nogle af de sidste i landet, der blev værnet politisk imod covid19-virus, mens høje smittetryk med coronavirus hærgede landet.

Sidste gang skete det først, efter at mange fra de sociale modstandsbevægelser havde protesteret massivt imod at sende sygemeldte borgere med dårligt immunforsvar i arbejdsprøvninger; for eksempel skrev jeg selv et indlæg i A4 Arbejdsliv 17. december.

Så meddelte beskæftigelsesministeren endelig 17. december, at de syge i jobcenterforløb ville blive fritaget for arbejdsprøvninger og virksomhedspraktik, og at nyttejob helt ville blive lukket i en periode. Det fremgår af et brev fra STAR til kommunerne, hvor ministeren skærpede kommunernes pligt til at beskytte de syge og dem med dårligt immunforsvar imod covid-19 og lovede snarest at udstede en egentlig bekendtgørelse herom.

Det var en del af en større aftale om kompensation til en række arbejdstagere og selvstændige, som ministeren havde indgået med en række andre partier. Den indebærer også blandt andet forlængelse af sygedagpengeperioden og suspension af 225-timersreglen. Og det er godt, at ministeren lod sig overtale til at tage hensyn til de syges helbred og overlevelse.

Men hvorfor skal det altid være en kamp at få ministeren til at sikre de syge de minimumshensyn, der burde være en selvfølge? Den slags adfærd fra magtens tinde gør mig ked af det og sorgfuld over tilstandene for mange syge mennesker her i landet.

Minkgate og Mette Frederiksens magtfuldkommenhed

2020 blev også året, hvor statsminister Mette Frederiksen offentligt afslørede sin magtmentalitet, da hun viste Folketinget, pressen og befolkningen, at hun ikke ville gå af vejen for at gennemføre en beslutning, som der ikke var lovhjemmel til. Vi kender sagen som minkgate.

Sagen handler ikke, som Frederiksen selv har sagt det, om “folkesundhed”, men alene om, at en politiker kun må agere inden for lovens og demokratiets rammer, hvilket ikke skete her.

Mange af os andre har i årevis kendt Mette Frederiksens politiske magtfuldkommenhed og stålsathed. At hun for eksempel som daværende beskæftigelsesminister i Helle Thorning-Schmidts første regering, for at gennemføre de aftalte besparelser med reformen af førtidspension og fleksjob, ikke gik af vejen for at fastsætte krav om kommunale måltal i 2013 og 2014 for maksimale antal tildelinger af førtidspension – altså reelt indførte en kvoteordning, hvilket ikke harmonerer med retssikkerhedsprincipper.

Hvorfor har pressen ikke interesseret sig for denne langt større retsskandale med ekstremt store menneskelige, helbredsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser for de berørte syge borgere såvel som for deres familier?

Den sag tåler sammenligning og var i mine øjne langt værre end Erik Ninn-Hansens tamilsag, Inger Støjbergs barnebrudesag og Mette Frederiksens egen minkgate, for så vidt at den angik langt flere mennesker end de sidste tre.

Frederiksens målstyring af førtidspension derimod har påvirket i titusindvis af meget syge mennesker i flere år og med kolossal afsmitning på kommunernes fortolkning af lovgivningen om førtidspension og fleksjob i den efterfølgende årrække. Den har som nævnt betydet, at mange var så syge, mens de var i ressourceforløb, at de nåede at dø, inden de blev tilkendt førtidspension, og at endnu flere var så syge, at de døde inden for et halvt år efter tilkendelse af førtidspension. Nogle har begået selvmord.

Hvorfor har pressen ikke interesseret sig for denne langt større retsskandale med ekstremt store menneskelige, helbredsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser for de berørte syge borgere såvel som for deres familier?

Flere nødvendige lempelser af reform af førtidspension og fleksjob

Nu er et nyt år begyndt. Er der noget godt at se frem til i vores land i det nye år for de store grupper af sygemeldte borgere, der frekventerer beskæftigelsessystemet?

Jeg længes efter at få en regering og et Folketing, som har en socialt ansvarlig, værdig og menneskelig behandling af syge og sårbare grupper i social- og beskæftigelsessystemet på sinde.

Jeg længes efter en regering, for hvem social retfærdighed og retssikkerhed for udsatte grupper betyder noget.

Jeg længes efter et Danmark, hvor regeringen og de øvrige politiske magthavere har hele befolkningens ve og vel på sinde og ikke kun arbejdstagernes og bruttonationalproduktet.

Jeg længes efter politiske ledere, der indretter samfundet, så syge mennesker ikke skal underkues og traumatiseres af et jobcentersystem, men hvor der er respekt for dem, deres sygdomme og lægelige attester.

Derfor appellerer jeg endnu engang til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen og forligspartierne om, at de vil lempe den af syge så forhadte reform gennemgribende, når de, som ministeren har lovet, endelig vil evaluere resten af reformen i 2021. Jeg anbefaler endnu engang de 14 store ændringer, som jeg allerede anbefalede i 2016.

Rigtig godt nytår!


LÆS ALLE LISBETH RIISAGER HENRIKSENS ARTIKLER HER


Foto: Peter Hummelgaard (S), Beskæftigelsesministeriet

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Liv & Mennesker