FILM // ANMELDELSE – Skal det være – meget – klassisk fransk, bliver det sjældent bedre og mere idérigt end Udenfor sæsonen.
Jeg er stor fan af den franske instruktør Stéphane Brizé, men var alligevel en anelse nervøs, før jeg så hans seneste Udenfor sæsonen. Brizé har haft dansk distribution to gange tidligere, med Markedets lov (2015) og I krig (2018), to dele af hvad han nu selv kalder for sin ‘sociale trilogi’.
De film genfortolkede den socialpolitiske film til i stedet at handle om energi. Energi til at kæmpe, til at klare sig gennem uretfærdighed, men så afbalanceret, at man aldrig tabte hovedet. Det gav et filmsprog med en fornem rytmik, hvor der var plads til skænderier, store politiske scener og private sekvenser med dans og afslappet samvær.
Men fordi jeg så godt kunne lide den trilogi, opsøgte jeg også et par af Brizés tidligere film og … lad os bare sige, at han var bedre til politik end til kostumedramaer om familieliv. Så når Udenfor sæsonen dukker op som en ærkefransk fortælling om en midaldrende skuespiller med knas i kærlighedslivet? Ja, jeg var altså nervøs.
Men min nervøsitet blev fuldstændig gjort til skamme. Brizé bruger sin sans for filmisk rytmik til at skildre både depressionens tomgang og forelskelsens bankende puls og skaber sin måske bedste film.
En hemmelig flirt
Skuespilleren Mathieu (Guillaume Canet, Mellem linjerne) tager pause fra sit liv og tjekker ind på et spahotel i en lille fransk badeby, der vitterlig er fuldstændig død udenfor sæsonen. Han er tydeligvis i krise – særligt i et langt klip, hvor han fejler med at lave espresso, aner man en mand, der er gået helt itu. Men han formår altid at smøre et smil på ansigtet, når en fan taler til ham, hvilket kulminerer i en vidunderlig montage af elendige selfies.
En dag modtager han en besked fra Alice (Alba Rohrwacher, The Lost Daughter, Lazzaro den lykkelige), en gammel flamme, som efter det smertelige brud rejste væk fra ambitioner i Paris for at blive klaverlærer og have et ordinært familieliv med en læge. Man fornemmer også en frustration hos Alice – og til en vidunderlig montage af hendes familieliv hører vi klaverspil fra en lille elev, hvilket får alt til at fremstå særdeles middelmådigt – og snart nærmer de to gamle elskende sig hinanden igen.
Men vil de det samme med denne nye nærmen sig hinanden? Eller vil mødet ved den franske kyst bare få undertrykte frustrationer til at bryde ud i lys lue?
Pauser og indskydelser
Det lyder jo som en historie, vi har set en masse gange før, måske især i franske film. Men i Brizés filmsprog bliver det en fortælling, vi på stærkeste vis føler, fordi vi ånder og hviler med filmens puls. Klipning og rytme er simpelthen uovertruffen i den her film. Brizé siger i pressematerialet, at han altid får skrevet musikken til sine film, inden han går i gang med selve fotograferingen af dem, og dyrk for eksempel, hvordan klipningen i den indledende sekvens er formet efter den omskiftelige musik, ikke omvendt. Man mærker langsommeligheden som i et stykke romantisk musik.
Det rytmiske mesterskab mærkes også i måden, hvorpå historien hele tiden afbrydes og tager mærkelige svinkeærinder, men aldrig på en måde, der ødelægger flowet. For eksempel afbrydes Mathieu og Alice’s første kaffemøde af, at Mathieu i flere omgange forsøger at få ændret på musikken på caféen. En fuldstændig ligegyldig detalje, men hvis noget lignende er sket for en på en date, ved man, at det stensikkert er det, de to husker stærkest bagefter.
Udenfor sæsonen er fyldt med næsten lige så mange følelser, som der er idéer og filmisk mod
Der er også plads til en lang sekvens, hvor Alice sender en video, hun har optaget på sin mobil til Mathieu. Hun spiller klaver på et plejehjem, hvor en af beboerne skal giftes, og fortæller om sit liv til kameraet. Hvordan hendes første ægteskab var kærlighedsløst, men at det stadig føltes rart, fordi det ikke var voldeligt, sådan som forældrenes var det. Og om hvordan den gamle kvinde genopfandt sig selv i tresserne.
Og det er så først her, det bliver afsløret, at det er to kvinder, som skal giftes, og at vi lytter til en i virkeligheden frygtelig historie om homofobi og undertrykkelse, som den gamle kvinde dog tydeligvis ikke lader sig gå så meget på af, for den fik jo til sidst en lykkelig slutning.
Midt i livet
Mathieu fik en stor karriere, og Alice fik et varmt familieliv, og det er vel også lykkeligt? Men det skete jo ikke til sidst, mere da de var midt i trediverne. Nu hvor de er omkring de halvtreds, er fremdriften i deres liv, karriere, kærlighedsforhold mere eller mindre forsvundet. Rytmen er væk.
På den måde skaber Brizé også en film om et almenmenneskeligt forhold, i hvert fald for middelklassen, der ikke skal kæmpe mod armod og elendighed for at skrabe et ok liv sammen. Udenfor sæsonen er dermed fyldt med næsten lige så mange følelser, som der er idéer og filmisk mod. Skal det være klassisk fransk, så bliver det formentlig ikke bedre i den her sæson.
Læs flere anmeldelser fra Frederik Bojer Bové her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her