Hvor skal vi sove i nat? Mennesker uden hjem i Danmark

af i Civilsamfund/Danmark

DAGENS POV – Mens bladene falmer, og solen daler, stiger behovet for overnatningspladser til mennesker uden hjem. Hellig Kors kirke på københavnske Nørrebro åbnede i oktober for overnatning på madrasserne i kirkerummet, og søgningen er intens. At komme indenfor i ly for regn og i sikkerhed for chikane og overfald er efterspurgt. Kirkens Korshær og andre har desuden åbnet nye pladser flere steder til overnatning.

Det er nødvendige, men midlertidige tiltag, for det løser ikke de grundlæggende problemer – hjemløshed og fattigdom og de strukturelle faktorer, som ligger bag hjemløshed i form af mangel på betalelige boliger og ubehandlet psykisk og fysisk sygdom og misbrug.

Ubehandlet eller utilstrækkeligt behandlet sygdom er desværre en væsentlig livsforringer for socialt udsatte mennesker. Hjemløse mennesker udskrives til gaden fra både somatiske hospitaler og psykiatriske afsnit. I nogle tilfælde bliver de udskrevet direkte til Kirkens Korshærs varmestuer og natcaféer, hvor medarbejderne tager imod og forsøger at hjælpe. Det er mennesker med terminal cancer, med smitsom tuberkulose, med psykoser og paranoia, og de udskrives, fordi de ikke kan behandles mere, og så kan de ikke blive på afdelingerne. Den såkaldte prikkerunde på psykiatriske afsnit om fredagen rammer også hjemløse, der udskrives.

Peter døde af sin tuberkulose i år. Hans krop kunne ikke mere. Andre mennesker indtager nu madrasserne i Natcaféen. Hver med sin unikke historie og behov for hjælp

Derfor er det hverdag for Kirkens Korshær at tage imod meget syge mennesker. Det involverer også at opbevare deres medicin, så den ikke forsvinder på gaden, og at minde personen om at tage den på det rigtige tidspunkt. De giver dem et trygt og varmt sted at sove, mad og nærvær. Men selv om det er hverdag at være vidne til utilstrækkelig behandling af udsatte, syge mennesker og gøre, hvad man kan for at lindre situationen, er det under stadig protest og påpegning af det urimelige forhold, der viser sig på gaden – at svage, syge mennesker mangler den nødvendige omsorg i det danske samfund.

Forebyggende og formidlende sundhedsindsats

Når udsatte, syge mennesker ikke får den tilstrækkelige behandling og hjælp, er det ofte på grund af manglende forbindelse mellem menneske og system. Der er brug for formidling, for ”systemet” passer ikke til mennesker med komplekse sociale og sundhedsmæssige problemer.

Socialsygeplejersker og sundhedspersonale tilgængeligt i gadens miljø kan være en hjælp. I Esbjerg har Kirkens Korshær gennem de seneste år af indsamlede penge lønnet en dygtig sygeplejerske, der arbejder ud fra varmestuen og kan begå sig og skabe tillid i det hårde og nogle gange kaotiske miljø, som især hjemløse mennesker lever i. Hun har forståelse for deres vilkår, og hun ved, hvad hun skal kigge efter, og hvordan hun kan hjælpe dem. En indsigt, som måske kan mangle andre steder i systemet.

Heldigvis er der nu kommet en håndsrækning fra kommunale midler, der også har udløst en fondsbevilling, så gadesygeplejersken i Esbjerg kan fortsætte sit vigtige arbejde, foreløbig i tre år til. Det er en kamp fra tue til tue at rejse midler til denne meget nødvendige indsats.

Mennesker med et misbrug og en psykisk sygdom falder imellem sundhedsvæsenets siloer, hvor psykiatrien ikke vil behandle dem, før de er misbrugsfrie, og misbrugsbehandlingen ikke vil røre ved dem, før de er raske

Vi ved, at socialt udsatte mennesker ofte oplever sig mødt med fordomme og mangel på forståelse, når de bevæger sig rundt i sundhedssystemet. Det viser rapporten Socialt udsattes møde med sundhedsvæsenet, som Rådet for Socialt Udsatte udgav i foråret.

Mennesker med et misbrug og en psykisk sygdom falder imellem sundhedsvæsenets siloer, hvor psykiatrien ikke vil behandle dem, før de er misbrugsfrie, og misbrugsbehandlingen ikke vil røre ved dem, før de er raske. Det ene system er regionalt og det andet kommunalt. Det burde ikke danne siloer, men det gør det. Og misbrug og sygdom accelererer i en dødsensfarlig, sammentvundet spiral.

Vi kan se, hvilken positiv betydning en formidlende og forebyggende indsats på gadeniveau har. Det ser vi både i vores varmestuer, hvor de mennesker kommer, der ikke kan få behandling hverken det ene eller det andet sted, men hvor vi kan skabe en forbindelse tilbage til sundhedssystemet og være med til at følge op og sikre en forbedring for den syge. Vi ser det i de sundheds- og stofindtagelsesrum, Kirkens Korshær driver tre steder i landet. Her kan det lykkes det at bygge den spinke tillidsbro og skabe forståelse for det bredere perspektiv hos sundhedspersonalet.

Sundhedsvæsenet er indrettet til mennesker, der lever snorlige liv, som kan forstå, hvad lægen siger, og som kan kæmpe for deres ret. Mennesker, der ikke har et sted at bo, som føler sig misforstået og bliver vrede, og som har mange og komplekse sundhedsproblemer, falder imellem stolene.

Sundhedsvæsenet, psykiatrien og misbrugsbehandlingen er presset. Der mangler ressourcer, personale og sengepladser. Det mærker selv velfungerende mennesker, men for socialt udsatte er det katastrofalt. De dør næsten tyve år før andre mennesker i Danmark – og det er ikke kun fordi, de lever hårde liv. Det er også, fordi de ikke får den behandling, de har behov for. Og der er brug for behandling af sygdom hos mennesker med misbrug og mere kaotiske liv end flertallets. De lider også af kræft, hjerte-karsygdomme, lungeinfektioner og alt det, som kan ramme alle, men som alt for ofte overses, når de ydre omstændigheder er præget af social udsathed.

Hvem skal så betale?

En stor andel af de danske hjemløse er syge. 24 % har en fysisk sygdom og hele 59 % har en psykisk sygdom. Hvis der ikke er plads til dem på hospitalet eller i psykiatrien, hvis de ikke kan behandles, eller ikke – f.eks. pga. en psykisk sygdom – kan finde sig tilrette på et herberg, så er de syge på gaden.

I København er der sandsynligvis samlet set overnatningspladser nok, men der er stor forskel på de steder, hvor hjemløse mennesker kan få en madras at sove på. Nogle steder er kun for mænd, andre kun for kvinder, og nogle steder er primært for misbrugere. Det er hårdt at være hjemløs, og derfor kan miljøet være hårdt. Det er ikke alle steder, en syg hjemløs person kan klare sig.

Lige nu foreslår regeringen at gøre noget ved ulighed i sundhed. Det er en god åbning mod forbedringer, og forhåbentlig vil det gøre det muligt at nå også de mest udsatte, hjemløse på gaden, med hjælp og lindring

Det er ikke nødvendigvis de store beløb, det handler om, i de samlede udgifter i Danmark til social- og sundhedsopgaver, men at være fokuseret til stede lige der, hvor udsatte mennesker er.  3, 7 mio. kr. om året koster det at drive Kirkens Korshærs Natcafé på Nørrebro året igennem som et tilflugtssted for de fysisk og psykisk syge i Københavns gader, og som det sted, hvor hospitalspersonale kan udskrive til med lidt bedre samvittighed. Politiet kommer til døren med syge mennesker, der er fundet på gaden. Københavns kommunes hjemløseenhed henviser til stedet.

Alligevel er bevillingen til Natcaféen kun på 2 mio. kr. Hvert år skal Kirkens Korshærs frivillige bidrage med yderligere 1,7 mio. kr. til denne samfundsopgave. Det er et kors for tanken, at et så lille beløb med så stor betydning for mennesker, der ikke har andre steder at være, skal være en kamp. Hvis der ikke kan bevilges den fulde udgift til at lindre lidt i livet for hjemløse syge mennesker, viser det systemets fallit.

Lige nu foreslår regeringen at gøre noget ved ulighed i sundhed. Det er en god åbning mod forbedringer, og forhåbentlig vil det gøre det muligt at nå også de mest udsatte, hjemløse på gaden, med hjælp og lindring.

Et møde i Natcaféen

Bag fælleskategorien ”hjemløse” findes det enkelte menneske med hver sin unikke historie og situation. I Kirkens Korshærs Natcafé mødte vi Peter. Peter har smitsom tuberkulose. Der var ikke mere, hospitalet kunne gøre, han skulle bare tage sin medicin regelmæssigt på klokkeslættet, så ville tuberkulosen ikke smitte. Han blev udskrevet. Peter er hjemløs. Som for andre hjemløse mennesker er Natcaféen noteret som nærmeste pårørende for ham. Medarbejderne sørgede for hans medicin, og at han kunne komme ind og sove.

Peter døde af sin tuberkulose i år. Hans krop kunne ikke mere. Andre mennesker indtager nu madrasserne i Natcaféen. Hver med sin unikke historie og behov for hjælp.


Illustration: Kenrick Mills, Unsplash. 

Helle Christiansen er født i 1957 og uddannet cand.theol. Opvokset på Sydsjælland og i Vendsyssel, har boet og arbejdet i mange egne af Danmark og hentet inspiration fra de forskellige måder at udfolde sig på i Danmark.

Præsteembeder i folkekirken 1985 – 2001; lektor på Præsteuddannelserne 2001-2006 Udgivet teologiske fagbøger om liturgik og embedsteologi i den periode.

Siden 2016 udviklingschef Kirkens Korshær og fra 2011 chef for Kirkens Korshær. Chef er den lederbetegnelse, Kirkens Korshær har brug siden begyndelsen i 1912, hvor Kirkens Korshær blev stiftet. Det svarer til, hvad andre foreninger kalder generalsekretær. Kirkens Korshærs varmestuer, hjemløseherberger, familiestøttende og rådgivende arbejde er tilbud til mennesker med behov for basal hjælp. Mad, bad, tøj, menneskeligt fællesskab er kerneydelser, og nærvær, omsorg, respekt er kerneord for det sociale arbejde, som Kirkens Korshær står for på basis af det kristne menneskesyn.

Gennem mange år aktiv i foreninger og bestyrelser, primært inden for kirke og socialt arbejde, bla. tidligere formand for præsternes faglige organisation, Præsteforeningen. Aktuelt formand for bestyrelsen for Sankt Lukas Stiftelsen, hvor børne- og voksenhospices, krisecenter og børne- og plejeinstitutioner drives med høj faglighed og stærk menneskekærlighed.

Udpeget fra 2018 som medlem af Rådet for Socialt Udsatte.

Diverse artikler, bogredaktion, kronikker mv. gennem årene i relation til Kirkens Korshærs arbejde.

Foto: Iben Kauffmann

Seneste artikler om Civilsamfund

Død over hemmelighederne

KOMMENTAR – Dansk Frimurerorden holder på hemmelighederne og har derfor mediernes næsten