MENTAL SUNDHED // KRONIK – Efter 30 år som pårørende, bruger og ansat i psykiatrien ser Esben Sandvik Tønder et system fanget i sin egen logik. ”Den biomedicinske monokultur er blevet så udbredt, at det kan være svært overhovedet at få øje på, at der findes andre måder at forstå psykisk lidelse på.” Som vi har måttet lære, at naturen ikke kan reddes med sprøjtegift og ensartethed, må vi nu også gentænke vores forhold til det menneskelige sind – det kræver et reelt paradigmeskift væk fra den biomedicinske monokultur.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter mere end 30 års systemerfaringer – først som pårørende, senere som bruger og gennem en længere årrække som ansat i psykiatrien – er jeg, i tråd med kritik fra bl.a. FN og WHO, overbevist om, at et centralt og underbelyst problem ved vores skattefinansierede offentlige tilbud på det mentale sundhedsfelt er et for snævert biomedicinsk fundament – en monokultur, defineret med udgangspunkt i en lægefaglig logik.
Der skal (selvfølgelig) fortsat være plads til den biologiske forståelse og til medikamentel behandling til dem, der ønsker og har gavn af det. Men trods massive investeringer og håb om gennembrud via hjerneforskning og -medicin siden 1990’erne, hjernens årti, er positive resultater fra den front udeblevet. Antallet af patienter og brugen af tvang er steget, ikke faldet.
Den biomedicinske monokultur er i dag så udbredt, også i den brede offentlighed, hvor diagnosesprog er blevet hverdagssprog, at det kan være svært overhovedet at få øje på og tale om, at der kan være andre måder at forstå psykisk lidelse på.
Den bevægelse må starte med, at vi får blik for vores mentale monokultur og har en åben og fordomsfri debat om, at det ikke behøver være ét fags logik, der sætter dagsordenen og har definitionsmagten
Det bliver ikke lettere af, at ’psykiatri’ både er navnet på et lægefagligt speciale og på hele det offentlige hjælpesystem (inklusiv andre faggrupper), vi er henvist til, når psykiske lidelser bliver tilpas svære. I Norge taler de om ’psykisk helse-feltet’ og i England om ’mental health’, når vi i Danmark siger psykiatri. Det signalerer en anden åbenhed for ikke-medicinske perspektiver.
Når hjælpen afhænger af din økonomi
Ser vi bredere på feltet for mental sundhed og velvære, finder vi til gengæld masser af diversitet. Men på det private marked. Har man ressourcer, kan man ud fra værdier og præferencer købe sig til alverdens retreats og forløb hos coaches, healere, mindfulness-instruktører, psyko-, krops-, musik- og naturterapeuter osv.
Jeg drømmer om et samfund med langt større diversitet, valgfrihed og lighed, når det handler om den mentale og sjælelige del af vores menneskelige natur og sundhed.
Den bevægelse må starte med, at vi får blik for vores mentale monokultur og har en åben og fordomsfri debat om, at det ikke behøver være ét fags logik, der sætter dagsordenen og har definitionsmagten.
Mental sundhed kræver sin egen grønne omstilling
Dernæst mener jeg, at vi står med en omstillingsopgave i forhold til vores indre natur, som på mange måder kan sidestilles med den, der handler om at finde andre og mere bæredygtige måder at forholde os til og tage vare på vores ydre natur.
Det er som om, vi er kommet længere i vores erkendelse og fælles samtale om de problemer, der er forbundet med monokultur og kemisk bekæmpelse af uønsket ”ydre” natur. Her er økologi, ’vild med vilje’ og ’det regenerative’ på vej til at blive veletablerede alternativer.
Tilsvarende økologiske/regenerative pendanter findes allerede, når det handler om at forstå og arbejde med vores indre natur frem for at bekæmpe den. Desværre får alternativerne hverken den opmærksomhed, de ressourcer eller den plads at brede sig på, de fortjener.
Måske handler det om, at når vi lider mentalt og ikke får tilstrækkelig hjælp, så har vi ikke kræfter til at råbe op og gøre os gældende i den offentlige debat?
Da de gæstede Brinkmanns Briks, sagde de bl.a., at de ser fællesskab og aktiviteter som centrale ingredienser i deres tilgang til behandling. Deres budskab var, at der ikke var brug for flere penge
I hvert fald mangler der folkelig og politisk opmærksomhed på og vilje til at investere i (videre)udvikling af gode alternativer, der svarer til ”økologiske” eller ”regenerative” valgmuligheder ved siden af den konventionelle tilgang til psykisk lidelse. Først og fremmest af hensyn til mennesker i lidelse og netværket omkring dem, men også fordi vores hjælpesystemer ville være langt mere attraktive arbejdspladser, hvis de i højere grad tilbød mere bæredygtige og hjælpsomme former for hjælp.
At arbejde med at støtte, hjælpe og yde omsorg til mennesker med ondt i livet burde være noget af det fineste og mest attraktive i vores samfund. Men ifølge en opgørelse fra Lægeforeningen mangler vi aktuelt 587 speciallæger i den offentlige psykiatri, eller ca. en tredjedel.
Handlede rekrutterings- og fastholdelsesproblemer på tværs af faggrupper og de udeblevne gennembrud med hensyn til behandlingsresultater først og fremmest om, at feltet i mange år har været økonomisk underprioriteret, ville en saltvandsindsprøjtning med ’Tiårsplanen for psykiatrien og mental sundhed’ være løsningen. Så enkelt er det desværre ikke.
”Randers-sagen” som eksempel på monokultur
Mediedækningen af den såkaldte ”Randers-sag” er et sigende eksempel på, hvordan monokulturen på det mentale sundhedsfelt viser sig, og hvilke problemer den rummer.
Hvad er det nu, den sag handler om, spørger du måske. Ja, det er faktisk et godt spørgsmål, for det ved vi stadig meget lidt om. Mediehistorien, den ”skandalesag”, som Frihedsbrevet gravede frem efter whistleblower-tip, og det narrativ som medielandskabet herefter har overtaget, handler om to overlæger, der skulle have svigtet deres lægelige ansvar. Groft endda. Sagen handler, ifølge skandale-narrativet om ”procedurefejl” og behandling ”under faglig standard”.
Forløbet har fulgt den klassiske drejebog for den type offentlige skandalehistorier, hvor politikere og organisationer står i kø for at vise forargelse og kræve konsekvenser i form af at ”få undersøgt sagen til bunds”, ”placere ansvar” og derefter vaske hænder. Nogen skal fyres og gerne straffes, så vi kan få sagen ud af verden og komme videre med ’business as usual’.
Det mest sigende ved dækningen af sagen er imidlertid alle de spørgsmål, der ikke er blevet berørt. Alt det, der åbenbart tages for givet. Fraværet af faglig og offentlig debat om divergerende syn på, hvad psykisk lidelse og god behandling er for eksempel.
I dækningen er der ikke sat spørgsmålstegn ved, om det giver mening at tale om ”den rette behandling” og ”fejlbehandling” som noget objektivt og indiskutabelt, når det gælder psykisk lidelse. Eller at lægefaglige eksperter ved journalgennemgang, uden overhovedet at tale med de mennesker, det drejer sig om, kan vurdere, at et bestemt antal patienter er blevet behandlet ”under faglig standard”.
I dækningen af ”Randers-sagen” tegnes et billede af psykiatrien (i bestemt entalsform) som et system med en eksakt naturvidenskabelig faglighed og veldefinerede løsninger på veldefinerede problemer.
Dækningen af sagen har ikke handlet om, hvordan hverdagen og behandlingen på C3 i Randers har adskilt sig fra andre afdelinger, eller hvordan afdelingen har klaret sig i forhold til væsentlige parametre som patienttilfredshed eller reduktion af tvang. Og meget symptomatisk var der ingen større medier, der fandt det vigtigt at dække, da Statsadvokaten stoppede sin efterforskning, fordi der alligevel ikke var anledning til at rejse anklage mod den ene af overlægerne.
Det gør en kæmpe forskel at blive mødt med ’hvad er der sket med dig?’ frem for ’hvad er der galt med dig?’
De to overlæger har til gengæld været meget åbne og tydelige omkring deres ambitioner om at praktisere en anden og mindre medicinsk funderet psykiatri. Da de gæstede Brinkmanns Briks, sagde de bl.a., at de ser fællesskab og aktiviteter som centrale ingredienser i deres tilgang til behandling. Deres budskab var, at der ikke var brug for flere penge til mere af det samme. Men det blev åbenbart for kontroversielt, eller også var præcis dokumentation vigtigere.
Fra mange år i feltet ved jeg, at mange, der har haft forløb i psykiatrien, som jeg, brændende ville ønske, at de var blevet mødt og hjulpet af et system med netop den tilgang og de værdier, Randers-psykiaterne stod for. Et langt mere humanistisk, holistisk og ydmygt hjælpesystem med autoriteter, der åbent og ærligt fortæller om og tilbyder forskellige faglige forståelser og måder at hjælpe på. Med faglige autoriteter, der er tro mod forskningsresultater om (begrænsede) effekter, bivirkninger og udtrapningsvanskeligheder forbundet med psykofarmakologisk behandling. Autoriteter, der ikke fortæller skrøner om kemiske ubalancer og sammenligner med insulin til diabetikere. Den slags lægelige autoriteter findes, og dem har jeg stor respekt for.
Drømmen om en helt anden hjælp lever
I 2006 udgav Pernille Jensen bogen En helt anden hjælp efter den første danske undersøgelse af, hvad der fremmer og hæmmer muligheden for at komme sig fra psykisk lidelse – vel at mærke når man spørger mennesker, der selv har gennemlevet alvorlige psykiske kriser, mødt hjælpesystemer og gjort sig erfaringer med kunsten at komme sig. Bogen er stadig højaktuel. Der er stadig et stort behov for en helt anden hjælp.
’Der er alternativer til den biologiske psykiatri’, skriver Allan Holmgren i en kronik i Politiken (den 12. marts 2025) med udgangspunkt i sine erfaringer med at hjælpe mennesker med smertefulde erfaringer og erindringer fyldt med skam og skyld via psykoterapi. I en meget løsningsfokuseret kronik i POV (3. september 2025) skriver Philippa Lund og Mads Bruun Pedersen om, at ’Manglen på alternativer til psykiatrien er et samfundssvigt’, og de foreslår etablering og afprøvning af alternativer i det ’Danske Mentale Helbredsvæsen; et forestillet fremtidigt hjælpesystem funderet på menneskerettigheder og værdier som autonomi, værdighed og inklusion.
Den type indspark i debatten kommer sjældent fra fagfolk, der aktuelt er ansat i offentlige hjælpesystemer – selv om jeg ved, at mange er enige og drømmer om at kunne tilbyde andre former for hjælp. En sjælden gang står nogen frem og siger det højt, som mange tænker, som da to modige psykiatere, en psykolog og en sociolog i maj 2022 i Dagens Medicin formulerede en konstruktivt-kritisk appel om større diversitet under overskriften ’I psykiatrien er det en faglig dyd at være agnostiker’.
Mere bæredygtige alternativer findes allerede
Når man ser, hvilke konsekvenser det kan have at gå mod strømmen (jf. ”Randers-sagen”), er det forståeligt, at de fleste holder ønsker og drømme om systemforandringer for sig selv. De sørgelige konsekvenser af, at der ikke lyttes og svares, når nogen fra system-indersiden taler åbent om problemer og mulige løsninger, bliver desværre, at dygtige og visionære medarbejdere enten forlader systemerne eller går ned med moralsk stress.
På system-ydersiden, brugersiden, rammer konsekvenserne af manglende faglig dialog, diversitet og udvikling som systemstress i den milde ende og unødig kronificering i den tungere, når man bliver ved med at blive tilbudt mere af det samme, der ikke har virket.
Jeg håber, at den kamp, lægerne fra Randers har kæmpet, ikke har været forgæves
Har man som jeg været så heldig at opleve, hvilken forskel det kan gøre at blive tilbudt ”en helt anden hjælp”, f.eks. i form af Åben Dialog-netværksmøder (som jeg har beskrevet i essayet ’Bedre sent end aldrig’, 2024), bliver det svært at forstå faglige autoriteter og politiske beslutningstagere, der ikke prioriterer dialogiske praksisser med veldokumenteret effekt. For så ved man, hvor stor en gave, det kan være, når dygtige fagfolk mestrer kunsten at etablere og holde et trygt rum, hvor det bliver muligt at åbne op, lytte og give plads til det flertydige, komplekse og svære. Hvor helende det kan være sammenlignet med indsatser, der handler om at ”fixe” problemer og dæmpe symptomer.
Når man ved, at kriser og sammenbrud ikke kommer ud af det blå, og at det gør en kæmpe forskel at blive mødt med ’hvad er der sket med dig?’ frem for ’hvad er der galt med dig?’, så er det svært at forstå og acceptere, at en traumebevidst tilgang skal være så mange år undervejs. Ikke kun på det mentale sundhedsfelt men bredt i vores velfærdsinstitutioner.
Når man ved, at traumer sætter sig i kroppen, er det svært at forstå og acceptere, at kropslige tilgange til forløsning af traumer skal være forbeholdt de få.
Når man kender værdien af veldokumenterede sundhedsfremmende tilbud som naturterapi, kreative terapiformer og betydningen af at kunne bidrage til noget meningsfuldt og nyttigt, kan det være svært at acceptere, at den type indsatser betragtes som noget sekundært i forhold til ”behandlingen” – altså den medicinske.
Har vi råd til at vente?
På kort sigt er det måske billigere og nemmere at udskrive recepter på psykofarmaka, der kan holde symptomer nede. I et større og bredere perspektiv er mere konventionel kemisk behandling til stadig flere diagnosticerede ikke en bæredygtig vej at gå. Hverken menneskeligt eller økonomisk.
Jeg håber og tror, at en omstilling, ja ligefrem et paradigmeskifte i retning af flere og mere bæredygtige valgmuligheder er på vej. Jeg håber, at den kamp, lægerne fra Randers har kæmpet, ikke har været forgæves.
For vi skal også i gang med en gennemgribende omstilling, der handler om, hvordan vi forstår, forholder os til og behandler vores indre natur. Og som det er tilfældet med klima- og biodiversitetskriserne, bliver den kun dyrere og skadevirkningerne større, jo længere tid vi venter.
Jeg anerkender fuldt ud de komplekse udfordringer, vi står med i forhold til vores mentale sundhed og omstillingens omfang – men ikke de autoriteter, der er med til at fastholde monokulturen. Og kommer vi først ud over monokulturen som præmis, er vi mange, der kan og vil bidrage til omstillingen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og