MINDEORD – “Der var bare ingen som ham. Der kommer ingen som ham. Det er umuligt”, skriver Eddie Soveværelsemiljø Michel i dette mindeord om Master Fatman/Tykmesteren/Tykke/Tussi, der gik bort for fem år siden i dag.
»Fem homoseksuelle bøssenegre er på bøsseficeringspatrulje i vort solsystem, da de opdager planeten Jorden. De undersøger den for dem ukendte klode og opdager til deres rædsel, at der endnu findes kvinder. En gay-agent beames ned på Jorden, og da han antastes og såres af en kvinde, beslutter skibets kaptajn B. Dick at sætte operation Female Extermination i gang! Det er plottet i min film, Gay Niggers from Outer Space, og jeg vil knaldgerne have, du kommer til casting på filmen, kære Eddie Soveværelsesmiljø Michel«.
Sådan skrev Morten “Master Fatman/Tykmesteren/Tykke/Tussi” Lindberg til mig i 1992.
I dag var den nok ikke gået … eller også var den, fordi der næppe var noget menneske, som mere end ham omfavnede minoriteter. Udover, at han var gift og fik børn med Herminia, der er fra Mozambique, var han stærkt engageret i det afrikanske miljø i Danmark, indvolverede sig i børnekoncerter med afrikansk tema, tog initiativ til Sort Distortion og ikke mindst hans smukke korstog: ”100 procents Afrikanisering af Danmark”.
Vi havde mødt hinanden året forinden og var på rekordtid blevet venner, efter han en aften kom op til mig, hvor jeg (21 år gammel) var DJ i Danseteltet ved Fælledparken, og roste mig for ”det vildeste funky DJ-set”.
‘For det er dét det hele drejer sig om’, sagde han altid. ‘Kærlighed handler om at gi’ – ikke modtage’
Vi begyndte at mødes i tide og utide, og hver gang var det altid Morten, der bestemte hvor. Det var også bedst. Han kendte de særeste (og bedste) steder. Enten havde jeg aldrig hørt om stedet, eller også kunne det aldrig falde mig ind at besøge det – på grund af den ene eller anden åndssvage forudindtagede mening. Eksempelvis lagkagecaféen, La Glace. Var det ik’ lidt corny? Svaret var klart: »Du tager helt fejl, Eddie Soveværelsesmiljø Michel«, som han hurtigt havde døbt mig, og konsekvent altid kaldte mig resten af sit liv – hvorfor? »Fordi det lyder brand godt«, som han fastslog.
Vi sku’ da have flødekager. Og te. For selvom det måske var en flad hverdag, skulle det, at man mødtes, immervæk markeres. En fejring af at være i livet. At være i live.
Det at mødes gjorde han altid til noget særligt. Næste gang mødtes vi eksempelvis ude foran Royal Copenhagen på Strøget: »Hva’ faen ska’ vi her«, sagde mit endnu engang forudindtagede jeg på en skoldhed sommerdag, iført shorts og sommerskjorte? »Kom nu bare«, sagde Morten, der var klædt i en Hare Krishna-orange specialsyet spadseredragt af en art. Han trak mig gennem gange, hvor vi var omgivet af musselmalet, Flora Danica og osende bedsteborgere og op ad en tæppebeklædt trappe. Meget hemmeligt.
Pludselig stod vi i et rum med små runde borde, fint dækket op (med porcelæn naturligvis), guldstole, hobbit-store prangende gulvvaser (af porcelæn naturligvis), et hvidt koncertflygel, betjent af en mere end midaldrende velklædt mandlig pianist, der sendte liflige hyggetoner ud i rummet, som udelukkende var gæstet af noble gamle damer, hvis håropsætninger mest var i farvetonerne grå og blå.
Der stod vi så. Store runde Tykke i farverige gevandter og næsten to meter lange sommerlige, Eddie Soveværelsesmiljø Michel. Alle gloede. Jeg gloede. Morten gik bare storsmilende gennem rummet, nikkende høfligt til de fine lettere forargede damer, mens han trak mig efter sig. Der sad vi så de næste par timer. Og fik nysselige kager. Og drak te. Det var en oplevelse, og jeg storhyggede mig. Næste gang vi sås, stod vi måske pludselig på et marokkansk tested, han havde fundet et sted i byen.
Sådan var det hver gang. Aldrig til at forudsige. Ligesom ham. Aldrig kedeligt. På grund af ham. Selv på dét lille område (at vælge noget så tilsyneladende ’småt’ som et mødested), formåede han at rykke dig. Skubbe til dig. Væk fra det forudsigelige, hen mod det totalt uventede … og i dét ’rum’ lære. Om andre, om en anden måde. Lære om dig selv. Alle havde stederne det ene tilfælles, at vi her kunne gå i ly for omverdenen og fordybe os. Være nærværende. I samtaler om musik – altid om musik, altid meget om musik! Mest om musik! Og om, hvordan man hver især havde det, helt inderst inde, om familie, om kvinder og om projekter.
Men mere end alt dét, så grinede vi. Hold nu kæft, hvor vi grinede. Hver gang vi sås. Men det var også takket være ham. Og hans humor, der stak så uendelig dybt, fløj så uendelig højt, var så uendelig snørklet, så uendelig sindrig, og som blev udtænkt med overlydsfart.
Det er dét, det hele drejer sig om
I de mere end følgende 25 år lavede vi alt muligt – og umuligt – sammen. Vi skrev og opførte radiosketches (satire kalder man det vidst i dag), vi indleverede programforslag til både radio og tv. Vi fik afslag, vi blev antaget, vi var DJ’s sammen, skabte en klub sammen (Club Flamingo, der begyndte i Pumpehuset og senere rykkede ind på Montmartre), vi stod på scener sammen, vi lavede musikradioprogrammer sammen, sendte DJ-jobs efter hinanden, hvis vi ikke selv kunne møde op, og gjorde i det hele taget, hvad vi kunne for at komme til at arbejde sammen.
Eksempelvis var det Morten, der som en af medskaberne af undergrundsmagasinet over dem alle, Magasin Schäfer, mente, at jeg indimellem skulle levere artikler til bladet. En kæmpe ære fordi alle, der i 1990’erne brændte selv det mindste for at skrive, drømte om at skrive bare én enkelt artikel til Schäfer! Og jeg sørgede for altid at invitere Morten med i et af de mange radio- eller tv-programmer jeg var vært for, hvis han havde brug for at gøre opmærksom på noget nyt, han havde gang i.
Han insisterede også på at møde min familie, og både min mor og mormor faldt pladask for ham, ligesom min gamle Onkel Ove, som han næsten fik overtalt til at sælge ham sit gamle elektriske stueorgel. Onkel Ove stod dog distancen … Så dejlig var ham Fatman heller ik’.
Hold nu kæft … det siger jo ALT om, hvem Morten var. At han netop fik noget ud af alting – og af alle!
Morten insisterede endda på, at jeg (med min jødiske baggrund) skulle ta’ ham med i synagogen, så han også kunne få dén oplevelse i livet. Selvom Morten ikke var enig i meget af det, rabbineren prædikede, fik han mere ud af at være der, end jeg nogensinde har fået. Og sådan var det bare med Morten. Fordi hans sind var så åbent og så dybt fordomsfrit, var det uomgængeligt, at han bare fik meget mere ud af alt end stort set alle os andre.
»Jeg husker, da du og jeg omkring 1992 var sammen til Mortens udstilling af kukure og julekrybbespil … i Kunstforeningen(!)«, skrev min kære tidligere kollega, Peter Kurrild-Klitgaard, til mig det kom frem, at Morten var forsvundet fysisk fra os allesammen. Jeg havde åbenbart slæbt Peter (der kendte Morten, da de var unge på Fyn) med hen for at se Tykkes udstilling af … ja, kukure og julekrybbespil. Det minde, som jeg fuldstændig havde glemt, fik for en stund forandret mit tungsind og nedadgående humørkurve til brat opadgående. »Kukure og julekrybbespil«, tænkte jeg, »hold nu kæft … det siger jo alt om, hvem Morten var«. At han netop fik noget ud af alting – og af alle! Og … at han var sin helt egen.
Der var bare ingen som ham. Der kommer ingen som ham. Det er umuligt. Naturligvis af de mest indlysende grunde, men også fordi jeg har svært ved at se, hvem der kan matche hans enorme begejstring for alle og alt i livet … selv kukure og julekrybbespil. En begejstring, der smittede alle til at blive lige så begejstrede. Mest af alt for ham, men besynderligt nok også… kukure og krybbespil, eksempelvis! Det var dét han gjorde. Han samlede mennesker. Han samlede på mennesker. Så han kunne elske dem.
»For det er dét det hele drejer sig om«, sagde han altid, »Kærlighed handler om at gi’ – ikke modtage.« Det gjorde han så – og i et så mastodontisk omfang, at det næsten er ufatteligt, at han kunne bevare det store menneskelige overskud som han altid havde!
I dag er det fem år siden
Men selv kæmper falder. Noget, der var og er svært at acceptere. Fordi det er så helt igennem rædselsfuldt ulykkeligt – for os alle sammen. At Morten er væk. Men det var naturligvis intet imod den afgrundsdybe sorg, hans hustru og fem børn gennemgik. Dét var og er det værste ved, at han er væk.
Billedet ovenfor er fra jazzfestivalen, en sen aften. Vi sad som de sidste efter en koncert, hvor jeg havde været fotograf. Det var en aften, der var typisk for ethvert af vores møder. Så snart vi mødtes, måtte vi bare fjolle sammen.
»Hey … ta’ lige et billede af mig«, sagde han og tog min cigar ud af hånden på mig, »Ta’ det så man kan se, at her ikke er andre, og alle er skredet«, og så stak han ‘garen i kæften og lod som om han var faldet i søvn. Bagefter klukkede vi som små frække drenge. Vi kunne aldrig bare begynde med at være alvorlige. Hver gang blev jeg ’barnlig’ i hans selskab. På den måde evnede han (ligesom hos sig selv) at få barnet frem i dig … i os alle … det legende – vel nok livets absolut største og væsentligste evne at besidde: At gå til selve livet legende.
Derfor fortryder jeg også bitterligt den ene gang, jeg dummede mig og sagde nej til en af hans legeaftaler (jeg mente, at noget andet var vigtigere – noget jeg naturligvis i dag har totalt glemt, hvad det var): Jeg meldte afbud til castingprøven på storfilmen Gay Niggers from Outer Space. Dét ville Morten aldrig ha’ gjort … Yes is more – altid!
Kære Morten … i dag er det fem år siden, og jeg slutter mig til koret af alle dem, der i dag mindes dig, og som har haft lignende stunder med dig som jeg. Tak for at være en af de bedste legekammerater, jeg nogensinde har haft!!! Tak for det, du gav mig, særligt i mine unge år, hvor du fik mig til at se og indse. Mest af alt … tak fordi du altid, altid, altid, altid fik mig til at grine. Tanker og stort langstrakt kærlighedskram til dig ude i universet fra din, Eddie Soveværelsesmiljø Michel.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her