MIDTVESTLIV // KLUMME – Efter måneders coronanedlukning og manglende omsætning skulle man tro, at det danske restaurant- og forretningsliv ville være glad for, at der igen er kunder i butikken, og at denne sommer igen kunne få fuldt tryk på den gode service. Men efter at have tilbragt en måned i den danske sommer – med tilhørende dansk kundeservice – er Julie Bendtsen ikke helt sikker.
CHICAGO – I sidste måned kom vi hjem fra en tiltrængt og lang sommerferie i Danmark. Den blev lidt længere end planlagt, men mere om det senere. Hver sommer, når vi er hjemme, har jeg en ganske særlig tradition: Jeg inviterer mine forældre til frokost på en kro, der i mange år har været et favoritsted.
Faktisk har jeg været så glad for at komme der, at det har været et fast ritual at bestille bord, så snart jeg kender vores danske datoer – og derefter glæde mig til tataren, pariserbøffen eller smørrebrødet, som jeg ved, at jeg senere på året skal indtage i solskinnet (man er vel optimistisk) på terrassen foran den traditionsrige kro i det sjællandske sommerland.
Fnis og indforstået latter fulgte, mens vi fem sad lige ved siden af og følte os en anelse dumme
Denne sommer skulle oplevelsen blive lidt anderledes og ganske uventet. Sædvanen tro ankom jeg med mine forældre, og sædvanen tro var det danske sommervejr en smule humørsygt og ualmindeligt blæsende, så da servitricen spurgte, om vi ville sidde udenfor – hvor man ikke kan bestille bord – takkede vi ja, hvis vi kunne få lov at få et bord i læ.
Vi havde faktisk allerede fået øje på et bord i hjørnet af terrassen, hvor vinden så ud til at være lidt mindre insisterende, så da servitricen først førte os hen til et andet bord på den – i øvrigt halvtomme terrasse – spurgte vi, om vi mon ikke kunne få lov at sidde i hjørnet, ved det tomme bord med mere læ. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, måtte vi forstå. For det bord, vi ønskede, var kun til seks personers selskaber – og vi var jo fem.
Ærgerligt, ærgerligt, men regler er jo regler, og netop derfor var vores undren mærkbar, da vi ti minutter senere så en anden servitrice føre et fem personers selskab hen til det seks personers krævende bord – med ordene: “Vil I så ikke bare have det bord her? Men hvis nogen spørger, er det altså ikke mig, der har sat jer her!” Fnis og indforstået latter fulgte, mens vi fem sad lige ved siden af og følte os en anelse dumme, mens vi ventede på vores mad, der i øvrigt ankom med så stort tidsgab, at de fire af os, der havde fået det, vi bestilte og ikke skulle vente yderligere, var færdige med retten, da fritterne, der hørte til, endelig kom.
Service efter corona er svær at få øje på
Da jeg efter at have lagt et kort til betaling på den anseelige sum, en frokost på bemeldte kro koster, nævnte over for værtinden, at det egentlig havde føltes lidt uheldigt, fik jeg at vide, at det andet selskab “altså bare altid gerne vil have det bord”. Ok, tænkte jeg og skrev under på kortkvitteringen. Senere samme dag skrev jeg en mail til ejerparret af kroen for at gøre dem opmærksomme på, hvor ærgerlig jeg var over at have haft en oplevelse af at være en andenrangsgæst.
Intet, der bare kunne forveksles med fleksibilitet
Svaret, der kom fra kroparret, lød i korte træk på, at de egentlig ikke havde tænkt sig at kommentere min henvendelse sådan rigtigt, men at de da syntes, det var ærgerligt, at jeg gik op i noget så ligegyldigt som et bord. Og at alle burde være glade for, at coronakrisen var overstået, og at ingen kunne være tjent med at gå og være så sur. Jeg behøver nok ikke fortælle, at vi finder et andet sted til vores sommertradition fremover.
Nogen vil sikkert sidde og tænke, at jeg overreagerede og burde have ladet det gå. Men oplevelsen var ikke bare ubehagelig, fordi jeg lægger det samme beløb som andre gæster på samme kro og derfor ikke synes, det er rart at blive behandlet som en sekundær gæst – den var også så diametralt modsat det serviceniveau, jeg har vænnet mig til gennem de seneste mange år i USA. Og den skulle vise sig at være alt andet end enestående. For den gode service i Danmark er blevet en by i Rusland.
Kunden har aldrig ret
Som det var tilfældet for så mange andre, endte vores sommerferie også med at blive længere end planlagt på grund af pilotstrejken, der lammede SAS i to lange uger midt i højsæsonen. Vores fly hjem til Chicago blev aflyst, og da vi efter et par dage ikke havde hørt fra SAS i forhold til en ombooking, fandt jeg selv frem til et telefonnummer for strandede og fik en SAS-medarbejder i den anden ende til at sætte mine børn og mig selv på et andet fly. Fire dage senere og med en mellemlanding, jovist, men hjem så vi i det mindste ud til at komme.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde måske forestillet mig bare en anelse ydmyghed – nej, glem ydmyghed, måske bare lidt venlighed – da jeg ankom til SAS’ skranke for at checke ind fire dage for sent. Jeg havde naturligvis forestillet mig forkert.
Nogle virksomheder har tilsyneladende ikke været ramt hårdt nok
Damen ved SAS-skranken viste sig ikke bare relativt ikke-venlig, hun viste også en helt igennem sydende modvilje i forhold til at hjælpe os med noget som helst andet end at checke ind og betale overpris for vores enlige kuffert (som kostede dobbelt, fordi hverken deres app eller hjemmeside havde formået at tage imod forudbetaling inden afgang, og prisen derfor var steget).
Ingen “undskyld på mit firmas vegne, at I har været strandet i fire dage og selv skulle tage initiativ til hjemtransport, så lad mig da i det mindste give jer en gratis kuffert – eller bare nøjes med at opkræve det beløb, du selv forgæves har forsøgt at betale i dagevis”. Intet, der bare kunne forveksles med fleksibilitet. Bare betal ved kasse 1, for hvis der er noget, kunden sjældent har hos SAS, er det ret.
Sur i security
Minutter efter stod jeg med mine to børn i køen til security, da medarbejderen der – som i øvrigt lige havde tilbudt den unge herre foran os at tage sin uåbnede dåsesodavand med videre i tasken – surt hev min håndbagage af båndet og vrissede til mig: “Du har ALT muligt i den her, som du ikke må have med!!” Lettere overrasket – og, indrømmet, lidt chokeret, for hvis der er noget, vi har lært gennem de sidste tyve år er det, at det er edderdumt at pisse security af – mumlede jeg noget om, at det kunne jeg ikke forstå, da jeg mente, at jeg havde sikret mig, at der ingen væsker var.
Den unge mand rodede mere og mere rasende rundt i min taske, indtil han fandt synderen: en næsespray. En udeklareret 10 ml Otrivin var det “alt muligt”, der ikke bare gav anledning til det rasende raid, men også proaktivt voksenskældud. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige det, men aldrig har jeg været så glad for at sige “how are you, sir” til betjenten bag vinduet i immigrationen, som da vi et halvt døgn senere ankom til O’Hare.
Hvad er der med danskere og den dårlige service? Okay, fair nok: Teknisk set er manden, der tjekker tasker i lufthavnens sikkerhedskontrol måske ikke ligefrem at anse som et serviceorgan, og måske havde han bare en virkelig dårlig dag, hvor han havde set sig ekstra sur på midaldrende mødre med næsespray.
Men efter de mange andre dårlige serviceoplevelser, min måned i Danmark bød på, endte han med at blive et eksempel af mange. Så mange, at jeg ikke engang var overrasket, da min ven – som også er bosiddende i USA – beskrev, hvordan tjeneren på en københavnsk bistro havde reageret med gennemført ligegyldighed, da min ven nævnte, at de muslinger han havde fået, stadig hang sammen med så store mængder skæg, at det var som at sidde og lede efter sin mad i ståluld. “Sådan er de muslinger altså,” var svaret.
Krisen kradsede – eller gjorde den?
En ting vil jeg give kroparret fra tidligere ret i: Vi burde alle være glade for, at coronanedlukningen er overstået. Det tror jeg egentlig også, de fleste af os er, men her på den anden side af nedlukningen er der desværre en realitet, der er gået op for mig: Nogle virksomheder har tilsyneladende ikke været ramt hårdt nok af coronakrisen. Hvis de var, ville de være langt mere interesserede i at beholde de kunder, klienter, betalende gæster, der lægger penge hos dem.
Ellers også handler det bare som så ofte før om den danske arrogance. Jeg er med i en facebookgruppe for expats over hele verden, og den klage, der går igen i forhold til danskere, er, at vi ikke kan sige undskyld og indrømme, når vi har begået fejl. Det er ikke et fænomen, jeg har været opmærksom på før, men jeg bliver mere og mere tilbøjelig til at tro på det.
Det er en skam, at et land, der har så meget at byde på, i så mange tilfælde ikke kan finde ud af at tilbyde det ordentligt
Hvis det bare var noget, der foregik i folks indbyrdes forhold, ville det være deres egen suppe, men når det opleves så markant i etablissementer, butikker og servicesteder, hvor folk lægger deres surt optjente penge, er det ikke længere noget, der hører til pyt-kassen. Det er arrogant, det er selvtilstrækkeligt – og det er sindssyg dårlig service.
Amerikansk kultur har meget at lære, og heldigvis for min hjemstavnsglæde og fremtidige sommerferier har Danmark et hav af gode restauranter, kroer og butikker med ordentlig service og mennesker, der sætter pris på, at deres kunder har valgt dem – jeg var heldig nok at nyde flere af dem under vores ferie, og nogle af dem var virkelig mindeværdige.
Men på en måned i Danmark oplevede jeg flere tilfælde af dårlig service, end jeg gør på et år i USA, hvor der helt overordnet set bliver gjort en indsats for, at kunden føler sig værdsat – og velkommen. Jeg ville ønske, det samme gjorde sig gældende i langt mere konsekvent grad for mit hjemland. Det er en skam, at et land, der har så meget at byde på, i så mange tilfælde ikke kan finde ud af at tilbyde det ordentligt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
