Hvad nu hvis man brugte det økonomiske råderum, der er forbundet med indfasningen af en højere pensionsalder til at skabe en ambitiøs ny agenda, som kunne transformere forældede idéer om forholdet mellem produktivitet og sociale omkostninger, spørger Johan Wizan.
Nye målinger viser, at et betydeligt flertal af Danmarks befolkning er modstandere af en højere pensionsalder, som regeringen ellers er interesseret i at gennemføre som reform.
En del af modstanden stammer givetvis fra, at det moderne arbejdsliv for mange er nedslidende og forbundet med stress. Reformen kan ses som endnu et forsøg fra konkurrencestatens økonomvælde på at søge nye steder, hvorfra der kan tappes mere værdi af folk på arbejdsmarkedet under imperativet om ’nødvendighedens politik’. En nødvendighed, der ifølge de gængse samfundsmodeller stammer fra et økonomisk behov for en senere pensionsalder, når levealderen generelt stiger og man samtidig forsøger at barbere en smule af omkostningerne ved den folkerige baby-boomer generations alderdom ned.
Men som reformen præsenteres pt., er det ikke så underligt, at folk afviser den som blot endnu en social stramning i en lang række for at få velfærdsstatens underliggende finanser til at hænge sammen.
Men hvad hvis man lavede en bred og ambitiøs aftale, der på én gang satte en accelereret tidsramme for indfasning af f.eks. en pensionsalder på 70 år, men på samme tid søgte at sænke den gennemsnitlige arbejdsuge til 30 timer for de fleste på arbejdsmarkedet?
I øjeblikket afvises den korte arbejdsuge som et yderstandpunkt fremsat af fromme hippier i Alternativet – men en sænkning af arbejdstiden er og bør altid være et centralt fokus for udviklingen af velfærdsamfundet.
En 30 timers arbejdsuge er præcis lige så økonomisk berettiget som en højere pensionsalder – ligesom længere levealder nødvendigvis må medføre senere pension, så burde de sidste årtiers enorme produktivitetsstigninger lige så naturligt betyde en sænkning af arbejdstiden. Disse to udviklinger har været parallelle igennem udviklingen af det 20. århundredes velfærdsøkonomi.
Hvad hvis man lavede en bred og ambitiøs aftale, der på én gang satte en accelereret tidsramme for indfasning af f.eks. en pensionsalder på 70 år, men på samme tid søgte at sænke den gennemsnitlige arbejdsuge til 30 timer for de fleste på arbejdsmarkedet?
Hvis almindelige arbejdstagere kunne se, at de ville have mere fritid igennem 20’erne, 30’erne og 40’erne – hvor folk typisk stifter familie – ville mange måske være mere venligt stillet overfor en senere pensionsalder.
Med i denne forhandling skulle man selvfølgelig tage højde for, at visse arbejdsgrupper – dem der bygger ting og tager sig af de ældre og syge for os andre – er under større fysisk pres. En højere pensionsalder skulle derfor kombineres med en nemmere adgang til førtidspension for folk i disse fysisk krævende og/eller nedslidende erhverv.
Omvendt skulle det også være muligt at arbejde 70 timer om ugen hvis man absolut vil – uanset om det er, fordi man er super ambitiøs og elsker sit job eller eller man blot vil gemme sig for sin partner og børn på kontoret. ’Handlen’ er altså ganske enkelt, at folk mod at arbejdere længere senere i livet til gengæld ville få mere tid væk fra arbejdet, når deres børn endnu er små og deres midtvejskrise og partner nummer to ligger mange år nede ad vejen.
Indledende overslag på ’omkostningerne’ ved en 30 timers uge har forsøgsvis været placeret omkring 270 milliarder. Hvis vi så med et meget løst regnestykke modregner en pensionsalder på f.eks. 70 år der ville give små 30 milliarder (1/2 år fremrykkelse = 4 milliarder) er der ganske vist fortsat en stor finansiel kløft at arbejde med.
Disse er temmelig abstrakte tal, der meget vel kunne blive helt anderledes ved egentlig implementering af tiltagene, men allerede indenfor eksisterende tørre modeller er der altså et stærkt udgangspunkt for at få pengene til at passe, også selvom der fortsat skal tænkes i hvordan det gøres endnu bedre.
Gevinster ved en kortere arbejdsuge
Men hvis vi vover os udenfor makroøkonomisk kassetænkning, kan de mulige gevinster og muligheder ved en sådan dobbeltreform være endog meget større.
Som mange før mig har påpeget vil stigende produktivitet hakke gevaldigt i den store regning for den kortere arbejdsuge, og dertil vil omkostninger forbundet med nedslidende arbejde og dertil hørende lidelser også falde betydeligt. Denne dynamik vil unægtelig indsnævre kløften – måske i et omfang vi på nuværende tidspunkt ville betragte som helt urealistisk.
Så for at tage hensyn til DJØF-segmentets følelser vil jeg henvise til alle de positive eksternaliteter der ville komme ved en kortere arbejdsuge. Unge par ville have mere tid med deres børn mens de er små – tage dem på museer, hjælpe med lektier og følge dem til fodboldtræning, lave bedre mad, sove lidt længere, stresse lidt mindre. Dette ville skabe gladere og dertil akademisk højere præsterende børn. Folk ville have mere tid til at lære et nyt sprog, lave frivilligt arbejde og elske inden solen går ned. Og alle der arbejde ville være sundere, gladere og have energi til at opgradere deres kompetencer for at være endog mere produktive.
Som del af en generation hvis gennemsnitlige levealder kunne nå over de 90 år i vores levetid, er jeg selv fuldt indstillet på et længere arbejdsliv, hvis det betyder, at folk får fri fra arbejde kl. 15 og har tid til bage flere kager.
Alt dette ville underbygge et mere velstående og socialt sammenhængende og dertil sjovere samfund. Problemet er blot at den positive kausalitet som en kortere arbejdsuge igennem arbejdslivet ville bevirke, ikke er nemt at kvantificere i aktuelle modeller – hvorfor konservativt tænkende regnskabsfolk og økonomer altid og rituelt stiller sig skeptiske.
Uanset hvad – jeg så gerne en mere ambitiøs dialog om velfærdsøkonomien, hvor man som udgangspunkt var åben overfor at spise ’grøntsagerne’ – højere pensionsalder – for at fordre en virkelig revolutionær gentænkning af hvor og hvornår vi må spise ’kagerne’ – kortere arbejdsuge og mere fritid.
Det overbeviser sikkert det store flertal om det rigtige i en sådan reform – men jeg vil påstå, at det er en væsentligt mere imødekommende og mindre selvflaggelerende tilgang til spørgsmålet om hvordan velfærdsøkonomien skal hænge sammen. Og som del af en generation hvis gennemsnitlige levealder kunne nå over de 90 år i vores levetid, er jeg selv fuldt indstillet på et længere arbejdsliv, hvis det betyder, at folk får fri fra arbejde kl. 15 og har tid til bage flere kager.
Forslag om borgerløn – en anden vej
Læs mere om eksperimenter med fremtidens arbejdsmarked f.eks. hos blogger Ask Agger, CEO for virksomheden Workz, der skriver i Mandag Morgen, f.eks. her hvor han i indlægget, “Fem ubekvemme sandheder om fremtidens arbejdsmarked“, bl.a. skriver om borgerløn:
“Siden 1970’erne er ideer om borgerløn eller basisindkomst blevet luftet, men hver gang er forslagene blevet mødt af de traditionelle partier med hovedrysten, skepsis og sågar latterliggørelse. Borgerløn er blevet affejet som venstreorienteret ønsketænkning og en potentiel bombe under både velfærdsstat og offentlig moral. Konceptet er blevet set som en modsætning til socialdemokraternes ret-og-pligt-tænkning, og de borgerlige partier væmmes ved tanken om en hel nation på offentlig forsørgelse.”
Men som han påpeger, kan det på langt sigt være umuligt at komme udenom konceptet:
“På et fremtidigt arbejdsmarked, hvor der langtfra er reelle job til alle, og hvor mange ansættelser er flygtige og forbundet med stor usikkerhed, bliver der behov for nye ordninger, der sikrer både tryghed og en rimelig velstandsfordeling. Den erkendelse bliver dag for dag mere og mere udbredt uden for Danmark.”
Og sandt er det, at flere lande, f.eks. Finland pt. eksperimenterer med en form for borgerløn.
Agger mener, at Danmark burde stå i spidsen for sådanne tiltag: “Med vores veludviklede arbejdsmarked og offentlige sektor har vi alle forudsætninger for at lede denne udvikling og tilpasse vores systemer i retning af en pragmatisk borgerlønsmodel med respekt for både statsfinanser og Den Danske Model. En veldesignet borgerlønsmodel bliver på sigt en afgørende konkurrenceparameter i kampen om at tiltrække fremtidens talent, investeringer og arbejdspladser.
Du kan også læse specifikt om borgerløn i det nye nummer af TIME Magazine, hvor Matt Velia skriver om ideen under overskriften “En utopisk ide, hvis tid måske endelig er kommet:
På engelsk hedder borgerløn i øvrigt Universal Basic Income – og konceptet er hele 500 år gammelt.
Topfoto: Flickr, Pensiero: The Sound of Progress.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
