OBS: Når der er røde bogstaver i teksten, så tryk og læs de artikler, jeg refererer til
Undrer det dig ikke, at du aldrig hører fra de ansatte i SKAT, når du selv eller vi andre skælder ud på det ene og det andet? Debatten er ellers godt gang blandt brugerne på Facebook, Twitter osv, men ikke blandt de ansatte, der kender til, hvad der foregår.
Tænker du aldrig over, at det egentlig er utrolig så mange statsansatte, der går ned med stress, og deres chefer siger: Bare de dog havde sagt noget til mig i forvejen?
Og hvorfor får man aldrig input fra sygehuspersonalet, fra dem, der arbejder i PostDanmark, fra de kommunalt ansatte osv? Fortsæt selv rækken.
Det kommer til at ske som i aldrig!
Fordi enhver stats-, kommune- eller privatansat har fattet, at den der brokker sig, bliver fyret, kørt ud på et sidespor, nedprioriteret eller behandlet som uønsket. Længere er den ikke. Brokkerøve og kritikere ønskes ikke, opbakning og loyalitet er i højsædet. Så det er bedre at holde sin mund.
Cheferne har fokus på at holde enhver utilfredshed nede, så deres eget renommé er uplettet, en betingelse for at stige i graderne. Enhver henvendelse om uhensigtsmæssige tiltag eller besværlige arbejdsgange forbliver ved tanken, holdes nede og sidder fast i kroppen, fordi man ved, at det bliver opfattet som brok, hvis man påpeger det.
Loyalitet kræver tavshed, hælene slås sammen, man retter ind. Den slags bliver man syg af i det lange løb. Nogle finder noget andet arbejde i håb om, at stemningen dér er bedre, men billedet er det samme overalt.
Tænk at den kæmpe gevinst for demokratisk sindelag, åbenhed og fællesskabsfølelse nu er kastet på bålet, helt uden sværdslag, helt uden kamp. Det gør ondt langt ind i sjælen.
Forleden slog det mig igen. Politiken havde utraditionelt sat en personlig beretning midt på forsiden, hvor der normalt er afslørende nyhedshistorier.
Det har der været masser af protester over, blandt journalister og læsere, for ‘her bør vi kunne forvente nyheder og ikke den slags private betragtninger’, ‘det er jo ikke gratis at holde avis’ og det er ‘en hån mod bladets journalister’ osv osv, men ikke mere hån åbenbart end at ikke én af avisens egne journalister har ytret et ord, så vidt jeg har kunnet opspore det.
På samme måde når DR kritiseres for at dyrke racisme i et direkte radioprogram eller udskældes for fråds og hvad ved jeg. Det mest naturlige i vores Facebook-verden, hvor alle kan komme til orde om alt og kun få holder sig tilbage, ville være, at de, der arbejder med det, der kritiseres, gik i brechen for at forsvare og forklare. Eller medgive at kritikken er på sin plads?
Men igen ser vi ikke et ord fra de ansatte.
Vil du i verden frem, så klap i og æd lortet! Selv de ansatte i ytringsfrihedens fremskudte positioner, medierne, giver sig selv mundkurv på
De ved, at kritik holder vi indendøre, eller skulle jeg sige indenmunds. Vil du i verden frem, så klap i og æd lortet! Selv de ansatte i ytringsfrihedens fremskudte positioner, medierne, giver sig selv mundkurv på.
Ungdomsoprøret
Åh hvor det smerter mit 66-årige hjerte.
Jeg VAR der jo, dengang det lykkedes en hel generation at få hul igennem til autoriteterne. Ungdomsoprøret med alle sine fejl og al sin forvirring havde dog én væsentlig konsekvens: autoritet var pludselig ikke noget, man bare kunne påberåbe sig. Autoritet var fremover noget, man skulle gøre sig fortjent til. Noget der kunne stilles spørgsmål til.
Beslutninger kunne kritiseres, man var mand og kvinde for sin mening. Man kunne føle sig som en del af et fællesmøde, hvor det var en gevinst for det fælles produkt at den, der fik en god ide eller som opdagede svagheder, bragte det til torvs. Kom med det, lad os høre, hvad du har at sige, og lad os se, om vi skal ændre noget.
Og ja det gav en masse irriterende snak, tågesnak, politiske enetaler og masser af bøvl. Det var enormt besværligt, men efterhånden landede det et sted, hvor det virkede, med talsmænd, samarbejdsudvalg og repræsentation i ledelsen.
Nu er det væk! Helt væk. Udvalg og tillidsmænd er der stadigvæk, men de stækkes, presses og købes. Kommunikationen er stoppet. Samtalen er uønsket. Der er sket en pervertering, en udryddelsesproces, der leder tanken hen på autoritære regimer overalt i verden. Ja, det er store ord, men se dig omkring. Jeg tror, jeg har ret.
Vi kan sige, at vi prøvede; det kostede blod, sved og mange tårer, men det virkede – for en tid
Og tænk at den kæmpe gevinst for demokratisk sindelag, åbenhed og fællesskabsfølelse nu er kastet på bålet, helt uden sværdslag, helt uden kamp. Det gør ondt langt ind i sjælen.
Når historien fortælles
Jeg har de sidste 7-8 år været land og rige rundt og holdt foredrag om Plus-alderen, de aktive friske 50+, der er overalt. Mine jævnaldrende, de grå hjelme, som jeg også har skrevet en bog om.
Og hver eneste gang sker det samme, når jeg fortæller om erhvervslederne, underviserne, det politiske liv, fædrene og senere hen mændene, der fik et ordentligt los bagi; og den betydning ungdomsoprøret havde for os alle:
De troede, de havde magten pr automatik, men måtte sande, at det krævede en indsats for at gøre sig fortjent til den autoritet, de ønskede. At de var nødt til at lytte til protesterne, tage brugerne med i beslutningsprocessen, hvis de ville have et godt resultat.
Og når jeg så er der på biblioteket, i foredragssalen, i menighedshuset opregner, hvor stor forskel, der er på min forældregenerations opvækst og på min egen, så er det tydeligt, hvor vigtig ungdomsoprøret var, dengang, hvor økonomisk fremgang og nedrustningen gjorde det muligt.
Hver gang har jeg til min store overraskelse oplevet total stilhed og tilhørere, der lytter intenst med, fordi de pludselig forstår, at de har oplevet noget stort. Som om de aldrig har tænkt over, hvilken kæmpe ændring, det var dengang i slut-60’erne og i 70’erne.
Og jeg er glad for at kunne gøre opmærksom på det, fordi det giver opmuntring og mod til dem, der synes, at det er træls at blive gammel. De kan jo se sig omkring og mærke aktiviteterne blandt deres jævnaldrende, pensionisterne. Som om jeg vækker deltagergenet fra 70’erne, kunne man kalde det. De får også lyst til at være med og kan se, at det giver mening, nu hvor de er fri af arbejdspladsen.
Vi er tilbage i de gamle autoritetstider på arbejdsmarkedet
Og der er ikke så langt fra tanke til handling, de er videbegærlige, hjælpsomme, aktive. Det nyder frivillig-Danmark godt af, deres familier og venner, og det er ikke mindst godt for dem selv.
MEN – fremover må jeg tilføje noget trist. Det går op for mig, at pendulet er svinget tilbage igen. Ungdomsoprøret er helt slut nu. Vi er tilbage i de gamle autoritetstider på arbejdsmarkedet.
Vi har mistet noget dyrebart
Ingen steder er man interesseret i at lytte til den medarbejder, der sidder med opgaven. Effektivisering (‘Vi har et mål, vi skal nå, så vi har ikke tid til de her diskussioner’) og grådighed (diskussioner tager tid, og tid er penge) byder de ansatte at rette ind, gøre som der bliver sagt, uden at stille spørgsmål.
“Jamen hvad så med de opgaver, jeg nu i nogle år har taget mig af, hvem tager sig så af dem fremover?”
“Det er der nok ingen, der gør. Men det skal du ikke bekymre dig om.”
Men det er jo netop det, man gør, når man har påtaget sig en opgave.
Og så undrer man sig over, at stress er stigende, at min generation ikke kan komme hurtigt nok på pension, så snart det er muligt. Det er ellers temmelig logisk. Vi har mistet noget dyrebart, vi fik i ungdomsgave. En fornemmelse af at høre til, at kunne gøre en forskel, at være med i projekterne som hele mennesker og se meningen i opgaven.
Lærdommen om at opgaven løses bedst, når man ved, hvad man skal gøre og hvorfor, er glemt undervejs.
Og det er ikke kun på arbejdsmarkedet, at pendulet er svinget helt tilbage. Vores oplevelse af nøgenhed er igen som på mine forældre og bedsteforældres tid.
Danskerne dækker sig til, også på stranden; de kunne ikke drømme om at bruse nøgne med de andre i sportshallen. De dækker de små børn til med badebukser og bikinier fra fødslen, mens jeg sidder med billeder fra dengang både vi og vores børn ubekymret gik nøgne rundt i sommerlandet.
Som Elisabeth Astrup spurgte i Politiken: “…er vi i virkeligheden blot ved at vende tilbage til en art normaltilstand efter at have sundet os oven på ungdomsoprøret? Eller er vi i færd med at miste noget dyrebart?”
Jeg hælder til det sidste. Der tegner sig et mønster. Det strammer til.
Også i kønskampen
En anden af rettighederne til egen krop, den fri abort, er under hårdt pres. Det gjorde stort indtryk, da jeg en af kvinderne fra 70’ernes kvindekampe, der mødte op til demonstration FOR retten til fri abort.
På hendes plakat stod der “Jeg fatter ikke, at jeg stadig skal protestere mod det her f…… shit”. Jeg forstår så godt hendes frustration.
Quite possibly the coolest protest sign ever. Stand by #Poland's women in their fight against medieval abortion ban proposal #CzarnyProtest pic.twitter.com/XmaXp6lt3l
— Lydia Gall (@LydsG) October 4, 2016
Så forsøger jeg at trøste mig selv med, at der stadigvæk er lidt tilbage i parforholdene, der virker. Og jeg kan ikke forestille mig, at pendulet svinger helt tilbage i det univers.
Forleden led også den illusion et voldsomt knæk, da jeg læste Dorte Tofts omtale af Margaret Atwoods bog “Tjenerindens fortælling” og TV-serien “A Handmaid’s Tale”, der forudsiger tilbagegang for kvinders rettigheder og ligestilling, som hun har talrige friske eksempler på.
Det er uforståeligt for mig, at det bare kan ske. De dyrt købte erfaringer fra dengang har åbenbart ikke kunnet slå tilstrækkeligt kraftige rødder, så de kunne stå imod presset fra regnearkene og rationaliseringseksperterne. Ideerne er simpelthen visnet
“At angribe kvinder i forbindelse med forplantning ser ud til at være et populært våben for at få genoprettet den gamle, skæve balance, hvor manden var ”kvindens overhoved”, og hvor straffen for at ikke at makke ret var alt fra udstødelse til drab.”
Også her kan pendulet ramme. Hårdt.
Erfaringerne eksisterer
Det er uforståeligt for mig, at det bare kan ske. De dyrt købte erfaringer fra dengang har åbenbart ikke kunnet slå tilstrækkeligt kraftige rødder, så de kunne stå imod presset fra regnearkene og rationaliseringseksperterne. Ideerne er simpelthen visnet. Men uanset hvor trist, jeg synes det er, så vil det aldrig kunne ødelægge den glæde og det held, som jeg og mine jævnaldrende har haft, at vi oplevede den omvæltning.
Det kunne altså godt lade sig gøre at ændre på tingenes tilstand. Den lærdom kan vi da give videre til kommende generationer. Der ligger nogle erfaringer, som de kan tage frem og afprøve, hvis de tør, trænger, har råd, er modige og tossede nok.
Vi kan sige, at vi prøvede; det kostede blod, sved og mange tårer, men det virkede – for en tid.
Illustration: Michaël Dorbec – Mobile Pay: 3131 8234
Jeg håber, du har er tilfreds med denne blogpost fra POV. Den fornøjelse er gratis. Vi er bloggere og vi er ikke lønnet, men har du lyst til at støtte mit videre virke som skribent i Point of View International, så modtager jeg gerne små og store beløb via Mobile Pay på 2424 6242. Kærlig hilsen fra Monica.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
