VALG I CANADA // ANALYSE – En valgkamp præget af covid-krisen, vold og partiers rutchebaneture. Et resultat påvirket af Canadas demokratiske underskud.
OTTAWA – Resultatet af parlamentsvalget 20. september blev næsten et spejlbillede af situationen før valget. Det lykkedes ikke Det Liberale Parti, som havde udskrevet det tidlige valg for at skifte mindretalsregeringen ud med en flertalsregering, at realisere målsætningen.
Partiet gik frem med to mandater til 159 mandater og var således langt fra de magiske 170 mandater, der giver flertal. Kigger man på de nationale stemmetal, gik partiet faktisk tilbage og blev med 32,6 pct. igen mindre end Det Konservative Parti, der fik 33,75 pct. – også en lille tilbagegang i forhold til valget i 2019. Kun valgsystemet – flertalsvalg i enkeltmandskredse – sikrede igen de Liberale flest mandater.
Trods det lunkne resultat erklærede de Liberales leder, Justin Trudeau, på valgnatten, at partiet havde modtaget et “klart mandat til at fortsætte arbejdet”. Det bliver så i samarbejde med andre. Mere om det senere.
Liberale i rutsjebane under valgkampen
Da valget blev udskrevet, lå regeringspartiet komfortabelt 4-5 procentpoint foran de Konservative og kunne skabe berettiget forhåbning om en flertalsregering. Men det skiftede hurtigt. Det er der flere grunde til.
For det første lykkedes det de andre partier at gøre selve valgudskrivelsen til en negativ faktor for de Liberale. “Opportunistisk handling midt i en covidkrise” blev det kaldt, igen og igen. Og mange, også traditionelle Liberale vælgere, var enige.
Trudeau lovede i sin natlige valgtale at samarbejde om nye initiativer. De andre partier håber på mindre arrogance og større reel vilje til kompromisser
For det andet kom Kabuls fald tumlende ind over hegnet. Selv om Canada trak sig militært ud allerede i 2014, så var der fortsat mange canadiere og afghanske hjælpere, der skulle evakueres. Kaosset omkring evakueringen kunne bruges til at kritisere regeringen for at være uforberedt og ineffektiv.
For det tredje lykkedes det de Konservative at sætte dagsordenen i starten af debatten med en effektiv lancering af deres program, selv om der manglede økonomiske konsekvensberegninger af mange af deres initiativer. Så i løbet af kort tid begyndte De Konservative at se ud som en vinder.
Strategisk stemmeafgivning afgør valget
Men i opløbet lykkedes det for de Liberale at genvinde terræn, og samtidig måtte de Konservative se angreb fra højre.
Valgsystemet i Canada inspirerer til, hvad man her kalder “strategisk stemmeafgivning”. Ved flertalsvalg i enkeltmandskredse er alle de stemmer, der afgives på andre end den person, der vinder kredsen, spildt, da der ikke kompenseres for, hvor stor en andel af vælgerne, der nationalt stemmer på et parti. Også ved det netop overståede valg har snakken gået om at “stemme strategisk”.
Traditionelt holder mindretalsregeringer omkring to år
Det Liberale Parti, som ser sig selv som progressivt, advarede især i den sidste uge af valgkampen progressive vælgere mod at stemme på det socialdemokratiske NDP, særligt i valgkredse hvor NDP ikke havde nogen jordisk chance for at blive det største parti. Argumentet var, at en stemme her på NDP kunne have som effekt, at det blev Det Konservative Parti, der snuppede kredsmandatet og dermed måske regeringsmagten.
De Liberale advarsler synes at være blevet hørt i et vist omfang, og NDP måtte se deres endelige stemmetal ryge ned fra 20 til cirka18 pct. og nøjes med et enkelt ekstra mandat, så de landede på 25 mandater. Nok til at kunne sikre et flertal sammen med Trudeau.
Et nyt protestparti med til at spænde ben for Konservativ sejr
De Konservative havde mindre held med at skræmme vælgere væk fra at stemme på det populistiske, højreorienterede parti, People’s Party of Canada, PPC. Det blev dannet i 2018 efter en kamp om lederposten i Det Konservative Parti. Partiet gik fra 1,6 pct. til 5,0 pct. af vælgerne. Havde Canada haft forholdstalsvalg, ville partiet have fået cirka 16 mandater. På grund af valgsystemet fik det ingen. Men med en vis ret erklærede lederen Maxime Bernier, tidligere minister i den konservative Harper-regering, sig som den egentlige vinder af valget.
Med en stigning på mere end 200 pct. er der også god grund til at være tilfreds. Canada ser ud til at have fået et protestparti, man kommer til at lægge mærke til i fremtiden. Partiets mærkesager var nej til vaccinationer og masker, klima-kampen er uden grundlag, garanti for balance på statsbudgettet og kraftig reduktion af immigrationen, hvor indvandrerlandet Canada i disse år har en målsætning på 400.000 nye immigranter om året. Et mål som ingen andre partier antaster.
Traditionelt stemmer provinserne meget forskelligt i Canada. Også denne gang. Mens Det Liberale Parti står stærkt i de to største provinser Ontario og Québec, hvor 199 ud af 338 mandater vælges, så dominerer Det Konservative Parti suverænt i Alberta, Saskatchevan og Manitoba mod vest. Det netop afsluttede valg ændrede ikke meget på det billede.
Koalitionsregering?- nej tak – ikke i Canada
Trudeau gik reelt til valg for at få et flertal til de Liberale, selv om det aldrig blev givet som grund. Det lykkedes ikke. Mens man i Danmark har lang tradition for koalitionsregeringer og mindretalsregeringer med formelle støttepartier som aktuelt med S-regeringen støttet af Radikale Venstre, Enhedslisten og SF med udgangspunkt i et “forståelsespapir”, så er det typiske i Canada, at mindretalsregeringer forsøger at hutle sig igennem fra sag til sag.
I de forløbne to år har den Liberale regering i størst omfang støttet sig på stemmer fra NDP, men i nogle sager er det de Konservative, der har sikret vedtagelsen af lovforslag. Også Bloc Québecois har stemt med de Liberale.
Den nye Liberale regering har fået mandat til en ny periode på fire år. Men statistikken siger, at det næppe vil vare så længe, før der udskrives valg igen. Traditionelt holder mindretalsregeringer omkring to år. Intet tilsiger, at den nye regering vil holde fire år.
“I am not your Dad’s Conservative Party”, lancerede O’Toole sig med og favnede kvinders ret til at bestemme om abort, LGBTQ-bevægelsen fik støtte, budgettet skulle balanceres inden for ti år
Trudeau lovede i sin natlige valgtale at samarbejde om nye initiativer. De andre partier håber på mindre arrogance og større reel vilje til kompromisser. NDP, nu med et mandat mere oppe på 25 mandater, har ikke finansielle ressourcer til et hurtigt nyvalg, så alene af den grund vil man være langmodig.
Ser man på partiprogrammerne, så skulle det være muligt at finde fælles fodslag mellem NDP og de Liberale om flere initiativer, så som anvendelse af påbud og restriktioner for at få (endeligt) styr på covid19, fortsættelse af væsentlige støttepakker til den private sektor for at sikre det økonomiske opsving, billigere daginstitutioner, mere ambitiøse klimainitiativer, nye finansieringsmuligheder med henblik på boligsektoren samt sundhedssektoren.
Skulle NDP ikke være parat til at sikre de 170 mandater, så kan det hentes hos Bloc Québecois, som gik lidt frem og fik 33 mandater. Men også samarbejde med de Konservative, nu med 119 mandater, vil være en mulighed.
Ledernes fremtid: Nogle må gå, andre kan blive
De Grønnes leder, Annamie Paul, der blev valgt som ny leder af partiet for mindre end et år siden, har formentlig sagt farvel, når denne artikel offentliggøres. Hun udfordrede skæbnen og stillede op i en kreds i Toronto, der normalt giver en Liberal kandidat. Hun var langt fra at lykkes. Hun endte som en sølle nummer fire.
Og partiet gik nationalt tilbage fra tre til to mandater med blot 2,3 pct. af stemmerne mod 6,6 i 2019. Det var ikke nogen overraskende udvikling, da partiet over de sidste mange måneder havde været optaget af interne stridigheder, og partiets bestyrelse havde ikke afsat penge nok til AM’s valgkamp.
Erin O’Tooles, de Konservatives leders, store udfordring i valgkampen var at bevare troværdigheden. For bare et år siden blev han valgt som de Konservatives leder ved at spille op til højrefløjen blandt de konservative medlemmer på en række værdi-spørgsmål i den interne leder-kamp: våbenkontrol, stramt statsbudget, fortsat støtte til olieindustrien.
For at sikre bred støtte til de Konservative ved parlamentsvalget lancerede han sig selv som en midtsøgende, “progressive Conservative”, og gjorde meget ud af at distancere sig i forhold til den tidligere konservative Harper-regering, der var ved magten fra 2005 til 2015. “I am not your Dad’s Conservative Party”, lancerede O’Toole sig med og favnede kvinders ret til at bestemme om abort, LGBTQ-bevægelsen fik støtte, budgettet skulle balanceres inden for ti år.
Men samtidig var han ikke parat til at pege på konkrete områder for nedskæring. Tværtimod lancerede de Konservative på nogle områder overbud. Han forsøgte også at spille op til fagbevægelsen, som normalt støtter de Liberale og NDP. O’Tooles flip-flop inden for et år blev for tydelig og gav indtryk af en leder, der var parat til at indtage en hvilken som helst position, der kunne gavne ham i øjeblikket. Han blev også presset mht. covid-vaccinationer. Selv om han anbefalede vaccinering, så ville han ikke oplyse, om alle de Konservative kandidater var vaccineret.
Derfor endte han med at være i spidsen for endnu et konservativt nederlag. Spørgsmålet er, om Erin O’Toole vil forblive konservativ leder på sigt. Det kan forventes, at de værdikonservative vil gå efter hans skalp og finde et alternativ, der repræsenterer den ægte vare. Men partiet skiftede også leder efter valget i 2019, så der vil også være modstand mod et nyt skifte nu.
NDP’s leder, Jagmeet Singh, gjorde en god figur under valgkampen. Han er meget populær blandt de unge, og selv om partiet kun fik en beskeden fremgang fra 16 pct. til 17,7 pct. og et ekstra mandat, så er der ikke noget der tyder på, at han vil blive udskiftet. Frem til sidste uge lå partiet på 20-21 pct. Meget tyder på, at Trudeaus appel om “strategisk stemmeafgivning” har reduceret NDP’s endelige score. Partiets udfordring er, hvordan det kan komme med i ligaen af regeringsbærende partier, og ikke blot være støtteparti for progressive reformer.
På selve valgdagen var der meget lange køer, især i storbyerne Toronto og Montreal, fordi flere valgsteder var blevet nedlagt som følge af covid-bekymringer
Yves-Francois Blanchet, leder af Bloc Québecois fik et godt valg og partiet gik frem fra 32 til 33 mandater, alene hentet i den fransktalende Québec-provins. Under det meste af valgkampen så det ellers ud som om BQ ville gå tilbage og de Liberale hente flere mandater på vej mod et flertal.
Men ved den sidste nationale TV-debat dumpede en appelsin ned i Blanchets turban. Et spørgsmål fra debattens koordinator henvendt direkte til Blanchet henviste til nye love i Québec, der forbyder at bære synlige symboler på religion for folk i offentlige funktioner og en anden lov, der gør fransk til det eneste officielle sprog i provinsen. Spørgsmålet blev formuleret på en sådan måde, at Québec blev set som racistisk. Den bold greb Blanchet i luften og talte om beskyttelse af Québecs værdier, sekularisme og fransk kultur. Dagene efter gik BQ frem i meningsmålingerne og endte med en fremgang ved valget.
Justin Trudeau fortsætter som leder af Det Liberale Parti, men ikke nødvendigvis fire år mere. Hans status som politisk rock-star, både nationalt og internationalt, er blegnet betydeligt siden 2015, som det gælder de fleste politiske ledere med næsen nede i hjulsporet i mange år. Det er i sig selv en præstation nu at skulle være premierminister i den tredje Trudeau-regering.
Men selv om han fortsat er ung – bliver 51 år i december – så snakkes der i krogene, om han vil forsøge at sige farvel til politik om et par år, når han fuldt og helt har landet covid-udfordringen med succes, og Canadas økonomi igen boomer. Og så overlade roret til en anden – mest sandsynligt nuværende finansminister Chrystia Freeland – så hun har tid til at profilere sig før et nyt valg. Men et valg kan også komme tidligere som for de fleste mindretalsregeringer.
Trudeau skal nu sammensætte en ny regering og det forventes at tage et par uger, for der er mange hensyn, som skal tilgodeses. Hvis han vil fastholde sit princip om 50/50 kønsfordeling, så skal han måske kigge sig godt om efter nye kvinder, for tre kvinder mistede deres sæde i parlamentet. Og en fjerde minister stillede ikke op til valget. Men der er en kattelem, for han kan også vælge at udnævne de tre kvinder og andre kvindelige kandidater til Senatet for at sikre tilknytningen til den lovgivende magt, som canadisk lov foreskriver. Men normalt er alle provinserne også repræsenteret i regeringen. Og så er det vigtigt i det multikulturelle Canada at have mange forskellige kulører.
Stemmeprocenten blev lavere end normalt
Stemmeprocenten blev på 62 pct. Det var signifikant lavere end i 2019, hvor den lå på 66 pct., og 2015, 68,5 pct. Typisk ligger stemmeprocenten ved det føderale valg i Canada cirka 20 procentpoint under den danske. Gennem de senere år har procenten bevæget sig nedad.
Årsagen til den ringe valgdeltagelse denne gang skal formentlig søges i flere forhold i denne valgkamp. Nogle har givet været nervøse ved at skulle bevæge sig til et valgsted med mange mennesker. Andre har måske blot været trætte af at skulle stemme to år efter seneste valg. Og så var der færre valgsteder. Ikke alle vælgere var parate til at vente flere timer for at kunne afgive sin stemme.
Covid-håndtering påvirker valget
I Canada ligger ansvaret for sundhedssektoren hovedsageligt hos provinserne. Der har der været store forskelle på, hvordan håndteringen har fundet sted. I provinser med konservative lokalregeringer har der hele krisen igennem været vægt på så få restriktioner som muligt, og så hurtig genåbning som muligt efter lock-down. Det har været særligt tydeligt i de såkaldte præriestater, Alberta, Saskatchevan og i Manitoba, der alle har Konservative politiske ledere.
Særligt provinsen Alberta har op til valgdagen fået opmærksomhed. Første juli gjorde den lokale Konservative regeringschef, Jason Kenny, et stort medie-nummer ud af, at Alberta nu åbnede for stort set normale tilstande. I dag kæmper provinsen desperat med en meget aggressiv fjerde covid-bølge. I Alberta var der midt i september ti gange flere smittede pr. 100.000 end i Ontario. I juli blev Albertas åbning rost af Erin O’Toole, lederen af Canadas Konservative Parti, og han understregede, at hurtig åbning af samfundet var vejen frem. Sidst i valgkampen vendte den udtalelse tilbage som en boomerang og blev brugt imod de Konservative som eksempel på deres utilstrækkelige håndtering af covid-krisen.
Sidst i august måtte et møde med Trudeau aflyses som følge af bekymring for sikkerheden. Rabiate højreorienterede, partimedlemmer og støtter af PPC, organiserede via internettet grupper, der systematisk skulle forstyrre Trudeaus valgmøder med råben og skrigen
Covid-krisen påvirkede også selve valghandlingen. Et rekordstort antal – 5,8 millioner vælgere – benyttede sig af muligheden for gennem nogle dage forud at stemme ved åbne valgsteder, mens omkring en million vælgere foretrak brevafstemning. Alle disse stemmer skal tjekkes for at sikre, at der ikke er stemt to gange. Det giver forsinkelse i forhold til den endelige opgørelse.
På selve valgdagen var der meget lange køer, især i storbyerne Toronto og Montreal, fordi flere valgsteder var blevet nedlagt som følge af covid-bekymringer. Åbningstiden blev forlænget, men nogle måtte vente op til fire timer for at komme til urnen, hvis de da ikke valgte at gå igen. Et større antal stemte, efter at TV-stationen CBC kl. 22.30 var kommet med prognosen om en Liberal mindretalsregering. – Erfaringerne fra valghandlingen vil blive grundigt analyseret.
Valgkampen præget af vold og vandalisme
Ifølge organisationen Canadian Anti-Hate Network har den forløbne valgkamp været den mest voldelige i mands minde. Alle de fire største partier har været udsat for chikanerier.
Værst er det gået ud over det regerende Liberale Parti. Sidst i august måtte et møde med Trudeau aflyses som følge af bekymring for sikkerheden. Rabiate højreorienterede, partimedlemmer og støtter af PPC, grupper organiserede via internettet, der systematisk skulle forstyrre Trudeaus valgmøder med råben og skrigen. Flere gange har der været voldelig adfærd, som har været svær for sikkerhedsfolkene at inddæmme. I et enkelt tilfælde blev der smidt småsten efter Trudeau.
Det er de samme rabiate grupper, der over længere tid også har organiseret demonstrationer ved hospitaler i protest mod de forholdsregler, der er etableret pga. den nye covid smittebølge, og derved intimideret de i forvejen hårdt belastede sundhedsarbejdere.
De oprindelige folk – også marginale i valgkampen
De oprindelige folk i Canada – First Nations (indianere), Métis (blandingsfolk) og Inuitter – udgør ungefähr 5 pct. af befolkningen. Normalt ligger deres stemmeprocent på omkring 50. Mange af dem siger, “hvad nytter det?”. Det er jo de hvide settlere, der bestemmer, og der er ingen reel forskel mellem de gamle partier. Kun i nogle få valgkredse har de indfødte en afgørende indflydelse på, hvem der bliver valgt.
Og i de tre nordlige territorier vælges der kun ét mandat per område. I øvrigt var der under valgkampen kun meget lidt omtale af forsoningsspørgsmålet og initiativer for de oprindelige folk. Nok fordi, der er bred enighed om, at mere må gøres.
Canadas demokratiske underskud
Én ting er selve valgsystemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse, der ofte fører til vindende partier, hvad angår antallet af mandater, uden at have flest vælgere bag sig. Og mindre partier vil typisk blive underrepræsenteret. NDP ville med forholdstalsvalgmetode have fået cirka 60 mandater og ikke 25. PPC ville have fået 16 og ikke 0.
Noget andet er, at selve valgkampen forløber udemokratisk.
Protestpartiet PPC blev udsat for diskriminering, der blot kan forøge oplevelsen af et sammenspist establishment og skabe et martyrium for partiet. PPC fik nemlig ikke lov at deltage i en eneste af de tre nationale TV-debatter. Partiet levede, som det eneste af de seks partier, ikke op til de kriterier, de nationale medier i fællesskab havde defineret. Måske særligt Det Konservative Parti havde sympati for eksklusionen. Men den stemmer ikke med Grønspættebogen for demokratiske processer.
Nyt valgsystem på vej?
Da han første gang blev valgt som premierminister i 2015, lovede Trudeau, at han ville arbejde for et nyt valgsystem. Også han fandt, at det nuværende system ikke sikrede den største legitimitet for den enkelte kandidat og det politiske system. Men der kunne ikke skabes enighed om hvilket system, der skulle indføres, så det blev ikke til noget. Og ved valget i 2019 havde de Liberale fordel af det eksisterende system, da de fik flest mandater, selv om de fik færre stemmer end de Konservative.
Obama roste Trudeau for at være en effektiv leder og forsvare demokratiske værdier. Også Hillary Clinton har været på banen denne gang og givet sin støtte til Trudeau
Det var først til sidst i den netop afsluttede valgkamp, at spørgsmålet overhovedet blev rejst over for Trudeau. Hans svar var, at en ny Liberal regering igen ville arbejde for ændring af valgsystemet. Men ikke forholdstalsvalg som i Danmark og mange andre lande. For, som Trudeau formulerede det, et sådant system risikerer at give plads til “fringe parties”, yderligtgående partier. (Nogle burde belære Trudeau om, at antallet af småpartier, der kan vælges til parlamentet selvfølgelig afhænger af, hvilken spærregrænse, man anvender. I Danmark 2%, i Norge 4%…).
I stedet anbefaler Trudeau anvendelse af rangeret stemmeafgivelse (“ranked ballot”-system), hvor vælgeren kan sætte flere kryds. Kun hvis en kandidat får mere end 50 pct. ved valget, er det afgjort. Ellers må man gennem en elimineringsproces, hvor stemmerne fra den ringest placerede kandidats andenstemmer fordeles blandt de øvrige. Og sådan fortsætter processen, indtil en kandidat har fået akkumuleret mere end 50 pct. Denne model giver selvfølgelig større legitimitet til den enkelte kandidat, men sikrer ikke en proportionel fordeling af mandaterne.
Men noget tyder på, at der ikke er den store appetit på forholdstalsmetoden. Ved afstemninger i provinserne British Columbia og New Brunswick inden for de seneste år, er metoden hældt ned ad brættet af et klart flertal. Trudeau vil formentlig kunne hente støtte hos både NDP og De Grønne til et nyt valgsystem. Men hvis ikke engang den NDP-ledede provins British Columbia vil indføre det, har det lange udsigter på nationalt niveau.
USA-profiler blandede sig i valget
Ved valget i 2019 gav Obama sin støtte til Trudeau. Det samme skete også mindre end en uge før valget her i 2021. Obama roste Trudeau for at være en effektiv leder og forsvare demokratiske værdier. Også Hillary Clinton har været på banen denne gang og givet sin støtte til Trudeau med henvisning bl.a. til hans sikring af børneinstitutioner, beskyttelse af retten til abort og en rigtig politik i forhold til klima-krisen.
Det socialdemokratiske NDP har fået støtte fra Bernie Sanders, der roser NDP for den progressive politik på sundhedsområdet og oplæg til øget beskatning af de rige.
Det Konservative Parti har ikke fået støtte fra USA. Man ville nok betakke sig for støtte fra Trump, selv om højrefløjen i partiet på mange måder deler værdier og politik med ham.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
