KØNSSKIFTE // DEBAT – “Da jeg gik på efterskole, blev jeg til en elevfest låst inde i et skabsrum af to andre elever, som beordrede mig til at tage mine bukser af, så de kunne få be- eller afkræftet mit køn”. 23-årige Christoffer Koch Andersen fortæller sin historie om at være et transkønnet barn. “Der er ingen, der ønsker at være transkønnet, men lad os hjælpe dem, der er,” opfordrer han.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I denne uge er der Copenhagen Pride, og et af de politiske hovedtemaer i år er juridisk kønsskifte til børn uden aldersgrænse. Hvorfor et det virkelig vigtigt?
For det første er det et essentielt tiltag, der bidrager til øget velvære hos unge transpersoner. Det er ikke blot endnu et politisk tiltag, men et menneskerettighedstilføjende tiltag, der gør livet så meget mere tåleligt for transkønnede børn, fordi det styrker transkønnede børns følelse af accept og giver dem overskud til daglige gøremål.
For det andet er det fuldkommen uacceptabelt, at kommentarspor i (sociale) medier om juridisk kønsskifte er blevet lukket, fordi voksne mennesker ingen pli har, men bruger deres tid på at komme med hadefulde udsagn om transkønnede børn. Børn!
Hvordan kan man overhovedet finde på at skrive nedsættende til børn og fortælle dem, de er klamme, syge, mentalt ustabile, ulækre og ekstremistiske? Det kan ikke forsvares. Hvorfor tror I, transkønnede børn har værre mistrivsel end ikke-transkønnede børn?
Min historie
Jeg er selv en transkønnet mand på nu 23 år, der fandt ud af at sætte ord på, at jeg var transkønnet, da jeg var 10 år gammel (med en bevidsthed om det siden tidlig barndom, hvor jeg tog afstand fra alt det ”pigede”)
Da jeg var barn, var der ikke offentlige muligheder for hjælp for transkønnede børn.
Da min mor ringede til Sexologisk Klinik, grinede de af os og lagde på.
Da vi opsøgte min læge, rullede han øjne og spurgte mig, om jeg ikke skulle finde noget andet at få opmærksomhed på – medens jeg sad der og knækkede, fordi jeg havde det dårligt med ikke at blive mødt, som jeg var.
Det er fuldkommen forrykt, at vi stadig diskuterer, om det at være tryg og komfortabel i sig selv er en ret, som transkønnede børn ”måske må få”
Da jeg i begyndelsen af 5. klasse i folkeskolen fortalte, at jeg var transkønnet, ville kaldes Chris og omtales som han/ham, gjorde folk en dyd ud af at mobbe mig med forkert tiltale. Ligeledes blev mine gode venner flyttet til en anden klasse, fordi deres forældre mente, transkønnethed kunne smitte.
Da jeg gik på efterskole, blev jeg til en elevfest låst inde i et skabsrum af to andre elever, som beordrede mig til at tage mine bukser af, så de kunne få be- eller afkræftet mit køn. Den dag kørte mine forældre hele vejen fra Aarhus til Fyn for at hente mig. Jeg fik blot at vide af lærerne, at jeg havde ”katalyseret de andre elevers nysgerrighed”, og de fik kun en advarsel, men hvis de havde været to mænd og jeg kvinde, havde det ”selvfølgelig været anderledes”.
På denne efterskole og i gymnasietiden gjorde folk det til en sport at ”afsløre mit køn”, bl.a. ved at stjæle mit pas (hvilket faktisk skete på efterskolen) eller bare få fingrene i mit pas for at tjekke mit køn.
Jeg hadede at skulle til sundhedsplejerske, læge, på ferie, hente pakker på posthuset eller i byen. Hvorfor? Fordi jeg skulle vise ID, for da blev andre menneskers læsning af mig som menneske determineret af mit CPR-nummer og det bogstav, der stod i passet. En følelse, som nok dårligt kan begribes, hvis man ikke selv har oplevet at være transkønnet. Det minder om, når andre mennesker stålfast og helt uretfærdigdigt tror noget horribelt om en, som man ved, slet ikke er korrekt. Men man kan ikke ændre på det. De andre har allerede på forhånd en fastlåst holdning til, hvem man er, og hvem man nogensinde kan blive.
Man har ikke ret til at være den, man er, for det er bestemt af andres syn på, hvem man er.
Jeg har aldrig bedt om noget af ovenstående. Generelt har jeg altid været et ekstrovert, nysgerrigt og håbefuldt menneske, men jeg må erkende, jeg ofte har følt mig snydt for livslykke, da jeg var yngre.
Jeg isolerede mig og internaliserede det had, andre mennesker udviste, og jeg følte ikke, jeg havde en plads til at være mig.
Det transkønnede barn, dets familie og de involverede professionelle er dem, der ultimativt ved bedst
Jeg kunne være sikker på enten diskrimination og uforstående respons på, at jeg var mig, selvom jeg og mine forældre bedst vidste, hvordan jeg havde det. At det at være transkønnet ikke er en ”trend” eller noget, man ”finder på”.
Foruden diskrimination kunne jeg se frem til en hel pubertet, hvor jeg skulle leve i en krop, jeg følte, løb fra mig, fordi jeg ikke hørte hjemme i den.
Jeg har ventet de første 18 år af mit liv på at kunne blive den, jeg hele tiden vidste, at jeg er.
Det er fuldkommen forrykt, at vi stadig diskuterer, om det at være tryg og komfortabel i sig selv er en ret, som transkønnede børn ”måske må få”.
Retten til barndom
Alle børn har ret til en behagelig barndom, også mig, men den fik jeg ikke. På mange måder har jeg lært meget om mig selv, men jeg føler også, jeg er blevet frarøvet barndommen.
Jeg vil aldrig tvinge børn igennem den samme pine, jeg blev tvunget igennem, for det er ikke alle, der overlever. Ikke alle kommer igennem og bliver 24 år i næste måned som jeg.
Juridisk kønsskifte er ikke noget, du blot får gjort over én nat
Hvis vi som samfund kan bidrage til, at andre transkønnede børn ikke overvejer at afslutte deres liv, før det er startet, eller blot kan give dem en mere udholdelig opvækst, kan jeg simpelthen intet argument se for, at vi ikke bør støtte op om juridisk kønsskifte uden aldersgrænse. Skaden ved ikke at handle er langt større.
Juridisk kønsskifte
Juridisk kønsskifte er en juridisk ændring af CPR-nummeret (og eventuelt navn), så det stemmer overens med det køn, barnet føler sig som.
Juridisk kønsskifte kan altid ændres igen.
Juridisk kønsskifte er ikke et medicinsk indgreb, hormonelt eller andet, som højrefløjen fortæller, at det dækker over.
Juridisk kønsskifte er vigtigt for den generelle trivsel og velvære. Da jeg endelig som 18-årig kunne skifte mit CPR-nummer og navn, blev jeg gladere. Mit liv blev lettere. Mit syn på livet blev mere positivt. Jeg blev endelig mig og kunne begå mig offentligt uden sorg, akavethed og potentiel vold i forbindelse med mit køn og det, der fremgik af mit pas.
Juridisk kønsskifte er ikke noget, du blot får gjort over én nat. Bagved det juridiske kønsskifte ligger mange timers overvejelser, bearbejdelse, samtaler og følelser, som peger i retning af, at dette er det rigtige valg.
Juridisk kønsskifte er en samfundsmæssig legitimerende indsats, der kan forebygge en del af de yderst uhyggelige statistikker, vi ser angående selvmordsrate og elendigt mentalt helbred hos transkønnede børn (som IKKE stammer fra at være transkønnet, men grundet manglende accept fra omverdenen).
Bland dig udenom
Det transkønnede barn, dets familie og de involverede professionelle er dem, der ultimativt ved bedst. Nej, du ved ikke, hvordan dette barn har det, hvad der er bedst for barnet, og om dette er den korrekte beslutning, så bland dig udenom.
Hvad med, at vi blot indfører muligheden herfor, så de, der vil, kan få det bedre, og de, der ikke vil og finder det irrelevant, kan være ligeglade. Der er ingen børn, der tvinges til at vælge køn. Det er simpelthen grusomt sagt, da det ikke er en fryd at være transkønnet. Der er ingen, der ønsker at være transkønnet, men lad os hjælpe dem, der er.
Debatten om juridisk kønsskifte disse dage er ulidelig. Bare et ganske hurtigt blik på debatsporene viser, at vi stadig ikke er i mål med LGBTQ+-personers rettigheder, og at transkønnede børn vokser op med udfordringer for deres mentale helbred. Hvem kunne tænke sig at være transkønnet i den verden, vi lever i, hvor den, du er, er en trussel for din sikkerhed? Ingen.
Juridisk kønsskifte handler ikke om at gøre alle børn til transkønnede børn, men juridisk kønsskifte kan være med til at sikre, at transkønnede børn en dag lever til at blive voksne
Tænk på, hvis andre mennesker truede din søster (eller bror, partner, datter, søn eller en anden, du har kær). Tænk, hvis de truede hende på livet, anklagede hende for at være syg i hovedet, psykisk syg, ikke gyldig til overhovedet at eksistere, og hvis de prøvede at frarøve hende retten til at leve, som hun er, eller hvis de udøvede verbal vold og diskrimination imod hende hver eneste dag.
Hvis dette gør indtryk på dig, så stop med at tale hadefuldt til transkønnede børn, men prøv at sætte dig ind i, hvad de giver udtryk for, at det opleves at være sådan, og giv dig selv lov til at lære noget nyt.
Hvis ikke dette gør indtryk på dig, vil jeg opfordre dig til at slette sociale medier eller søge hjælp, således du kan få støtte til at undlade at rette dit had mod børn, der er modige og selvsikre nok til at udtrykke, hvem de er. En kvalitet, du muligvis mangler i dig selv, siden du bruger din tid på at fortælle børn på internettet, at de er psykisk ustabile og ikke må være, som de er?
Mit håb for den fremtidige debat er, at vi møder børnene dér, hvor de er. At vi lytter, vejleder og opfører os anstændigt. Transkønnede børn er også bare børn. De er sårbare, og de har ikke brug for at få fortalt, at de er syge, for det er de ikke. Transkønnede børn har også ret til at blive set og vokse op i en tryg verden.
Juridisk kønsskifte handler ikke om at gøre alle børn til transkønnede børn, men juridisk kønsskifte kan være med til at sikre, at transkønnede børn en dag lever til at blive voksne.
Kærlig hilsen
En 23-årig transkønnet mand x
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
