REPORTAGE – “Kvindernes styrke og vilje til at rejse sig og skabe en ny tilværelse slog benene helt væk under mig”, skriver Agi Csonka, der har besøgt Rohingya-flygtningelejren Cox Bazar i Bangladesh. “Da vi spørger dem, hvordan vi fra Dansk Flygtningehjælp kan bidrage yderligere, læner en af kvinderne sig frem og siger med stor inderlighed: “Giv os viden. Lær os, hvordan vi kan klare os selv uden en mand”.
Jeg sidder i bilen og kigger ud på den ultimative trøstesløshed. Faldefærdige skure, mennesker i laser, geder, skrald og mere skrald. Toppet af grå silende regn.
Vi kører gennem den sydlige del af Bangladesh, på vej til mit første møde med en flygtningelejr i min egenskab af formand for Dansk Flygtningehjælp. Vi skal besøge verdens største flygtningelejr, Cox Bazar, hjem for Rohingyaerne, der er flygtet fra dét, som FN nu kalder Myanmars etniske udrensning.
Jeg prøver at ruste mig til at møde endnu større trøstesløshed, end den, jeg ser ud af bilruden, selvom jeg på ingen måde kan forestille mig, at det er muligt.
Det er det. 1 million mennesker placeret i en 26 km2 bakket og uvejsom mudderpøl er forfærdende. Der er hytter kastet tilfældigt ud på al ledig plads, og mennesker allevegne. Alligevel er her roligt. Mændene sidder på hug under skurenes halvtag og snakker stille sammen. Nogle børn stryger forbi mig med en kæmpe stak grene på hovedet.
Rohingyaerne her har set deres nærmeste blive henrettet, de er blevet tortureret og voldtaget, og deres landsbyer er blevet brændt ned … Mens de to unge mænd fortæller mig om, hvordan de har bygget deres shelter, ser jeg i deres øjne et tydeligt aftryk af det mareridt, de er fanget i for altid
De er ved at segne under byrden, og jeg kan se på deres nøgne rygsøjler, at de trækker helt skævt, men de er så alligevel nogle af de heldige, som har fået fat i noget brænde. Et kort øjeblik strejfer mine tanker brændeovnen i sommerhuset på Bornholm, og jeg tænker på, hvordan de mon får ild i det våde træ. Det er nu nok alligevel det mindste af deres problemer.
Trøstesløsheden
Jeg falder i snak med to unge mænd, der står og holder en pause.
Vi taler om hverdagsting – men mens vi snakker, bliver jeg slået af den afgrundsdybe sorg i deres øjne. Jeg har set den før. Hos nogle venner hjemme i Danmark, som mistede deres søn. Moderen har engang fortalt mig, at sorgen egentlig aldrig bliver mindre. Der bliver bare med tiden en smule plads til nogle andre ting ved siden af. Som at stå op om morgenen og trække vejret, den slags.
Rohingyaerne her har set deres nærmeste blive henrettet, de er blevet tortureret og voldtaget, og deres landsbyer er blevet brændt ned. Man regner med, at 75 procent af Rohingyaerne i lejren er stærkt traumatiserede.
Mens de to unge mænd fortæller mig om, hvordan de har bygget deres shelter, ser jeg i deres øjne et tydeligt aftryk af det mareridt, de er fanget i for altid. Jeg bliver rørt over, at de alligevel prøver at gøre plads til lidt høflig småsnak med en fremmed dansk dame.
De to unge mænd går tilbage til deres arbejde, som består i at kløve bambusrør med macheter. Der er nemlig åbnet mulighed for, at NGO’erne i begrænset omfang kan give lidt “cash for work”, hvilket giver de heldige mulighed for at supplere de meget nødtørftige madrationer, som man kun med nød og næppe kan overleve på.
Hvor flygtninge i Danmark typisk tager det arbejde, som danskerne ikke gider have, står man her med det reelle problem, at Rohingyaerne faktisk tager lokalbefolkningens arbejde
Men egentlig må Rohingyaerne ikke arbejde og de har ingen af de rettigheder, flygtninge almindeligvis har. De mudrede og stejle stier er et enormt problem i lejren, og gør det umuligt for nogle af de svageste flygtninge at bevæge sig omkring, ligesom jordskred og oversvømmelser forekommer hyppigt. Regeringen har imidlertid nedlagt forbud mod at forstærke stierne med cement. Fordi det signalerer en varig tilstand.
Af samme grund er der forbud mod at bruge imprægneret bambus, hvilket betyder, at den bambus, der bruges til at bygge hytterne, skal skiftes ud hvert halve år. Hvilket igen betyder, at lokalområdet efterhånden er helt ryddet for bambus.
Det virker ærlig talt helt unødvendigt med de forhindringer. Om så der var stier af fløjl, er der intet andet, disse mennesker hellere vil, end at komme hjem til Myanmar.
Tak til Bangladesh
Men man må have dyb respekt for, at en af de fattigste regioner i et af de fattigste lande i verden, tager imod 1,2 millioner flygtninge.
Miraklet på kanten har man kaldt flygtningelejren. Og selvom det på ingen måde ser sådan ud, så ER det faktisk lidt af et mirakel, at disse mennesker er i live, og det ER en imponerende gestus, at Bangladesh har påtaget sig opgaven.
For selvom Royinghaerne ikke må forlade lejren, er der alligevel nogle af dem, der i desperation over ikke at kunne skaffe deres familier de mest basale fornødenheder sniger sig ud og arbejder illegalt som daglejere i lokalsamfundet. De arbejder for noget der svarer til 15 kr. om dagen – hvilket er en femtedel af, hvad de i forvejen dybt forarmede arbejdere i nærområdet plejer at få.
Så hvor flygtninge i Danmark typisk tager det arbejde, som danskerne ikke gider have, står man her med det reelle problem, at Rohingyaerne faktisk tager lokalbefolkningens arbejde. Dertil kommer, at de mange internationale nødhjælpsarbejdere i området har mangedoblet priserne på boliger og mad, og trafikken til og fra lejren har ødelagt de omkringliggende jordveje helt.
Presset på vandforsyning og sanitet er også enormt i et område, der med et slag har fået firedoblet indbyggertallet.
Jeg observerer, at de har samme sorgfulde horrorfilm kørende bag nethinden, men der er også noget andet: Livsmod, styrke og visdom.
Man kan godt forstå frustrationerne hos de lokale embedsmænd, generalsekretær Christian Friis Bach og jeg senere mødes med for at styrke relationen mellem dansk flygtningehjælp og de lokale myndigheder. De står i en næsten uløselig situation, med en lokalbefolkning der er næsten lige så forarmet, som flygtningene, og en nedslidt og dårlig infrastruktur.
Vi forsøger at forklare regeringens lokale repræsentant, at det netop er derfor, at Dansk flygtningehjælp – udover nødhjælpsarbejdet i lejren – også engagerer sig i kapacitetsopbygning i lokalområdet.
Og at vi er meget opmærksomme på, at vores indkøbspolitik kommer de lokale til gode, og på at rekruttere lokal arbejdskraft til nødhjælpsarbejdet. 70 procent af Dansk Flygtningehjælps cirka 225 medarbejdere i området er fra Bangladesh.
Sikkerhed er specielt påkrævet for flygtningekvinder
En af disse lokale medarbejdere, Nadia, møder jeg i lejren. En lidt storby hip energisk og totalt dedikeret ung bengaleser med en kandidatgrad i psykologi, som arbejder med at give flygtningene redskaber til at håndtere de mange vanskelige og farlige situationer, der udgør en hverdag i en flygtningelejr. Lige fra hvordan man sikrer sin hytte mod cykloner til, hvordan man undgår at blive overfaldet, når man skal hente brænde. En af Dansk Flygtningehjælps kernekompetencer er netop “protection” (beskyttelse).
Nadia og jeg mødes med en gruppe Rohingya-kvinder, som fungerer som en slags ressourcepersoner i lokalområdet.
Jeg observerer, at de har samme sorgfulde horrorfilm kørende bag nethinden, men der er også noget andet: Livsmod, styrke og visdom. De fortæller, hvordan de sammen arbejder på at styrke lokalsamfundet og øge trygheden.
Med alt for mange mennesker, der har oplevet alt for meget gru og på alt for lidt plads, er det ikke nogen nem opgave. Børn forsvinder og bliver solgt som sexslaver, kvinder bliver lemlæstet og voldtaget.
Men Bishona, Nur Jahan, Kanchu Mala og de andre kvinder arbejder støt og roligt på at skabe stærke sociale relationer, hjælpe de mest udsatte og finde de forsvundne børn. Og de prøver at skabe noget, der ligner en bæredygtig fremtid. Deres næste store projekt er at få lov til at dyrke lidt grønsager.
Der er ikke rigtig plads til det nogen steder, men de er ved at udvikle en idé om at bruge taget på hytterne.
Jeg havde helt klart ventet, at mit første møde med en flygtningelejr ville være hjerteskærende.
Men at det også skulle vise sig, at være livsbekræftende og opløftende, kom ærlig talt lidt bag på mig. Kvindernes styrke og vilje til at rejse sig og skabe en ny tilværelse for dem selv og deres børn slog benene helt væk under mig.
Da vi spørger dem, hvordan vi fra Dansk Flygtningehjælp kan bidrage yderligere, læner en af kvinderne sig frem og siger med stor inderlighed: “Giv os viden. Lær os, hvordan vi kan klare os selv uden en mand.”
Agi Csonka er Formand for Dansk Flygtningehjælp.
Alle fotos: Dansk Flygtningehjælp.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
