Dead Man Talking I – Black Friday

i Featured/Danmark/Liv & Mennesker af

“Det er desværre ikke en godartet svulst alligevel”.

Jeg var lige kommet ind til lægen på Hillerød. Ventetiden havde været kortere end normalt.
Han havde ringet tidligere denne fredag og bedt mig komme med det samme – og tage nogen med. Jeg havde ellers fået at vide, at resultatet af prøverne var forsinkede igen, og at jeg først skulle komme om mandagen. Der var blevet taget over 30 såkaldte tyndnål-biopsier af min svulst på halsen. De havde forsøgt tre gange – den ene gang var prøverne bortkommet, og ellers havde de ikke vist noget. Så gik der tid med det. Først efter tre forsøg – tre måneder henne i et ret kikset diagnoseforløb – var der “bid” og jeg kunne få noget at vide.

Vi kørte straks op til Hillerød Hospital, Lise-Lotte og jeg. Stemningen var lidt trykket. I venteværelset havde jeg brugt min mobil og var lykkedes med at komme på Sundhedsportalen og se i min journal. Det var en ondartet svulst. Jeg var lidt chokeret – men holdt masken og tog mig sammen. Jeg kunne i det mindste skåne lægen for at være den, der åbnede samtalen med dårlige nyheder.

Hør nu her – jeg går jo bare hjem og googler det – og så finder jeg ud af det. “Det synes jeg ikke du skal gøre.”

“Men du må da kunne sige noget om mine chancer”, spurgte jeg
“Det er ikke en af de bedste”, svarede han. Han så helt forkert ud i ansigtet.
“Kan du ikke bare fortælle mig om mine chancer? Er det mere end 50% eller mindre?”
“Det er en grim én”, fortsatte han.
“Men du kan ikke fortælle mig om hvordan mine overlevelseschancer er?”
Hans ansigt var forvredet, som om han var i fysiske smerter.
“Jeg synes hellere, du skal vente og tale med lægerne på Rigshospitalet”.
Jeg skulle altså videre til Rigshospitalet.
“Hør nu her – jeg går jo bare hjem og googler det – og så finder jeg ud af det.”
“Det synes jeg ikke, du skal gøre.”

Et chok: Jeg skal dø – snart

Selvfølgelig gik jeg hjem og googlede. Lise-Lotte og Lina var taget på indkøb. Det var “Black Friday” og der skulle shoppes igennem nede i centret. Det havde de glædet sig til og jeg havde sendt dem af sted. Jeg var alene nu – og på nettet. Og jeg læste om Anaplastisk Thyreoidea Cancer. Det var dér chokket satte ind. Jeg skulle dø. Snart. Næsten med sikkerhed. Det var den mest aggressive, hurtigtvoksende og dødelige cancer, der fandtes. Man måtte satse på at operere den væk – for hverken stråling eller kemo var særlig effektivt imod den. Nogle steder stod der, at over halvdelen var døde indenfor seks måneder efter diagnosen. 95 procent var døde efter et år. Man blev typisk kvalt. Jeg havde altså fem procents chance for at overleve. Eller mindre. Det var Black Friday.

Selvfølgelig gik jeg hjem og googlede. Og jeg læste om Anaplastisk Thyreoidea Cancer. Det var dér chokket satte ind. Jeg skulle dø. Snart. Næsten med sikkerhed. Det var den mest aggressive, hurtigtvoksende og dødelige cancer der fandtes.

Nok er jeg en klippe. Stoisk, når det gælder. Men det dér var mere end jeg lige kunne kapere. Mit liv havde taget en uventet og uvelkommen drejning – til det helt dramatiske. Klippen – som har for vane at være en drama-queen, når det ikke er specielt livstruende – var blevet kastet ud i sit livs krise. Hvad fanden skulle jeg gøre?

Et foreløbigt fripas og en blogserie tager form

Det fandt jeg ud af. Jeg var allerede i gang med at dokumentere mit “kræftudredningsforløb” ved hjælp af Facebookopdateringer og små videoer. Jeg var kritisk over for hospitalssystemet og var – vanen tro – god til at brokke mig og få min lille kreds af Facebookvenner til at synge med i utilfredshedens kor. Og jeg fortsatte med at dokumentere i månederne derefter.

Nu – i maj måned 2016 – efter otte måneder med udredning, adskillige skanninger, hundreder af blodprøver, to operationer, tre indlæggelser, 32 strålebehandlinger, møder med over 50 læger og flere end 100 andre ansatte i sundhedssystemet og diverse andre nye og spændende aktiviteter – har jeg endelig fået et foreløbigt “fripas” og kan trække vejret nogenlunde frit de næste fire måneder, indtil jeg igen skal have foretaget en “finmasket” PET-CT skanning, som kan se om jeg har flere svulster.

Jeg har fået lov til at skrive en blogserie her på POV. Og jeg vil benytte muligheden til at beskrive mit forløb, som min dagbog fra tiden

Så nu kan jeg igen læse mere end et enkelt afsnit i en bog, uden at det “tværer ud”, og jeg ikke kan se klart. Jeg kan begynde at tænke rigtigt igen, og jeg kan så småt se fremad og komme til kræfter. Det går den rigtige vej. Og det håber jeg, at det bliver ved med.

Jeg har fået lov til at skrive en blogserie her på POV. Og jeg vil benytte muligheden til at beskrive mit forløb, som min dagbog fra tiden dokumenterer det. Jeg valgte – som sagt – at fortsætte min dokumentation. Det var vigtigt for mig at være så ærlig, jeg kunne – men samtidig skulle jeg tage hensyn til min familie. Især min 12-årige datter var hårdt ramt, og jeg turde ikke fortælle hende alt. Hun måtte vide, at jeg havde en alvorlig cancer, og at jeg agtede at kæmpe med alt hvad jeg havde – for at overleve. Men hun skulle ikke have procenterne at vide. Hun kan godt procentregning.

Jeg er levende

I de kommende uger vil I kunne læse om mine tanker og oplevelser i hospitalssystemet – om hvordan mit humør skifter og hvordan operationer og strålebehandling påvirker mig. I vil kunne opleve, hvordan min psyke skifter og svinger og hvordan jeg næsten drives til desperation, men for det meste bevarer troen og håbet og optimismen og hvordan jeg kæmper for at holde vægten og kunne spise normal mad så længe som muligt. Mine kræfter slipper op, jeg mister stemmen og jeg er ude af stand til at tænke sammenhængende tanker om min sygdom og i øvrigt heller ikke magter at tage kontakten til myndigheder og andre – som lige pludselig kommer ind i mit liv og begynder at stille krav til mig – selvom jeg nærmest er hjælpeløs, som et lille barn.

Jeg er levende. Og snart er jeg sikkert også “rask”. Selvom “rask” bliver et fremmedord, når man er kræftpatient. Det hedder sygdomsfri. Men det er også bedre end at være levende død.

Jeg er ved godt mod nu. Jeg tror på det. Det har været en barsk og begivenhedsrig vinter. Og nu kan jeg overkomme at samle disse ting. Forhåbentlig på en måde, der er læsværdig for nogle af jer. Det er ikke let at være kræftpatient. Det er sandelig heller ikke let at være pårørende. Måske nogle kan finde støtte i, at andre har været igennem noget lignende.

Jeg er levende. Og snart er jeg sikkert også “rask”. Selvom “rask” bliver et fremmedord, når man er kræftpatient. Det hedder sygdomsfri. Men det er også bedre, end at være levende død.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Hvis du synes om denne serie, kan du betale direkte til Gunnar Langemarks familie for at læse med. Mobile Pay: 28515383

Topfoto: Lina Langemark.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Gunnar Langemark er far, mand, husmor, pennedrejer, kræftpatient, skriverka’l, flink og temperamentsfuld, samt tidligere pædagogmedhjælper, informationsarkitekt, IT-konsulent, socialmedia rådgiver, e-learning mand, blogger-pionér og open source evangelist. Han er ivrig fortaler for frivillighed og åbenhed og har altid haft anarkistiske tendenser. Er uddannet cand. mag. i film- og medievidenskab samt retorik fra Københavns Universitet, er født i 1963, er far til to piger. Gunnar bor i Frederikssund ved Roskilde Fjord sammen med sine pigers mor Lise-Lotte og den yngste, samt katten Mille. I 2015 blev han diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer, en af de mest dødelige kræftsygdomme. I dag går han i såkaldt palliativ behandling og håber at kunne bygge sit liv og sin økonomi op igen lige så stille. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem har været publiceret i gæsteblogserien, "Dead Man Talking" på POV International og er senere i udvidet form udgivet som bog med samme navn. Gunnar Langemark skriver fortsat artikler i POV og udgav i 2018 bogen 'Skvatmand', der handler om at være sig selv som mand, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder.