MINDET OM MIN BROR // ESSAY – Det begyndte med et dødsbo. Et ord, jeg ville ønske, jeg aldrig havde behøvet at tage i min mund, endsige forholde mig til betydningen af. Det var jo et andet menneskes liv. Et andet menneskes ejendele. Og det endte med en lille sort arkivkasse, som jeg i lang tid kredsede forsigtigt om, indtil det føltes ok at lette på låget en gang imellem.
Da min yngste bror, Ole, helt uventet døde i december 2006, stod vi tilbage med en lejlighed, der skulle tømmes, et liv, der skulle elimineres. Eller sådan føltes det. Et dødsbo.
Jeg fattede ikke, at han ikke var her mere. Jeg ville ikke fatte det.
mens jeg ventede på ham, arbejdede jeg mig mekanisk gennem hans ejendele som et stykke akkordarbejde, der bare skulle overstås
Hans stemme lød stadig på en besked i min telefon, indtalt få dage forinden. Hans lejlighed så ud, som om han bare lige var smuttet ned i kiosken efter en avis og ville komme tilbage lige om lidt og hjælpe med at rydde op og sortere. Og mens jeg ventede på ham, arbejdede jeg mig mekanisk gennem hans ejendele som et stykke akkordarbejde, der bare skulle overstås.
Timelønnen ville det nok have været så som så med, for hver ting blev vendt, og jeg faldt i staver konstant. Over bøger, der lå med bogmærker ved hans seng. Noter overalt i lejligheden med noter til sangtekster, udkast til artikler og småbetragtninger over livet på godt og ondt: ‘Kuperet terræn’, ’Er der et liv før døden?’, ‘Some day I’ll be running the show’. Han havde dage, hvor humøret var i bund, men til gengæld var det også de dage, der inspirerede ham til at skrive.
På en stol i soveværelset lå hans tøj omhyggeligt lagt sammen og klar til en ny arbejdsdag, der var plader på gulvet og på grammofonen, kasser med fotos af mennesker, jeg kendte, og af mennesker, jeg ikke anede hvem var. Der var også et foto af Ole, taget da han blev kattekonge som fireårig.
Jeg kan huske, at han græd, fordi han syntes, det var uhyggeligt at smadre løs på en trætønde. Et foto, hvor stoltheden lyser i hans ansigt over den Manchester United-trøje, han lige havde fået.
Og atter et af livsnyderen med udsigt til rødvin, musik og en lang aften med intense samtaler. Og så ikke mindst musikeren, der bare gerne ville skrive sange og spille guitar.
Til Gitte fra Ole
Så var der alle julegaverne, der lå omhyggeligt indpakket på spisebordet og troede, de skulle med til jul i Vestjylland. ”Til Gitte fra Ole”. ”Til far fra Ole”. Til børnene, til os alle. Madrester i køleskabet, han ikke nåede at spise. En flaske vin, han sikkert havde glædet sig til at åbne og dele med nogen. Brevene. Udkast fra Ole til forskellige mennesker. Venner, veninder, kærester, kilder, hans psykolog, breve til Ole fra stort set alle dem, han havde kendt, siden han begyndte at korrespondere med Margrethe fra Vejle, da han var 10 år gammel.
Som om det kunne dulme smerten, gik vi op og ned ad trapperne som flittige, tanketomme æsler og smed ting ud
De fleste breve smed jeg ud. De vedkom ikke mig. Enkelte sendte jeg tilbage til nogle modtagere, som jeg vidste ville sætte pris på, at de havnede netop der og ikke blev læst af andre.
På hans køkkenbord stod colaflasker og de tomme emballager fra Snickers- og Mars-barer og vidnede om, at han havde forsøgt at bringe sit blodsukker op, mens han i virkeligheden skulle have bragt det ned. Hvorfor han fejlfortolkede sine symptomer, står stadig hen i det uvisse. Han var en rutineret diabetiker, men han havde tre brækkede ribben efter et styrt med cyklen, så måske havde en heftig morfindosis mod smerterne gjort ham forvirret og svækket hans dømmekraft?
Vi finder aldrig ud af det.
Den værste jul
Den jul er den værste, jeg nogensinde har oplevet. Alt gik i stå. Uden for mig, inden i mig. Det var der, jeg opdagede, hvad det vil sige at være “ude af sig selv”. Det er en helt konkret fysisk fornemmelse, og den gør ondt.
Som om det kunne dulme smerten, gik vi op og ned ad trapperne som flittige, tanketomme æsler og smed ting ud, sendte noget til genbrug, andet ned i varevognen, vi havde lejet. For hvis ikke min lillebror og sjæleven kunne komme med mig hjem til jul, så skulle alle hans ting fandme med. Og det var jo absurd. For hvor skulle vi gøre af dem?
To af hans bedste venner kom og hjalp med meget af det, og de endte med at tage en bunke af hans farverige skjorter med til genbrug. Grillskjorterne kaldte vi dem. Men dagen efter fortrød de og hentede skjorterne hjem igen. Det var jo Oles for fanden. De ligger sikkert stadig i et lille loftsrum i deres hjem på Østerbro.
Det sidste læs
Da vi en sen, regnvåd aften kørte ud af byen med det sidste læs, tænkte jeg, at jeg nok aldrig ville komme tilbage til København. Hvad skulle jeg dog der?
Sommetider lyttede jeg også til mine egne mere og mere desperate beskeder til ham i dagene op mod jul, fordi han ikke tog sin telefon
Min bror var død, væk, borte, byen havde taget ham fra mig, og lige nu føltes den grå og afsjælet. Aldrig har jeg hadet H.C. Ørstedsvej så inderligt, som da vi kørte der i silende regn med Oles liv patetisk stuvet sammen i en mellemstor hvid varevogn.
Da vi kom hjem, fordelte vi tingene i skure, kælderrum, loftsværelser, og hvor vi ellers kunne tvinge de sidste rester af Ole ind. Dødsboet blev eksekveret og gemt væk.
Hans sidste besked
I lang tid efter hans død lyttede jeg igen og igen til hans sidste besked på min telefon, et par gange ringede jeg endda til hans nummer blot for at høre hans stemme sige: ‘Læg en besked’ med det energiske tryk på læg.
Sommetider lyttede jeg også til mine egne mere og mere desperate beskeder til ham i dagene op mod jul, fordi han ikke tog sin telefon, fordi han ikke svarede på mine beskeder. I den sidste besked truede jeg endda med at ringe til politiet, hvis han ikke gav livstegn. Det blev så ikke nødvendigt. De kom på banen helt af sig selv, da han blev fundet død.
Til gengæld rørte jeg i flere år ikke ved nogen af kasserne med hans ting. Jeg orkede det ikke. Efterhånden blev det dog lettere. Jeg tog kasserne frem indimellem og sorterede, smed lidt mere ud hver gang, kom lidt mere overens med det.
Pladerne har stået godt gemt og også en anelse fortrængt i vores kælder, for hvor skulle vi starte og slutte, og hvad skulle vi overhovedet stille op med dem?
En kollega fik nogle af hans tyske rockplader, en af hans venner drog af med en stak musikbiografier, og efterhånden fik folk lov til at tage, hvad de havde lyst til fra hans store cd-samling. En dag tog jeg mig endda sammen til at slette både hans sidste besked og hans nummer på min telefon.
Tyve Roskildearmbånd
Dødsboet blev mere overskueligt efterhånden, og til sidst endte jeg med en lille sort arkivkasse, hvor det dyrebareste stadig ligger.
Breve, post-it-noter, billeder, en håndskrevet, søsterligt patroniserende kogebog fra mig til Ole, da han skulle flytte hjemmefra i begyndelsen af firserne, den gule plastikkerne fra et Kinderæg, en jødeharpe, mindst tyve Roskildearmbånd, eksamensbeviser og karakterbøger, nogle af de fine artikler, han skrev som journalist, og ikke mindst et print af den mindebog, jeg fik lavet med rørende bidrag fra Oles venner og kolleger gennem mange år.
Oles vinylplader
Så var der så lige den store kasse, eller rettere tolv store kasser med vinyler, samlet gennem Oles alt for korte liv. Der er 1334 i alt, ved jeg nu, for jeg var nødt til at åbne arkivkassen for nylig for lede efter et print af den oversigt over pladerne, som vi fik lavet efter hans død.
Pladerne har stået godt gemt og også en anelse fortrængt i vores kælder, for hvor skulle vi starte og slutte, og hvad skulle vi overhovedet stille op med dem?
Ingen havde lyst til at tage hul på de kasser.
allermest vil jeg glæde mig over, at det langt om længe er lykkedes mig at reducere det monstrøse dødsbo til en lille fredelig sort arkivkasse
Men nu sker det. For en nat for nylig vågnede jeg og tænkte ‘FUCK, rotterne har ædt pladerne, eller fugten og skimmelsvampen har taget dem’. Men de er helt uskadte, så nu tager jeg dem en kasse ad gangen, går dem igennem og sorterer.
De første tre kasser står allerede på mit arbejdsværelse, hvor jeg gik lidt i stå igen, da jeg trak tilfældige plader op. UB40, Richard Thompson, Bob Dylan, Morrissey. Nogle af pladerne er jeg nødt til at beholde, for Ole ligger så meget i de riller. Andre sælger jeg. Måske.
Det kommer til at tage lang tid at sortere dem, for jeg vil stensikkert lægge en af dem på grammofonen indimellem og mindes de mange aftener og nætter, hvor Ole og jeg drak rødvin og lyttede til musik.
Og jeg vil huske hans uendelige anekdoter om trommeslagere, guitarister, svigagtige producere, sprængte guitarstrenge og tabte musikerdrømme og forestille mig, at jeg stadig kan se direkte ind i hans intense brune øjne, når han siger:
”Det er fandenfitme en fantastisk sang, den her.”
Men allermest vil jeg glæde mig over, at det langt om længe er lykkedes mig at reducere det monstrøse dødsbo til en lille fredelig sort arkivkasse, som jeg kan hive frem, når jeg orker.
Den kasse rummer essensen af Ole og hans finurlige og til tider komplicerede univers, eller som der står i en af hans udaterede noter i den sorte arkivkasse:
”Spredte byger, nogen sol”.
Læs også Peter Schjødts essay om forholdet mellem ham og hans afdøde mor lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
