Amandas historie #28 - In vivo eksponering på Google Maps • POV International

POV International 31.10.2018

KLUMMESERIE – “De nedbidte negle, de spaltede spidser i det kastanjebrune hår, fødderne der hurtigt og næsten ubemærket instinktivt spjætter ved den første berøring for så langsomt at sygne hen, stille og sikkert op i hjørnet, mellem bjælkerne i loftet. Der hvor min sjæl plejede at flyve op, og kigge ned på min krop, mens Carl tog for sig af retterne.” POV bringer løbende serien om Amanda, der på sin blog har berettet om det omfattende seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, fra hun var fire til elleve år. Hendes overgrebsmand er i dag død, men års terapi har endnu ikke kunnet hele de psykiske skader, hun lever med. Dagens afsnit er nummer 28 handler om de tanker, som farer gennem Amandas hjerne, da hun finder sin overgrebsmands gamle hus på Google Maps.

In vivo eksponering – 2. december 2017

Jeg har været inde på Google Maps – på street view og se på hans hus. Det gav den ondeste hjertebanken. En smerte i hjertet der tog til jo tættere jeg nærmede mig.

Jeg bevægede mig ned ad vejen og tilbage igen. Helt automatisk holdt jeg op med at trække vejret, ligesom jeg gjorde som barn, når jeg gik forbi hans hus.

Jeg havde i mange år en tvangstanke om, at jeg ikke måtte trække vejret, når jeg gik forbi Carls hus. Det var som om, at jeg kunne holde ham på afstand. At jeg ikke måtte suge den ilt ind, der var omkring hans hus. Energien havde så dårlig karma omkring sig, selvom jeg ikke kendte til ordet karma dengang.

De små vinduer som havde gennemsigtige orange 70’er-agtige gardiner, som han hver eneste gang trak for, inden vi skulle sove. Det var lidt en joke, for man kunne sagtens se ind, eller jeg kunne i hvert fald se ud. Jeg kunne se, når folk gik forbi udenfor på vejen. Stemmerne, bilerne, folk på cykler, turister der talte tysk.

Jeg bevæger mig lidt op ad vejen og kigger op mod vinduet, hvor hans soveværelse lå. Et tilrøget lille loftslokale. Sengen, der stod med siden op af væggen. Hans Marilyn Monroe plakat, der hang på døren, der altid blev låst indefra, når vi skulle op at sove, eller når han skulle “sy undertøj” til mig

Også var der hans dukke. Ikke sådan en dukke jeg kunne lege med, give tøj på eller sminke. Det var Carls dukke, en mannequindukke. Den sad halvnøgen med spredte ben ud til det ene vindue. Jeg husker ikke, hvad den sad i, men måske har den siddet i den gynækologstol, han senere stillede ind i den anden ende af sin stue, tæt på sin sofa, så alle, der kom ind i stuen ikke kunne undgå at se den.

Jeg bevæger mig lidt op ad vejen og kigger op mod vinduet, hvor hans soveværelse lå. Et tilrøget lille loftslokale. Sengen, der stod med siden op af væggen. Hans Marilyn Monroe plakat, der hang på døren, der altid blev låst indefra, når vi skulle op at sove, eller når han skulle “sy undertøj” til mig.

Han elskede at sy undertøj til mig, specielt at tage mål, mellem mine ben, mens jeg kiggede væk på Marilyn Monroe plakaten. Jeg kunne alle detaljer i plakaten. Den hvide kjole der blev blæst op, antal af folder, de hvide nuancer, skyggerne, og Marilyn Monroe, der smilende står og forsøger at holde kjolen ned, mens hun smiler intenst til fotografen. Bjælker i loftet jeg ofte satte i system, når jeg ikke havde lukket mine øjne i tide.

Min helt private natpotte til højre for hans sengebord med en lille natlampe af metal. Jeg husker ikke farven. Den var aldrig tændt. Når han ikke syede, lå han i sengen under dynen og ventede som et rovdyr på at fortære sit bytte.

Den spændte lille pigekrop i mørket, der spænder endnu mere op, da hans rynkede hænder langsomt berører undertrøjen og sender stød af angst, skam, forvirring og ubehagelig kropslig reaktion ud gennem hele systemet. Helt ud til fingerspidserne

Han ventede ofte til jeg rørte på mig. At jeg gav signal. Eller sådan opfattede jeg det i hvert fald dengang. Det var umuligt at ligge helt, helt, helt musestille. Jeg holdt ofte vejret. Træk vejret helt oppe i halsen. Spændte i hele kroppen. Mærkede mit hjerte hamre så hårdt at det føltes som om det var på vej ud af brystkassen på mig.

En smerte. En brændende smerte. En ked af det hed. En sorg. En følelse af at føle sig beskidt, forkert og skamfuld i det sekund ensomheden og kroppens sultne behov for kontakt brød den usynlige mur imellem os, skabte en bevægelse der skreg efter den eneste omsorg min krop kendte til.

Den spændte lille pigekrop i mørket, der spænder endnu mere op, da hans rynkede hænder langsomt berører undertrøjen og sender stød af angst, skam, forvirring og ubehagelig kropslig reaktion ud gennem hele systemet. Helt ud til fingerspidserne.

De nedbidte negle, de spaltede spidser i det kastanjebrune hår, fødderne der hurtigt og næsten ubemærket instinktivt spjætter ved den første berøring for så langsomt at sygne hen, stille og sikkert op i hjørnet, mellem bjælkerne i loftet. Der hvor min sjæl plejede at flyve op, og kigge ned på min krop, mens Carl tog for sig af retterne.

Vinduet. Nogle gange fløj jeg også ud af vinduet. Ud til fuglene, der sad og sang udenfor i træerne. Ud til solen, ud til månen, stjernerne i håbet om at et stjerneskud kunne give mig en anden virkelighed, ud til vejen, der altid førte tilbage til Carls hus.

Som en brusende åre, der førte mig tilbage i tiden, hoppede jeg igennem telefonen og stod der på vejen, bag hækken og kiggede op på vinduet til hans soveværelse.

Jeg falder sammen bag busken i krampegråd. Jeg kan ikke nå mig selv; jeg er i en anden dimension, mens den halvdel af mig ligger med ryggen til Carl, oppe i soveværelset. Jeg holder vejret, spænder op og venter på, at han går i gang. Det eneste han venter på, er et tegn.

Tiden stod stille – 2 tidszoner. Jeg ser mig stå i vinduet og grine, smile, have det sjovt med Carl. Jeg er nøgen. Carl kommer frem i vinduet. Trækker gardinet for. Han lader vinduet stå åbent. Jeg kan mærke mit smil forsvinde med gardinet

Jeg falder sammen bag busken i krampegråd. Jeg kan ikke nå mig selv; jeg er i en anden dimension, mens den halvdel af mig ligger med ryggen til Carl, oppe i soveværelset. Jeg holder vejret, spænder op og venter på, at han går i gang. Det eneste han venter på, er et tegn.

Topillustration: PxHere.

Amandas historie er en serie om seksuelt misbrug af et barn bygget på virkelige hændelser fra forfatterens barndom. Læs her 1. afsnit “Var det min egen skyld“, 2. afsnit “Jeg hader at ligge ned“, 3. afsnit “Når jeg skal sove“, 4. afsnit “Are you aware the shape I’m in? My hands shake, my head spins“, 5. afsnit “Voldtægten“, 6. afsnit “Om at lære at nyde hvidvin og sushi“, 7. afsnit “Musikkens magi“, 8. afsnit “Orgasmen er som en appelsin dyppet i opkast, som jeg er tvunget til at spise“, 9. afsnit “Små skridt og sommermærker“, 10. afsnit “AIDS“, 11. afsnit “Tordenvejr og regn“, 12. afsnit “Stillezoner“, 13. afsnit “Superwoman“, 14. afsnit “Man gjorde et ubekymret barn fortræd“, 15. afsnit “Tænk hvis jeg kunne græde“, 16. afsnit “Brændemærket“, 17. afsnit “Hukommelsestab“, 18. afsnit “Barnet i kisten“, 19. afsnit “Tilbagefald“, 20. afsnit “Mavekramper og fuglesang”, 21. afsnit “Det er tid til at hele“, 22. afsnit “Når man rammer muren“, 23. afsnit “Rød maling , 24. afsnit “Det er OK at sige fra“, 25. afsnit, “Sømand af verden – Skammen over savnet“, 26. afsnit, ”Cykelturen hjem til Grete” og 27. afsnit, “Hun vil bare have opmærksomhed,” her.

POV International

POV er et uafhængigt journalistisk fællesskab med 100 skribenter og en platform med redaktionel frihed for eksperter og meningsdannere, der skriver om emner, de brænder for.