Så blev det den 30. december 2015. Jeg er blevet min skjoldbruskkirtel mindre – og min hals virker underlig tynd, nu. Men jeg kan stadig ikke knappe den øverste knap i mine 43-45 skjorter. Jeg er også begyndt at tage på igen. Fra 104-108 på 3-4 uger. Det er da meget godt midt i en sygdomsperiode med operationer og alt, hvad dertil hører.
Regner egentlig med at jeg er sygdomsfri, men den er så ond, at jeg vil være sikker på, at vi har gjort det der giver mening, inden jeg slapper af. Der har lige været et par dage efter jul, hvor jeg simpelthen var kørt mentalt træt og isolerede mig for at have energi nok til at “være med til jul.” Tilsyneladende er jeg ude af mørket igen. En tilståelse (som bare bliver mellem os) – jeg spillede Sim City på min mobil, så jeg var ved at blive helt skeløjet. Det gav på en eller anden mærkelig måde mening – også selvom jeg egentlig burde have klaret en masse praktiske ting. Nu har jeg nogle timer tilbage til at få klaret forskellige betalinger, lavet forskellige aftaler, forberedt nytår (vi spiser ude i år, men går hjem bagefter) osv. osv.
Da jeg for et år siden overvejede mit 2015 tog jeg grumme fejl af de sidste 4-5 måneder, så jeg vil være lidt mere forsigtig med at forudsige for meget.
3. januar 2016 – samfundet som ‘hjemme’ – domesticeringen af det offentlige
Refleksion: Domesticeringen af det offentlige og politiske liv er sjovt nok sket i samme periode, som kvinder har bevæget sig ud på områderne for alvor. Gradvis er hele verden blevet et “hjem” hvor man opdrager, formaner, griber ind, straffer og nudger til den ønskede adfærd – og forsøger at forandre mennesker, så de bliver mere “stuerene” og pæne. Altså præcis den opgave – der indtil da mest blev løst af kvinderne ude i hjemmene. Kan der mon være en sammenhæng?
Og er det mon sådan, at det præcis er sådan, de gerne vil have det? Og skal vi så ikke nok snarere indstille os på, at sådan fungerer et komplekst samfund som vores, hvor vi har ligestilling mellem kønnene? På 40-50 år har de fleste i befolkningen (også mændene) flyttet sig derhen hvor det også er det offentliges opgave, at frelse os fra selv små risici.
Nogle få af os har en anden indstilling. Men vi er jo meget langt fra at have flertal. De fleste tænker overhovedet ikke over det. De er glade og trygge og overlader gerne ansvaret til offentlige myndigheder.
7. januar 2016 – Sygehistorie fortsat: strålebehandling
Her efter julen og nytåret er jeg begyndt på strålebehandling på Herlev. Det kommer til at vare godt 6 uger. Undervejs kommer der nok et par billeder. Jeg kommer til at have det strålende i et stykke tid. Så får jeg solskoldninger og “halsbetændelse”. Derefter skulle det begynde at fortage sig i løbet af ugerne efter behandlingen. Og så skulle jeg være “sygdomsfri” (noget andet end rask).
Kommentar fra Facebook-gruppen: Jeg synes, du formulerer alt omkring din sygdom: Symptomer/følelser/oplevelser i hospitalsvæsenet, blandt venner og bekendte, her på Facebook helt fantastisk. Du er tilstede uden at være medlidenhedssøgende. Respekt herfra. I min verden er det at få en diagnose (har selv depression) ikke et martyrstempel, men et udgangspunkt for ny adfærd. Du er fand`me sej!
Jeg har selvfølgelig stadig fantom-symptomer og bliver nervøs for om min nakkeømhed er kræften, der æder min hjerne. Men det er det forhåbentlig ikke. Det er lidt slidsomt at skulle forholde sig til alting. Det er også slidsomt at forholde sig til de daglige doser af “denne ukendte urt dræber kræftceller”. Der er rigtig mange slags kræft. Og der er rigtig mange slags lovende “kure,” som kan slå nogle af disse kræftceller ihjel i et prøveglas. Men kunsten er jo at få transporteret kræftdræberne frem til kræftcellerne, uden at de bliver ødelagt i mave-tarm systemet eller på anden måde mister deres virkning. Der er næppe nogen rigtig effektiv kur mod den anaplastiske kræft jeg har. Jeg kan vist mest håbe på, at det hele kom ud ved operationerne. Så det håber jeg på.
8. januar 2016 – fortsat strålebehandling.
Hospitalets vægt siger 111,6 kg. Så er jeg jo godt i stand igen.
18. januar 2016 – for syg til at bakse med bureaukrater
Jeg har nu været i strålebehandling i godt en uge. Der er fem uger tilbage. Jeg kan mærke at det kommer nu – smerterne og den slags. Det er ikke særlig fedt. Jeg har holdt pause med cannabis for at vide hvordan jeg i virkeligheden har det – uden den lette bedøvelse og sommetider rus, som cannabis giver.
Domesticeringen af det offentlige og politiske liv er sjovt nok sket i samme periode, som kvinder har bevæget sig ud på områderne for alvor. Gradvis er hele verden blevet et “hjem” hvor man opdrager, formaner, griber ind, straffer og nudger til den ønskede adfærd – og forsøger at forandre mennesker, så de bliver mere “stuerene” og pæne. Altså præcis den opgave – der indtil da mest blev løst af kvinderne ude i hjemmene. Kan der mon være en sammenhæng?
Jeg skal snart gå – så jeg kan komme til stråling igen i dag. Det er hver dag. Jeg er også allerede blevet mere træt. Det er heller ikke særlig fedt. Jeg håber sgu, at jeg har taget den rigtige beslutning., Man kan ikke på nogen måde sige, at informationsgrundlaget var særlig komplet eller sikkert, da jeg skulle sige ja eller nej til behandlingen. (Don’t comment this – jeg gider ikke gå i detaljer og jeg gider ikke diskutere autoritetstro).
Hvis jeg overlever og bliver frisk igen – så må jeg jo indhente noget af det. En ting jeg har tænkt over, er hvor opslidende det er. Selv når jeg har kræfter, har jeg ikke orket at kigge ret meget på foldere og pjecer fra hospitalet og Kræftens Bekæmpelse. Jeg magter ikke at læse artikler og bøger om emnet, og jeg har svært ved at konfrontere mig selv med fakta i større stil. Når man henvender sig til det offentlige – og de så fortæller hvad man selv skal gøre, så tænker jeg: det vidste jeg egentlig godt. jeg havde håbet på lidt hjælp og ikke modstand.
Lise-Lotte har taget sig af det meste af den kontakt – og hun føler sig decideret modarbejdet. Hvis jeg selv havde måttet tage mig af det, ville jeg ikke være kommet nogen vegne.
Jeg tænker, at det kan være en af årsagerne til, at nogle ender på gaden som hjemløse. Jeg ville i hvert fald ikke kunne benytte mig af de nuværende systemer – så længe jeg er syg. Det er jo egentlig paradoksalt: Hvis man er syg, skal man have mange kræfter, til at kæmpe med den offentlige træghed og modstand. Det kalder man et velfærdssamfund. Men det giver kun velfærd til dem, der er raske nok til, at bakse med bureaukratiet, reglerne, pjecerne og den generelle nedladende arrogance.
Hvis man rent faktisk er syg – så ryger man ud med uforrettet sag.
Og i øvrigt er jeg glad i dag. Alt andet ufortalt.
Gunnar Langemark blev diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer for måneder siden. Men først fik han at vide, at han ikke var alvorligt syg. I dag håber han at kunne bygge sit liv op igen efter at være blevet erklæret sygdomsfri. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem kan læses i serien “Dead Man Talking” – en gæsteblog på POV International i de kommende måneder. Dette er del VIII. Læs del I, ‘Black Friday’ her., læs del II, “Kvægslagteri” her, del III “Rustvogn og Turpas” her, del IV Falsk Frikendelse her, del V “Rod op til operationen” her, del VI “Første operation” her, del VII Rocket Man her, del VIII De hårde dage her ,del IX, Samlebåndsfabrikken, her, del X, Den anden operation her del XI, Eftertanker og Mirakler her, del XII, Den svære hverdag, her, del XIII, Hellere være i radioen end på hospitalet her og endelig del XIV, Sygehistorier op til jul her.
Hvis du synes om denne serie, kan du betale direkte til Gunnar Langemarks familie for at læse med. MobilePay: 2851 5383
Topillustration: Creative Commons, Public Domain, New Year’s Eve bonfire – Wikimedia Commons, Gary Houston.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
