ESSAY – ”Det er som om tiden er et timeglas, der er standset af en usynlig kraft, der får sandkornene til at blive hængende oppe i glassets bug helt i modstrid med tyngdekraften, der ellers sende kornene ned gennem glassets hvepsetalje og lande i bunden, hvor det vil dynge sig op som et synligt bevis på at tiden er bevægelig. Synlig og målbar.” Odile Poulsen skriver hver fredag essayserie om sin datter K på 14 år, der lider af svær angst og om familiens liv med hende – samt om håbet om, at datteren bliver rask. I dette afsnit – nummer 30 – fortæller Odile om, hvordan tiden står stille, når man venter på resultatet af den vigtige ungepsykiatriske udredning af K, der nu er afsluttet.
Alt står stille. Igen. Udredningen er færdig.
Eller selve udførelsen af udredningens tests, samtaler, interviews, observationer og undersøgelser er nu afsluttet.
Over mange timer har er der uddestilleret en essens, som psykologerne og lægerne nu skal definere hvad består af. Det går der fjorten dage med. Fjorten dage – rent faktisk seksten – før vi skal tilbage til ungepsykiatrisk for at få svaret på, hvad alle de svar, tanker, mønstre, baner og labyrinter til sammen fortæller psykologerne og lægerne om K.
16 dage som næsten lige så godt kunne være 16 måneder. Det er ulidelig lang tid, mens vi venter på det eneste, der betyder noget lige nu.
Eller rettere, for mig er det sådan.
K beskytter sig, tror jeg, ved ikke at forvente noget: ’De siger sikkert det samme – at jeg har de samme diagnoser. Nej, jeg forventer ikke de kommer med noget nyt’
Der er intet andet vi kan gøre end at vente.
Det er som om tiden er et timeglas, der er standset af en usynlig kraft, som får sandkornene til at blive hængende oppe i glassets bug
Men vi står stille. Niels passer sit arbejde, uanset om han vil det eller ej – det er vores eneste indtægt nu, hvor jeg hænger fast mellem siderne i kalenderen uden egentlig at forstå, hvad der står på dem
Det er som om tiden er et timeglas, der er standset af en usynlig kraft, som får sandkornene til at blive hængende oppe i glassets bug helt i modstrid med tyngdekraften, der ellers sende kornene ned gennem glassets hvepsetalje og lande i bunden, hvor det vil dynge sig op som et synligt bevis på at tiden er bevægelig. Synlig og målbar.
Men tiden er ikke gået, det er en illusion! Jeg kan mærke det, som jeg sidder i klemme der i min kalender, og derfor ved jeg, at timeglassets sand end ikke er i nærheden af at suse ned gennem hvepsetaljen.
Da vi var undervejs med udredningen bad jeg, lydløst, om, at vi snart skulle være gennem den.
’Åh, lad det snart være ovre! Lad vores K komme gennem dette og så vil vi vide, hvad der skal ske!’
Nu beder jeg om at kunne vriste mig ud af timeglassets magi og finde hen til dér, hvor jeg kan gøre noget; udrette noget; være praktisk.
Jeg kan ikke finde på noget at være praktisk omkring nu herhjemme, hvor tiden ikke længere tæller. Det giver ingen mening.
I stedet for at strikke er jeg begyndt at trevle mine igangværende projekter op. Jeg rydder op i bogreolerne i stedet for at læse. Jeg dropper at gå i bad og skal alligevel ikke ud. I stedet for at skrive, surfer jeg på internettet
Jo, jo, selvsagt er der stadig en hverdag, med godmorgen og godaften, finde mad frem og lufte K’s hund. Men alt gøres uden lidenskab, som noget der blot skal overstås, før vi kan komme hen til dét, det rigtigt handler om.
Under udredningen havde jeg en funktion – og jeg kan se nu, hvor omhyggeligt jeg varetog den – uagtet at opgaven blot var at køre Chrysleren i pendulfart mellem vores hjem og ungepsykiatrisk.
Lige meget, hvor jeg er, kan jeg ikke være dér. Alle faser af denne proces, som jeg end ikke har ord for – er det en refleksion, en udregnings-proces, sorg, krise? – føles lige umulige og derfor lige absurde.
I stedet for at strikke er jeg begyndt at trevle mine igangværende projekter op. Jeg rydder op i bogreolerne i stedet for at læse. Jeg dropper at gå i bad og skal alligevel ikke ud. I stedet for at skrive, surfer jeg på internettet.
Ligesom jeg er begyndt at droppe de vaner jeg har, som jeg ellers ved er gode for mig. Det er et skråplan, konstaterer jeg uden at tage stilling til, hvornår jeg så sætter en stopper for det.
’JEG KASTER HÅNDKLÆDET I RINGEN!’ har jeg lyst til at skrige så det gjalder mellem husmurene og dundrer ud over tagene. Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Hverken at skrige det eller gøre det. Det er det eneste jeg med sikkerhed ved, jeg ikke gør.
Af den simple årsag, at det ikke er en mulighed. Heller ikke en nød-mulighed. Det er det ikke og det bliver det ikke. Jeg bliver ved siden af K til den dag, det ikke længere er hendes behov, om det så koster hele mit væsen og min personlighed.
For første gang i mit liv er den del af livet, der handler om arbejde og ambitioner fuldstændigt udraderet – jeg har ingen ambitione
For der er ikke andet vigtigere, end at hun klarer sig. Jo, det er der jo – det er lige så vigtigt, at hendes bror også gør.
Men han er et godt sted, om end jeg end ikke tør tænke tanken til ende ’hvad hvis hans nyrer begynder at… ‘ For nok er der uretfærdighed til, men selv uretfærdigheden har sine grænser og lige nu er det K, som behøver mig.
Der findes ikke nogen fremtid for mig, alt mit fokus er på hende. Det lyder frygteligt selvopofrende og slet ikke det rette match med mit ego, alligevel kan jeg ikke se mig selv i en arbejdsmæssigt fremtid foreløbig.
For første gang i mit liv er den del af livet, der handler om arbejde og ambitioner fuldstændigt udraderet – jeg har ingen ambitioner og for tiden, nærer jeg ingen forestillingsevne, når det kommer til det almindelige liv. Det er som op den del af mine planer er ophørt for mit vedkommende, noget jeg aldrig nogensinde har forestillet mig skulle ske.
Det vil sikkert ændre sig, når al den venten slutter og timeglasset sætter i gang igen.
K’s liv skal ændres, så hun kan være og leve i det, og hun kan være sig selv.
Hun har alt for længe forsøgt at være i en verden, der ikke stemte overens med hendes indre liv. Når timeglasset igen måler virkeligheden, vil vi være et andet sted – et bedre sted for K og for os.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Topfoto: Pixabay
Læs de 29 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9 Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her, 16. afsnit, “It’s your last chance”, her, 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ , 21. afsnit ’På gyngende grund’, her, 22. afsnit “Virkeligheden overgår altid fantasien” her, 23. afsnit Den første ventetid er slut, her , 24. afsnit, ‘Den Fremmede – udredningen er i gang’ her, 25. afsnit, ‘Den livsvigtige telefonsamtale” her, 26. afsnit, ‘Ostehapsere – og et lille strejf af lykke’, her , nr. 27, ‘Alt det gode i livet tager tid’, her, nummer 28, “F….” her og nummer 29, “Udredningen trak de sidste tænder ud”, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
