ADHD // KRONIK – Debatten om ADHD har låst sig i to forklaringer, men overser, hvordan opmærksomhed faktisk fungerer og kan reguleres, skriver psykolog og ph.d. i psykiatri Anders Sørensen. ”Måske opmærksomhed og impulskontrol ikke er noget, man enten har eller ikke har. Måske det her filter mellem selv og omverden og mellem selv og egne tanker er noget, man kan tilegne sig. Måske det ligefrem skal tilegnes aktivt, ligesom sprog skal det.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
ADHD-debatten kører for fuld kraft, og det er vigtigt. Men den kører også af sporet. Rettere sagt: Den kører på to spor – et i hver sin retning.
På det ene spor kører psykiatrien med fortællingen om, at vi fuldstændig forstår, hvad ADHD er, har kortlagt biologien bag og også har medicinen til at behandle det. ADHD er en medfødt, kronisk forstyrrelse i hjernen. Symptomerne skyldes en neurobiologisk fejlfunktion. Flere diagnoser er ikke et problem, men et fremskridt. Alt, vi behøver, er flere ressourcer og tidligere opsporing.
På det andet spor – en modreaktion til det første – finder en mere grundlæggende debat sted: Hvad ved vi overhovedet om ADHD? Ved vi noget? Er det ikke bare samfundets skyld? Her bliver man næsten hyldet, jo mere uafklaret og mystisk man mener, det hele er.
Jeg føler mig ikke hjemme på nogen af sporene. Begge misser noget afgørende. Derfor vil jeg foreslå et tredje.
Når hjernen ikke holder fri
Vi ved i dag ganske meget om, hvordan hjernen og opmærksomheden fungerer, og hvorfor nogle mennesker har sværere ved at styre den end andre.
Engang troede man, at hjernen ”slappede af”, når vi slappede af og ikke lavede noget. Jeg ved ikke med jer, men det gør min i al fald ikke. Man opdagede så, at der kun er få procents forskel i hjernens energiforbrug, uanset om vi aktivt beskæftiger os med noget eller ej. Et nyt forskningsfelt opstod: Hvad laver menneskehjernen, når vi ikke ”bruger” den?
Man kaldte det default mode network, defineret som hjernens tilstand, når kravet for fokuseret opmærksomhed er lavt. Altså det fokus, hjernen slår over i, når vi ikke aktivt er optagede af noget. Og her må man konstatere, at hjernens prioriteter ikke er særlig positive. Den fokuserer på fem ting:
Det, der kan gå galt.
Det, der er gået galt.
Hvad andre tænker om os.
Problemer og konflikter.
Det, vi skal og burde.
Hos nogle kører det som en stille baggrundsstøj. Hos andre som en konstant indre trafik så påtrængende, at det bliver svært at være nærværende, sidde stille eller holde fokus. Opmærksomheden trækkes igen og igen væk. Af tanker, impulser, idéer, indfald, notifikationer.
Hjernen gør det, den er udviklet til: at overvåge, overleve, forudse, og problemløse. Og for det er den nødt til at være overvejende negativ og flygtigt indstillet. Som sådan er det smart, at hjernen forsøger at dirigere opmærksomheden derhen, hvor det er vigtigst, så vi ikke er fuldstændig frie til at foretage os hvad som helst uden at blive rettet ind. Hjernens værktøj? Tanker og impulser, som ofte vil alle mulige andre steder hen end her og nu.
I psykoterapien forstås opmærksomhed og impulskontrol som en muskel. Det hedder sågar opmærksomhedstræning. Gennem øvelser opdager man, at man kan lade sine tanker og impulser – og ydre stimuli – være uden automatisk at handle på dem
Nogle gange har de ret, tankerne, og vi bør lytte og skifte fokus. Andre gange – ofte – er de forstyrrende elementer i noget meningsfuldt, og vi gør klogt i ikke at følge med. Men når indersiden af hovedet får karakter af en ottesporet motorvej, opstår der rift om opmærksomheden, og så bliver det hele svært.
Hvad vi mener, når vi taler om ADHD
Det er ingen sygdom, når hjerner gør sådan. Det er ingen fejl. Men det kan være en kilde til enorm lidelse og mistrivsel, hvis man ikke oplever kontrol over sin opmærksomhed. Og måske er det netop her, forskellen mellem ADHD og ikke-ADHD skal findes.
Ikke en forskel i den forstand, at opmærksomhedsforstyrrelser er noget, man bare har eller ikke har – og så er det ellers bare sådan. Der tales i den offentlige debat indforstået om opmærksomhed og impulskontrol som statiske størrelser; noget ubevægeligt, permanent. Det er netop her, debatten låser sig fast.
Jeg forstår, at debatten i sin nuværende form – om ”ADHD findes eller ej?” – kan føles dybt provokerende for den, som lider under ADHD og genkender sig selv i diagnosekriterierne.
Selvfølgelig findes ADHD. Ligesom alle andre diagnoser findes den i den forstand, at symptomerne er beskrivelser af genkendelige mønstre af adfærd og oplevelser, som kan være forbundet med stor lidelse og funktionsforstyrrelse.
Det, de faglige uenigheder i debatten går på, er, hvad det så betyder at få stillet en ADHD-diagnose. For at nuancere den debat, vender vi tilbage til opmærksomheden, som tegner et mere dynamisk billede. Og til kattevideoer.
Derfor virker kattevideoer
Når psykologer hjælper mennesker, der lever med ADHD-symptomer, består hjælpen ofte i først at nuancere den dominerende sygdomsfortælling i psykiatrien og udvide forståelsen af opmærksomhed til en funktion, der kan trænes.
I psykoterapien forstås opmærksomhed og impulskontrol som en muskel. Det hedder sågar opmærksomhedstræning. Gennem øvelser opdager man, at man kan lade sine tanker og impulser – og ydre stimuli – være uden automatisk at handle på dem. At man ikke behøver skifte aktivitet eller rejse sig og gå, bare fordi kroppen pludselig siger: ”Gør det!” At kunne høre den mentale telefon ringe – og lade den ringe. At mærke trangen rejse sig og lade den passere igennem. At erfare, at hjernens mange tanker og impulser er invitationer, ikke befalinger.
Opmærksomhed er den psykologiske mekanisme, der udvælger noget stimuli – ydre som indre – frem for andet. En slags gatekeeper for bevidstheden
Default mode network har nemlig en tænd/sluk-knap. ”Hjernens tilstand, når kravet for fokuseret opmærksomhed er lavt,” lød definitionen. Altså, det slukker ved ydrefokus. Det er derfor, distraktion med diverse kattevideoer, boligprogrammer, mobilspil og den konstante higen efter, hvad næste reel mon bringer, alt sammen virker.
Når mennesker med udtalt indre uro søger konstant stimulation, virker det, fordi ydre fokus midlertidigt dæmper default mode network. Den indre larm slukker, så længe opmærksomheden holdes optaget udefra.
”Virker”, for det virker jo ikke sådan rigtig. Effekten varer kun, mens man aktivt afleder sig. Sekundet efter slår default mode network til igen med tanker om i morgen, i går, problemerne, kravene. Sådan ender mange med at leve i et konstant beredskab; altid i gang, altid på vej videre, for at undgå uroen.
Hvem styrer vores opmærksomhed?
Den ro, mange i dag finder ved konstant at holde sig optaget, findes også ad indre veje. Spørgsmålet er: Hvem styrer vores opmærksomhed? Det gør vi heldigvis selv. Og den frihed, det er at opdage det, under jeg alle udstyret med et overaktivt sind.
Ligesom vi frit kan flytte blikket rundt i et rum, kan vi flytte vores opmærksomhed. Noget giver vi opmærksomhed, andet lader vi være. Du gør det hele tiden. Også nu. Hvor var fx fornemmelsen fra stolen, sofaen eller gulvet, hvor du sidder, ligger eller står, før du læste denne sætning?
Hvor var lydene omkring dig?
Og hvor var den der karakteristiske fornemmelse inde i munden lige før?
De var der hele tiden. Og så alligevel ikke. Først da opmærksomheden rettede sig imod dem, blev de en del af din bevidste oplevelse. Hvad har ændret sig? Din opmærksomhed, intet andet. Og om lidt forsvinder de igen.
Hvorfor er vi blevet så hurtige til at forklare problemer med opmærksomhed som individuelle defekter og så langsomme til at lære mennesker, hvordan man lever med og mestrer et sind, der konstant forsøger at tage styringen?
Opmærksomhed er den psykologiske mekanisme, der udvælger noget stimuli – ydre som indre – frem for andet. En slags gatekeeper for bevidstheden. Når vi opdager, at vi ikke behøver følge med på alle hjernens indskydelser og på alle udefrakommende forstyrrelser, bliver både krop og sind mindre farlige steder at være.
Følelsen af at tage styring via sin egen ren rå opmærksomhed er et stærkt mentalt sted at stå. At kunne lade sin hjerne holde en monolog uden at deltage og gøre det til en dialog. At registrere larmen uden at handle på den. At kunne vælge.
Nemt ser det ud på skrift, svært er det i praksis, ikke mindst fordi vi jo er oppe imod vores egne hjerner. Udfordringen, og hele træningsaspektet, er netop, at tanker og impulser kan ”larme” og hive og trække i opmærksomheden og gøre det vanskeligt at fastholde retning.
For mange viser det sig som uro i kroppen, rastløshed, skiftende fokus, afbrudte opgaver, impulsive handlinger i skolen, på arbejdet og i hverdagslivet; eller en vedvarende fornemmelse af at være på vej videre, selv når man gerne vil blive. Præcis dette fravær af oplevet indre kontrol er, hvad der drager et menneske mod konstant aktivitet, ydre stimulation, eller centralstimulerende midler, som kan gøre arbejdet for os.
Måske opmærksomhed og impulskontrol ikke er noget, man enten har eller ikke har. Måske det her filter mellem selv og omverden og mellem selv og egne tanker er noget, man kan tilegne sig. Måske det ligefrem skal tilegnes aktivt, ligesom sprog skal det.
Hvis det er rigtigt, rejser det et ubehageligt spørgsmål til os som samfund: Hvorfor er vi blevet så hurtige til at forklare problemer med opmærksomhed som individuelle defekter og så langsomme til at lære mennesker, hvordan man lever med og mestrer et sind, der konstant forsøger at tage styringen?
ADHD-debatten har brug for mere nysgerrighed på opmærksomhedens natur.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og