ESSAYSERIE #29 – “Her er stille. Brølende stilhed, som en tinnitus, man tror, ikke eksisterer, før alle andre lyde er gået til ro, og så forstår man, at den største larm er inde i ens øre og ikke længere omkring ens ører.” Hver uge skriver Odile Poulsen om sin datter K, som lider af dyb angst. I dette afsnit begynder ventetiden for K, Odile og hendes mand Niels, som nu venter på svar på den udredning, der vil afgøre K’s og resten af familiens fremtid.
K er på sit værelse, efter vi hastede hjem fra lægeundersøgelsen; den vi måtte afbryde.
Hun havde forsøgt, jeg vidste det om nogen, som det førstehåndsvidne jeg havde været. På bare et skridts afstand havde jeg set i hendes ansigt, hvordan hun først tvang sig til at være medgørlig, men så efter en tid, måtte krumme sig sammen om sig selv som en bænkebider og da det heller ikke lykkedes, så måtte give op.
Først på det tidspunkt, udhulet og uden kræfter til at tvinge sig selv længere, havde hun bedt mig om at tage over og tage hende hjem.
Hun var drønet op på værelset efter den lange grædetur på bagsædet i Chrysleren hjem, og jeg var drønet lige lukt ind i en stille magtesløshed.
Her er stille. Brølende stilhed, som en tinnitus, man tror, ikke eksisterer, før alle andre lyde er gået til ro, og så forstår man, at den største larm er inde i ens øre og ikke længere omkring ens ører
Da jeg var deroppe lige før for at banke på hendes dør, var det for at spørge, for at blive klogere, for at blive formildet, for at gøre et eller andet, for at bringe den vuggen jeg følte under mine fødder til ro, hørte hun mig ved min første banken med lette knoer, det er nærmest bare knoernes hud der strejfer døre. Og når hun gør det – hver gang hun gør det – slipper jeg ubevidst mit tilbageholdte vejr.
Hendes stemme var let vibrerende, en vibrato, der ikke er vibrato, men er stemmens tusind knæk i bitte brud og samlinger, så hurtigt at det er uhørligt. Det lyder som om stemmen vibrerer i bølger og rystelser, men der er ingen knæk og ingen samlinger, blot bølger der kontrolleres.
Sammenfattet kunne det næsten undslippe min opmærksomhed, men det er mere end det. Det er lyden af en stjerneklar himmel, der falder til jorden i et tyst rabalder.
Følelsernes ødelagte kalejdoskop
Jeg tænker nogle gange, at det er sådan, hun har det mest.
Selvom hun siger, at vi ikke skal være bekymrede. Så svarer jeg, at selvfølgelig er vi bekymrede. Det hører med til at være forældre og at elske. Når man kerer sig om nogen, så bekymrer man sig. Og at det helt og aldeles er vort ansvar, ikke hendes; aldrig hendes.
Jeg er overrasket over, hvordan jeg uden modstand kunne blive skyllet ind i et følelsernes ødelagte kalejdoskop. Et der er faldet ud af takt og i stedet for smukke symmetriske mønstre igen og igen viser nye forvrængede sider af sig selv i en uskøn påtrængende blanding af følelser og tanker, jeg ikke vil kende til.
Hun var drønet op på værelset efter den lange grædetur på bagsædet i Chrysleren hjem, og jeg var drønet lige lukt ind i en stille magtesløshed
Dyppet som jeg er præcis som K i nedturens kvalme, leder jeg efter adspredelse, men jeg finder ingen. Om to timer skal Niels og jeg til den forældresamtale, som er den del af udredningen, hvor vi skal tale med en ny psykolog om graviditeten, fødslen og særlig om K’s fem års alder.
Som om de på forhånd vidste, at alt begyndte at gå skævt, netop da K blev fem år. Indtil da havde vi haft verdens nok mest generte pige.
’Jeg har aldrig oplevet et så genert barn!’ havde jeg udbrudt dengang, og det sagde ikke så lidt, når det kom fra mig.
Men K var også et barn, der nærmest var født lykkeligt smilende.
’Jeg har aldrig oplevet et så lykkeligt barn,’ sagde Niels og jeg dengang til hinanden.
Selvfølgelig er der noget med det femte barneår, hvorfor skulle de ellers være så interesseret i netop den alder? Selvfølgelig har de kendskab til masser af andre børn og unge, der har samme træk som K.
Og det må være, skal være, dét, der er nødvendigt, for at vi forstår K’s behov, for at vi får indsigt i selve årsagen til, at hun er fanget i sit eget sind.
Jeg er godt og grundigt forvirret, og selvom jeg aldrig har oplevet angst, så kender jeg til frygt. Og jeg er ræd, frygtelig ræd
Vi kender deres arbejdsdiagnoser og deres teser.
Men før de gennem minutiøs observation og undersøgelser har kortlagt K’s indre liv, består de oprindelige og knap et år gamle diagnoser: ADD, generaliseret angst, social angst, depressive træk og skolefobi.
Først når ungepsykiatrisk afslutter deres udredning, ved vi, om diagnoserne holder stand eller om ungepsykiatrisk trumfer med nye, der rydder bordet og dermed sætter en helt ny dagsorden; måske det mest sandsynlige resultat.
Forvirringen og frygten breder sig
Eller …. jeg ved faktisk ikke længere, hvad jeg tror, for i takt med at udredningen har bredt sig med sine bogstaveligt over tusind spørgsmål, er jeg blevet mere og mere uforudsigelig i mine antagelser.
Jeg er godt og grundigt forvirret, og selvom jeg aldrig har oplevet angst, så kender jeg til frygt. Og jeg er ræd, frygtelig ræd.
’Men hvorfor? spørger Niels.
Ikke ud af mangel på empati men fordi han ønsker at forstå eller i det mindste nærme sig en indsigt i, hvad jeg frygter så meget. ’Jeg synes ikke det er så farligt, uanset hvad de siger. Nu får hun jo hjælp, og det er det vigtigste.’
Vanen tro skammer jeg mig over, at jeg ikke kan tænke så rationelt og føle mindre, at jeg ikke kan være mere som Niels. Han har altid været den kloge og logiske af os to, mens jeg er en hvirvelvind af følelser og tanker.
Jeg er overrasket over, hvordan jeg uden modstand kunne blive skyllet ind i et følelsernes ødelagte kalejdoskop. Et der er faldet ud af takt og i stedet for smukke symmetriske mønstre igen og igen viser nye forvrængede sider af sig selv i en uskøn påtrængende blanding af følelser og tanker, jeg ikke vil kende til
Mit indre er et altid et skiftende mønster af variationer og optioner; et aldrig færdigmalet motiv med en skiftende skala af farve med flere nuancer, end jeg kan nå at tælle.
Det har altid været sådan, uden at jeg tidligere har undret mig. Men det har aldrig betydet, at jeg har følt mig intelligent, dygtig eller talentfuld. I stedet har jeg altid følt, at jeg må lægge mig i selen for at matche mine omgivelser og mine ambitioner.
Tit har jeg stået med en oplevelse af at stå ved siden af det, som andre finder morsomt og korrekt at samtale om, uden at kunne mønstre den mindste interesse, men derimod følt en tristesse over sladder og overflade.
Det er som at stå med en smeltende klump is imellem hænderne, der løber og ikke lader sig samle op. Når Niels altid har beundret min hjernes muligheder, har jeg altid tænkt, at det hører ind under den forelskedes ægtemands blinde vinkler.
Jeg ønsker ofte at køle mig i et bad af hans besindighed og i hans evne til at lukke døren til emotionelle afstikkere med et ’det kan jeg alligevel ikke gøre noget ved lige nu’ for så at koncentrere sig om sin musik.
Sorgen bryder ud
Men Niels var forstummet, mens jeg beskrev telefonsamtalen, jeg havde haft med anker-psykologen på K’s udredning. Det med, at mange forældre går i sorg, når deres barn diagnosticeres med en psykiatrisk, eventuel livslang, diagnose, genkaldte noget i ham, ham, som kender til sorg på en måde, jeg aldrig har oplevet. Han blev tavs, eftertænksom, og jeg forstod at ved at formidle, hvad psykologen havde sagt, hørte han noget andet end det han hører, når det er mig, der taler om sorg.
For over to måneder siden fik vi bevilliget et psykolog forløb hos en psykolog, vi ikke selv har valgt. Det er en psykolog fra ’Psykologhuset’, kommunens psykologer. Vi har endnu ikke hørt fra vores kommende ’kommunepsykolog’.
Livet kan meget vel blive både smukt og nydelsesfuldt med handicap eller sygdom. Noget som man vil kunne finde ud af hen ad vejen, mens man løber fra smerten og sorgen, når man indser diagnosens ægthed og glider over i accept af den.
Hendes stemme var let vibrerende, en vibrato, der ikke er vibrato, men er stemmens tusind knæk i bitte brud og samlinger, så hurtigt at det er uhørligt.
Det er stadig en sorg. Det at skulle begribe.
Niels reagerede på det med sorgen.
Han har oplevet sorg, da han i en alder af seksten mistede sin far – den absolut mest problematiske alder at miste en forælder i. Dér står man, midt i sit teenageopgør med alle forældrenes værdier kastet op i luften. Ens udsyn mangler den bredde, man siden erhverver sig, når ens hjerne er færdigudviklet i slutningen af tyverne. Men her, midt i bitter-sweet sixteener udsynet smalt eller i hvert fald smallere, og ens hjerne er under belejring af en hormonel cocktail, der slår hårdere end nogen brandert, inklusiv opkast og tæt-på-udpumpning, man nogensinde vil komme.
Og man skal vurdere, hvilke af de jonglerende bolde, man skal holde fast på, og hvilke, der kan falde til jorden, præcis som man selv falder til jorden, når man har kastet sig ind mod sine forældre tilpas mange gange med tilpas mange kritiske spørgsmål, rullende øjne, råb og skrig og nægtet at respektere bare fordi man skal.
Hvis forælderen så dør, dør alle ens håb om levende forbilleder, hvad enten man bruger dem til at spejle sig selv i eller sætte sig op mod.
Men det er en anden sorg nu, for nu er Niels selv faderen og det er hans teenagedatter, der har mistet sit fodfæste så gevaldigt, som om hun gled i mudderskred, og samme mudder forhindrer hende i at stå fast.
Foran ligger nu tre ulmende uger af ventetid
Og vi, faderen og jeg, tripper med usikre skridt, som om vi også er i mudderet og er trådt derud for at holde hende fast, så hun ikke falder væk, drøner med mudderskredet ned ad bjerget og ud af vore hænder, ude af sigte, ud af vores liv.
Vi tripper, for hvad nu hvis vores vægt, sætter mere i skred. Hvad hvis vores skridt skubber hende ud over kanten?
Det er en sorg. Ikke fordi man har mistet til døden. Alligevel har man mistet det barn, man kendte. Det barn, vi troede, vi havde, forestillingen om det barn og den fremtid, vi troede vi kunne tillade os at tage for givet.
Åh hvornår lærer du det Odile, hvornår lærer du, at intet nogensinde kan tages for givet?
Ja, vi får vores K igen, vores barn igen, vores sol, når hun igen skinner. Men nætterne kan få en til at glemme, at dagen kommer igen.
Forældreinterviewet
Niels og jeg gennemfører det halvanden times lange forældreinterview. Skellet i vores familie bliver så tydeligt tegnet op: afstanden mellem K og Niels, der er opstået i takt med, at K og jeg er gået tilbage til den symbiotiske tilstand, vi havde, da hun var spæd.
Niels ved ikke længere, hvordan hun tænker og føler, og det bliver mig, der taler og taler og supplerer, uddyber og åbner døre, der har været lukket for andre end mig.
Jeg må fortælle dybt og fortroligt om K, igen et overgreb, som jeg kvier mig ved at begå. Men det her er noget andet, jeg overvinder kvalmen, ignorerer den og fortæller, mens jeg beder til at jeg gør det rette, at den viden går præcis derhen, hvor den gør K godt og hjælper hende til at blive rask.
Mine tanker er forstyrrede som om de var skåret af ved roden, og de falder om som soldater på slagmarken
For hvis ikke de ved, hvem hun er, hvordan skal de så kunne vide, hvad hun behøver?
Da vi tager derfra, bliver jeg tavs. Ikke fordi jeg er tavs forinden; dér buldrer det med alt det, jeg gerne ville sige. Men det føles mindre ensomt at lade være.
Det var sidste aftale af de timelange aftaler – en udredning, der har slugt meget mere tid, skubbet sig dybere under overfladen, afkrævet større eftertænksomhed, slubret af K’s kræfter, men vigtigste af alt, været langt mere tillidsvækkende, end jeg havde forventet.
Det havde været positivt at opleve så dygtigt og møjsommeligt, så detaljeret og engageret, at personalet havde løst deres opgave.
Foran ligger nu tre ulmende uger af ventetid igen.
Ventetiden er begyndt
Som om ventetid er blevet den eneste vedholdende faktor i vores liv, et liv så stille på overfladen med en udpræget mangel på social liv og for mit vedkommende også et dødt arbejdsliv.
Her er stille. Brølende stilhed, som en tinnitus, man tror, ikke eksisterer, før alle andre lyde er gået til ro, og så forstår man, at den største larm er inde i ens øre og ikke længere omkring ens ører.
Der er tre ugers ventetid, før vi modtager svaret, deres konklusion, deres sammenfatning af de tusinde svar, systematisk registrerede for at finde et match i WHO’s ICD 10 diagnoseklassificering.
Det er tre uger oveni de cirka ni uger, der er gået fra for-samtalen, til vi står med, hvad jeg ikke længere tør gøre mig forestillinger om, hvad vil være. Vil det være en annullering af ADD diagnosen, der blev givet for nøjagtig et år siden?
Vil en dybereliggende og mere alvorlig diagnose træde frem som et mønster skrevet med usynligt blæk henover de mange sider med besvarelser, der nu under det rette lys, pludselig vil vise sig?
Mine tanker er forstyrrede som om de var skåret af ved roden, og de falder om som soldater på slagmarken.
Tre uger er ingen tid i et liv, men al tid vejer tungere, når tiden sættes under lup og forstørres så hver en detalje træder frem med raske skridt og ingen detalje kan ignoreres.
Jeg kan ikke vente, til tiden oprinder, lige så lidt som jeg på nogen måde er i stand til at se frem til det.
Topbillede: Pexel
Læs de 28 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her og nummer 28, “F….” her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
