Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2

i Danmark/Featured/Liv & Mennesker af

“I går kom den kontaktperson, der skal være med K. Kun for at hilse på, helt kort. Mens K’s elskede engelske bulldog stormede ham i møde, begejstret over at få endnu en ven, kom K nødtvungent ned af trappen oppe fra sit værelse. Her havde hun havde taget et stramt tilløb for at komme ud, det kunne jeg høre gennem døren – på hendes stemme som hun forsøgte at kontrollere så den ikke stak af i panik. Nu satte hun sig på trappens tredje sidste trin”. Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. Dette er det andet af 8. afsnit – det første blev bragt for en uge siden.

 Del 2

Da socialrådgiveren er kommet ind får jeg ham hen og sidde i sofaen. Det hele er lidt kejtet – vi er fremmede for hinanden og alligevel kommer han ind i vort hjem til en kop espresso og ind til K.

Han sidder ved siden af hende, med sin krop drejet mod hende. Hans ansigt er også vendt mod K – han studerer hende. Jeg har sat mig på hendes modsatte side, tæt på.

’Hvad er det, der skal ske lige nu?’

Han fortæller at hun på et tidspunkt skal i skole igen, men at der er ikke et krav om, at det skal ske nu. Forsigtigt får han tegnet omridset af den handleplan, der er ved at blive iværksat for hende, hvoraf en kontaktperson er en vigtig brik lige nu. At han har fundet et team, der kun arbejder med børn og unge med psykiatriske diagnoser

K kigger på ham, så på mig, tilbage på ham. Sagsbehandleren forklarer vigtigheden af, at han taler med hende, så han hører direkte fra hende om, hvad hun har brug for hjælp til.

Han fortæller at hun på et tidspunkt skal i skole igen, men at der er ikke et krav om, at det skal ske nu. Forsigtigt får han tegnet omridset af den handleplan, der er ved at blive iværksat for hende, hvoraf en kontaktperson er en vigtig brik lige nu. At han har fundet et team, der kun arbejder med børn og unge med psykiatriske diagnoser.

K ser forpint ud.

’Hvem er de mennesker?

Hvad kan de?

Hvilke uddannelse har de?

Hun kyler det hele ud på ét åndedræt. Hvert et spørgsmål er meningsfuldt, for hun oplever gang på gang, at de fagfolk, der skal støtte hende i dagligdagen, ikke har den fornødne erfaring og viden. At de er blinde for, hvem hun er og at de kører efter en drejebog, hvor man ’gør sådan i arbejdet med børn og unge med angst’.

De lader ikke til at bemærke, at deres sikkert hjertevarme ønske om at arbejde med mennesker, ofte ikke er lig med de rent faktisk gør en forskel for de mennesker. Desværre har de også forværret K’s tilstand; hun har mistet meget tillid og håb om, at nogen af dem er i stand til at hjælpe hende.

Men denne sagsbehandler, som på vort første møde henne på kommunen fremstod anderledes opdateret og interesseret i at få et kendskab til K og til vores problemer som familie, svarer detaljeret på K’s spørgsmål.

Han beskriver hvem de er, hvad de kan og hvorfor han tror, at netop de her fagfolk, vil være rigtige for K. Imens sidder jeg, oversvømmet af stolthed over, at min K, selvom hun har angsten der spalter hende, stadig har bevaret en rå kerne af integritet og skarphed, så hun kan formulere, hvad hun behøver og hvad hun ikke behøver – også over for en voksen med en myndighed.

’Men der skal ikke komme en her, og tro, at nu skal han eller hun lave noget med mig! Det vil jeg ikke være med til”, fortsætter K.

’Det er o.k.’ K ser stadig forpint ud, selvfølgelig gør hun det – hun kravler over en bro, hun endnu ikke har bygget. Det er hun nødt til, for hun er nødt til at forsøge sig i det uvisse – i håbet om at finde dét, der giver bedring

’O.k., det er godt du siger det, for det kan jeg tage med mig, så vi ikke får sat noget forkert i gang”, svarer han og skriver lidt ned og afrunder mødet med at læse op, hvad det er de har aftalt.

’Det er o.k.’ K ser stadig forpint ud, selvfølgelig gør hun det – hun kravler over en bro, hun endnu ikke har bygget. Det er hun nødt til, for hun er nødt til at forsøge sig i det uvisse – i håbet om at finde dét, der giver bedring.

Så hun accepterer, at der skal komme en. Uden at vedkommende skal komme med et projekt om hende.

Senere fortæller socialrådgiveren mig, at han har rigtig mange børnesamtaler, men aldrig har han været til en så god, som den med K. K’s tydelighed havde imponeret ham, men han følte sig også helt klar på, hvad han præcis skal gøre for hende

I går kom den kontaktperson, der skal være sammen med K. Kun for at hilse på, helt kort. Mens K’s elskede engelske bulldog stormede ham i møde, begejstret over at få endnu en ven, kom K nødtvungent ned af trappen oppe fra sit værelse.

Her havde hun havde taget et stramt tilløb for at komme ud, det kunne jeg høre gennem døren – på hendes stemme som hun forsøgte at kontrollere så den ikke stak af i panik.

Lige meget hvor den fører hende hen, vil hun aldrig gå alene igen

Nu satte hun sig på trappens tredje sidste trin. Med en cirka ti meters afstand mellem dem. Han gjorde ikke ansats til hverken at ville inddrive nogle af de ti meter mellem dem eller trække hende ind i en samtale.

K fik sagt et stille ’hej’, som han besvarede lige så enkelt. Derpå så hun på mig og spurgte om hun måtte gå op igen.

’Ja, det må du da, skat, det var jo aftalen for i dag’.

Da hun var gået op, trak han et papir frem, hvor han havde foreslået datoer og tidspunkter for, hvornår han kunne komme i april måned. Og sat sit mobilnummer. To minutter efter var han ude af døren. Han efterlod sig et sympatisk indtryk og en aftale om at komme to timer to gange om ugen.

Det bliver vist ikke to timer fra day one. Men jeg holder døren åben og lader ham komme ind. Så tager vi et skridt derfra. Et babystep. For ’en rejse på tusinde mil starter med et skridt’.

Det kinesiske filosofi holdt mig gående i min ungdom før K og hende storebror. Det vil også holde hende gående på sin rejse og lige meget hvor den fører hende hen, vil hun aldrig gå alene igen.

Læs de syv første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her.

Topillustration:

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind." Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/ Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,