Samfundssind

Samfundssind

i Liv & Mennesker/Klumme af
SYDSTATSLIV // KLUMME – Skal børn inkluderes i familiesamtaler om emner som politik og samfund? “Ja”, siger Julie Bendtsen. “Nope”, siger mange af de amerikanske venner.

RALEIGH, NORTH CAROLINA – “Hvem håber du vinder valget?” spurgte min søn forleden nogle af vores bedste amerikanske venners datter, da vi sad i bilen på vej hjem fra skole. “Det vil jeg helst ikke snakke om”, lød svaret. Og så var den lukket ned. Det gjorde hende helt åbenlyst beklemt og ikke spor tilpas at skulle forholde sig til samfundet omkring hende – i hvert fald ud fra et politisk synspunkt. Jeg studsede kort over det og forklarede så min søn, at politik for mange er et privat anliggende, og at det er ok ikke at have lyst til at tale om det. Det kan han gøre med os derhjemme.

samfundssind
Et gennemsnitligt vejkryds i Raleigh. Valget fylder meget lige nu, og det samme gør snakkene om samfund, både her og i Danmark.

For ikke ret længe siden var det “hygge”, og nu har et nyt dansk ord altså ramt amerikanernes trend-ometer. Vi taler selvfølgelig om “samfundssind”, og selv om jeg allerede nu forudser, at amerikanerne denne gang bliver så udfordret på udtalen, at jeg forhåndsfrygter slagtningen af mit modersmål, giver det jo meget god mening, at det kommer netop nu. Også selv om det kan virke lidt uretfærdigt at prøve at presse konceptet, formet af og efter et lilleputland, ned over en Goliat. Midt i en pandemi.

samfundssind kræver samfundsviden. Og hvornår begynder tilegnelsen af det?

Samfundssind er godt, og samfundssind er nyttigt. I hvert fald når det drejer sig om at tage den lige nu tilsyneladende ulige kamp op mod den uforudsigelige og umådelig vedholdende modstander, som Covid-19 i den grad har vist sig at være. Det kræver en vis grad af stålsathed at stå sammen om noget så invasivt, og i virkelig mange tilfælde kræver det en vilje og evne til at se ud over egne interesser.

Weakness in numbers

Hvilket også er et af de elementer, der har givet anledning til rigtig meget af den hjemve, der har ramt mig under denne universalkrise: at se mit hjemland og mine landsfæller stå sammen. Sådan for det meste i hvert fald. Der er så meget, FOR meget, af det modsatte her, og det er, når jeg bliver allermest frustreret, at jeg skal huske mig selv på forskellen på at få seks millioner til at stå sammen – mod 330 ditto.

samfundssind
“Black Lives Matter” er en holdning vores børn har taget til sig. Ikke på grund af bevægelsen i sig selv, men på grund af de samtaler i øjenhøjde, det har ført til.

Men alt kan ikke forklares med “strength in numbers” – eller i det her tilfælde nok snarere weakness in numbers. For den store forskel i befolkningstal er bare ét element, og gennem de sidste år er jeg blevet overrasket over og bevidst om en helt anden og på nogle måder endnu mere grundlæggende forudsætningsforskel: samfundssind kræver samfundsviden. Og hvornår begynder tilegnelsen af det? Det er der stor uenighed om.

Vi taler om politik herhjemme. Vi taler også om valget, om præsidentkandidaterne, om demonstrationerne i både vores by og andre landet over, om Black Lives Matter og om retten til at gifte sig, uanset hvem man forelsker sig i. Vi prøver at gøre det i en øjenhøjde, der passer til en 7- og 10-årig, og selv om det betyder, at vi selvfølgelig ikke sidder og ser politivoldsvideoer på YouTube sammen, så betyder det samtidig, at de er ganske bevidste om, at sådan er samfundet også. De samtaler har vores amerikanske venner ikke med deres børn, og ved vennemiddage har vi lært at gemme de “upassende” emner, til børnene er gemt af vejen i kælderens hjemmebiograf.

“Børn har ret til at blive holdt ude af de voksnes diskussioner”

På Facebook findes utallige grupper for danskere i USA. Jeg er medlem af et par stykker af dem, og op til valget har de været særdeles velbesøgt af journalister fra diverse danske medier, der gerne vil have USA-bosiddende danskere til at fortælle om deres oplevelser op til præsidentvalget 3. november. I sidste uge efterspurgte et opslag specifikt danske børn for at få deres holdning og oplevelser med. Forespørgslen afstedkom en række reaktioner, men en af de mest iøjnefaldende var fra en, der slet ikke mente, at børn overhovedet skulle trækkes ind i den slags. “Det kan du ikke mene seriøst.” “Det må være en joke og et falskt opslag.” “Børn har ret til at blive holdt ude af de voksnes diskussioner”.

Og ja, selvfølgelig har de da det, hvis det er dét, de ønsker. Men jeg synes faktisk også, at de har ret til det modsatte. Til at vide hvad der foregår omkring dem, hvem der tager beslutningerne, og hvorfor de gør det. Til ikke at blive skærmet fra en reel viden om det samfund, de lever i på godt og ondt; en viden, der med tiden vil gøre dem i stand til at tage informationer ind og bearbejde dem kritisk og selvstændigt.

Jeg har ikke hjemmel til at hævde, at den manglende lyst til at inddrage børn i politiske samtaler – samtaler og ikke diskussioner – er et udbredt amerikansk fænomen, som kan sættes over for en karakteristisk dansk modsætning. Men jeg kan sige, at min egen lille empiriske baggrund fortæller mig, at det er dét, jeg ser her, og det er en markant kulturforskel.

Amerikanerne skal være så velkomne til at tage samfundssind til sig. Alt det de vil. Men inden de begynder at få ordet galt i halsen og lave coffee table bøger om det, ville det måske ikke være den værste idé i verden lige at spørge sig selv, hvad det kommer af – og hvornår man får det.

LÆS ALLE JULIE BENDTSENS KLUMMER HER


Fotos: Fotos er taget af forfatteren.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Liv & Mennesker