Nytår er eftertankens tid. Jakob Brønnum reflekterer over, hvad der plager ham i samfundet og hvad der på finurlig vis ikke gør; og over hvordan han engang troede på den samfundskontrakt, der går ud på, at politikere varetager det fælles bedste. Den tro har han mistet.
Hvad, der plager mig mest, er i og for sig ikke min egen naivitet, den iboende, livslange blåøjethed, som jeg til stadighed må forhandle med. Det er heller ikke, at jeg selv havde misforstået demokratiet så grundlæggende. I hele mit voksenliv har jeg ikke interesseret mig for politik, udover foreningspolitik. Ligesom alle andre forstod jeg samfundskontrakten sådan, at det var nogen andre, der tog sig af den overordnede politik, og at de gjorde det på en demokratisk måde.
Det, der plager mig mest i dag, er i og for sig ikke, at jeg nu har forstået, at white supremacy (hvidt overherredømme) står for døren som en uafvendelig ideologi, en tilstand, vi umuligt kan undgå. Den er her allerede, og nu bliver den forstærket, og der indgår almindelig kvindeundertrykkelse i den, hvad jeg havde overset i første omgang.
Ingen kommer til at forhindre mig i at skrive digte, bare fordi araberne bliver smidt ud af Frankrig og bøsserne fra toiletterne i Texas
Kvindeundertrykkelse er som bekendt det primære udemokratiske træk i en given kultur. Det er ikke det værste. Jeg er jo selv en slags WASP, a White Anglo Saxon Protestant, with a slight touch of white trash, og jeg kan leve med det. Ingen kommer til at forhindre mig i at skrive digte, bare fordi araberne bliver smidt ud af Frankrig og bøsserne fra toiletterne i Texas.
Det, der plager mig mest, er, at jeg ikke havde forstået, at de fleste mænd med magt ikke interesserer sig for demokrati og demokratisk handlen. At de oftest synes, det er besværligt. Demokratiet for industrimagnaten, med enkelte lysende hædersmænd som Grundfos-ledelsen som undtagelse, er allerhøjst en undskyldning for at tjene penge på andres arbejde på en måde, der både ser elegant og ren og pæn ud.
Jeg fortrængte det
Det forhindrer dem ikke i at flytte fabrikken fra en by, der må gå under, hvis det passer dem og lade staten, hvis handlemuligheder, de formindsker med al tænkelig kraft og styrke, samle rosset op. Det kan man læse om hver dag i avisen. Findus-fabrikken i Sydsverige omsatte for 10 milliarder svenske kroner, men dens ejerfabrik omsatte for 12 milliarder svenske kroner, og derfor blev den lukket og flyttet hen, hvor man kunne øge omsætningen med 20 procent. Flere tusinde familiers liv er smadret. Det er ikke det, der plager mig mest.
Det er fandme så pinligt. Jeg tror, jeg engang som sen teenager vidste, at ideologier af enhver art ønsker at disciplinere masserne, så de lettere kan bruges som råstof. Men jeg fortrængte det
Dét, der plager mig, er, at jeg fantaserede mig frem til, at når man har samfundsmagt, går man op i at oplyse andre mennesker om demokratiets grundlag og vilkår, fordi det er nødvendigt for at opnå endemålet, som jeg ligeledes fantaserede mig til, at alle var enige om, nemlig at alle mennesker selvstændigt kan tage stilling til verden og virkeligheden. Det troede jeg virkelig, politikere gik ind i politik for. Det er fandme så pinligt. Jeg tror, jeg engang som sen teenager vidste, at ideologier af enhver art ønsker at disciplinere masserne, så de lettere kan bruges som råstof. Men jeg fortrængte det.
Det er sådan et samfund, USA’s snarlige præsident, Donald Trump, vil skabe. Hans ideologi er handel med let omsættelig underholdning og luksusdrømmen, og det er sådan et samfund, Theresa May, Storbritanniens premierminister, vil lave for de britiske virksomheder – i Thatchers og Reagans ånd. I ganske særlig grad er det sådan et samfund EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, vil konstruere, og alle i Liberal Alliance, alle Venstrefolk, undtagen to-tre højskoleromantikere, selv “socialdemokraten” Bjarne Corydon, der i dag arbejder for det konsulentfirma, han selv ansatte til at skære minutter ud af de offentlige ansattes livskvalitet med en penge-skalpel.
Det er dét, der plager mig mest. At jeg ikke havde forstået, at de ikke arbejder for at sprede kultur i bred forstand, der giver mennesker tilbud om og mulighed for tilgang til det musiske i livet, til livsverdenen, til refleksion og stillingtagen, men at det tværtimod for dem er nemmest, hvis folk ikke tænker selv.
Det er derfor
Det er derfor, man vil underminere public service-tv, som med forslaget fra forbrugsideologiens nyttige idioter, de populistiske amatørpolitikere i Dansk Folkeparti, foreslås beskåret med en tredjedel, så det kun er folk som mig og deres gamle mor i Jylland, der ser det.
Det er derfor, de lukker de små sprogfag på universitetet, så vi ikke kan læse oversatte bøger fra de små lande og få kulturmødet i stand (fordi man kan klare sig med engelsk i handelssammenhæng).
Det er derfor, de tillader, at der er lukket 350 lokale biblioteker, hvor børn kunne se dukketeater og mennesker mødes om alle livets mange emner, så det er umuligt at finde spor af skriftkulturen i det offentlige rum i byer med under 6000 indbyggere.
Det er derfor, de skruer ned for gymnasieuddannelserne og gør dem tekniske, det er derfor, de ikke er interesseret i at ophæve måle-og-veje-ideologien i det offentlige. For selvom alle undersøgelser viser, at folk bliver syge af den på begge sider af skranken, er det dog bedre, end at slippe det hele løs til folks egne vurderinger – det kunne risikere at sætte deres demokratiske tankegang fri.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har sagt det åbent som sin begrundelse for at skrue ned på skolevæsenet, men det ligger som en slags underliggende, næsten halvt ubevidst herre-slave-mentalitet hos de allerfleste mænd, der har magt, mænd, der gerne vil have magt, mænd, der tror, de har magt, mænd, der ikke forstår, de reproducerer magten, men som ikke forstår, de aldrig får magt og mænd, der bare bedre kan lide penge end andre mennesker.
Det plager mig allermest, at jeg havde misforstået dét, og det kommer jeg til at tage konsekvensen af.
Dette er mit nytårsforsæt: Din desperation er latterlig, kammerat, gem den, gå stille med den. Eller som Bob Dylan sang: “Take the rag away from your face/ Now ain’t the time for your tears“.
Topfoto: Christian Krogh. “Dagen derpå”. Selvportræt. Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
