
MADKLUMME – Vi bryder os ikke om at smide mad, det er vi blevet enige om. Jeg havde snakken i et netværk for nylig, hvor alle “selvfølgelig” nikkede højlydt ja til, at madspild er noget rod. Men flere af dem var i syv sind i forhold til, hvad man reelt kan gøre i hverdagen.
Hvis du har det på samme måde, så bliver du glad nu, for her kommer et par ideer, som du kan tage til dig.
Lav en madplan og hold jer til den. Nu stritter alt måske på dig. Af en eller anden grund får det folk til at føle sig bundet på hænder og fødder. Men det handler mest af alt om mindset, hvis du spørger mig.
Tænk på din madplan som noget, der giver frihed og ovenikøbet flere penge i kassen: Vi ved, hvad vi skal have at spise, og vi undgår at købe for mange varer og smide mad ud, som vi ikke fik brugt.
Det allerbedste vil være, hvis du altid køber det, der står forrest på hylden i supermarkedet, for så brænder de ikke inde med datovarer. Ja, vi kan alle gøre lidt
Du kan også købe ind efter supermarkedernes madspildsvarer og skabe dine måltider ud fra det. Det var det, jeg gjorde forleden, og det er datovarer, der udgør råvarerne i den pasta med rejer og krydderurter, du får opskriften på i dag.
Jeg var i Netto for at købe toiletpapir, da jeg hørte nogle andre kunder snakke over frysedisken. Der var mørbrad til en halvtredser og andelårene var også sat ned. Fordi jeg er nysgerrig på et niveau, der er en smule sygeligt, rykkede jeg nærmere og fandt en masse skønne varer, der nu ligger i min fryser og er klar til de der dage, hvor ingen rigtig gider og alle kommer sent hjem: Falafler, rodfrugter, hvidkålsrøsti og sågar en pose pølsehorn, som går imod alt, hvad jeg står for, men ind i mellem skal den 15-årige have noget af det der, som jeg synes er for slemt i en klidmosterorienteret hverdag.
Rejer lå der også et par pakker af, og pludselig fik jeg lyst til pasta med rejer, en ret som i min optik egentlig hører sig sommeren til, men nu lå de der og lysten var opstået. Så de kom med hjem sammen med en pakke frisk pasta – i øvrigt også på madspild – og en stor bøtte persille, som jeg planter ud ved sommerhuset og håber kan overleve vinteren. Hjemme i køleren havde jeg en broccoli, der skulle spises nu, så den kom også i.
Der er ovenikøbet flere apps til formålet. For nylig stiftede jeg bekendtskab med den, der hedder “mad skal spises”.
Det allerbedste vil være, hvis du altid køber det, der står forrest på hylden i supermarkedet, for så brænder de ikke inde med datovarer. Ja, vi kan alle gøre lidt.
Pasta med rejer og krydderurter
Frosne rejer – optøede
Frisk pasta – tørret kan selvfølgelig også bruges
Citronskal
Løg – fint hakket
Hvidløg – hakket eller i fine skiver
Frisk chili – flager kan også bruges
Broccoli i buketter
Smør – masser af smør
Salt og friskkværnet peber
Denne ret er så hurtig at lave, at man lige skal holde tungen lige i munden. Kog broccoli i et par minutter. Egentlig bare lige for at få knækket den ”kålede” smag.
Sæt vand over til pastaen som, hvis den er frisk, kun skal have et par minutter.
Smelt smør i en pande og svits løg, hvidløg og chili. Det må ikke brune, så hold styr på varmen. Panden må ikke være meget varm, for kunsten er, når du arbejder med rejer, at de ikke bliver overstegte og dermed hårde. De skal bare lige dampe sig varme og lækre.
Når løgene er klare kommes broccoli på og gerne mere smør. Meget mere. Smørret udgør saucen i denne ret. Når broccolien er vel integreret putter du rejerne i, mens pastaen koger. Pas på varmen. De må ikke svitse. Ingen kan lide hårde rejer. Riv citronskal udover og bland sammen. Lad det hele simre et lille minut ved svag varme under låg til pastaen er klar.
Når pastaen er klar anrettes den på et smukt fad, saucen hældes over og der afsluttes med et meget generøst drys persille.
Server med parmesan, mere hakket persille og en knasende sprød salat on the side. Eller måske et godt brød. Pasta kan skiftes ud med ris, quinoa, squashpasta eller andet, der egner sig til at være basis for en lækker mumset sauce. Som min amerikanske veninde siger:
“The pasta is essentially the wessel for the sauce.”
Velbekomme.
Fotos: Skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her