SAMFUND // SERIE – Hanne B. Stegemüller voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er andet afsnit af serien ”Nomadebarn,” hvor Hanne fortæller om de lykkelige år, inden hendes far døde.
Læs første afsnit ‘På flugt fra myndighedernes kritiske blik’ her.
Jeg er født den 23. oktober 1963. Jeg er barn af meget unge forældre som resultat af et one night stand, og min biologiske mor var med det samme klar over, at hun ikke kunne have mig, så jeg blev anbragt på børnehjemmet Dear Home i Hellerup straks efter fødslen.
Jeg har været på besøg i det, der nu er en vuggestue, sammen med min adoptivmor, der kunne genkende panelerne og vise, hvor min seng havde stået. Selv har jeg ingen erindring om den tid.
I mange år gik jeg og syntes, at det var synd for mig, at jeg havde været på børnehjem, men det kan også være positivt: Der var nogen, der tog sig af mig og var der for mig i stedet for en meget ung mor, der måske hellere ville ud at feste.
I sommeren 1966, hvor jeg var to og et halvt år, kom jeg til en familie i Brande i Midtjylland. I første omgang fik de kun plejetilladelse, fordi lægen fra børnehjemmet gerne ville se, om jeg udviklede mig normalt.
Det ville være en ’blodig synd’ for en adoptivfamilie, hvis jeg var retarderet
I adoptionssagen nævnes infantil autisme, fordi jeg ligger så underligt sløvt og slapt hen. Lægen på børnehjemmet udtaler til sagen, at det ville være ”en blodig synd” for en adoptivfamilie, hvis jeg var retarderet. Det gør åbenbart ikke så meget, hvis det er en plejefamilie.
Alt var imidlertid helt normalt, og adoptionssagen kunne gå i gang, og jeg blev adopteret af de mennesker, jeg i dag kalder min far og min mor.
Det var lykkelige år frem til 1972, hvor min far døde, og hvor jeg var ni år. Jeg har få billeder fra min barndom, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at et af dem forestiller min far og mig.
Min fars ord var lov
Årsagen til, at de ville adoptere var, at min far var infertil, og de havde pludselig travlt, for der var 13 år imellem min far og mor, og han var allerede blevet 40 år. I adoptionssagen beskrives han som en lidt stiv kontormandsagtig, solbrændt type, der dog gerne vil være venlig, ”mens man drøfter de problemer, der kan være med børn.”
Min far var flyttet til Brande en del år tidligere, men var ikke helt tilfreds med livet i det midtjyske, hvilket fremgår af et af hans breve til vennerne Anne og Karl:
”Det skal nu blive dejligt at komme til København igen og se og høre nogen, der kan sige andet end ’a’ og ’do.’ Det er en værre samling bønder herovre, men man kan vel ikke forvente andet.”
Det var primært min far, der ville adoptere, og hans ord var lov, så han gennemtrumfede beslutningen. Det var ham, der var ved at falde for aldersgrænsen, mens min mor var lige ung nok som 28-årig. Hun var simpelthen ikke færdig med at løbe hornene af sig.
Båndet til min far var særlig stærkt. Han gjorde alt for mig, forkælede mig. Ville jeg have et gyngestativ i baghaven, gik han i gang med cement og mørtel, så det kunne stå ordentligt fast. Ville jeg have et svømmebassin, fik jeg et svømmebassin.
Dans, tak og neje
Jeg husker vores morgener i Brande, hvor jeg sad på toiletbrættet, og vi talte sammen, mens han barberede sig. Den dag i dag tænker jeg på ham, når jeg folder kanterne på et kaffefilter, for det gjorde han også med sine sirlige hænder, når vi senere stod i køkkenet, og han anrettede morgenmaden.
Jeg gik i Scala-sko, fordi mine fødder var blevet ødelagt på børnehjemmet, hvor de gav børnene for små sko på
Jeg måtte alt, fik alt og kunne vist sno ham om min lillefinger. Men han krævede, at jeg opførte mig ordentligt, og til det hørte en konservativ opdragelse i slutningen af 1960’erne. Det betyder, at jeg skulle gå til dans, sige tak og nej tak og neje for fremmede.
Jeg gik i Scala-sko, fordi mine fødder var blevet ødelagt på børnehjemmet, hvor de gav børnene for små sko på. Scala-sko er syet af ekstremt blødt skind, som giver en helt unik pasform. De findes stadig, og søger man dem på nettet, viser det sig, at de er fodformede. Mit tøj blev syet hos en skrædder. Vi manglede ikke noget.
Om lørdagen husker jeg det som, at vi altid fik grydestegt kylling med agurkesalat, kartofler, brun sovs og grøn salat med mormor-dressing. Sådan var det selvfølgelig ikke, men jeg kan meget godt lide tanken, fordi der er noget pokkers trygt over de der kyllinger, fra før verden gik af lave.
Én gang gik jeg over hovedvej A18, der gik gennem Brande, hvor vi boede. Hovedvejen var et langt lige stræk med masser af tung trafik. Det gjorde jeg aldrig mere, for det medførte en gevaldig endefuld og så på hovedet i seng.
Jeg forstår ham egentlig godt, selvom vi nu om dage ikke slår børn og fordømmer dem, der gjorde det i hine tider. Det var hans angst, der kom til udtryk.
Det værste var ikke, at det vel gjorde ondt. Det værste var ydmygelsen ved at ligge over knæet med numsen bar. Det er den eneste gang, jeg er blevet slået gennem hele min barndom og opvækst; jeg har nok været udsat for rusketure, men det var meget almindeligt dengang.
Med på fabrikken
Min far var ansat som direktør på en større tekstilfabrik, og han var samtidig den patriarkalske type, der kaldte medarbejderne for ”sine arbejdere.” Der gik sjældent en aften, uden at han skulle ned på fabrikken og se til dem, og jeg var med.
Det var spændende at gå rundt blandt alle arbejderne, der stod højt oppe på væverimaskinerne eller arbejdede med klædet i kar for at opnå de rette farver. Jeg blev tit og ofte budt på ”sodevand” hos de forskellige arbejdere.
De aftener var de bedste i min barndom. Jeg blev set og hørt, favnet og taget op. Mere kan et barn ikke bede om – og det gjorde jeg heller ikke
Når vi havde inspiceret arbejderne, legede vi gemmeleg i de store haller, hvor klædet hang til tørre, inden der skulle tages stilling til, om det havde den rette kvalitet og farve, og om det var sådan, det skulle fremstilles i store mængder.
De aftener var de bedste i min barndom. Jeg blev set og hørt, favnet og taget op. Mere kan et barn ikke bede om – og det gjorde jeg heller ikke.
Ingen stærke bånd til mor
Min mor fyldte ikke ret meget, for til hende var der ikke særlig stærke bånd. Allerede i min tidlige barndom havde vi kun lidt til fælles. Vi havde ikke de samme værdier, og hun interesserede sig ikke rigtig for mig. Gennem hele livet havde hun fokus på mændene i sit liv.
Det er ikke noget tilfælde, at det var min far, og ikke min mor, der fandt på mit kælenavn Trunte.
Det er, som om min mor og jeg aldrig har forstået hinanden. Det, der står skarpest i erindringen, er, at hun satte en stor, kunstig edderkop op i mit undergardin, til trods for at hun vidste, at jeg var rædselsslagen for edderkopper. Hvordan kunne hun finde på det?
Hun har sikkert syntes, at det var sjovt. Samme humor har vi i hvert fald aldrig haft.
Den dag i dag er jeg bange for edderkopper.
Ikke alt var lutter lagkage
Min mormor boede også i Brande. Hun hentede mig ofte fra skole om fredagen, og så overnattede jeg hos hende til om lørdagen. Midlerne var små, men hjertet var stort, og der var altid masser af lakridskonfekt, men toiletpapiret var af mærket 00. Brunt, glat papir, som ikke kunne suge, medmindre man nulrede det i flere minutter.
Lørdag hen på eftermiddagen gik min mormor og jeg gennem byen hjem til os. Jeg vil gætte på, at der har været højst to kilometer.
Det var ikke alt sammen lutter lagkage. Min far og min mormor kom ofte op at skændes om min opdragelse. Min far mente, jeg skulle sidde pænt ved bordet, mens min mormor mente, det var mindre væsentligt.
For mange støjende børn i børnehaven
Jeg gik i en Røde Kors-børnehave, men det var ikke noget for mig. Der var for mange børn, og de støjede for meget, men mine forældre syntes, jeg skulle ud blandt andre børn.
Jeg var godt tilfreds med at lege alene i haven med min fantasiven Jens, også selvom den virkelige dreng Niels var på besøg inde i huset hos min mor. Min fantasiven var på min alder, tynd og lyshåret. Vi gyngede eller ”kørte” i den gamle bil, vi havde stående ude i indkørslen.
Niels var søn af underdirektøren og boede lige på den anden side af vejen. Jeg har fået fortalt, at Niels på et tidspunkt spurgte min mor: ”Hvem taler Hanne med?” og så måtte hun svare, at det var en ven, som ikke eksisterede.
Jeg startede i første klasse i august 1970 og klarede skolen langt bedre end børnehaven. Det var dengang, hvor børn var artige og rejste sig op, når lærerinden kom ind i klassen.
Jeg kunne læse og lave lette regnestykker, inden jeg begyndte i skolen, så det første par år gik med at kede mig. Det blev heldigvis opdaget, og så fik jeg små Læs og forstå-hæfter, som var fyldt med sjove opgaver tilpasset klassetrinnet.
Med hjerteambulance fra Give til Kolding
Min far døde i november 1972, 50 år gammel. Det var et hårdt slag for mig, og selvfølgelig også for min mor, men jeg fik aldrig spurgt hende, hvad hun tænkte og følte.
Min far var indlagt på Give sygehus i lang tid med en nyresygdom. Den kunne lægerne åbenbart ikke kurere, og en morgen sprang hovedpulsåren.
Jeg var lige blevet ni år og forstod ikke så meget af det, men jeg husker uhyggeligt tydeligt, hvordan vi kørte bag den høje, sorte hjerteambulance fra Give til Kolding, hvor min far skulle opereres.
Vi ventede og ventede i venteværelset. Da operationen var overstået, gik min mor ind til ham, mens jeg ventede videre alene.
Jeg husker, at jeg sad lige ved indgangsdøren i højre side. Der var ikke noget legetøj. Jeg ville så gerne kunne huske, hvad jeg følte, men det eneste ord, der kommer til mig, er rædsel over, at der lige nu skete et eller andet med det menneske, jeg elskede allerhøjest.
Da min mor kom tilbage, sagde hun bare: ”Han er død.”
Jeg har indhentet dødsattesten og kan se, at han døde om morgenen klokken 7:29. Jeg forstod ikke, hvad død betød, men jeg var klar over, at det var alvorligt.
Herefter kørte vi de 54 kilometer hjem.
Samtaler med far på kirkegården
Jeg husker begravelsen ret tydeligt, formentligt fordi begivenheden var så skelsættende. Kisten var af egetræ, præsten var pastor Ole, og kirken var fyldt. Vi sad på forreste række i venstre side, og jeg kan huske, at jeg græd.
Af salmer husker jeg kun en, Nu falmer skoven trindt om land, og jeg kan stadig fælde en tåre, når jeg synger den i kirken. Den vil for evigt være knyttet til den begravelse.
Kirkegården var nabo til skolen, og i en periode gik jeg ikke i skole, men i stedet hen på kirkegården og talte med min døde far.
Læs første afsnit ‘På flugt fra myndighedernes kritiske blik’ her.
Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.
Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser eget er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.
Foto: Hannes far, privat
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
