Hvordan ønsker du at læse fremmedsproget litteratur og kultur, klassisk som nyt? På originalsproget? Måske, men næppe, ikke sandt. En bog, en tekst kræver, at man har en god oversætter til ens eget sprog. Sine Christiane Gerstenberg har mødt oversætter Camilla Christensen til en snak om oversætterens arbejde og udfordringer. Hvad er hemmeligheden bag den gode oversættelse?
Da jeg i sin tid skulle vælge studieretning, var jeg bekymret. Jeg vidste godt, hvad jeg helst ville læse, litteraturvidenskab garneret med Moderne Kultur og kunsthistorie, men jeg var ikke sikker på, at jeg turde søge ind på netop det studium.
Som datter af en ingeniør og statistikker, der insisterede på, at kvinder havde en naturlig plads blandt mænd i naturvidenskab generelt og matematikere specifikt, havde jeg troskyldigt valgt matematisk linje i gymnasiet, haft højniveau matematik og til min egen overraskelse konstateret, at jeg faktisk kunne lide integrationens egen poesi og geometriens æstetik.
Jeg kunne faktisk langt bedre lide matematik end grammatik, og valgte kun engelsk på højt niveau, fordi jeg var forelsket i Othello og Arthur Miller – ikke fordi konjunktiv, uregelmæssige verber og genitiv var min faible.
Form og indhold, sprogforståelse og kulturindsigter kunne ikke adskilles, og derfor skulle Goethe naturligvis læses på tysk, George Sand på fransk og Mary Shelley på engelsk
Og fordi gymnasietiden ikke bød på mange timer i sproglaboratoriet, havde jeg således hverken et udstrakt fransk kendskab, og min tyske formåen rakte ikke videre end til ‘danke schön’ og ‘auf Widersehen’.
Men som studerende af litteraturvidenskab på Københavns Universitet (KU), var der strenge krav: form og indhold, sprogforståelse og kulturindsigter kunne ikke adskilles, og derfor skulle Goethe naturligvis læses på tysk, George Sand på fransk og Mary Shelley på engelsk. Så hvad gør en klog studerende, der læser engelsk fortrinligt, forstår fransk i behersket omfang og ikke kender forskel på der, die og das?
Lytter til hjertet og den antiautoritære opdragelse, sender ansøgning af sted til KU og starter på litteraturvidenskab i september 1999. Hvordan kom jeg igennem? Flid, mod, vilje og … oversættelser.
For hvordan læser man ‘Anna Karenina’ og ‘Den Unge Werthers Lidelser’ som 19-årig uden hjælp fra de ægte sprogkyndige, der kan oversætte loyalt og med indbygget sans for de nationale sprogs iboende kulturkoder?
Jeg gik til den oversættelse som til alle andre oversættelser: Med et ønske om at være så loyal som muligt mod teksten
Siden har jeg været fascineret af oversættelse. For hvad er mest afgørende: at forstå en bog i oversættelse eller opleve dens oprindelige udtryk i originalen, hvor ord og idiomer måske er uforståelige?
Man ‘kaster’ sig ikke over en klassiker
Da jeg for nylig fik fat i den moderne novelleklassiker Katherine Mansfields “Havefesten og andre fortællinger”, spurgte jeg derfor dennes oversætter, Camilla Christensen, om hendes syn på sagen, om forholdet mellem tekst og sprog og naturligvis: om hendes potentielle ærefrygt. Det er ikke en lunken opgave at gennemskrive en bog fra forrige århundrede af en New Zealands største forfattere på et nutidigt, men respektfuldt dansk.
– Hvordan kaster man sig over oversættelseopgaven, når man skal røre ved en klassiker?
“Jeg ved ikke, hvordan ‘man’ kaster sig over en klassiker som oversætter. Det var min første oversættelse af en klassiker, og jeg gik til den oversættelse som til alle andre oversættelser: Med et ønske om at være så loyal som muligt mod teksten.”
Oversætterens udfordringer
– Hvad var den største udfordring ved at oversætte Kathrine Mansfields måske vigtigste bog?
“Den største udfordring ved at oversætte ‘Havefesten og andre fortællinger’ var af stilistisk karakter. Novellerne er meget forskellige, stemningsmæssigt og sprogligt varierede, og i modsætning til en romanoversættelse, der som regel er mere homogen, var der ikke én tone, men mange, som jeg skulle prøve at fange og omsætte til dansk sprog. Jeg måtte holde min sproglige opmærksomhed til ilden hele vejen igennem,” indleder hun og fortsætter:
“En anden udfordring var, at nogle af novellerne er oversat før, endda to gange – første gang midt i 1930’erne. Det var svært at lade være med at ‘kigge’, når jeg stod med et problem, men jeg holdt mig på måtten, indtil jeg selv havde oversat bogen.”
“Oversættelser er også fortolkninger, og oversættelserne fra 1930’erne fortolker temmelig frit, synes jeg. Det har været spændende at se, hvor forskelligt den samme tekst kan tage sig ud, alt efter tidens sprog og oversætterens temperament.”
Forhold til forfatteren
– Havde du et forhold til forfatterens værk og historie inden du gik i gang?
“Jeg har arvet Mansfields samlede noveller på engelsk fra min mor, men jeg havde kun læst sporadisk i bogen og kendte ikke meget til forfatteren, inden jeg startede på arbejdet med oversættelsen.”
– Researcher du om forfatterens baggrund, tidens samfundsforhold og idiomer inden du går i gang?
“Når jeg oversætter, går jeg lige på og researcher undervejs. I dette tilfælde er der en del særligheder fra New Zealand, som jeg samlede sammen og gav mig til at undersøge, da jeg var færdig med første gennemskrivning. Mansfield beskriver også kvindernes beklædning flere steder, såsom chemiser og forklædekjoler, så tidens mode undersøgte jeg også.”
– Virginia Wolf har skrevet, at hun misundte Katherine Mansfields litterære udtryk; hvordan har du det med at ‘genskrive’ litteratur i vores sprog?
“Mansfields sprog virker meget nutidigt på mig, men der er naturligvis gammeldags udtryk og vendinger. Jeg tilstræber at holde en balance, så hendes tids tone ikke går tabt, men teksten skal dog heller ikke virke unødigt og forstyrrende opstyltet.”
Djævlen ligger måske nok i detaljen; men den gode læseoplevelse ligger jo først og fremmest i, at vi overhovedet begiver os ud i at læse
“Der vil altid gå noget tabt i en oversættelse. Det kan ikke undgås. I dette tilfælde, og i mange andre tilfælde, er det en præcision, når det gælder specifikke tids- og stedsforhold, landskaber, planter, bygninger, beklædning, redskaber osv.”, fortæller, hun og uddyber:
“Her gælder det især new zealandske forhold, f.eks. ordet ‘bush‘, som vi jo også bruger på dansk, men fortrinsvis når vi omtaler afrikanske landskaber. Hos Kathrine Mansfield, bruges ordet også om uopdyrket land, men hendes landskab ligner ikke vores billede af ‘bush’. Vi har ikke et ord for new zealandsk uopdyrket land, og derfor måtte jeg nøjes med det upræcise ord ‘landskab'”, siger hun og konkluderer:
“Også dialekt og sociolekt kan gå tabt i en oversættelse, fordi det nemt kan virke søgt at bruge danske paralleller. Nogle oversættere gør det, selv foretrækker jeg kun at bruge det i det omfang, det ikke virker forstyrrende for læsningen.”
Oversættelser giver muligheder
– Når der nu tabes så meget i oversættelsen, hvad er det så, vi vinder, når vi læser oversatte bøger?
“Læseren får muligheden for at læse en bog, han eller hun måske ellers ikke ville være i stand til eller orke at læse i sin oprindelige form. Selv foretrækker jeg at læse på originalsprog, når det er muligt for mig.”
– Hvilken sætning drillede mest, og hvornår var oversættelsesglæden størst?
“Der var flere sætninger, der drillede, f.eks. denne: ‘As he lit up and the blue smoke wreathed his head, the dog, watching, looked proud of him.’ (Fra ‘Ved bugten, del I’). Den ser umiddelbart enkel og forståelig ud, men ville ikke falde på plads på et lige så enkelt dansk. Jeg landede på: ‘Hunden betragtede ham, mens han tændte piben, og den blå røg indhyllede hans hoved – den så ud til at være stolt af ham'”.
“Jeg var mest tilfreds med de sætninger, der havde drillet, men som jeg siden fandt en løsning på. Men jeg må indrømme, at jeg aldrig blev helt tilfreds med denne, fordi der skulle en dansk tankestreg til at løse det syntaktiske problem.”
Djævlen ligger måske nok i detaljen; men den gode læseoplevelse ligger jo først og fremmest i, at vi overhovedet begiver os ud i at læse. Jeg havde en fortrinlig oplevelse i selskab med Camilla Christensens velskabte oversættelse; og netop fordi den var oversat, fungerede den både som ferielæsning, natbordslekture og endda i forlængelse af Brødrene Løvehjerte-læsningen for mine tre børn.
Rosinante har netop udgivet bogen i grønt.
Foto: Sine Christiane Gerstenberg
POV har endnu ikke råd til at lønne sine skribenter. Men hvis du har læst artiklen her og syntes om den, og gerne vil bidrage til Sine Christiane Gerstenbergs arbejde, kan du sende hende et beløb på hendes MobilePay: 27 27 70 38
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
