DEN SIDSTE UDÅNDING // ESSAY – Behovet for at være til stede, når vores elskede tager afsked med denne verden, bunder i os selv og ikke den døende. For dødskampen skal tages alene, skriver Ulrik Frost.
Det var først, da jeg så en mand udånde, at jeg forstod, hvilke kræfter det sidste åndedrag kræver.
Man kan ligge dødssyg i ugevis, kinderne synker ind, huden mister sin glød, ikke en lillefinger kan man bevæge, der er ikke den mindste mulighed for kontakt, tidsintervallerne mellem vejrtrækningerne bliver længere, til sidst må man hen og stikke en finger under næsen for at mærke, om der stadig er liv.
Og så med ét trækker alle muskler sig sammen som i en orgasme, åndedrættet bliver desperat som efter 100 meter sprint, øjnene udspiles forvildet, som var man et jaget dyr. Tre gange skulle han hive efter vejret i et forsøg på at klynge sig til livet for endelig at give op og forlade kroppen.
Døden er i sagens natur ensom, og slaget udkæmpes alene
Det er et udbredt mantra, at ingen skal dø ensomme. Frygten for, at vores elskede skal være i enrum, når de takker af, er så rodfæstet, at vi våger på skift, tilkalder frivillige, giver køb på nattesøvnen og glemmer at spise.
Men hvor ofte har man ikke hørt historien om, at det var i det øjeblik, da den vågende simpelthen ikke kunne holde sig længere og bare måtte ud og tisse, at den overvågede sagde endeligt farvel? Og hvor man kan plage sig selv efterfølgende! ”Hvorfor kunne jeg ikke være der for min elskede, som altid har været der for mig?”
Afskeden er ensom – og intim
Jeg vil minde om, at der er en mening med alt, men der er i særdeleshed en mening med, at folk vælger et øjeblik i ensomhed til at tage afsked med denne verden. Den sidste udånding er ekstremt intim og dybt personlig. Det er det øjeblik i livet, hvor man står allermest ansigt til ansigt med sig selv, og derfor er det umuligt at gå igennem det med andre.
Vores forestilling om at være der for vores elskede til det sidste beror på, at vi tror, vi gør det lettere, smukkere, mere formfuldendt for den døende at sige farvel, men i den forestilling har vi kun øje for os selv – de levende. Døden er i sagens natur ensom, og slaget udkæmpes alene.
Det er den kærlighed, vi har fået skænket, der er så svær at give slip på, at vi vil sidde der, til det er forbi. Vi vil udvise en sidste taknemlighed ved at holde den døendes hånd helt ind i døden. Tanken om, at den, vi ikke kan leve uden, pludselig forsvinder, er ubærlig.
Men netop fordi det er ubærligt, besværliggør vi dødskampen for den døende ved at være til stede. Den døende, som elsker os, vil til sin sidste bevidste stund gøre alt for at være der for os og bære smerten med os. Sådan er kærlighed.
Men i dødskampen er det umuligt at være der for nogen anden end sig selv. Derfor kræver det en evne til i absolut forstand at være der for en anden, hvis man vil være behjælpelig i dødsøjeblikket. Man skal kunne lade sig opsluge af døden uden at fortabe sig i sorg, hvis man vil gøre nytte. At sætte sig i en andens sted er testen, der skal bestå sin prøve.
Det er i allerhøjeste grad forståeligt, at et menneske, der tager afsked med livet, gerne vil gøre det i enrum
Døden er smertefuld. Det er en kamp mod livet. Kroppen, som vi er vant til at sanse alt igennem, og som vi forstår som os selv, skal vi tage afsked med. Det byder sig selv, at det kræver uanede kræfter, og at vi vil hænge krampagtigt i til det sidste. Evigheden, som hidtil har været abstrakt, skal vi pludselig gøre konkret.
Og vi pårørende, der betragter disse dramatiske scener udspille sig, værger os fra selv at give os i kast med evigheden ved at sørge over de kærlige bånd, der nu skal kappes. Det er naturligt. Intet er større end kærligheden.
Men det er i allerhøjeste grad forståeligt, at et menneske, der tager afsked med livet, gerne vil gøre det i enrum. I ultimativ forstand er vi alene, vi opdager os selv alene, kilden til livet, kærligheden, finder vi kun i os selv.
Derfor, når vi klynger os fast til andre i et forsøg på at finde kærlighed, farer vi vild. Smerte og sorg kan blive overvældende, men de er begge skabt for, at vi skal overkomme dem. Derigennem finder vi styrken til at leve.
Smerten i det sidste farvel
Det er ubærligt at sige et sidste farvel. Det er faktisk umuligt. Vi mennesker er jo bundet så tæt sammen, at vi skaber hinanden, føder hinanden, arver hinanden. Ingen kan sætte sig ud over båndene, der knytter os sammen.
Og alligevel kommer der et øjeblik, hvor vi bliver konfronteret med os selv, hvor vi står ensomme. Hvad finder man mon ud af der?
Det, der giver liv, kan ikke dø. Det, der skaber, hører ikke op. Når jeg er mest forhutlet og ligger ynkelig på gulvet, forsøger jeg at holde livet på afstand. Det er, når jeg rejser mig op og ser døden i øjnene, at jeg finder tilbage til livet. Min sjæl vil ophøjes. Så lad mig leve i fred med mig selv. Og lad mig dø i fred.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
