LIV & MENNESKER // INTERVIEW & PODCAST – Det er ikke en naturlov, at voksne og især ældre skal være meget alvorlige, triste og mistænksomme, mener præst Britta Hermansson og foreslår, at ældre intentionelt ændrer sit udsyn ved at tage forundring seriøst – lidt ligesom det nysgerrige barn, der er i gang med at opleve verden. Kan det ligefrem være en velgørende opgave at finde “sit indre barn”, når man bliver ældre?
Alt det der med at holde sig i form som 60-årig er fint nok, men det mest afgørende er at holde op med at være en kedelig og super fornuftig voksen. I stedet bør vi blive godt og grundig barnagtige, fjollede og forundrede, bevægede og berørte, mener den erfarne sjælesørger og præst, svenske Britta Hermansson, der opfordrer os til at til ”gå fra naivitet til naivitet”.
Hendes bror druknede, da han var to og et halvt år gammel. Hun blev født lige efter. Hendes mor var klædt i sort under graviditeten. Måske er det derfor? Hun tror det ikke. For gennem hele sit liv som populær foredragsholder og forfatter og samtalepartner for tusindvis som præst overalt i Sverige, har hun mødt det igen og igen.
”Vi voksne er alt for alvorlige, triste og mistænksomme,” siger Britta Hermansson.
”Det skal vi holde op med. Det er det, der er opgaven for os omkring de 60: At vi skal blive som børn igen.”
Alvoren skal ikke leges væk, det er ikke det, hun taler om, snarere tværtimod. Men vi skal tage forundringen seriøst, så det bliver muligt at finde glæde, selv om livet for de fleste af os på den alder har budt på mange sorger og rent ud sagt trælse oplevelser.
Britta Hermansson ved det fra sig selv, fra sine terapiforløb og sin trosrejse. Og hun ved det generelt fra psykologien og ikke mindst religionernes betoning af de ældres rolle.
Hvad er det, vi kan være til for?
Britta Hermansson, født 1962.
Opvokset i Nås, Dalarna, Sverige.
- Præst i Equmeniakyrkan www.equmeniakyrkan.se
- Forfatter til bøgerne “Yttre tryck och inre vila”, ”Möten som berör”, ”Mogna vackert”, ”De vi ville bli” og senest ”Gud gömmer sig bakom en björk”, forlaget Libris.
- Driver samtalepodcasten ”Brittas vardagsrum”.
- Skribent i Göteborgsposten www.gp.se
Udover at passe job og børnebørn, hvad kan vi ellers bidrage med til verden?
”Naivitet,” fastholder hun.
”Vi kan vise, at det at forundres er det fineste, som findes. Vi har jo plads til det. Vi skal ikke bygge en karriere eller et hjem op. Vi kan gå op i det, der er vigtigt på en anden måde. Og det er forundringen over livet. Vi skal se ud på livet som et lille barn.”
Glæden igen og igen
Den villede naivitet kalder hun det, at man vil se på livet med nysgerrige øjne, at man vil tro på det gode i mennesket, at man vil fokusere det skønne frem, at man vil bevæges og berøres.
”Jo ældre, jeg bliver, jo mere elsker jeg, når snödropparne, vintergækkerne, kommer frem. Jeg ved, det sker, men det er alligevel en ny situation hver gang. Og jeg er så tacksam, taknemmelig, for den genopstandelsesglæde. Ja, det kalder jeg det.”
Hun er helt på det rene med, at det er godt at holde sig i form, også mentalt, og det taler mange om, observerer hun, men ser hun sig omkring, er der nogle andre skridt, mange også vil have glæde af.
’”Jeg tror på vandringen fra naivitet til naivitet. At vi finder en slags legesyghed frem,” sammenfatter hun også i sin seneste bog, Gud gömmer sig bakom en björk (da: Gud gemmer sig bag et birketræ), hvori hun skriver, at Gud selv er ”legesyg”.
Faktisk tror hun, at det er en afgørende del af den livsvisdom, en religion som kristendommen giver fra sig gennem sine tusindårige fortællinger overleveret fra generation til generation.
Når alt krakelerer
”Titlen på bogen er jo ikke tilfældig, men kom til mig, da jeg en dag gik i skoven og kom til at tænke på alle de overraskende glimt af glæde, der har været i mit liv, når jeg bare lige kiggede op i stedet for at være fokuseret kun på mit eget spor. Indimellem har det været, som om, ja, som om Gud gemte sig bag et træ, og jeg lige kunne ane ham ud af øjenkrogen…”
Britta Hermansson er præst, og hendes ord om at blive ældre samles i ord om Gud, men de er brugbare også for ikke-troende, fordi de helt generelt taler om det at være menneske i en vis alder.
”Mange kan blive lidt fraværende i blikket, når man taler tro, men for mig giver den et sted at tale om, hvordan livet former sig, hvad jeg skal lære.”
Da hun var barn, blev hun opdraget til trygt at tro på, at Gud havde styr på alt. Nogle holder fast i den måde at tro på, men som voksen vendte hun sig væk fra den opfattelse, fordi hun så livet ske.
”Man mister sine kære, man bliver syg, arbejdsløs. Alt krakelerer. Jeg kan ikke længere bede Gud om en cykel og så tro, at jeg får en, vel?”
Tillid fremfor tryghed
Trygheden brast gang på gang gennem livet for hende som for mange andre. Hvad gør man så?
”Jeg måtte slippe den slags tro og den slags tryghed. Det var tufft, hårdt, men langsomt lærte jeg, at der er forskel på tryghed og tillid. Jeg har tillid til, at Gud er der et sted bag birketræet, selv om jeg ved, han ikke kontrollerer alt, men han er der bare og ved, at jeg er her, og det i sig selv gør forskellen.”
I takt med, at hun er blevet ældre, steg hendes mod til at stå ved sig selv. I dag behøver hun ikke kun at vise sine præstationer frem, men kan blot ”være sand mod mig selv og mit eget liv”, som var hun et barn, der bare er til.
”Så er man der igen! Som barn! Man har gået igennem en del faser i livet, mere som en spiral end en trappestige med trin fra et til 10, og så er man der, hvor man vover at være sig selv. Vover at være oprigtig. Tro mod sig selv. Sand.”
Hvad er sandhed
Efter en pause som for at tage mod til sig, siger hun så, at ”det måske er det, Jesus mente med at tale om, at han er vejen, sandheden og livet?”
Den sætning er en af de mest kendte i bibelen, som hun kender bedre end mange andre. Alligevel ser hun ud, som om hun hører den for første gang. Som et barn, der lærer at læse.
”Jamen, aha, måske er det sådan, at sandheden også kan forstås som oprigtighed? Så det betyder, at vi skal være sande over for os selv, altså oprigtige? Ærlige? Som børn er det?”
Hun ser forundret ud. Ser op. Taler videre om at lære at holde af sit indre barn, mens man samtidig dygtiggør sig, arbejder og stifter familie. Men måske kan man netop ikke gøre alt på samme tid, funderer hun, men så kan tiden som moden voksen bruges på barnet indeni?
”Som kristne taler vi om, at sandheden sætter os fri. Om, at der findes en dybere sandhed i det at være menneske, som holder stand, selv om hele resten af livet går på tok, bryder sammen. Jeg mener, vi kan tale om, at det er at blive som børn igen. Det gør både troen og terapien.”
Hjem til Nås
Hun har både i terapiens og troens rum grædt over sin døde bror, sit liv i hans skygge, sin egen ensomhed, angsten, mørket, men nu mærker hun en ”ny lekfullhet i den den vuxna kvinnan i mig.”
I dag kalder hun det ”spännande” at være menneske og vender igen tilbage til sin tur i skoven blandt birkene. Livet som vandring. Hvad venter bag det næste træ?
Hun ler.
For lige nu ved hun det ikke, men hun har lagt bud ind på en gård i den landsby langt oppe i Dalarna, hvor hun er vokset op. Nås hedder den og er hjemsted for de 37 personer, som i 1896 udvandrede for at møde Jesus på Oliebjerget. Den sande historie kender de fleste fra Selma Lagerlöfs roman (1901) og Bille Augusts film (1996) ”Jerusalem”.
Skal hun nu fremover leve i den?
”Jeg badede fra den badebro,” siger hun og peger på salgsopstillingen.
”Det kunne være en ny fase som moden. Ikke en cirkel, der sluttes, men en spiral ind i en ny måde at være som barn igen? Jeg kunne holde kurser der? Familietræf? Skrive? Vandre?”
To uger efter vores møde skriver hun fra sin bopæl i Göteborg. ”Det är MITT!” Efter ordene kommer et foto af hende stående ved indgangen til hovedbygningen på den trelængede og furu-rødmalede trægård. Måske skulle man også selv flytte?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her