ESSAY – ”Blegheden bed sig fast i hende de næste par dage. Appetitten var væk. Hendes hud emmede af ensomhed og hun gik stille rundt på må og få; fordrevet fra sit værelse, som kun mindede hende om, at Gerda ikke længere var der … Det er den værste timing nogensinde’. K kiggede tomt ud i luften, da hun igen sad på sædet ved siden af mig i Chrysleren.” Odile Poulsen skriver hver fredag essayserie om sin datter K på 14 år, der lider af svær angst og om familiens liv med hende samt om håbet om, at datteren bliver rask. I dagens afsnit, som er nummer 31, fortæller Odile om en hverdagslivstragedie for K: den elskede kanin, Gerda dør uventet. Tragedien indtræffer samtidig med, at den ungepsykiatriske udredning er slut, og familien skal ud og modtage afgørelsen fra lægerne.
Jeg vågner, trækkes ud af de første tunge lag af den kemiske skabte søvn, som er den eneste søvn jeg kan præstere. Noget får mig til at vågne. Noget piller ved min ikke selektive døvhed.
Mine øjne slår sig op, spærrer sig op nærmest, for ikke at falde i igen. Nu ser jeg K som en stille skygge, næsten inden for min arms rækkevidde. Hendes ansigt er bortvendt, men jeg ved, mens jeg tumler ud af sengen, at noget er galt, helt galt. Mens jeg halvt kravler, halvt skubber mig selv hen mod hende, rækker jeg hånden frem for at strejfe hendes hår, som for at forvisse mig om, hun er her. Unødvendigt for alt i mig ved, hun er her, selvom jeg er mere sovende end vågen.
’Skat, sidder du her … Åh, du skal da bare vække mig!’
’Gerda er død’, hvisker hun.
’Hvad siger du? Åh Gud, min skat, min lille skat’. Hun siger det værste tænkelige, og derfor ved jeg med det samme, at det er sandt. Men jeg ser kun omridset af den katastrofe jeg ved, brager ind over K, ustoppelig som en tornado.
Jeg rækker ud, igen, lægger en hånd på hendes skulder, en anden ved hendes fødder. Hendes knæ er trukket tæt ind mod hendes overkrop, og selv i den position slår det mig, hvor lidt hun fylder i rummet. Anais, hendes hund, ligger vågen ved hendes side. Også det bryder natten, som plejer at være fyldt af hundens voluminøse snorken som tydelig høres på alle tre etager. Derfor ved jeg hun er vågen for at trøste K.,
Tårerne begynder at trille ad hendes kinder.
’Hun er død, mor – Gerda er død.’
’Men…’
Da det var tæt ved midnat, og dyr naturligt kan være syge uden det på nogen måder behøver være faretruende, havde vi besluttet at der ikke var andet at gøre end at gå til ro
For mindre end to timer siden, var K kommet ud fra sit værelse, synligt oprevet, og fortalte, at Gerda, hendes elskede kanin, med ét var begyndt at opføre sig på en måde som skræmte K. Noget var tydeligvis helt galt, for Gerda havde lagt sig fladt ned, var blevet liggende og havde et lidt besværet åndedræt. Kaninen, som både var ung og aldrig havde udvist tegn på sygdom, var tydeligvis syg.
Da det var tæt ved midnat, og dyr naturligt kan være syge uden det på nogen måder behøver være faretruende, havde vi besluttet at der ikke var andet at gøre end at gå til ro. K ville i stedet for at lægge sig i sengen, lægge sig ved siden af Gerda med sin dyne (hvilket reelt var muligt, eftersom Gerda ikke havde et traditionelt bur, men derimod et, K havde designet i overensstemmelse med, hvad hun anså for at være en kanins reelle behov).
For K elsker dyr og nørder viden om dem. Hun søger ind bag, hvad hun ser som en misforstået tænkning om dyrs behov for at kunne matche dyrets behov bedst muligt med sine egne. Og lige så lidt som K har kunnet fungere i skolen med den læring, der nu engang foreskrives, lige så meget kaster hun sig over viden, når den giver mening for hende. Hun rummer et enormt spænd af modpoler og en diversitet, som gør det uhyrligt nemt at overvurdere eller undervurdere hendes evner.
K ikke bare elsker dyr, hun lever med dyr, hun ånder for dyr og alle hendes drømme om sit fremtidige voksenliv, handler om at leve med dyr på landet. Mange dyr. Om at arbejde med dyr.
K accepterer ingenlunde, at mennesker dræber dyr for at tilfredsstille en lyst til at spise kød og eller bruge dets skind og pels
K’s kærlighed til dyr bunder i en dyb respekt for alt liv og for alt levende. Hendes respekt for dyr er lige så stor, som hendes respekt for mennesker er. Det kan være vanskeligt at forstå, særligt for mennesker, der opfatter dyr som både en levevej og en del af deres ernæring.
For K accepterer ingenlunde, at mennesker dræber dyr for at tilfredsstille en lyst til at spise kød og eller bruge dets skind og pels.
K er meget oprørt over dyrs vilkår og menneskers mangel på empati, når det gælder dyr. Allerede som syvårig holdt hun op med at spise kød.
Jeg er godt nok også vegetar, hvilket har gjort det meget lettere for K at udleve sin beslutning. Men modsat hvad mange tror, var det ikke mit ønske, at børnene skulle være vegetarer eller veganere; tværtimod mente jeg, at de skulle vælge selv, når de blev gamle nok til dens slags store livsændrende beslutninger. Men K besluttede sig, som hun har gjort med andre store begivenheder i sit liv, og hun har aldrig rørt så meget som en bid fra et dyr siden.
På samme måde gør hun heller ikke brug af fodtøj eller beklædning, smykker, tasker eller telefoncovers, kalendere eller notesbøger, eller noget som helst andet, der har været i nærheden af at skænde et dyrs liv. Og alt bliver tjekket med samme omhu, som når glutenallergikere undersøger varedeklarationer.
K’s kærlighed til kaninen Gerda og hunden Anais, er på niveau med hendes kærlighed til os herhjemme. Og den er stærk og den er stærk loyal.
Den dag vi hentede Gerda, var K var ni år gammel. Hun kunne næsten ikke være i sig selv af glæde over at dette mirakel skete lige nu og lige dér i hendes liv. De to knugede sig ind til hinanden, og endelig fik K et levende væsen at knuselske
’Jeg er ikke god til mennesker. Men dyr, det er meget nemmere’, havde hun forklaret den søde og nænsomme kontaktperson, hun havde haft nogle måneder i foråret og sommeren.
Det rykkede i mig, i det samme hun slap formuleringen ud. Jeg ville fjerne den med sletteblæk, med cursoren, strege udsagnet over til det blev helt blækblåt og ulæseligt. Jeg ville ikke have, at det skulle være sandt!
Som om jeg overhovedet kan kontrollere, hvem K skal være, selvklart det kan jeg ikke. Jeg må se hele hende hvor svært det end kan være.
For det er så nemt at se hendes store indsigt i mennesker, som er langt større end hos mange voksne. Det er et karakteristisk træk ved hende, som ofte imponerer voksne. Hendes empati er meget veludviklet og stærk. Og måske er det, fordi hun føler alt meget kraftigt både fysisk og psykisk, at hun kan sætte sig ind i både dyr og mennesker bevæggrunde og behov.
Men hvor meget hun end kan se dét, hun kan se, kan hun stadig ikke navigere socialt. Det der for andre er noget, man end ikke behøver at tænke over men blot gør, får K til at stivne – til at stalle og endda falde bagefter sine jævnaldrende. Jeg begynder at forstå, at K altid, eller i hvert fald gennem længere tid end jeg (vi) var klar over, har haft vanskeligheder med at omgås mennesker.
Det er ikke noget jeg kan fikse. Langt fra. Tidspunktet for, hvad jeg kan fikse for hende, er for længst overskredet, og tilbage er kun muligheden for at lindre hendes smerte og at undgå at dryppe mere malurt i såret. Undgå at stille krav, der vil sende hende på den vilde suicidale jagt, som jeg ved, kan være svær at komme hjem fra.
Næste morgen da jeg sidder ved spisebordet med morgenkaffen, kommer hun lydløst ned ad trappen. Aldrig før har hun været så bleg
Jeg husker, da vi hentede K’s kanin for fem år siden. Endelig gav jeg efter, mør og sprød efter års stille men stadige pres om, hvor nemt det ville være, hvor fantastisk det ville være og hvor lykkelig, hun ville blive over at have en kanin.
Den dag vi hentede Gerda, var K var ni år gammel. Hun kunne næsten ikke være i sig selv af glæde over at dette mirakel skete lige nu og lige dér i hendes liv. De to knugede sig ind til hinanden, og endelig fik K et levende væsen at knuselske.
Det var i samme periode hvor jeg meget syg og opgivet af landets læger sad i kørestol med en rygskade. Gerda blev K’s trygge havn, og her hentede hun alle de kram ,hun før havde fået af mig, og her trak hun sig hen, når hun trængte til at græde og være væk fra familien.
Nu var det værst tænkelige sket. Det som ikke måtte ske. K’s tætteste ven og trøst gennem fem år, de sværeste år i hendes liv, er nu død.
Vi havde end ikke tænkt på det værst tænkelige som en reel mulighed, for det ville have været at opsøge problemer, der højst sandsynligt alligevel ikke ville opstå og en hypokondrisk dragen mod en dramatisering af tingenes tilstand; som når en manuskriptforfatter søger at udfordre sin hovedrolleindehaver ud over det nødvendige.
Mens vi sad der i natten, på soveværelsegulvet, fortalte K mig hulkende, hvad der var sket, efter vi var gået i seng.
K havde ligget inde hos hende for at Gerda ikke skulle være alene. K beskrev, hvordan hun udåndede og om de krampetrækninger, der jog gennem Gerdas krop. Og om det sidste skrig, det kaniner bruger, når de er bange.
Med tårerne løbende og en insisterende akut krise i sjælen fortæller K det hele. Hun ville ikke lade Gerda være alene på værelset, men hun ville heller ikke have mig ind på værelset for at sove hos hende, så efter en stund gik hun tilbage for at prøve at få nogle timers søvn.
Næste morgen da jeg sidder ved spisebordet med morgenkaffen, kommer hun lydløst ned ad trappen. Aldrig før har hun været så bleg.
Det ses i hendes ansigts meget lyse hud, at hun ikke har været ude det sidste år. Den naturlige farve, som man får af at komme udendørs, findes der end ikke spor af i K’s ansigt længere. Men denne morgen er hun blegere end bleg. Blegheden kommer indefra – bag huden, som udstråler hvid mathed.
Værdigheden, hvormed alt blev aftalt og planlagt, gjorde stort indtryk på mig. Og K fremstod som en helt almindelig ung pige; ikke på et eneste tidspunkt slog det mig, at hun virkede angst. Hun var så optaget af sin opgave og af at sige sit sidste farvel, at angsten var jaget væk
I løbet af de kommende timer får vi vasket Gerda. K vil have, at hun skal renses for de kropsvæsker der var løbet ud af hende, da hun døde. Med en rørende omhu vasker og tørrer K hende. Så lægger hun hende til rette i et badelagen.
I nattens timer, havde K fundet frem til et krematorium for kæledyr, hvor vi traf aftale om at komme et par timer, efter de åbnede.
K traf en række beslutninger om, hvilken urne Gerdas aske skulle anbringes i efter kremeringen og at der skulle skrives Gerda med gammelrosa bløde typer på den blanke hvide porcelænsoverflade; og at halssmykket med noget af asken skulle være i et hjerte i turkis glas.
Der ville gå ti dage, så kunne vi komme og hente både urne og smykke. Værdigheden, hvormed alt blev aftalt og planlagt, gjorde stort indtryk på mig. Og K fremstod som en helt almindelig ung pige; ikke på et eneste tidspunkt slog det mig, at hun virkede angst. Hun var så optaget af sin opgave og af at sige sit sidste farvel, at angsten var jaget væk.
Blegheden bed sig fast i hende de næste par dage. Appetitten var væk. Hendes hud emmede af ensomhed og hun gik stille rundt på må og få, fordrevet fra sit værelse, som kun mindede hende om, at Gerda ikke længere var der.
Femtedagen var også D-Dag; Diagnose Dag. Dagen hvor vi skulle ud på ungepsykiatrisk for at få konklusionen på de mange ugers udredning.
’Det er den værste timing nogensinde’. K kiggede tomt ud i luften, da hun igen sad på sædet ved siden af mig i Chrysleren.
Topillustration: FRANCES HODGKINS Wings over Water, Wikimedia Commons.
Titlen på artiklen er fra sangen af samme navn, af Procol Harum, 1967.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Læs de 30 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her, nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud”, her og afsnit 30, Magiske timeglas’ her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
