“Fredag var jeg til samtale om mine metastaser. For – jo. Canceren er tilbage med metastaser i begge lunger. Det har været lidt hårdt og jeg har f.eks. heller ikke rigtig haft overskud til at skrive på POV International, selvom jeg egentlig havde lovet mig selv at sørge for at få det gjort. Det er bare meget ubehageligt at genbesøge min sygdom fra for et halvt år siden.” Gunnar Langemark slutter sin serie her på POV nu. Men kun fordi serien skal blive til en bog. Læs mere her og se, hvordan du kan hjælpe med finansieringen.
I de sidste dage op til samtalen om den seneste scanning bliver jeg lidt utidig. Jeg plejer ikke at gå og undskylde min opførsel, men selv jeg kan mærke, at jeg er grumpy, kortluntet og i det hele taget ikke særlig godt selskab. Jeg lukker mig om mig selv, bliver ubehagelig over ingenting og er ikke særlig sød.
Det er den slags man skal holde ud når man er nærmeste familie til sådan en kræftpatient som mig.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke at den medicin jeg får giver bivirkninger. Faktisk kan den Lenvatinib jeg får have en meget meget lang række af bivirkninger. Jeg har mest smerter i led, muskler og knogler – og forskellige andre af de mange mulige bivirkninger dukker op med mellemrum.
Metastaser der bremser op
Mit sind og mind krop er forberedt på den værste besked, men da vi endelig efter noget ventetid kommer ind til lægen og sygeplejersken, er de næsten overstadige. Beskeden er, at mine metastaser er blevet halveret på de to måneder der er gået fra august-scanningen til oktober-scanningen. Man bliver lettet. Jeg High Fiver både Lise-Lotte og lægen. Det er vanvittig gode nyheder og det er helt tydeligt, at lægen faktisk også er meget overrasket. Det her er ikke noget man kan regne med sker.
Vi taler om de andre ting jeg gør: Ingefær, vitaminer og almindelige mineraltilskud – og så cannabisolie. Hun er godt bekendt med cannabisolien og selvom hun ikke vil sige noget, kan jeg sige det og se på hendes reaktion. Det er meget sjovt. De må aldrig sige noget om det, men nogle af dem er tydeligvis interesserede. Når fortolkningen af dette resultat skal findes – vil lægerne finde ud af at Lenvatinib har virket. For de kan ikke officielt sige noget om at f.eks. cannabisolien kan have noget at gøre med det.
Helt overfladisk kan jeg jo være ligeglad. Men det er jeg ikke.
Lægen der tog fejl
Jeg får også nævnt lægen i forrige måned, som ikke vidste hvad jeg fejlede. Han begyndte – efter ½ time – at tale om en langsomt virkende cancer og jeg fangede ham på det forkerte ben og spurgte ham:
– Hvad er det jeg fejler?
Lægen så spørgende og desorienteret på mig.
– Ja, hvad er det det hedder, det jeg fejler?
– Det er Thyreoidea-cancer
– Øh nej. Det er Anaplastisk Thyreoidea Cancer. Der er fandens til forskel.
Det var her, han så chokeret ud, og vi fik en lang alvorlig snak.
Men da jeg nævner det for den nye læge – hun er den fjerde nye læge på lige så mange besøg – kender hun slet ikke til den historie. Den er ellers alvorlig nok.
Jeg skal skrive en bog – og jeg samler penge ind
Det er godt at jeg får en god besked. Min familie kommer i weekenden og skal overnatte. Jeg er glad for at jeg kan være glad og lettet.
Men jeg har også et andet projekt som skal have min opmærksomhed. Jeg skal have indsamlet penge nok til at finansiere den bog jeg har skrevet, så den kan udkomme. Torsdag gik fundingen i gang på booomerang.dk. Som det plejer, så starter det godt hvorefter kurven begynder at flade ud. Lige nu – mandag – er det gået helt i stå.
Jeg skulle holde gryden i kog – men jeg magter ikke alle de ting. I dag har jeg været til syn med min bil og må erkende, at jeg skal have skiftet den ud. Den går til skrot og jeg har travlt med at få en ny. Jeg skal også have fikset min privatøkonomi. Og jeg har været til psykolog her til formiddag. Tiden går og mine kræfter går med at fikse små praktiske og administrative ting. De bliver ikke lige pludselig uvigtige – bare fordi man ikke længere kan arbejde. Og man forventes at gøre det hele selv. Nå. Jeg er ikke den hårdest ramte. Men alligevel.
Hvad skal man gøre? Jeg skal have samlet de sidste 6000 kroner ind – og jeg ved sgu ikke helt hvor jeg skal vende mig hen. Men det er vigtigt. Bogen er ikke bare en banal følelsesmæssig beretning om hvordan jeg klarer min cancer-dom (selvom det er den også). Den er også en systemkritik – af hvordan vi har indrettet os med sundhedssystemet og i øvrigt også mange af de andre offentlige sociale systemer i landet. Jeg vil meget nødig, at den ikke lykkes. Det er i hvert fald vigtigt for mig selv.
Ellers går det rimelig godt – alt taget i betragtning. Jeg har været fremme i skoene i forhold til sagen om Moffe – som er min cannabisolie-leverandør. Han er blevet fængslet for at fremstille cannabisolie og sælge det. Det bliver betragtet som om han er narkobaron, og politiet leder nu efter alle pengene.
Men alle pengene er der ikke – for de er gået til produktudvikling og til at forære hovedparten af produktionen væk til trængende mennesker som mig. Alligevel får både Moffe, hans kone og hans hjælper forlænget deres varetægtsfængsling med fire uger.
Vi er ca. 150 mennesker som dukker op ved retten. Men det er langt fra nok. Det gør ikke det store indtryk. Heller ikke selvom mange af os er syge – og nogle enkelte endda møder op i kørestol. Jeg kan ikke lade være med at engagere mig i de ting, der står mit hjerte nær (det siger min psykolog). Og selvfølgelig har jeg også rodet mig ud i noget her og kan pludselig se mig selv i formiddagsaviserne – da hele denne skandale begynder at rulle. Det var ellers ikke meningen. Men hvad fanden …
Det er dog fundingen af bogen som bekymrer mig nu. Jeg har sat næsen op efter, at det det meste af serien – Dead Man Talking – her på POV International skal indgå som en del af beretningen om mine oplevelser i hospitalssystemet. Men det kræver lidt penge at få bogen i luften. Somme tider har jeg så småt tænkt på det som en slags “legacy”. Ikke fordi det er et stort eftermæle, men jeg håber at der vil blive lyttet. Det er ikke ligegyldigt det jeg skriver.
Det er også derfor jeg vil tillade mig at sige, at hvis enkelte af mine læsere skulle have lyst og overskud, så vil jeg være meget taknemmelig for et tilskud. Det foregår her:
https://www.booomerang.dk/projects/dead-man-talking/
Topfoto: Gunnar Langemark.
Gunnar Langemark blev diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer for måneder siden. Men først fik han at vide, at han ikke var alvorligt syg. I dag håber han at kunne bygge sit liv op igen efter at være blevet erklæret sygdomsfri. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem kan læses i serien “Dead Man Talking” – en gæsteblog på POV International i de kommende måneder. Dette er del VIII. Læs del I, ‘Black Friday’ her., læs del II, “Kvægslagteri” her, del III “Rustvogn og Turpas” her, del IV Falsk Frikendelse her, del V “Rod op til operationen” her, del VI “Første operation” her, del VII Rocket Man her, del VIII De hårde dage her ,del IX, Samlebåndsfabrikken, her, del X, Den anden operation her del XI, Eftertanker og Mirakler her, del XII, Den svære hverdag, her, del XIII, Hellere være i radioen end på hospitalet her, del XIV, Sygehistorier op til jul her , del XV, Hvad fanden … året er snart slut her og endelig, Med maden i centrum og månen som et segl på himlen, her.
Hvis du synes om denne serie, kan du betale direkte til Gunnar Langemarks familie for at læse med. MobilePay: 27 89 86 04
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
