LIV & MENNESKER // KLUMME – Er det den største gave for et barn at få en søskende? Det kan man ikke vide, siger Lizette Harritsø Lauritzen, for søskendekærlighed kan ikke tvinges frem: “Lær i stedet dine børn at opføre sig ordentlig mod hinanden og andre”.
Cirka halvvejs i min graviditet med mit andet barn fortalte jeg jordemoderen, at jeg havde det skidt. At glæden over det nye liv syntes langt væk, og at tankemylderet var alt for overvældende.
Hun spurgte til tankerne, og jeg remsede op. Én af de tanker, der gik igen og igen, var bekymringen over at påtvinge mine snart to børn hinandens selskab for altid. Jordemoderen noterede i journalen, virrede lidt med hovedet, så på mig og sagde med et smil: “Du giver jo din søn den allerstørste gave i en lillebror.”
Hvor har jeg dog hørt variationer over den sætning et utal af gange. Den og de andre klassikere, der går noget a la: “Det er simpelthen synd ikke at give dit barn en søskende” og “så har de altid hinanden, også når jeg (forælderen) ikke er her mere” og “du skylder dit barn søskende.”
Søskende er et livsvilkår
Der er en diskurs i samfundet om søskende som noget udelukkende positivt. Den største gave, altså, større og bedre bliver det jo ikke.
Men holder den allegori? Vi ved vel godt alle sammen, at det ikke er virkeligheden i alle søskenderelationer. Mere korrekt ville det være at sige, at vi skænker vores børn et vilkår. For en søskende vil naturligvis have indflydelse på ens liv. Man er bundet sammen af gener, af familierelationer, man vil have en stor pulje af fælles minder – alt sammen både på godt og ondt.
Jeg er selv vokset op i en kernefamilie. Far, mor og to døtre. På mange måder både lykkelig og harmonisk, men i sin inderste kerne alligevel sådan lidt dysfunktionel. Det gør ondt på mig at skrive, for mine forældre lever ikke længere, og jeg synes, jeg kaster grus efter mine ellers lykkelige minder om dem.
Jeg må bare se i øjnene, at det er sådan fat, for der er ikke tale om et lykkeligt søskendeforhold i vores kernefamilie, men snarere om en forventning til det ene barn (mig) om at kunne rumme det andet barn og dets uforskyldte vanskeligheder langt ud over, hvad rimeligt var. Og det skete, ubevidst er jeg sikker på, i et desperat ønske fra mine forældres side om, at vi jo netop skulle være den lykkelige familie.
Jeg er ikke ude i et kampskrift imod søskende. Slet ikke. Jeg er selv på barsel med mit andet barn. Jeg er ude i en lille bøn, der handler om, at vi ikke skal pådutte andre vores egne ønsker
Jeg opfatter ikke den søskenderelation, jeg er en del af, som den største gave. Jeg oplever den i allerhøjeste grad som et vilkår, der har haft stor indflydelse på min væren i verden. Det er ikke nogens skyld. Ikke min søsters i hvert fald. Hun er født med udfordringer, der gør hendes væren i verden enormt besværlig, det er synd for hende. Virkeligheden er bare, at hendes livsvilkår også i allerhøjeste grad har præget mine livsvilkår. Og skal jeg være helt ærlig, så er ‘gaven’ snarere blevet til en opgave.
Sådan er det med vilkår, de kan være lykkelige og skønne, de kan absolut også være det modsatte, og så kan de være et sted midt imellem, som de fleste af vores livsvilkår vel egentlig er, sådan lidt neutrale og umærkbare.
Jeg har mærket samfundets forventning til min søskenderelation. Tydeligst dengang den sidste af vores forældre døde. Mange spurgte mig bekymret, om jeg havde søskende. Hver gang jeg svarede “ja”, så jeg lettelsen i deres øjne og hørte lyden af deres skuldre, der faldt på plads. “Gudskelov, så har I da hinanden.” Og hver gang slog min ensomhed nye skud, for vi har ikke hinanden. Ikke på den der traditionelle ønskværdige samfundsdiskurs-agtige måde.
Søskendekærlighed kan ikke tvinges frem
Jeg er ikke ude i et kampskrift imod søskende. Slet ikke. Jeg er selv på barsel med mit andet barn. Jeg er ude i en lille bøn, der handler om, at vi ikke skal pådutte andre vores egne ønsker, idealer eller oplevelser.
Det gælder også forældre, der skal lade være med at pådutte deres børn egne ambitioner for søskenderelationen. #søskendekærlighed er brugt mere end 111.000 gange på Instagram. Meget ofte flankeret af billeder af ganske små børn, og jeg spekulerer hver gang på, om de mon ved, hvad kærlighed er. Lær dine børn at opføre sig ordentligt, i det hele taget, og selvfølgelig også overfor deres søskende, men tving dem ikke til at elske hinanden. Kærlighed kan ikke tvinges frem. Ikke engang af delte gener og fælles opvækst. Den kommer af sig selv, eller den kommer ikke.
Nej! Bare nej. Mit barn er ikke en gave til storebror, ligesom storebror ikke er en gave til lillebror. De er hinandens vilkår
Jeg er mig meget bevidst, at ønsket om endnu et barn i familien er mit og min mands ønske. Det var vores behov og vores drøm at producere endnu en baby. Min ældste har haft det herligt som enebarn, han har ikke savnet noget. Nu hvor lillebror er her, viser han absolut den yngste positiv interesse på daglig basis. Det glæder mig usigeligt, og når babyen så alligevel bliver for kedelig, det gør den relativt hurtigt, så opgiver den treårige kontakten og dimser videre med sine små sysler.
Frygten og drømmen
Jeg er så fuld af frygt for, om jeg kommer til at pålægge mine børn at opfylde mine drømme. For det er da min drøm, selvfølgelig er det det, at min ældste vil komme til at knuselske den yngste. Og jeg håber, at den yngste vil gengælde den ældstes kærlighed. Jeg ønsker mig inderligt, at de vil vokse op som søskende, der med den største selvfølgelighed accepterer den andens plads i deres tilværelse. Og at de med hinanden i hånden vil begive sig ud i livet, vel vidende at de har en ven i den anden, de kan regne med.
Læseren kan med rette indvende, at jeg da bare er jaloux over ikke selv at have en tæt og trofast søskenderelation og føle mig hjemme i. Og ja, jeg er jaloux på alle dem, der har det, selvfølgelig er jeg det. Det lyder da pragtfuldt. Omstændighederne vil, at vilkårene i min familie er anderledes. Uden at have lavet en større undersøgelse, så er jeg helt sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.
Nej, bare nej
Tilbage i jordemoderens konsultation under min graviditet mærkede jeg alt i mig skrige, og jeg havde lyst til at sige: “Nej! Bare nej. Mit barn er ikke en gave til storebror, ligesom storebror ikke er en gave til lillebror. De er hinandens vilkår, og jeg vil sætte alt ind på at elske dem, lære dem at respektere hinanden (og alle andre), gøre hvad jeg kan for at sikre deres trivsel og så ellers lade dem udvikle sig individuelt og sammen i det tempo og den retning, som giver mening for dem.”
I stedet klappede jeg i og mærkede mine bekymringer danse rave i min maveregion som så ofte før. Det er svært at stå op imod samfundsdiskurser.
Læs også Thomas Milsteds anmeldelse af Elisabeth Gjerulff Nielsens bog Store børn – om søskenderelationer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
