REJSEBREV// BARNDOM – “Mor, der kører din elsker!” råber min bror Pieter og peger i Singapores travle trafik på en rød MG med åbent tag, som sejler yndefuldt forbi. “Ja se dér, din elsker!” påpeger min søster igen. Min mor ser sig med højrøde kinder omkring, om nogen har hørt det, hun er vildt flov. Hun har engang sagt, at hun synes, at en MG virkelig er “en elskling”. Og nu råber hendes børn i tide og utide, at hendes elsker kører forbi…
Singapore var en af mellemlandingerne, når vi rejste til og fra Holland. Der overnattede vi, bl.a. i Ocean Park Hotel og Seaview Hotel. Seaview Hotel havde højloftede, kølige værelser, hvor havbrisen legede med de gennemsigtige gardiner. En termokande i rustfrit stål med isvand stod klar på hvert sengebord, og vi spiste cornflakes for første gang. En altid nyslået græsplæne bølgede mod en vold med stranden og havet for enden. Desværre blev både Ocean Park og Seaview for bekostelige for mine forældre.
Vi opholdt os derfor oftere på Happy Home, en Bed & Breakfast i to statelige koloniale huse, der lå ved siden af hinanden med en stor have nedenfor og adskilt med et hegn. I Happy Home fik vi rigtig English Tea på verandaen med små, delikate trekantssandwiches med agurk i ultratynde skiver og pisang susu, en lille aromatisk banan.
I haven ved siden af Happy Home, adskilt fra os af et højt hegn, gik to emuer omkring. De var ikke venlig stemte, og for os børn var der ingen sjov ved dem. En dag sad min søster på en bambusbænk på verandaen, da en af emuerne havde opskræmt en høne. Den stakkels høne kom skrækslagen flyvende over hegnet og landede ved siden af min søster på bænken, hvor den i panik lagde et æg. Min søster afleverede ægget i køkkenet, hvor de lovede, at hun nok skulle få det til morgenmad. Sådan havde hun nu ikke ment det, hun ville egentlig bare give hønen ægget tilbage.
Selv blev jeg i Happy Home forskrækket af noget mere end en høne. Jeg var tre år gammel, og havde kæmpet mig op ad de statelige trapper til galleriet, hvor jeg så to mænd med hvide masker som sloges med sværd. Med mit barneblik troede jeg, at de var ved at dræbe hinanden, og jeg løb skrigende ned til min mor. Det viste sig, at de to mænd bogstaveligt talt krydsede klinger, da de fægtede med kårde. Touché.
I Singapore kunne man også dengang virkelig shoppe. Den berømte Change Alley var en smal gade med boder, hvor alt muligt var til salg, men også i butikkerne kunne man få gode tilbud. Min mor købte her de store skåle og suppeterrinen i kinesisk porcelæn med indlagte riskorn, som er så flot gennemsigtige, og min far fik på 24 timer syet et jakkesæt hos den kinesiske skrædder Lee Fat.
Min far var også hos ham for at købe noget undertøj til børnene. Han fandt en stak undertrøjer og spurgte den gamle kineser om prisen. Hvad? Så meget? Ikke tale om! Min far bød en fjerdedel af prisen. Nej nej nej, det var alt for lidt. Lee Fat kom med en ny pris. De var i gang med at tawarre, at prutte om prisen. Op til tre gange gik buddet frem og tilbage og med til skuespillet hørte også dramatisk at forlade butikken, uden at købe noget. Nej, nej kom tilbage, du er jo en fast kunde, jeg giver dig en god pris! Til sidst blev handlen indgået, for det halve af den oprindelige pris, til begge parters tilfredshed.
Det var ikke så lidt, vi blev præsenteret for i flerfarvede og blodige dioramaer: pinsler og tortur ved flåning, spidning, ristning og brænding, for ikke at nævne de snesevis af monstre og uhyrer, som så på
I Singapore blev jeg, fire år gammel, efterladt på den ene side af en travl motorvej. Det var faktisk Pieters opgave at holde mig i hånden, han tog sig tit af mig og var min skytsengel. Men lige hér var der tilsyneladende noget andet, der fangede hans opmærksomhed, en bil måske? I hvert fald stod jeg der, på den forkerte side af vejen, som en ælling, der er blevet væk fra sin andemor, dog med tissepotten klemt i den lille barnehånd.
Vi besøgte ikke alene den omfattende samling af jade, som tilhørte den kinesiske ejer af Tiger Balm, den berømte salve, som er god mod alskens kvaler. Min mor tog os også med til Tiger Balm Gardens. Hun har sikkert troet, at det ville være et sjovt eller i det mindste opbyggeligt besøg for os børn, en slags asiatisk svar på Tivoli. Haven indeholder jo tusindvis af farvestrålende skulpturer, som legemliggør historier fra den kinesisk mytologi.
Men ved et uheldigt tilfælde landede vi i afsnittet “Ten Courts of Hell“, Helvedes Ti Domstole, som skildrer alle de straffe, som de forbandede bliver udsat for i det kinesiske liv efter døden. Det var ikke så lidt, vi blev præsenteret for i flerfarvede og blodige dioramaer: pinsler og tortur ved flåning, spidning, ristning og brænding, for ikke at nævne de snesevis af monstre og uhyrer, som så på.
Så vidt jeg husker, blev vi hurtigt taget ud af haven igen.
Teheran, moderne by i Middelalderen
“Modderi! Niesjt? Burro!” Min mor, min søster og jeg sidder i bussen i den kaotiske trafik i Teheran, efter vi har købt ind i centrum af byen. Først i det store stormagasin, en afdeling af den tyske KaDeWe, og bagefter hos slagter Arzuman – en armensk slagterbutik, hvor man også kunne få svinekød. Som sædvanlig har vi fået en pølse, som er fuld af hvidløg. Min søster er god til at orientere sig – i modsætning til min mor – og ved, hvornår vi skal stå af, og det er her på Modderi. Hvad busschauføren siger, kan oversættes med: “Modderi! Ikke nogen? Videre!”
Min far havde i 1959 fået job i Teheran, hos Nedeco – Netherlands Engineering Company. Vi boede i Modderi – som var et meget rammende navn for det kvarter, hvor vejene var af sand, og i regn blev det derfor ren mudder.
Vores hus var på to etager med fladt tag. Vi boede i stueetagen, og over os boede et hollandsk ægtepar, som vi kaldte onkel Jan og tante Dinie.
Huset var omhegnet af betonmure og havde en flisebelagt forgård med en lille dam i et hjørne. Første gang vi ankom, var det en knitrende kold vinter med en stivfrossen dam. Jeg var forbløffet: Var vi ikke flyttet til et varmt land?
Teheran har et landklima med varme, tørre somre, og meget kolde vintre. I de varme somre stænkede vi fliserne i gården med vand for at nedkøle dem og dermed også huset. Der var intet klimaanlæg, og min søster fik en nat lov til at sove på det flade tag – en sædvane for mange mennesker i den region, fordi det var rart og køligt.
Vores armenske ’fikser’ Manukian havde arrangeret en bil for os, en gul og sort Ford Mercury, fra senhalvtredserne med beskedne ’vinger’ og et meget robust udseende. Taget var sort, og hvis det havde regnet, efterlod regnen små sandcirkler til ærgrelse for min far. Fordi selvfølgelig regnede det, når han lige havde fået vasket bilen! Vi sagde til ham, at han skulle vaske bilen lidt oftere, fordi vi godt kunne bruge mere regn.
Om foråret tog de lokale med et persisk tæppe, en samovar og en masse agurker på landet for at beundre de få græsstrå der stak op af sandet, ved siden af en tøvende bæk. Ikke længe efter var den grønne overflod forsvundet igen.
Men om foråret var der masser af jordbær at få, tut ferengi, den udenlandske frugt. Vi kunne nyde dem dobbelt så længe som ellers, fordi Teheran ligger ved foden af en bjergkæde, som foråret langsomt sniger sig op ad, og jordbærdyrkning på bjergskråningerne i etaper gav en langvarig høst. Vi modtog et brev fra min bror Herman fra Holland, hvori han beskrev, hvordan han sad og nød jordbær – mens han skrev, “Jeg vil ikke drille jer yderligere, fordi I jo ikke kan få dem.”
Bjergene leverede også en enkel, offentlig vandforsyning til byen. Smeltevandet blev ledt til byen i åbne render, og langs hvert fortov lå sådan en åben rende, tjoep. Det rindende vand blev brugt til mangt og meget undervejs; der blev vasket tøj, børn, cykler og biler i den, der blev spyttet, hakket og urineret i strømmen. Det samme vand kom altså også ud af hanen derhjemme. Heldigvis boede vi på den nordlige side af byen, så det vand, vi fik, var stadig relativt rent, men det var bestemt ikke drikkevand. Jævnlig kom en mand med en stor tank på en hestetrukket vogn forbi. Han leverede drikkevandet. Man fyldte det i flasker og stillede dem i køleskabet. ’Ab’ er farsi for vand.
Det var i øvrigt ikke en god idé at købe vandmeloner på gaden, fordi de tit var blevet ”vaccineret” ved hjælp af en sprøjte, fyldt med det beskidte vand fra den åbne rende, for at gøre dem tungere.
Efter få uger havde jeg lært så meget farsi, at jeg kunne fortælle et lille eventyr. Min forældre var henrykte over, at jeg i den bedste mellemøstlige tradition fortalte eventyr på farsi. Yekki but, yekki nabut
Min søster gik i en lille hollandsk skole. Jeg gik i en børnehave drevet af franske nonner. Her var sproget, bortset fra fransk, kun farsi. I starten var jeg bogstaveligt talt mundlam, jeg forstod jo ikke et kvæk af, hvad der blev sagt. Men efter få uger havde jeg lært så meget farsi, at jeg kunne fortælle et lille eventyr. Min forældre var henrykte over, at jeg i den bedste mellemøstlige tradition fortalte eventyr på farsi. Yekki but, yekki nabut… der var engang. Fortællelysten passede til min fars kælenavn til mig: Kvæk.
Alt var selvfølgelig skrevet med arabiske skrifttegn, det eneste, vi kunne læse, var tallene 1, 2 og 5. Det var også tallene på vores Ford Mercurys nummerplade. Dog har jeg lært at skrive mit eget navn på arabisk, eller jeg tror i hvert fald, at det er mit navn…
Fra tid til anden prøvede vi også at tage en taxa: man rakte hånden op, og når chaufføren nikkede, forventede vi, at han holdt. Men vi ventede forgæves. Vi havde endnu ikke forstået, at “nej” på farsi er et nik opad, hvilket forekommer os at være “ja”. Det komplette “nej” er et hovednik, hvor hånden samtidig løftes, med ordet ’nda’.
Trafikken i byen var kaotisk, overfyldt og ureguleret. Den eneste regel, der tilsyneladende gjaldt, var at komme frem. Hvis man som cyklist vovede sig ud i dette trafikkaos og tilsyneladende begik en ”overtrædelse” og blev standset af en politibetjent, drejede han fluks din cykelventil af og smed den midt ud i trafikken. Kontant afregning, det kunne de godt lide.
Da vi boede der, var Shahen stadig ubestridt hersker. Overalt hang hans portræt, og vi beundrede den juvelbesatte Påfugletrone i paladset, der var symbol på hans magt.
Landet var en blanding af på den ene side velstand og vestlig åbenhed i byerne og på den anden side landdistrikternes fattigdom og islamisk strenghed – som senere blev så berygtet på verdensplan.
I 1960’erne havde kvinderne fra de højere klasser mulighed for at læse i Tyskland eller England. For almindelige piger og kvinder var der ingen frihed til at læse, studere, selv bestemme ægteskab eller for den sags skyld gå vestlig klædt. De bar den sorte chador, den persiske variant af burkaen. De havde også en sort maske på, som var farvet med et farvestof, der gav mørklilla pletter i ansigtet.
Tæpperne blev lagt i sneen midt på gaden og al trafik rullede hen over dem – biler, heste, æsler, mennesker. Det er en metode, som stadig bliver brugt til at rense tæpperne ved hjælp af nedtrådt sne
En bekendt fortalte, at hendes tjenestepige havde spurgt, om hun måtte låne stuen til et møde. Det viste sig, at mødet havde til formål at afgøre, hvilken af de tilstedeværende mænd, der havde budt nok til at gifte sig med datteren – en pige på knap femten år. Selvfølgelig blev den største sum budt af den ældste mand i selskabet. Chokerende.
Vi blev som blonde, udenlandske piger hele tiden vel bevogtet. Chancen for kidnapning var bestemt ikke utænkelig. Fra vores flade tag så mine forældre engang, at en ung kvinde i tusmørket blev trukket ind en bil og kørt væk.
På samme måde havde vores forældre, ifølge vores persiske forbindelser, ingen børn, indtil de i stuen så fotografiet af vores tre brødre: “Aaah, De har tre børn!” Vi døtre talte overhovedet ikke.
En af de overraskelser, man så på gaden om vinteren, var de persiske tæpper. Tæpperne blev lagt i sneen midt på gaden og al trafik rullede hen over dem – biler, heste, æsler, mennesker. Det er en metode, som stadig bliver brugt til at rense tæpperne ved hjælp af nedtrådt sne. Tæpperne bliver stort set ikke våde i den tørre kulde og når man bagefter banker dem, falder sneen af med al snavset. Det var et farverigt syn for et barn i en ellers meget sort-hvid verden.
Kharg, æsel- og gedeøen
“O jøsses Charles, jeg tror, jeg har påkørt et får! Det knasede under hjulene! Frygtelig, vi må standse for at se, hvad vi kan gøre.” “Ikke tale om Demps, kør videre!
Min mor havde aldrig rigtig lyst til at køre, hun var bange for det, men alligevel prøvede hun endelig på en grusvej på den persiske ø Kharg. Forsigtigt, køre, koble ud, stille i det rigtige gear og derefter give gas. Pludselig krydsede en flok geder og får vejen og ved et uheld påkørte min mor et bredhalet får. Hun mærkede, hvordan bilens dæk knuste det stakkels dyr, og hun ville naturligvis holde, men min far beordrede hende til at køre videre, fordi han var bange for, at vi ville blive lynchet. Når man som udlænding påkørte et husdyr, bragte man sig selv i stor fare.
I 1960 var min fars arbejde for Nedeco flyttet til øen Kharg, fordi han blev lånt ud til et iransk olieselskab.
Projektet havde til formål at bringe olien fra Abadan med rørledninger til søsterøen Khargu og efterfølgende til Kharg. Der blev olien opbevaret i store tanke, for derefter at blive pumpet over i tankskibe. For at nå det mål – at tankskibene ikke længere skulle sejle igennem hele den persiske Bugt, men kun halvvejs – måtte der bygges en enorm anløbsbro til de store tankere. Og min far blev ansat til denne opgave. Ligesom i Teheran var min søster og jeg de eneste børn, der kom med til Kharg; vores tre brødre var alle i Holland.
Kharg, en ø midt i den persiske Bugt, var i tresserne meget gold. Det siges, at apostlen Paulus har plantet øens få banyantræer, hvis rødder konstant bliver afgnavet af gedeflokke og æsler, der går frit omkring. Om den historie nu passer er tvivlsomt, men der findes faktisk rester af et oldkristent kloster, som på det tidspunkt var ved at blive udgravet – og flittigt filmet af min far.
Det er ekstremt varmt på Kharg; temperaturerne kan nemt nå op på 50 grader, og udendørs arbejde krævede særlige forholdsregler.
Til arbejdet i det fri havde min far ikke kun hovedbeklædning på, han spiste også salttabletter og tog hver dag en otteliter stor termoscontainer med, fyldt med koldt vand, te eller limonade, som han drak i løbet af dagen.
De britiske dykkere, der skulle bygge selve molen, og som min far havde ansvaret for, var ikke bange for hajer, fordi de brugte shark repellent. Men de var bange for de gigantiske manta rays, djævlerokker, som er så store som en stue, og hvis vingeslag kunne slå en bevidstløs. Min far var samtidig bekymret over, at de britiske dykkere drak for meget og kom beruset på arbejde.
Vi gik i skole hos frøken Cohen. Det var en lille skole med kun syv elever; Vera og Nico, Loes og Hans, amerikanske Timmy di Janeiro, min søster og mig. På denne skole var hvert barn en klasse; jeg ’var’ – selvom jeg kun var fem år – 1. klasse, Hans var 2. klasse, Loes 3., Vera 4., Dorothee 6., Nico var 1. klasse gymnasium og Timmy var 1. High School.
Når vi spillede fodbold, stod min søster på mål. Allerede dengang blev hun mobbet for sin vægt, og Timmy skældte hende ud; “fatso”, tyksak. Kontant som hun er, råbte hun tilbage: “Hvis du kalder mig fatso én gang til, lader jeg alle bolde gå ind!” Det hjalp.
Til jul fik alle en rigtig Christmas cake. Det var en rund kage, rigeligt fyldt med tørret og kandiseret frugt, med et tyk lag af hvid glasur og dekoreret med små julefigurer. Glasuren var hård som beton, og hvis man havde formået at åbne denne stenhårde sarkofag, kom man til det mumificerede indhold. Kagen var så holdbar, at vi børn fik tilbudt et stykke kage overalt, hvor vi kom – ingen havde spist den. Personligt vil jeg hellere have figurerne, som var sjove at lege med.
Der var kun én læge på øen, og han var perser. Åbenbart så han noget i min søster, for han bad formelt min forældre om hendes hånd – hun var elleve år gammel…
Min mor fortalte senere, at hun ikke ville fornærme manden med et afslag – han var jo den eneste læge på øen. Derfor svarede mine forældre, at de ønskede, at deres datter først fik sig en uddannelse i Nederlandene, og at det fornemme tilbud kunne tages op til overvejelse igen, når vi vendte tilbage, hvad vi så aldrig gjorde.
Ligesom i Teheran, gik de lokale kvinder også klædt i chador. Bortset fra at unddrage kvinden fra mændenes vellystige blikke, har chadoren – når den er lavet af uld eller bomuld – også en beskyttende og endda kølende virkning: Hvis man pakker sig godt ind, er ens kropstemperatur stadig 37 grader, og det er trods alt meget køligere end de 50 grader, det plejede at være.
Vi piger havde derimod ikke så voldsomt meget tøj på. Vi gik med bare ben, i bluse, shorts og klipklapper. Vi havde heller ikke problemer med varmen, vi tilpassede os, vi legede i skyggen eller om eftermiddagen. Denne gang var husene dog forsynet med aircon.
Vores hushjælp var så overbevist muslim, at hun i Ramadanen, på trods af den stegende hede, i dagtimerne ikke blot ikke drak væske, men endda spyttede sit eget spyt ud. Det gjorde et stort indtryk på mig.
Landsbyboerne havde nogle heste, og nogle gange lejede vi dem. De havde hverken sadler, grime eller tømme; sadlen var en sæk og tømmerne et reb rundt om munden. Men for det meste red de unge på æsler.
På et tidspunkt, viste det sig, at Nivedo, der konstant blev fodret af min søster, ikke bare var et stormavet æsel. Hun dukkede pludselig op med det allersødeste føl med store ører og en masse uldkrøllet hår. Vi døbte hende Krølle Uldtot
På Kharg lod indbyggerne deres æsler strejfe frit om på øen – på den måde behøvede de ikke at tage sig af dyrene hver dag, og når de havde brug for et æsel, kunne de altid indfange et. Min søster plejede at indfange et æsel og gjorde efter nogen tid et sort æsel til sit eget. Hun blev døbt Nivedo (Nico, Vera, Door). Nivedo tillod i første omgang ikke, at nogen red på hende. I Persien rider mændene på æsel ved at sidde på baghånden med de bare fødder klemt bag æslets lår. Hvis dyret skulle gøre bukkespring, kunne de holde godt fat. Nivedo havde udviklet alle mulige tricks for at få en rytter ned fra ryggen: hvis man sad for langt fremme på halsen, kunne hun begynde at løbe meget hurtigt, for derefter pludselig at standse og bøje nakken, så søsteren røg ned. Eller Nivedo skurede sig langs det rustne gitter af et hegn, mens man sad med bare ben på hendes ryg.
Den mest penible affære var dog den med banyantræet. Det træ danner luftrødder, der kan vokse sammen til store rodklynger, der hænger under træet. Æslet Nivedo kunne trykkede sig ind under klyngerne og således simpelthen feje min søster ned af ryggen. Men næste gang det snu æsel prøvede at gå under klyngen igen, lagde min søster sig fladt ned på æselryggen med det resultat, at både dyret og pigen blev klemt fast under træet. Det kloge æsel lænede sig endnu mere fremad, så Dorothee sad helt fastklemt. Det krævede andres mellemkomst at skubbe det stædige asen baglæns og befri min søster fra en vanskelig situation.
Men på et tidspunkt, viste det sig, at Nivedo, der konstant blev fodret af min søster, ikke bare var et stormavet æsel. Hun dukkede pludselig op med det allersødeste føl med store ører og en masse uldkrøllet hår. Vi døbte hende Krølle Uldtot.
Vi havde begge slugt den sentimentale bog Æslet Corso om en pige og hendes æsel, og min ven Hans og jeg legede tit en dramatisk historie om et æsel, der brækkede benet og havde brug for hjælp. Den leg var åbenbart at friste guderne, for jeg brækkede benet, da jeg kørte stående foran på hans løbehjul. Benet i gips blev altså meget varmt, det blev beskidt, og da det efter et par uger begyndte at klø forfærdeligt, gav min mor mig en strikkepind for at nå helt til bunds.
Inden vi skulle på orlov, blev jeg fløjet til Abadan, hvor gipsen blev klippet af med en stor saks.
På selv samme Hans havde jeg min første crush, men også på hans ged, som han havde fået i fødselsdagsgave. Jeg ønskede mig brændende sådan et kæledyr, så jeg plagede mine forældre om et lille gedekid. Min mor forklarede mig tålmodigt, at vi ikke ville blive på Kharg så længe, og at jeg skulle efterlade geden, når vi rejste igen.
Da jeg skulle sige farvel til Hans og hans ged, græd jeg hede tårer. Sikke en redelighed at skulle sige farvel igen.
Men vi fik også fint besøg i denne udørk. Prinsesse Shams, shahens ældste søster, ville aflægge denne afsides, men strategisk vigtige del af Persien, et visit. Pahlavi-prinsessen landede i en privat jet, klædt i en klassisk Jackie Onassis-dragt, med et par fashionable solbriller på den smukke næse og med et chikt tørklæde à la Grace Kelly bundet om hovedet.
Konen til den vigtigste amerikaner i the company, Khargs førstedame, fik æren af at vise Hendes Kongelige Højhed rundt i vores compound og i sit eget hus. Det allerførste, hun viste prinsessen, var toilettet, fordi, som hun senere forklarede min mor: ”toiletter, det kender den slags ikke noget til.”
First things first, må hun have ment, når man får den slags uciviliserede folk på besøg.
Næste gang: Kwame og The Queen i Ghana og Scrabble på et fragtskib
© marieke burgers
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
