forspring

Det fremmede forspring

i Liv & Mennesker/Klumme af
SYDSTATSLIV // KLUMME – At være anderledes kan være en udfordring. Men det kan også være en medfødt og medbragt bonus, der kan give en et forspring, når man som Julie Bendtsen har skullet falde til og finde sig selv i nye rammer i et helt nyt land. Her blev følelsen af at være anderledes den faktor, der fik selvbilledet til at falde på plads og selvaccepten til at indfinde sig.

RALEIGH, NORTH CAROLINA – Jeg har en tiårig datter. Jeg har også en vis erfaring i at vokse op som hunkøn – først som pige og så som kvinde, med alt hvad dertil hører af udfordringer med selvværd og selvtillid, de medfølgende udfordringer og evindelige sammenligninger med andre, der ikke giver en noget forspring i livet – tværtimod.

I et forsøg på at hjælpe min datter med at dyrke et selvværd, der bliver en styrke og kan give hende et forspring frem for at ende som en hæmsko, har jeg igen og igen (og igen) brugt mantraet “du er lige, som du skal være” overfor hende.

Pludselig var jeg den lettere eksotiske “cool” skandinav med det blonde hår og den charmerende accent

Jeg bekræfter hende ikke i, at hun er smuk, jeg fortæller hende ikke, at hun er bedre eller mere speciel end andre – men jeg husker hende konstant på, at hun er lige den hun skal være.

Ens selvbillede er imidlertid en sjov størrelse, og den selvtillid, der følger ens udseende, kan virke bøjelig.

Da vi flyttede for fem år siden fra det danske til USA og til staten North Carolina, følte jeg således en for mig pludselig overraskende lettelse over mit udseende, der sandsynligvis er affødt af livslange københavnske mindreværdskomplekser, som jeg har slæbt rundt på, siden jeg var teenager. Jeg har sandt at sige aldrig rigtig følt mig naturligt pæn, tynd, glathåret eller “cool” nok til København.

Måske er det, fordi jeg kommer fra provinsen? Den usikkerhed, som mange af mine kønsfæller også slæber rundt på, har været beskrevet i moderne dansk litteratur, skrevet af kvinder – f.eks. eminent af Helle Helle.

Men uanset grunden så var mine byture og fester i hovedstaden altid præget af en hæmmende usikkerhed overfor mit eget udseende. Og her vil jeg gerne indskyde, at der ér ret mange smukke piger i København (og i Danmark), men at grunden nok, hvis man skal grave lidt dybere, i lige så høj grad bunder i, at jeg er vokset op med et bestemt billede af, hvordan den smukke danske kvinde ser ud, og i langt størstedelen af mit liv har haft svært ved at spejle mig i det.

Så flyttede vi, og jeg fandt hurtigt ud af, at North Carolina var noget helt andet end Danmark, og at Raleigh var noget andet end København.

Pludselig var jeg den lettere eksotiske “cool” skandinav med det blonde hår og den charmerende accent, og da jeg først fik lært at bølgekrølle mine tynde lokker, så de fik en smule sydstatsschwung (minimalistisk, bevares), kunne jeg mærke, hvordan jeg for måske første gang i mit ret voksne liv kunne gå i byen og føle mig virkelig godt tilpas uden egentlig at lave noget om, fordi dét jeg kom med, kunne noget andet.

Dette andet var endda lidt spændende og dermed også underlagt lidt mere tilgivende idealer. Vi danskere er hot stuff i det sydlige USA. Det er lige før, jeg vil sige, at vi er eksotiske – at vores danskhed giver os et forspring.

Det føltes nærmest, som om jeg havde fået lov at relancere mig selv over for et helt nyt publikum uden nogen form for hæmmende forudsætninger. Jeg fik en følelse af at høre til uden at prøve – eller i hvert fald uden at prøve at være noget andet, end den jeg var. Tværtimod kom følelsen af et tilhørsforhold af netop at være den, jeg var.

Og med den følelse kom også evnen til at se mig selv med de nye øjne, der kiggede nu, og som ikke dømte mig på – endsige overhovedet vidste, at de skulle kigge efter – alt det, jeg selv følte jeg manglede; jeg kunne gå ud og ikke én eneste gang føle mig lidt for kvabset, lidt for kikset, lidt for “so last year”-klædt på – lidt for forkert. Det var en ny følelse, og endnu vigtigere var det startskuddet til noget lidt mere meningsfuldt: at se mine og vores danske særheder som styrker, der går langt ud over at være tilfreds med spejlbilledet.

Gennem de sidste knap seks år har jeg lært, at det er sjovere at føle sig hjemme som sig selv end at føle sig udenfor, fordi man prøver at være noget andet

For andre faktorer har selvfølgelig også spillet ind.

Når bekendte eller fremmede, som min mand og jeg falder i snak med over indviklede hundesnore på gåture, interesseret spørger til vores hjemland og ikke lægger skjul på, at de synes vores nordiske baggrund er fascinerende; når vi kan mærke, at vores nærmeste venner sætter pris på os for vores selskab og de perspektiver og den humor, vi kommer med – what we bring to the table, som amerikanerne siger; og når vi kan mærke, at de anerkender, at dét, de ser, er dét, de får med os, og at dét, vi tilbyder, giver dem noget ekstra.

Vi har hele tiden følt os anderledes i Raleigh, men i langt de fleste tilfælde har det føltes som et plus, som en bonus, der følger med os, og nu pludselig giver et lille forspring.

“You’ll be fine. You’ll always be the cool Danish couple”, sagde vores gode ven og nabo en aften, da jeg sad og klynkede lidt over vores forestående flytning til en ny amerikansk stat; jeg spekulerer på, om vi nu ville få nye venner – altså om vi voksne vil. Hans bemærkning ramte og blev del af en åbenbaring, der snigende men sikkert har rullet sig ud under vores knap seks år her: Vi kommer med et forspring som danskere – som dem vi er og med alle vores forskelligheder.

Bevares, det er den samme kultur og de samme forskelligheder, der kan bringe os (eller, let’s face it, mig) i problemer. Som når jeg diskuterer for højt og for meget og pakker for lidt ind, og når jeg naivt tror på, at folks smil og rosende ord altid er oprigtige.

Jeg har lært selv at mærke det, når jeg fortæller min datter, at hun er lige, som hun skal være. Jeg håber, hun tager det med sig. Og at hun ikke behøver flytte til et andet land for at opdage, at det menneske, hun er, hører til lige der, hvor hun er

Men det er altså også dét, der gør os spændende, selv når vi føler os allermest leverpostejsfarvede. Det er en følelse af på én gang at skille sig ud og høre til, og det er ikke det værste udgangspunkt.

You live, you learn, og gennem de sidste knap seks år har jeg lært, at det er sjovere at føle sig hjemme som sig selv end at føle sig udenfor, fordi man prøver at være noget andet.

Jeg har også lært selv at mærke det, når jeg fortæller min datter, at hun er lige, som hun skal være. Jeg håber hun tager det med sig. Og at hun ikke behøver flytte til et andet land for at opdage, at det menneske, hun er, hører til lige der, hvor hun er.


LÆS FLERE KLUMMER FRA SYDSTATERNE AF JULIE BENDTSEN HER


Topillustration: At føle sig anderledes kan være en byrde, men det kan ende som et forspring, skriver Julie Bendtsen. Modelfoto: PxHere.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Liv & Mennesker

VISO

Viva VISO – #122

ESSAYSERIE – “Da Birk så begejstret fortæller, at han havde en lærer,