KOMMENTAR // MEDIER – Medier skal selvfølgelig ikke forhindre ofre i at stå frem, hvis de selv har taget beslutningen, men man skal se ofre som de sårbare kilder, de er. At være kendt som offer for et overgreb medfører ofte en masse negativ opmærksomhed, og det skal den 13-årige pige skånes for.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Af Emilie Green og Eva Aagaard på vegne af foreningen Voldtægtsofres Vilkår
Medierne har et særligt ansvar for at passe på sårbare ofre. Det bliver slået fast i de presseetiske regler, men det burde egentlig give sig selv. Især i en sag, der er så hjerteskærende og uhyggelig som den meget omtalte kidnapning af en 13-årig pige i weekenden.
Vi mener, at medierne bliver nødt til at stoppe med at bruge offerets navn. Flere medier har allerede, med god grund, slettet billederne af hende, efter hun blev fundet. På samme måde skal hendes navn skrives ud af artikler, og sagen mod den mand, som delvist har erkendt at frihedsberøve hende og voldtage hende, skal ikke bære pigens navn. Det er ikke hendes sag – det er hans. Hun fortjener at have de bedste muligheder for at leve et langt liv, hvor hun ikke i en tidlig alder får påtvunget et livsændrende traume som sin identitet.
Vores erfaring er, at beslutningen om at stå frem ofte træffes, mens ofrene og de pårørende fortsat er i krise
I spørgsmålet om, hvorvidt billeder af pigen skal bringes, har flere medier argumenteret med, at familien selv har sagt ja. Men kære medier – I har selv et ansvar. Når man dækker sager om svært traumatiserede ofre, skal man have forståelse for, at beslutninger, som træffes i en krisesituation, ikke nødvendigvis er dem, man har det godt med, når traumet er kommet en smule på afstand.
Måske får den 13-årige pige en dag lyst til at stille sig offentligt frem og fortælle sin historie. I så fald skal beslutningen alene være hendes, og den skal tages efter grundige overvejelser – ikke få timer efter en grusom oplevelse, mens kroppen stadig er i alarmberedskab.
I Voldtægtsofres Vilkår rådgiver vi ofre for seksuelle overgreb. Både individuelt og til vores anonyme gruppesamtaler. Vores erfaring er, at beslutningen om at stå frem ofte træffes, mens ofrene og de pårørende fortsat er i krise.
Mange tænker, at dét at stå frem med sin historie er et tegn på styrke samt et bevis på, at offeret er kommet videre, men det kan lige så godt være det modsatte. En desperat handling i en desperat situation, hvor dét at råbe op føles som den sidste mulige løsning.
Det er de færreste, der ønsker, at detaljerne i deres voldtægtshistorier dukker op, når man googler deres navn, men det kan føles nødvendigt at stå frem for fx at opnå retfærdighed i sin sag, hjælpe andre i samme situation eller gøre opmærksom på strukturelle problemer i retssystemet.
Medier skal selvfølgelig ikke forhindre ofre i at stå frem, hvis de selv har taget beslutningen, men man skal se ofre som de sårbare kilder, de er. Og i forlængelse af dette være generøs med muligheden for anonymitet, især når der er tale om et barn.
At være kendt som offer for et overgreb medfører ofte en masse negativ opmærksomhed, og det skal den 13-årige pige skånes for.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
